Intro

En oversigt over emner omkring adelige og deres liv til dig. Det skal bruges som opslagsværk og det er således ikke meningen, at du skal læse alting igennem, inden du kan give dig i kast med at spille. Brug dem som opslagsværk, når du skal bruge dem.

Hvis der er noget, som du godt kunne tænke dig en guide til, så send en PM til Gudinden og så vil vi overveje at lave en sådan.

Privilegier og pligter

Der er ingen tvivl om, at en stor del af adelstanden har helt andre muligheder end de borgerlige, at fritid er er noget de dyrker og at de både spiser bedre og lever længere. Til gengæld har adelige et stort ansvar for de, der tjener under dem, hvad end det er en stab på 100 eller en enkelt tjener.

De har mange pligter og mængden af adelige, der kan dovne deres dage væk er yderst begrænset. Nedenfor gennemgås forskellige typer adelige, deres pligter og deres muligheder i samfundet. Fælles for dem alle er, at penge ikke vokser på træerne. At leve og at tage en uddannelse koster alt sammen og den, der styrer pengene i familien, kan også styre de resterende familiemedlemmers gøren og laden.

Høj- og lavadel samt skjoldenes bøger

I Tortall skelner man mellem adelige slægter på to forskellige måder:

Først er der rangordenen, der skiller familierne i hertugslægter, greveslægter og baronslægter. Forskellene her kan typisk gøres op i størrelsen på lenet og den tilhørende bolig for lensherren og dennes familie. De større lener har flere beboere end de mindre og dermed flere, der betaler skat. De har til gengæld også et øget behov for væbnede mænd til at etablere ro og orden.

Dernæst er der slægtens alder. De ældste slægter står skrevet op i Guldskjoldenes bog, de yngre i Sølvskjoldenes bog og de yngste i Kobberskjoldenes bog. Der er status i at være en ældre slægt, ligesom de ældste slægter typisk er de mest velhavende. Der findes selvfølgelig undtagelser til alle regler. Mere om dette emne under Fakta om Tortall.

---

Guldskjoldenes, Sølvskjoldenes og Kobberskjoldenes bøger er de Tortallanske adelsbøger og stadig i dag, en af de bedste kilder til Tortalls historie. De slægter, der kan føre deres aner længst tilbage findes i Guldskjoldenes bog, de yngre i Sølvskjoldenes Bog og de yngste af Tortalls adelsslægter fylder siderne i Kobberskjoldenes bog. Den første af bøgerne tog navn efter de gyldne bogstaver og udsmykninger på omslaget.

Siderne i sig selv er pergament og pladsen i bogen var derfor begrænset til det antal sider, som oprindeligt var sat i den. Når siderne var brugt, var der dermed ikke plads til at indføre flere familier og en ny bog måtte startes.

Guldskjoldenes bog går tilbage til cirka 200 år før den nuværende tidsregning, da Tortall løsrev sig fra det nu faldne Thaniske Imperium, der dengang dækkede alle Østlandene, og etablerede sig som selvstændigt rige. Sølvskjoldenes bog blev begyndt 170 år senere med samme opbygning bare i sølv. Da siderne i den løb ud omkring år 300 M.T., blev Kobberskjoldenes bog startet og bliver stadig brugt i dag.

Slægten Condia har regeret Tortall siden det andet århundrede i Den Menneskelige Tidsalder. I den tid har de erobret ørkenriget Barzun, nu kendt som Den Store Sydørken. Dette skete i år 378 M.T. og derfor er rigtigt mange af slægterne i Kobberskjoldenes bog lokaliseret i det område, som man dengang erobrede. Barzun dækkede landet fra Scanra i nord - hele vejen langs med Drellfloden til Indlandshavet i syd og dækkede hele Den Store Sydørken.

---

Skelnen mellem høj og lav, guld, sølv og kobber, kommer i spil når to adelige taler med hinanden, det har betydning for hvilke positioner en adelig tilbydes ved hoffet og det spiller en stor rolle, når en adelig skal vælge en ægtefælle til sig selv, sine børn eller andre slægtninge. En hertug fra en slægt i guldskjoldenes bog ville typisk aldrig så meget som skele til en barons datter, hvorimod en greve med en slægt i kobberskjoldenes bog godt kunne overveje hende som ægtefælle. Lige børn leger bedst er med andre ord en glimrende huskeregel at holde sig for øje, når man overvejer giftemål for sin karakter.

