Før fallit

[Raoul af Condia]

Midten af oktober med Margarry af Mindelan

Der var ikke mere end en dag til ankomsten i Corus og stemningen i gruppen af unge riddere var begrænset munter. De havde fejlet. De havde ikke fanget tyven, oprullet komplottet eller fundet Herredømmets Juvel. I morgen ville de nå Corus til hesteryg, men det var uden jubel, bifald eller anerkendelse. Intet bud var blevet sendt afsted for at annoncere deres ankomst i forvejen, for der var ingenting at fejre.

På trods af det, var Raoul i bedre humør end den dag de tog afsted. Han havde nydt rejsen uanset resultatet og det var ikke fordi de ingenting havde at vise for deres halve år ude af Tortall. Som han sank ned at sidde for bordenden på den landevejskro, der husede hele det fornemme selskab, løftede han sit krus med øl og udbragte en skål for dem og deres indsats. De havde mødt farer, delt måltider med alt fra fattigfolk til kongelige og kom klogere hjem end de drog ud.

[Margarry af Mindelan]

Margarry var træt. Det havde været en lang rejse og ikke én, der havde været så frugtbar, som de alle havde håbet på. Det lagde en dæmper på hjemkomsten, selvom der stadig var en mere afdæmpet glæde at finde ved udsigten til snart at vende hjem. Sådan var de flere, der havde det.

Prinsens gode humør var da også opløftende og Margarry mærkede det trække i sine egne mundvige, da han satte sig ved enden, hvor hun sad lænet lidt frem over et krus øl. Øjenbryn hævede sig let i et svagt rejsestøvet ansigt og hun smilede svagt.

"Ser De frem til at vende hjem?"

[Raoul af Condia]

Det havde været intenst at være sammen i den lille gruppe og Raoul havde nydt de simple venskaber, der kom ud af den nære kontakt. Han smilede til Margarry og det faktum, at det ikke helt nåede hans øjne, havde intet med hende at gøre. Han kunne ganske godt lide den unge ridder.

"Nogen ting ser jeg frem til," konstaterede han, imens han vejede kruset med øl i hånden. Han lod blikket finde kort ned i det, som om der var nogen svar der, selvom han udmærket vidste der ikke var. Så mødte han hendes blik igen. "Andre ting mindre. Jeg tror du kender følelsen, hm?"

[Margarry af Mindelan]

Margarry sænkede blikket kort ved prinsens ord og nikkede en enkelt gang. Hun strammede grebet om sit eget krus lidt og rettede sig den mindste smule op, uden tilnærmelsesvist at sidde rankt.

"Ganske godt," konstaterede hun og hævede sit krus lidt i en lydløs skål. Hun tog en tår. "Omstændighederne kunne være bedre. Men jeg ville ikke have været rejsen foruden."

[Raoul af Condia]

Raoul besvarede den lille skål, før han selv tog en tår og fnøs svagt over ordvalget. Han nikkede lidt og fugtede læberne.

"Det er sandt nok. Jeg mente nu mere hvad præcis vi kommer hjem til. Din forlovelse, Mindelan? Jeg sympatiserer, er alt jeg siger." Han drak igen. Ikke for at drukne sorgerne, men fordi han var tørstig efter en lang dag.

[Margarry af Mindelan]

Hvis sandt skulle siges, så tænkte Margarry ikke meget over sin trolovelse. Den havde været der næsten altid og hun var klar over, at den ville blive en realitet en dag, men hun var næsten overrasket over at blive mindet om den fra prinsen. En lille lyd fra bagerst i halsen lød fra hende og hun tog en tår af øllen.

"Ah," svarede hun og trak vejret ind. Tanken var stadig abstrakt, men det gav hende en smule uro i kroppen at tænke på, at ventetiden måske ville være ovre snart. Hun vidste ikke helt om det var en god eller dårlig ting. "Jeg har det med at glemme, at den er der. Hvor forfærdeligt er det?"

[Raoul af Condia]

Et halvmuntert fnys forlod Raoul, som rystede lidt på hovedet med et svagt smil. "Slet ikke forfærdeligt. Hvorfor skulle du ikke glemme det? Det er jo ikke ligefrem fordi værket er drevet af lyst..."

Han stirrede lidt ud i luften. Som en mand, der havde elsket, var et ægteskab uden kærlighed en skarp kontrast. Mindelan var måske mindre ramt. Det kunne man håbe.

