Fremmed familie

[Vanora af Meagmarsk]

Hun lukkede igen fingrene omkring sit barnebarns, men bad hende denne gang ikke lukke øjnene. Måske der skulle en anden metode til end den sædvanlige "Se på mig, løveunge." bad hun roligt, mens kælenavnet kom helt af sig selv. Det var hvad hun havde kaldt pigen siden hun var ganske lille og lige nu, tænkte hun ikke over, at hun måske ikke ville huske det "Der sker ikke noget jeg ikke kan tage i opløbet. Stol på mig." forsikrede hun og det varme, orange skær lagde sig igen omkring hendes fingre.

[Zoia af Meagmarsk]

Zoia bed ned i sin underlæbe, mens hun løftede blikket langsomt op, for at se på sin farmor. En kvinde hun vidste, at hun burde kende, men som hun ikke huskede meget omkring. Forsigtigt mødte hendes grønne øjne mødte farmorens gyldne.

"Jeg..." Zoia trak vejret dybt ned i lungerne. "Sidst jeg..." En klump satte sig i halsen, og skamfuldt sænkede hun blikket igen. "Sidst satte jeg ild til mig selv," fik hun endelig mumlet.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun lyttede alvorligt, men det milde smil vendte tilbage da hun gav Zoias hænder et forsikrende klem "Sidst var du ikke hjemme og sammen med mig. Jeg har klaret værre når vi har trænet, du og jeg." hun gjorde en lille pause med blikket hvilende inspicerende på pigen "Jeg ved du ikke kan huske det, men du er nødt til at stole på mig, selvom jeg ved det er svært. Hvis du lader frygten overtage, ender den med at kontrollere både din Gave og dig." hun nikkede let "Prøv igen.. og bliv ved at se mig i øjnene."

[Zoia af Meagmarsk]

Zoia følte, at det sved i hendes øjne. En lille knude i hendes mave krøllede sig sammen, ved tanken om, at hun havde været væk i næsten et år. Hun snøftede svagt, ikke helt god nok til at skjule sine følelser. Men det havde hun aldrig været. "Ja," lød det grødet fra hende. Men det var det eneste hun kunne sige til det, som Vanora fortalte. Hun nikkede, for at bekræfte sine egne ord. "Lover du?" Hun turde næsten ikke.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun nikkede roligt, med en selvsikkerhed der var tydelig i hele hendes holdning "Jeg lover det." forsikrede hun og gav hendes hænder endnu et forsikrende klem. Hun havde trænet med barnebarnet siden hendes Gave blev opdaget. Hun vidste hvad hun kunne forvente og var forberedt på det.

[Zoia af Meagmarsk]

Zoia tog en dyb indånding. Så søgte hun ind i sig selv, mens hendes øjne var fæstet på farmoderen foran sig. Hun søgte ind til den lille gnist, der hvilede i hende, og som udgjorde hendes Gave. Hendes hænder var orange, akkurat som farmoderens. Og skæret brændte for hendes øjne. "Hv-hvad så nu?" Spurgte hun, mens hun kunne mærke sveden springe frem på sin pande. Det var svært at kontrollere den ildkugle, der havde dannet sig i hendes indre.

[Vanora af Meagmarsk]

Vanora lagde en beskyttende, magisk boble omkring både sig selv og Zoia, så snart hun mærkede pigen trække på sin Gave. Hun svarede ikke med det samme, men smilede blot beroligende, mens hun rakte indefter, ikke i sig selv, men fulgte Zoias Gave ind til dens udspring og fik den utilregnelige kugle af nervøs magi til at mindskes, indtil den brændte klart, men roligt, uden den usikre flakken ”Nu trækker du den ud til vores hænder. Stille og roligt. Du har kontrollen.”

[Zoia af Meagmarsk]

Zoia kunne sagtens mærke, hvordan en anden trængte ind til hendes magi. Ind til hendes Gave og hendes første reaktion var at smide vedkommende ud og danne et skjold omkring Gaven. Men hun gjorde det ikke. Det var hendes farmor. Og trangen forsvandt sammen med den mængde af nervøsitet som blev mindsket. Hun sank en klump i halsen. Hun følte sig langt fra i kontrol. Hjertet i hendes brystkasse hamrede vildt, mens hun forsøgte at trække magien ud til deres hænder. Det gik langsomt. Meget langsomt. Men til sidst havde der i deres hænder samlet sig en kugle, der hvæsede vredt. En ildkugle.

