Et udtryk for min taknemlighed

[Amelia af Perlegab]

James af Perlegab
d. 20. december 527 M.T

Hun burde vel have lært det efterhånden. Der var ikke nogen udvej, når det kom til møderne med James. Amelia var snart træt af at prøve at slippe udenom. Selv hvis hun og James ikke brød sig om hinanden. Det var irriterende at skulle hidse sig op over det konstant. Hun havde dog prøvet og fejlet som sædvanlig.
Så hun var tvunget til at finde en eller anden gave til James i anledningen af Midvinter. Det var bestemt ikke hendes idé, men familien insisterede på det. Hun valgte derfor at udtrykke sin frustration ved at lede efter noget, som James ville hade. Hvilket ikke var helt let, når nu de trods alt ikke kendte hinanden forfærdelig godt.
Han var dog uden tvivl meget glad for sin hest, så det skulle i hvert fald ikke være noget til den! Hm ... Hun grublede en del over det, imens forældrene havde travlt med at planlægge en lille sammenkomst sammen med Iliane. Kusinen var åbenbart fast besluttet på, at hvis blot Amelia og James brugte mere tid sammen, så skulle de nok lære at holde af hinanden. Hun havde derfor kastet sig ud i at arrangere en fest i anledningen af Midvinter. Ikke kun Perlegab, men også et par andre familier var blevet inviteret. Amelia gad dog ikke gå op i gæstelisten, siden hun havde vigtigere ting at ordne.
James var tydeligvis glad for at få sin vilje, og han var møgforkælet. Hvad kunne hun give ham, som ville gå ham på nerverne? Måske en eller anden pyntegenstand? Hun begyndte derfor ivrigt på at lave et pudebetræk med fine lyserøde blomster, men nåede snart frem til, at det nok ikke var noget særligt. Det var jo normalt for en kvinde at lave den slags, så hendes modvilje ville ikke træde tydeligt nok i gennem det. Nej, hun skulle finde på noget, der virkelig ville gå ham på nerverne!
Det lykkedes hende at finde noget i tide til festen, men det betød ikke at hun selv gad opsøge James under festlighederne. Faktisk gik de første timer med, at de begge undgik hinanden, fordi ingen af dem gad være den første til at tage kontakt. Desværre var James her ikke med sin familie, men det var Amelia. Hun blev dermed snart tvunget af sine forældre og sin kusine til at gå hen og tale med James, da han et øjeblik ikke stod og snakkede med andre. ”Godaften, James,” hilste hun med et sammenbidt smil, da hun nåede hen til ham, og nejede.

[James af Perlegab]

Jamie havde fået bestemt besked om at indfinde sig til den fest, som Grevinden af Disart holdt til midvinter og hans far havde oven i købet sendt et muskelbundt af en vagt med til at sikre sig, at han faktisk mødte op, nu hvor de ikke selv kunne deltage. Det havde nok været en ganske god idé af dem, selvom det irriterede Jamie noget så gevaldigt, for han havde trods alt leget med tanken om at finde sig en kro og tage et par runder med terningerne i stedet.

Nu var han dog til festen og så kunne han lige så godt få noget ud af det. Så han gik rundt og talte med flere af de unge komtesser og et par af de unge junkere. Der var flere, som han talte med i længere tid og han morede sig egentlig glimrende, uden at han tilsyneladende havde skænket Amelia alt for mange tanker, førend hun selv kom hen og hilste på. Han var nået frem til den konklusion, at hun måske var sjov at drille og han havde tænkt sig at undersøge sagen, nu hvor han alligevel ikke kunne slippe for hende i aften.

"Amelia," svarede han med et skævt smil og bukkede let. Han huskede netop tilbage på deres møde i Frølund og hvordan det var gået for sig og derfor kunne han ikke lade være med at smile. "Hvordan har ryggen det?" spurgte han uskyldigt.

[Amelia af Perlegab]

Spørgsmålet fik hende til at ranke sig, bare for at understrege at der intet problem var. ”Den har det ganske fint,” svarede hun roligt og værdigede ellers ikke Frølund flere tanker. På mange punkter havde det været en forfærdelig tur, og hun havde bestemt ikke noget ønske om at rejse derop igen. ”Jeg håber, at De havde en god rejse hjem til Corus?” Hun smilede lige så yndigt og blafrede med øjenvipperne, ligesom en hver dydig lille komtesse.

