Et udtryk for min taknemlighed

[James af Perlegab]

Han klukkede underholdt over hendes vrede mine. "Du lyver lige så dårligt, som du klatrer ud af vinduer," drillede han videre og vippede lidt med foden igen. "Kom nu herop. Hvis du kan klatre ud af et vindue i det skrud der, så kan du også kravle herop. Men du tør måske ikke?" Det var jordens ældste trick, men hun var trods alt så barnlig, at det måske faktisk ville virke.

[Amelia af Perlegab]

Hun skulede til ham. Hvorfor lod han til at more sig sådan, når hun nu var vred. Det var ikke meningen, at en af dem skulle få noget godt ud af den her situation! ”Og du er lige så ridderlig som en fem årig på en kæphest,” snappede hun fornærmet af ham, stak næsen i sky og drejede rundt på hælene. ”Jeg går ind og nyder festen. Så kan du sidde og surmule alt det du vil deroppe.” Hun rankede ryggen og tog en dyb indånding, før hun begyndte at gå tilbage mod huset. Hun burde nok også prøve at se, om hun kunne få flyttet den der potteplante – eller hvad det nu var – væk fra døren.

[James af Perlegab]

Han trak på skuldrene og svarede hende ikke. Det var langt fra første gang, han havde fået at vide, at han var uridderlig. Da hun vendte om og gik sin vej, krusedes et lille smil i hans mundvige igen. "Tja, så må jeg jo bare give din gave til en anden kvinde. Jeg er sikker på, at hun vil sætte pris på opaler." Hans stemme var uskyldigheden selv, som han lokkede hende igen. Han tog en æske op fra en lomme og raslede let med den i luften.

[Amelia af Perlegab]

Hun var nået lidt hen ad stien, men bremsede op da han talte og spidsede straks ører. Opaler? Hun så sig over skulderen og spottede æsken, som han holdt. Havde han virkelig ...? Hun kneb øjnene lidt sammen og fik en mistænksom rynke på næsen et øjeblik. Det gav da ikke mening, hvis han faktisk havde fundet noget ordentligt til hende.
Modvilligt gik hun tilbage og så fortsat kritisk op på ham. ”Og du har virkelig tænkt dig at tvinge din fremtidige hustru til at klatre i træer, før du vil give den fra dig?” Tonen var fortsat skeptisk, men nu hvor han havde åbnet for, at der måske var juveler i æsken, var det noget mere fristende at blive her lidt endnu og få fingrene i gaven.

[James af Perlegab]

Hans smil blev endnu mere skævt, da han hørte hende stoppe med at bevæge sig og så komme tilbage. Det havde altså været den rigtige vej at gå, noterede han sig selv og så ned på hende med et underholdt smil. "Hvis du ikke kan klatre i en smule træ, så er jeg bange for, at du slet ikke fortjener at få din gave," drillede han igen og så udfordrende ned på hende.

[Amelia af Perlegab]

Hun skulede op til ham. ”Det er ikke meningen, at man skal gøre sig fortjent til gaver!” Gaver var noget, man bare fik, fordi der var en anledning til det. Som for eksempel Midvinter. Hun kastede et kritisk blik på træet og skævede så tilbage mod huset. Altså hun kunne vel altid skyde skylden på James? Det var jo ham, der klatrede op i træet først. Stadigvæk noget modvillig trådte hun over til træet og forsøgte at klatrer op. Hun endte dog med at glide ned hver gang. skoene var glatte, og det var svært at se noget som helst, når der var en masse skørter i vejen, som i øvrigt gjorde hende tunge og ufleksibel.
Efter tredje forsøg blev hun hidsig og skulede op til ham igen. ”Jeg gider heller ikke have din dumme gave! Giv den til en eller anden løssluppen trunte! Jeg er da ligeglad!” hylede hun frustreret og drejede omkring for at gå sin vej igen. Han forsøgte jo alligevel bare at gøre grin med hende!

[James af Perlegab]

Han smilede stadig, men var ærligt talt lidt overrasket over, at hun endte med at gøre forsøget. Overrasket og imponeret. Han var flere gange ved at hjælpe hende, men hun så så beslutsom ud, at han næsten ikke turde. Til sidst gav hun dog op og han smilede endnu en lille smule, fordi hun blev så hidsig. "Nej, kom nu her tilbage Amelia. Så skal jeg nok hjælpe dig op," lovede han muntert, mens han så efter hende.

[Amelia af Perlegab]

Hun så sig skulende over skulderen. Han gjorde uden tvivl grin med hende! Hendes mine var bestemt ikke blevet mindre venligstemt, selvom hun egentlig gerne ville have den opal. ”Du taber mig sikkert bare,” fnøs hun kritisk og stak næsen i sky igen. Han opførte sig urimeligt lige nu, og hun havde slet ikke lyst til at gøre det her nemt for ham på nogen måde. Selv hvis han havde en opal.

[James af Perlegab]

Han sad stadig bare og smilede på sin gren, da hun kom hen mod ham. "Jeg er ridder og har trænet hver eneste dag i elleve år. Jeg tror ikke, at jeg taber dig," svarede han med et smil og satte sig så sidelæns på grenen. Han viklede en fod omkring stammen, så han ikke selv ville skvatte ned og så rakte han en hånd ned mod hende. "Kom nu."

[Amelia af Perlegab]

Nej, det var vel sandt. Hun så rundt i haven for at se, om der var nogen i nærheden, men alle var selvfølgelig inde til festen. ”Hvis nogen opdager os, giver jeg dig skylden!” erklærede hun alligevel. Hun ville blive til grin, hvis nogen opdagede hende sidde oppe i et træ. I sidste ende gav hun sig dog. Hun rakte op og tog hans hånd og blev hjulpet op på grenen at sidde. Tydeligvis ude af sit vante element, for hun klamrede sig noget til den. Hun vidste faktisk ikke, om hun nogensinde havde klatret i træer.

[James af Perlegab]

Han smilede igen og overvejede et kort nu, om han faktisk skulle slippe hende, så hun faldt på halen. Bare for at vise, at han kunne. Men han endte med at lade være og hjælpe hende hele vejen op. Det tog trods alt lidt mod for hende at gøre, som han havde foreslået. Og han ville aldrig kunne få hende til det igen, hvis han slap hende nu. