Nogenlunde ankommet

[Morgana af Halleburn]

Nathaniel af Halleburn

Corus var stor. Meget større end Morgana nogensinde havde drømt om. Ikke fordi hun havde drømt om hovedstaden på noget tidspunkt i sine unge år på Klosterskolen. Der havde hun langt mere drømt om det slot, hun skulle blive hertuginde på, og styre med hård hånd, mens hendes mand var et andet sted.

De drømme var ikke kommet i opfyldelse. Så de var skiftet ud med storbyens hast, larm og ucharmerende befolkning. Alle de lavere stående individer, som gik rundt i gaderne, havde forarget Morgana i en sådan grad, at hun havde lagt sig lige i det øjeblik, de var ankommet til slægtens kæmpe store palæ.

Det var nu dagen efter, og langt op ad formiddagen, før Morgana viste sig i den nederste etage af palæet, hvor de fine stuer til herskabet fandtes. Hun anede ikke, om Nathan var til stede i huset, eller om han var på det der universitetet. En eller anden ligegyldig lakaj, de lignede jo alle sammen hinanden, åbnede døren for hende ind til en stue, hvor der naturligvis var dækket op til hende. Hun havde jo ikke fået en bid brød siden frokosten på en eller anden snusket kro dagen før.

"Ja, det må jo gå an," sagde hun misbilligende, da hun satte sig i divanen med knitrende skørter omkring hende, som en stor glorie. Kjolen var i en sart lyseblå, der fremhævede hendes øjne og blege hud.

[Nathaniel af Halleburn]

Der var en del at se til, før han igen kunne hellige sig sine studier. Huset havde ikke været beboet længe og sidst han selv havde været her, havde han været betydeligt yngre. Det føltes dog allerede som om en byrde var løftet, ved blot at få luftforandring. At komme væk fra den indelukkede følelse hele Halleburn-borgen gav ham. At komme væk fra forældrene først og fremmest og få søsteren med sig, så hun ikke ville blive præget unødvendigt.

Nok havde hun beklaget sig, aldeles højlydt, som Morganna nu engang havde for vane, men da først beslutningen var taget, havde hun ikke så meget at skulle have sagt. Den første dag havde været forholdsvis stille, siden hun havde valgt fornærmet at spærre sig inde på sit værelse. Det passede ham fint. Man fik nået så meget mere når hun ikke løb i hælene på en og tiggede om ting indtil hun fik sin vilje, og han kunne ikke holde et lille suk tilbage, da han hørte hendes stemme fra et tilstødende lokale.

Han lukkede bogen han stod med og gik derind, stadig med bogen i hånden og stoppede i døren med et hævet øjenbryn "Det er hvad man får, når man ikke er kommer ned til normale spisetider." konstaterede han selvfølgeligt.

[Morgana af Halleburn]

Morgana så til med høgeøjne, mens en lakaj skænke te til hende. Ved Gudinden, kunne de intet finde ud af, det tjenesteskab, der havde boet i huset? Hun himlede med øjnene, men løftede ellers ikke en finger, for at hjælpe den udsatte for hendes vrede.

Da en stemme afbrød hendes tanker, fnøs hun af sin eneste levende storebroder. "Man skulle ellers tro, at dette hus kunne servere måltider hvor og hvornår det skulle være," lød hendes skarpe stemme, inden hun viftede den uduelige lakaj væk. "Ja tak, jeg kan godt selv," bemærkede hun stift. Hun skulle ikke risikere, at vedkommende spildte te eller marmelade på hendes kjole. "Og desuden havde jeg sådan en frygtelig hovedpine tidligere," lød det lidt mere mildt, nu hvor tjenestefolkene havde trukket sig tilbage til skyggerne. Hun vidste godt, at Nathan foretrak hun holdt sig på sine værelser, når hun havde hovedpine. Hun blev så frygtelig irritabel.

[Nathaniel af Halleburn]

Han blev stående i døren, men lænede sig nu ind mod dørkarmen og bladrede dovent i bogen uden at se på søsteren "Det kan de." konstaterede han simpelt, men slog i de tre ord fast, at de ikke havde fået besked på at gøre det.

Han lukkede bogen sammen igen med et smæld og gik nu længere ind i rummet, hvor han satte sig overfor Morgana og lagde bogen på bordet "Det havde vi andre også." svarede han nøgternt og lod tjeneren skænke te til sig.

[Morgana af Halleburn]

Morgana himlede åbenlyst med øjnene af sin sarkastiske storebroder. Han havde selv været uden om det. I en ukomfortabel vogn, på en alt for lang og kedelig rejse. Rædselsfuldt. Hun skulle nok sørge for, at tjenestefolkene fremover gjorde som hun bad dem om. Nathan havde alligevel ingen anelse om, hvordan man drev et hus.

"Hvad har du tænkt dig at foretage dig i dag?" Spurgte hun, mens hun rakte en bleg hånd frem og lod fingrene lukke sig om en bolle, hvorefter hun lagde den på sin tallerken.

