Tyngende tur

[Ercole af Groten]

Ortien af Groten

Skylden hvilede tungt over Ercole, som dagene sneglede sig frem og vejen langsomt kom til syne foran selskabet, pudret hvid og tiltagende svær at finde fæste på. Han havde selv accepteret sin skæbne, da hans overordnede konstaterede, at det ville være godt for ham, at komme ud af Corus. Han havde virket så distraheret. At kilden til hans distraktion var en del af det følge, der nu var godt en tredjedel af vejen imod Frølund, havde hverken de eller han været klar over.

Der var dog enkelte tidspunkter, hvor han kunne skubbe det i baggrunden. Hvor Margarry ikke fyldte hele hans bevidsthed og Mithros alt for lidt. Når han sad om aftenen ved et varmt bål, frøs sine fødder op nær flammerne og fandt ind i sig selv med meditationen.

Det var i denne tilstand, med lukkede øjne, at hans lillebror en aften fandt ham.

[Ortien af Groten]

Ortien havde holdt øje med sin bror de sidste par dage. Han virkede tynget af noget, men det var ikke til at vide hvad. Det skulle helst være en tur de sammen kunne nyde og Ortien var glad for at følges med sin bror som han ellers ikke så meget til, men der havde som sagt være noget der fyldte hos ham.

I dag, var dagen, hvor Ortien besluttede sig for at finde ud af mere. Han stillede sig derfor hen til sin broder, som sad og varmede sig ved flammerne med lukkede øjne. Han var stille lidt før han endelig sagde noget. "Cole?...... Er.... Er alt i orden?"

[Ercole af Groten]

Ercole var ikke nær så dybt inde i sin meditative øvelse, som han kunne være. Der gik et øjeblik, før hans øjenlåg sitrede og han slog dem op og blinkede tungt en enkelt gang. Mithros havde ikke været i hans bevidsthed i flere uger nu.

"Godaften Ortien," hilste han, som han rullede en anelse med skuldrene og løsnede de muskler, der sad lidt fast. "Jeg forsøgte at meditere. Ud over det er alt som det skal være. Og du?"

[Ortien af Groten]

Ortien smilede lidt og satte sig ved bålet. ”jeg har det fint. Jeg er spændt på hvad turen vil bringe” egentlig håbede han nok mest på noget, hvor han ville blive vigtig, så han kunne fremme familien og sørge for at de ville blive husket. Han var klar på hvad som helst og ville deltage i hvad end det skulle være.

Han kiggede dog på sin broder igen og forsøgte en gang til. ”Du virker tynget af noget, er du det?” Det havde altid være lidt svært med ham, ja generelt med begge brødre. Siden de ligesom var blevet delt på livets vej, havde Ortien følt at han havde et ansvar for at de ikke kom for langt fra hinanden. Var det en af de episoder Ercole var på vej ind i nu?

[Ercole af Groten]

Ercole havde én gang svaret på et spørgsmål til hans velbefindende og han havde ikke den fjerneste intention om at give et anderledes svar. Han valgte dog at antage, at hans lillebror slet og ret var for træt til at indse, at han allerede havde havde spurgt. Et let nik fulgte derfor blot, som han rankede sig en smule ved ilden.

"Jeg frygter, at du vil finde, at turen her kommer til at bringe lidt for meget spænding," konstaterede han. "Det bedste fund ville være, at det hele blot var en stor misforståelse, men jeg tror desværre Mithros har andet ventende på os."

[Ortien af Groten]

Ortien fnøs let over broderens kommentar. "Bare giv mig en masse spænding. Det er ture som disse, hvor vi virkelig kan vise hvad vores familie er gjort af." Ortien var stålsat på at klare sig godt, selvfølgelig uden at blive dumdristig. Men tænk om han var en af de riddere der klarede sig bedst og måske ville blive fremhævet når de kom tilbage. Den chance ville han ikke gå glip af. "Hvad tror du venter os?"

[Ercole af Groten]

Mørke øjne fæstnede sig på den unge lillebror og Ercole holdt tand for tunge. Han skulle ikke belære nogen om deres forventninger til fremtiden eller modenhed. Ikke efter hans seneste opførsel. Han drog i stedet en dyb indånding og vendte blikket tilbage ind i flammerne.

"Jeg frygter, at der venter begyndelsen på en krig. Men jeg håber, at jeg tager fejl. Siden Hans Majestæt mistede Herredømmets Juvel har der været rygter om hvad det ville betyde for Tortall. Vi vandt imod Maren, men det var dengang Dronning Lianokami havde juvelen og sad trygt på tronen. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om dette blot er endnu et mindre scanransk angreb eller om det minder mere om den scanranske krig." Han rystede langsomt på hovedet. "Det er enhvers gæt endnu. Hvad tror du?"

[Ortien af Groten]

Ortien lod blikket glide langsomt over flammerne fra bålet. Ingen vidste hvad fremtiden ville bringe, heller ikke hvordan dette ville ende, men det var en realitet, at juvelen var væk, og sikkert at det ville få konsekvenser. "Jeg ved ikke hvad vi vil møde Cole, men jeg er bange for vi måske skal forvente det værste." Stemmen var mere alvorlig nu. Emnet var ikke til pjat. Selvom han stadig nærede en drøm om at være den, der kom tilbage med Herredømmets juvel i hånden. Den del holdte han dog for sig selv. Det skulle ingen kende til, hvis ikke han klarede det.

[Ercole af Groten]

Ercole nikkede langsomt. Han løftede den ene hånd og gav sin lillebrors skulder et let klem. "Nu er vi i hvert fald på vej, hvad end der venter." Et mørkt blik gled fra flammerne og til den yngre ridder.

"Er du klar til hvad der end venter?"

[Ortien af Groten]

[blockqoute] Han nikkede og vendte selv blikket mod bålet. Ja det var på vej, men det var også hvad han var uddannet til, så på den led var han klar på hvad de skulle. Han var dog glad for at have sine brødre hos sig.
Så kiggede han igen på sin broder. "Så klar som jeg kan blive tror jeg. Hvad med dig?" Ortien havde en ide om at det ikke bare ville blive en fysisk kamp for dem med sværd. Nej, der lå helt sikkert mere i det.

[Ercole af Groten]

Ercole tog en dyb indånding. Hans hoved var fyldt med tanker, der intet havde at gøre i krig. "Jeg er klar til at tjene mit land," medgav han. "Hvad det end betyder."

Og uanset om det så blev sidste gang. Hvis det gjorde, var han så for alvor ked af, at Margarry var med?

"Det er godt at se dig igen, Ortien. Vi har for længe været en adskilt familie."

[Ortien af Groten]

Ortien sendte sin broder et stort kærligt, let drenget smil. Han vari sandhed enig! Hans brødre som ellers engang havde været så tætte, var blevet splittet og siden da havde han følt sig lidt som en lus mellem to negle. ”i lige måde min broder.” så tøvede han lidt. ”Du føler ikke jeg har svigtet dig vel? Jeg mener fordi jeg har taget de valg jeg har?”
For Ortien var det vigtigt at familien var glad og sund. Hellere det end at han selv var det, men han havde alligevel ikke kunnet sige nej til livet som ridder. Det nok også fordi han havde sagt jo med henblik på at styrke familiens popularitet.