[Margarry af Mindelan]

Margarry havde ikke forestillet sig, at hun ville ende med at tale om sin trolovelse, da Raoul satte sig ned for bordenden ved siden af hende. Det var som oftest en fjern tanke for hende og hun kunne ikke undgå at føle sig lidt sært til mode, når den alligevel blev trukket frem forrest.

"Det er sandt," svarede hun og tog en god tår af sin øl. En svag trækning trak op i den ene side af hendes læber, men det var mere et ironisk smil end noget andet. "Men det er også en udfordring at lade sig drive af andet end pligt, når man knapt har mødt manden," bemærkede hun. For uanset hvor hårdt hun prøvede, kunne hun ikke fremkalde sig et mentalt billede af ridderen, der ikke var set gennem børneøjne.

Blikket gled mod prinsen og hun var stille et par sekunder, før hun talte igen. "De taler som om, at der intet godt er ved ægteskab...?"

[Raoul af Condia]

Raouls blik var ufokuseret et kort øjeblik, før det gled tilbage til Margarry og han smilede skævt og mere... Sig selv.

"Ganske få gode ting, Ridder Mindelan. Primært den lettelse, at man ikke skal trækkes med nye ægteskabsforsøg hvert andet øjeblik. Svigermødre er absolut den værste type adelige man i sit liv kan støde på."

[Margarry af Mindelan]

Margarry var ikke uopmærksom på forandringen, men på trods af de mange måneders mission, havde hun ikke et intimt nok kendskab til prinsen, til at det på nogen måde var hendes plads at grave dybere i den ellers relativt overfladiske samtale. Hun vidste, at prinsen måtte have et mere anstrengt forhold til ægteskab end mange andre - naturligt nok.

"Det tager jeg gerne Deres ord for," svarede hun i stedet blot med et dæmpet fnys. "Jeg kan ikke huske, at jeg har mødt en eneste, der havde noget positivt at sige om svigermødre."

[Raoul af Condia]

Raoul lo lidt over det tørre svar fra Mindelan og hævede sit krus i en hyldest og en skål for det, før han selv drak.

"Det er vel velsignelsen ved at være gift med en udlænding. Ingen familie at skulle slås med. Mere end vi allerede gjorde i krigen..." Han hævede begge bryn en anelse. Krigen. Den de havde vundet. "Var du med i krigen, Mindelan? Du må have haft dit skjold."

[Margarry af Mindelan]

Det var ikke et emne Margarry vidste særligt meget om og selvom hun vidste, at hun burde, havde hun heller ikke meget interesse i det. Af samme grund var hun i stille sind lettet, da Raoul skiftede emne. En bekræftende lyd lød fra hende, som hun sank den tår hun netop havde taget fra kruset.

"Jeg var med. Jeg havde haft mit skjold i to år på det tidspunkt, men det var alligevel noget andet end Scanra," svarede hun med et tænksomt blik. Krigen føltes utroligt fjern og alligevel var dele af det helt klar i hendes hukommelse.

[Raoul af Condia]

Raoul nikkede. "Scanra er ikke organiseret," konstaterede han simpelt. Det krævede ikke en mestergrad i krigshistorie at forstå. "Det er aldrig rigtig en krig imod Scanra, mere end det slet og ret er en krig imod enkelte stammer. Maren var... Organiseret. Ikke nok, heldigvis. Men uden støtten fra os og Tusaine? Så var der intet, der hed Tyra i dag."

Han drak selv en tår af sit krus. "Hvor var du udstationeret? Jeg husker dig ikke fra Rodlund, men måske var jeg blot optaget af mine egne delinger."

[Margarry af Mindelan]

Raoul satte ord på det og hun brummede samtykkende, samtidig med at hun tog en tår fra kruset og kort lod tankerne glide tilbage mod minder fra både tiden på Vassafortet og de væsentlig andre omgivelser, som hun havde oplevet i Maren.

"Jeg var i Rodlund," svarede hun, uden at blive fornærmet over at han ikke huskede det. "Men jeg deltog i flere af patruljerne ud, så tiden der var begrænset."

[Raoul af Condia]

Raoul nikkede langsomt. Samtalen bragte ham tilbage til de dage. Dagene efter Aenna og Joans død. Han havde ikke været noget godt sted, da han sidste gang vendte hjem til Corus. Det var bedre i dag. Selvom sidste gang havde været med sejren i ryggen, som en mand der havde vundet sig selv ære, og denne gang var... Meget mindre ærefyldt.

Stadig. Han havde ikke ondt i hjertet længere. Og han kunne tænke på krigen og smile svagt. "Man må give dem, at det er et smukt land. Grænsen mellem Tyra og Maren. Så du mest natur eller fjender?"