Andre faktorer, der spiller ind på status både i forhold til almindeligt samvær mellem adelige og muligheden for ægteskab, er spørgsmålet om arvefølge. Det andet barn i en slægt arver intet, men er alligevel mere attraktiv end det tredje, af den simple årsag, at der er en mulighed for at det første barn dør. Til sidst er der selvfølgelig medgiften, som kan gøre en ung komtesse mere eller mindre attraktiv. En lensherre vælger dog selv og visse lensherrer vægter kærlighed højere end stand. Nogen ville sige at disse lensherrer er dem, der ender med at gå fallit.

Lensherren

Langt de fleste arvinger til Tortalls lener sendes på væbnerskole i deres tiende eller elvte år. Piger og drenge har identisk arveret og en ændring på den naturlige arveret skal godkendes af regenten, som typisk kun vil godkende sindslidelser eller lignende som årsag til at lade en anden end den førstefødte arve.

Arvingen skoles ofte i ridderskabet, der forbereder ham på mange af de pligter, som hører med til hans eller hendes senere titel. Når det kommer til at blive valgt som væbner for en ridder, er det kutyme at en væbner, der er arving, bliver taget som væbner af en ridder, der selv er enten lensherre eller kommende lensherre. Dette skyldes naturligvis, at den bedste til at lære en ung væbner om de pligter og det ansvar, der følger med en titel, er en, der selv har en titel.

Lensherrer er på mange måder ”konge i eget hus” på den måde forstået, at der er dem, der leder deres len. Det er deres ansvar at indsamle skatter fra folket og at betale en del af disse skatter til kronen. Det er ligeledes lensherren, der dømmer i stridigheder mellem sine folk, udvælger kampduelige mænd og kvinder til krig og forsvarer bønderne imod truslen fra røverbander og udødelige. Lensherren har dog mulighed for at sende efter hjælp, hvis der er problemer i en sådan grad, at han eller hun ikke selv kan klare det.

Typisk befinder lensherren sig en del af året i sit len, på en borg eller et gods, afhængig af lenets placering nær trusler udefra. Den resterende del af tiden bruges i Corus, hvor lensherren repræsenterer sit len ved fester eller rådssammenslutninger. For hertugdømmerne gælder der, at lensherren ud over sine forpligtelser overfor lenet, også har en plads i Dronningens Råd. Her sidder enten Hertugen/Hertuginden eller en sekundant for denne. Sekundanten kan være en ægtefælle, arving eller andet nærmere familiemedlem.

Lensherren har stor magt over både sit len og sin familie og er sædvanligvis den part, der arrangerer eller godkender ægteskaber for børn, søskende og disses børn. Medmindre andre i familien har en indtægtskilde, vil de da også være økonomisk afhængige af lensherren. Børnenes fremtid er i hans eller hendes hænder og de muligheder de har, har de kun hvis lensherren eller en økonomisk uafhængig forælder vil betale for det.

Lensherrens ægtefælle

En mand, der gifter sig med en kvinde, der har eget len, vil ikke få en titel herigennem, ligesom hun ikke vil ændre sit efternavn. Han forbliver hvad end han var tidligere og hans økonomiske grundlag er typisk også det tidligere. Til gengæld vil hans børn naturligvis høre til lenet og vil derfor også, medmindre han selv er lensherre, blive kaldt ved deres mors efternavn. I det tilfælde, hvor begge forældre er lensherrer, vil børnene blive kaldt begge deres forældres navne, indtil den dag hvor titlerne går i arv. Arvespørgsmål i denne situation afgøres af regenten.

En kvinde, der gifter sig med en mand, der har eget len, får hans titel, ligesom hun ændrer sit efternavn. Fra den dag hun træder ind i hans familie, er hun ikke længere repræsentant for sine forældres familie, men for sin mands. Dette gælder som sådan alle kvinder, der ikke selv er lensherrer eller arvinger, men vigtigheden er understreget for lensfruen.