[James af Perlegab]

Jamie's tanker flakkede til Gil og alle de gode stunder, de havde haft sammen på rejsen hjem. Og også med Adrian. Han smilede derfor igen bare og nikkede. "Det var bestemt en god tur ja. Jeg besøgte en ven, som var blevet gift undervejs." Så holdt han mund og ventede roligt på at se, hvor længe hun ville være om at komme frem til, hvorfor hun nu havde opsøgt ham.

[Amelia af Perlegab]

”Jeg håber, at denne ven kunne give nogle gode råd til vores bryllup?” kvidrede hun med sin uskyldige mine og smilede til ham. Hun viftede en tjenestepige over med den lille indpakkede æske og tog den for så at række den frem til James. ”Siden vi nu skulle ses her til Midvinter, ønskede jeg at give Dem en gave for at vise min taknemlighed for Deres hjælp i Frølund. Og så selvfølgelig for at vise min hengivenhed til Dem.” Tonen var fortsat sukkersød, og hun iagttog ham med store forventningsfulde øjne. Indeni var hun dog mest spændt på at se, om han ville kunne holde masken, når han åbnede æsken og fandt det gyldne armbånd, hvor hendes navn var blevet indgraveret. Hun havde overvejet et armbånd med en masse nuttede vedhæng, men hun var også nødt til at styre sig lidt. Det skulle ikke være alt for åbenlyst for at andre folk, at hun forsøgte at gå ham på nerverne. Lige nu kunne hun højest fremstå lidt overdrevet knyttet til ham, men siden hun var en komtesse var det jo ikke en decideret dårlig ting.

[James af Perlegab]

Han trak blot på skuldrene af hendes spydige attitude og tog så imod den gave, hun kom med. Det var et af de mest gyselige armbånd, han nogensinde havde set og hun havde oven i købet fået graveret sit navn ind i det. Og pludselig var det ikke sjovt mere. Hans blik fandt hendes og i de øjeblikke, hvor de så på hinanden, lagde han ikke skjul på, at han var vred over gaven. Hvilket naturligvis havde været hendes plan, men han kunne ikke tage sig sammen til at smile og lege med på den. Gaven han havde købt til hende, brændte i lommen på ham, men pludselig ville han ikke give hende den. Hvis han havde kunnet, havde han hevet hende over knæet her midt i salen og vist hende, hvad han syntes om hendes betænksomhed. For at undgå at lave en scene, rakte han det blot til tjenestepigen igen, som forvirret tog imod det og så drejede han om på hælen og gik væk fra hende.

[Amelia af Perlegab]

Hun havde forventet, at han blot ville spille med på det og så give hende et eller andet, der også var gyseligt. Hun havde endda stået og forberedt sig på, hvordan hun skulle sige tak og fastholde en mine, der ikke var ren og skær afsky.
Men så gik han bare. Han forsøgte ikke engang at spille glad, og det gik hende ærlig talt på nerverne. Hun havde fundet den gave for at gå ham på nerverne og se ham vride sig for at fastholde en positiv mine! Tjenestepigen stod stadigvæk med armbåndet og så forvirret ud, men Amelia gad ikke forklare hende, hvad hun skulle gøre, for hun fulgte arrigt efter James. Han kunne ikke tillade sig ikke at spille med! Hvad bildte han sig ind at udvandre på den måde?!

[James af Perlegab]

Han havde fået mere end nok af hendes barnlige lege og ænsede overhovedet ikke, at han selv havde haft præcis de samme barnlige planer, som hun havde. Han gik blot tværs gennem salen og ud af en havedør, som ingen sikkert havde brugt, siden det blev vinter. Han skubbede den op med en kraft, så sneen blev skubbet til side og han gik ud for at få noget frisk luft. Da han vendte sig for at lukke døren igen, så han Amelia komme stampende efter sig og han lukkede døren mere eller mindre for næsen af hende. Så tog han en af krukkerne med blomster, der stod lige ved siden af og skubbede den ind foran døren, så hun ikke med lethed ville kunne få den op. Og så gik han ud blandt buskene i haven med et lille halvt smil, mens han endelig følte, at han havde vundet bare lidt i aften.