[Vanora af Meagmarsk]

Kun fulgte tålmodigt Zoias kamp, uden at kunne sige sig helt fri for at føle et ærgerligt stik i mellemgulvet, over de mange års træning, der tilsyneladende var blevet skyllet ud med badevandet. Hun viste det ikke, men smilede anerkendende, da den lille, magiske kugle, manifesterede sig synligt i deres samlede hænger ”Hold den der.. det er perfekt. Og slap af. Træk vejret dybt og sluk den så.” bad hun stadig selv med et magisk greb om ilden.

[Zoia af Meagmarsk]

Zoia havde ikke arbejdet med sin Gave på denne måde længe. Det havde været små opgaver, som hendes læremester på Kobberøerne havde sat hende til. Lige ind til, ja, at ilden havde opslugt hende.

Hun tog flere dybe indåndinger, mens hun holdt ildkuglen i live. Det krævede stor koncentration for hende, ikke at lade den vokse, som den ellers havde lyst til. Da hun blev bedt om at slukke den, kiggede hun e øjeblik usikkert op på sin farmor, og var uopmærksom længe nok til, at den rent faktisk voksede sig dobbelt så stor. Da hun igen fæstnede sit blik på den, sugede hun energien fra kuglen til sig, som når hun trak vejret dybt ned i lungerne. Da hun åndede ud igen var ildkuglen forsvundet.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun fulgte opmærksomt alle Zoias bevægelser, selv dem der ikke var synlige for det blotte øje og smilede tilfreds, da ildkuglen, trods pigens mærkbare usikkerhed, lagnsomt svandt ind, for til sidst at slukkes helt "Perfekt." hun gav barnebarnet hænder et klem, mens det orange skær om hendes egne hænder også forsvandt "Det skal nok komme tilbage til dig, men lad os prøve at få tid til at træne din sikkerhed tilbage hver dag."

[Zoia af Meagmarsk]

Zoia følte sig fuldkommen klar til at gå oven på og sove i flere timer, så udmattet følte hun sig. Hun følte sig lidt bleg i ansigtet, men formåede alligevel at nikke til ordene. "De... Du vil ikke give mig en ny læremester?" Spurgte hun forsigtigt. Hun kendte ikke rigtig til planerne for sig selv.

[Vanora af Meagmarsk]

Vanora slap ikke Zoias hænder da hun rystede på hovedet "Ikke endnu.. " ikke før pigen havde genfundet sin kontrol og selvsikkerhed. Ikke før hun havde fundet sig selv igen "Jeg var din første læremester og nu bliver jeg det igen." nu slap hun pigens ene hånd, rakte over og løftede blidt hendes hage for at sende hende et varmt, men bestemt blik "Du er en Meagmarsk. Du sænker ikke blikket for nogen."

[Zoia af Meagmarsk]

Zoia nikkede langsomt, med et tungt hoved og tunge øjenlåg. HUn mødte usikkert sin farmors blik, da denne tog fat om hendes hage og tvang hende til at møde den ældre kvindes blik. "Javel," lød det træt fra hende, mens hun forsøgte at mønstre et smil. Men det blev mest blot til en grimasse.

"Er det i orden, hvis jeg går op?" Hun knugede sit skørt med den ene hånd, og var sikker på, at så snart hendes hoved ramte puden, så ville hun falde i en dyb søvn.

[Vanora af Meagmarsk]

Vanora lod fingrene blive liggende under Zoias hage et øjeblik mens hun betragtede hende. Betragtede det ansigt hun kendte så godt og elskede, men som ikke længere så på hende, på samme måde som før.

Det stak igen og et sørgmodigt glimt gled over hendes blik mens hun lod hånden falde, nikkede let og så lænede sig frem og plantede et flygtigt kys på pigens pande "Gå du bare. Der er en dag i morgen også, men giv din gamle farmor en hånd med at komme op herfra før du går."