[Nathaniel af Halleburn]

Han betragtede sin søster udtryksløst hen over sin tekop da han løftede den til læberne, men tog sig i en blanding af mild morskab og irritation, over hendes opførsel. Det var noget han måtte have pillet ud af hende så hurtigt som muligt, i hvert fald på overfladen. Det var ikke noget der ville hjælpe til at få hende afsat, det var ganske sikkert "Ikke noget du skal bryde dit kønne hovede med. Koncentrer dig om at få pakket ud og finde di på plads i dit nye hjem. Vi kommer til at være her et stykke tid, så du kan ligeså godt få det bedste ud af det."

[Morgana af Halleburn]

Morgana sukkede dybt, næsten opgivende, ved hans ord. "Min tjenestepige kan pakke ud," lød det fra hende, hvorefter hun trak let på skuldrene. Som om hun havde tænkt sig at løfte en finger, for at hjælpe tyendet med den slags ting. "Må jeg gå rundt i alle rum?" Spurgte hun. Derhjemme var hendes færden trods alt begrænset til de gemakker der var hendes, og så de fælles stuer.

[Nathaniel af Halleburn]

Han valgte at ignorere hendes provokerende sukkeri og begyndte i stedet at skrælle et æble med en lille kniv "Hold dig fra mit værelse og arbejdsværelset, ellers slår du dig bare løs." kniven stoppede mens han så indgående på hende et kort øjeblik og så fortsatte "Kan jeg forvente dit selskab til middag i aften?"

[Morgana af Halleburn]

Morgana havde ingen intentioner om at udforske hans... Gemakker. Hun forestillede sig ofte herres gemakker som uhumske huler, og det havde hun ikke lyst til at udsætte sig selv for. "Naturligvis," var hendes korte svar på begge ting. "Forventer du, at jeg skal tage mig af husholdningen, mens du tager dig af dine pligter?" Spurgte hun, for en gangs skyld op rigtigt interesseret i et samtale emne. Hun lod hovedet glide lidt på sned, mens hun betragtede ham.

[Nathaniel af Halleburn]

Han gav hende et lille, tilfredst nik mens han begyndte at skære æblet ud i mindre stykker og rystede så let på hovedet "Nej.. Lad du Madam Væver om det. Hun uden tvivl ikke brug for du laver rod i rutinerne." han løftede blikket og så på hende "Men hold øje med pigerne. Så længe uden herskab har uden tvivl gjort dem dovne og uopmærksomme. Dit skarpe blik kan måske få dem til at stramme op."

[Morgana af Halleburn]

Det var tydeligt at Morgana åndede lettet op. At tage sig af en husholdning lå under hendes værdighed, eftersom hun var ud af for god en familie. En barons datter var måske nødt til de, fordi de ikke havde råd til ordenlige tjenestefolk. Men Halleburn var langt mere værd.

"Det passer mig fint," lød det fra hende, mens hun skænkede en kop te til sig selv. "Jeg har allerede lagt mærke til, at mange af værelserne i vestfløjen stadigvæk er lukkede." Og det fandt hun ikke passende. Tænk hvis de holdte et selskab, og gæsterne opdagede det! Bare tanken om, at nogen kunne tro, de ikke havde råd til at varme hele palæet op...

[Nathaniel af Halleburn]

Han holdt masken og sendte sin søster et blik, der udstrålede samme utilfredshed som hun udtrykte. Han ville slet ikke tænke på hvordan huset ville ende med at være, hvis søsteren fik frie tøjler "Så få dem lukket op og luftet ud, men der er ingen grund til at tænde op med mindre nogen skal bruge dem." han så sigende på hende. Der var ingen grund til at smide penge ud til ingenting. Det var deres far i forvejen alt for god til og Nathaniel selv, havde rigeligt med andre formål at bruge dem på.

[Morgana af Halleburn]

Morgana var tydeligvis utilfreds med sin egen broders beslutning om at fremstå som... Som nogen der ikke havde råd til det. Hun snerpede læberne sammen, men modsagde ham ikke. "Naturligvis," lød det blot i et neutralt toneleje.

Langsomt og med indøvet ynde, løftede hun forsigtigt koppen med den brandvarme te op til sine fyldige læber, inden hun konkluderede, at teen endnu var for varm. "Skal du hen på universitetet i dag?" Spurgte hun, og vidste ikke helt om hun ønskede det eller ej.

[Nathaniel af Halleburn]

Han kendte hende godt nok til at vide hun ikke var tilfreds, men han havde ingen planer om at føje hende og være ligeså stor en ødeland, som deres fædrende ophav. Tværtimod var snorene i hans pung oftest bundet ret stramt.

Han havde derfor ikke mere at tilføje. Hvis hun alligevel ødslede med brændslen til de ubeboede værelser, så måtte han tage den op igen, mere bestemt. For nu nikkede han en enkelt gang "Ja." hvad han skulle lave der, behøvede hun ikke vide.