[Amelia af Perlegab]

Han skulle få at høre for det her! Han kunne da ikke bare udvandre! Amelia fulgte stædigt efter James, men nåede ikke at følge med ud, før han smækkede døren i for næsen af hende og skubbede et potteplante i vejen. Dybt forarget forsøgte hun at skubbe døren, men det hjalp ikke. Det gjorde hende kun mere hidsig. ”James! Åbn døren øjeblikkeligt!” Hvorfor mindede det her hende om turen i Frølund? Hun fnøs tvært ved tanken. Nej, det skulle blive løgn. Han skulle høre for det her, skulle han! Hun åbnede et af vinduerne og kravlede ud den vej. Det var måske ikke så let med en stor kjole, men det lykkedes da, og hun landede i et af blomsterbedene under vinduet. Iliane ville nok blive sur, når hun opdagede det, men det kunne hun da virkelig ikke tage sig af lige nu. ”James!” kaldte hun og forsøgte sig med en sukkersød tone igen. ”Du nåede slet ikke at få hele gaven,” lokkede hun og gik ned gennem haven, imens hun holdt udkig efter ham.

[James af Perlegab]

Han morede sig stadig, da han hørte hende stå og brokke sig inden for døren. Han så sig over skulderen igen, da han var kommet i dækning bag en busk - lige tids nok til at se hende kravle ud af vinduet for at følge efter ham. Han kom uforsigtigt til at le en lille smule og gik så hen til et træ, som han kravlede op i og satte sig på en gren et par meter over jorden med ryggen mod stammen, så han kunne sidde stille og holde øje med hende derfra. Forhåbentlig ville hun ikke lægge mærke til fodsporene i sneen.

[Amelia af Perlegab]

Hvor i alverden var han henne? Hun gik rundt og surmulede, imens blikket søgte efter ham. Hun ville helst ikke gå væk fra stierne, da kjolen så ville blive våd på grund af sneen. ”James, jeg har ikke fået fortalt dig den bedste del,” kvidrede hun og spidsede ører for at se, om der skulle komme en lyd fra ham et eller andet sted. ”Jeg har et armbånd med dit navn, så nu kan alle ved hoffet se, hvordan vi hører sammen for evigt.” Det måtte da være den ultimative hadegave for den mand. Han var da nødt til at give lyd fra sig nu? Hun så rundt. ”James, kom så herud lige nu og lad, som om du er glad! Du opfører dig som et tøsefornærmet barn!” kaldte hun arrigt og stampede i jorden. Først derefter spottede hun fodsporene lidt ude i sneen. Hun fulgte dem fra stien og spottede endelig det træ, hvor han sad og blomstrede. Hun sagde ikke noget. Krydsede blot armene under brystet og skulede op til ham.

[James af Perlegab]

Han var begyndt at more sig igen og måtte flere gange bide ned i sin håndryg for ikke at komme til at grine. Det var lykkedes at gøre hende både vred og til grin og det gjorde aftenen betydeligt bedre for ham. Da hun stampede i jorden som en lille pige, blev han dog så overrasket, at han ikke nåede at stoppe det fnis, der brød frem over hans læber. "Hvem er det, der er tøsefornærmet, siger du?" spurgte han muntert og vippede lidt med foden, mens han stadig smilede stort. "Kom herop," lokkede han, uden helt at vide hvorfor.

[Amelia af Perlegab]

Hun fortsatte med at skule op til ham. ”Det var dig, der startede det. Jeg gjorde i det mindste et hæderligt forsøg på at fornærme dig uden at lave en scene!” Hun havde prøvet, og han havde bestemt sig for at være på tværs og stikke af. Op i et træ. Som en anden fem årig dreng. Da han forsøgte at lokke hende op i træet, fnøs hun og drejede hovedet væk. ”Ikke tale om. Komtesser klatrer ikke i træer.” Især ikke når de var iført en stor dyr kjole.

[James af Perlegab]

Han smilede igen og rystede på hovedet. "Måske. Men du gav mig den klammeste gave set i Tortall gennem alle tider," gav han igen. "Hvis ikke du passer på, så går jeg med det hver dag, bare for at genere dig," truede han muntert. "Desuden er du ikke meget komtesse i aften. Sådan som du går rundt og stamper i jorden som en lille pige. Hvis ikke du kommer herop, så kan du ikke give mig din gave. Og du kan ikke få min. Som trods alt er væsentligt mere passende, end din er."

[Amelia af Perlegab]

Hun blev stående med krydsede arme og så stædigt væk. Ikke tale om at hun skulle ud og klatre i træer som et andet barn. Tanken om en gave lokkede et øjeblik, men så huskede hun, at han jo havde fundet noget, som hun sikkert ville hade. ”Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Jeg syntes, at det var en gave, der ville udtrykke min dedikation. Det er første gang, at jeg har skulle give en mand en gave, så du kunne i det mindste bære lidt over med mig.” Hun stak næsen i sky og spillede uskyldig, selvom hun kort forinden havde indrømmet, at hun fandt den gave for at gå ham på nerverne.