Svaret af Zoia af Meagmarsk on Jan 11, 2018 17:45:32 GMT
Zoia havde nu været i Corus i næsten en måned. I Tortall længere tid. Men alligevel følte hun sig ikke hjemme. Eller også var det som om, at hjemmet ikke længere kunne føle hende. Hun vidste det ikke. Men hun vidste naturligvis heller ikke særlig meget om sig selv.
Ved en af middagene på borgen på Kobberøerne, var der pludselig kommet en høj og mørk herre, som dagen efter havde taget hende med sig. Hertug Aric af Macay havde han kaldt sig. Hun havde ikke haft den fjerneste idé om, hvem manden var. Han påstod, at hun tilhørte en slægt ved navn Meagmarsk og var forlovet med en kronprins. Hun havde ærlig talt fundet tanken fuldkommen absurd.
Alligevel havde hun været ombord på et skib inden hun havde nået at se sig om. Rædslen havde holdt hende bundet fast til kahytten under hele sejlturen til Legan, hvor de var gået i land og derefter fortsat i vogn til Tortalls hovedstad Corus, hvor man ventede dem.
De var ankommet tidligt om morgenen til byen. Hun havde ikke kunne genkende en eneste ting på turen. Landskabet var fremmed for hende, og hovedstaden skræmte hende. Den var langt fra det isoleret landskab hun havde været vant til de sidste par måneder. Heldigvis havde hun en jævnaldrende pige med sig. Borgherrens datter, som fungerede som anstandsdame. Hun kunne åbenbart ikke rejse alene med en mand.
Nu var der alligevel gået lang tid. Gensynet med hendes familie havde været... Akavet. Hun kunne ikke huske deres ansigter eller navne. Og den broder hun vidste, at hun havde, lignede ikke det ansigt, som hun havde drømt om. Men han havde da heddet det, hun kunne huske. Farmoderen, som hun åbenbart altid havde boet på, kunne hun heller ikke huske.
Hun sad i en af stuerne i det kæmpestore palæ, der tilhørte Meagmarsk-slægten. Det havde sneet dagen forinden, og dagen før det, så udenfor lå et tykt lag af sne, som fik Zoia til at gyse. Nu var det overskyet, og ikke en eneste solstråle var i stand til at finde vej gennem de mørke skyer. I stedet for at sidde i en af lænestolene, på en divan eller i sofaen, sad hun foran ildstedet og stirrede ind i de dansende flammer. Omkring hende var et tæppe, der sørgede for at holde hende varm i dette kolde land.