Lensfruen har mange pligter, heriblandt at gøre sig selv bekendt med lenet og dets befolkning. Hun er den næstkommanderende for sin mand, hvorfor hun forventes at kunne lede og kommandere folkene, hvis lenet angribes udefra. Ligeledes skal hun kunne tale sin mands og sit lens sag ved diverse rådsmøder, såfremt han ikke er til stede.

Skulle lensherren dø før dennes ægtefælle, så går titlen direkte i arv til det ældste barn og ægtefællen overtager således ikke lenet. De vil oftes blive som rådgivere for den nye lensherre, men det kommer jo samtidigt meget an på familiens indbyrdes forhold.

Komtessen

Komtessen er en ugift adelskvinde uden titel. Hendes primære mål i livet er at blive godt gift. Såfremt hun ikke er arving, præstinde, går på væbnerskolen eller læser på universitetet med det mål at kunne forsørge sig selv, er hun økonomisk afhængig af sine forældre og vil senere hen blive økonomisk afhængig af sin mand.

Langt størstedelen af de unge komtesser uden andre mål i livet, sendes på klosterskole i en alder af ti. Her lærer de alt hvad Gudindens Døtre betragter som kvindelige dyder. De, der har gaven, undervises derudover i magi. Når de er femten eller seksten, sendes de til Corus for at finde en passende ægtemand.

Bliver man tyve uden at være forlovet, begynder ens familie at blive bekymrede. Fylder man femogtyve, ser det efterhånden ikke så godt ud med muligheder. En ugift komtesse på tredive betragtes stort set som permanent barnepige for hendes eventuelle søskendes børn.

De fleste komtesser vil i et eller andet omfang have tjenestefolk knyttet til sig. De betales af hendes forældre, men hun er alligevel ansvarlig for hvordan de bliver behandlet. Det mest typiske for en ung komtesse vil være at have en enkelt tjenestepige knyttet til sig, men større og rigere familier vil have muligheden for flere.

Komtessens muligheder for at læse på universitetet, eller gå i riddertjeneste er bestemt af hendes forældres mulighed og vilje til at betale for uddannelsen.

Junkeren

Junkeren er en ugift adelsmand uden titel. Han har de samme muligheder som komtessen for at læse på universitetet, blive præst eller starte på væbnerskolen, såfremt hans forældre kan og vil betale for det.

Et alternativ til uddannelse er at træne sig op til at ansøge om optagelse i Dronningens Livgarde. Livgarden er kun for de ugifte adelsmænd, men for en junker uden økonomien til at understøtte en familie, er der alligevel ingen muligheder for at finde en adelig ægtefælle. Mere om Dronningens Livgarde under Specielle enheder.

Et sidste alternativ for en fattig junker vil være, at gifte sig med en velhavende borgerlig, hvis familien er interesseret i en adelig datter og villige til at betale klækkeligt for det. Junkere, der forsørges af deres forældre, har typisk en enkelt tjener, der ser til deres behov.

Den almindelige adelige

Langt de fleste adelige er hverken lensherrer eller ægtefæller eller børn til en sådan. De fleste er søstre, brødre, fætre, kusiner, grandkusiner, grandfætre, onkler eller tanter til lensherren eller noget endnu længere ude. Junkere og Komtesser kan også høre i denne kategori.

Disse adelige har sjældent ret mange midler og med mindre de er temmelig tæt på lensherren sådan rent familiemæssigt, så vedkommende havde lyst til/var nødt til at tage sig af dem, vil de have brug for at have en eller anden form for indkomst. Hvis man er heldig kan man måske låne penge af lensherren i ens slægt til en uddannelse.

Der er selvfølgelig stadig en mulighed for, at en almindelig adelig kan gifte sig en højere status og langt hen af vejen, vil man forsøge at gøre netop dette.

Slægtsfarver

Nedenstående liste er en oversigt over de forskellige adelige familiers slægtsfarver og symboler. Listen vil blive løbende opdateret når der kommer nye medlemmer ingame i de forskellige slægter. Da er det den pågældende spiller der der vælger både farver og symbol.

For nu består listen af de slægter vi er sikre på fra bøger, samt de der allerede er bestemt af andre spillere. Hvis det er dig, der laver den første karakter i en slægt, må du således selv bestemme slægtens skjold.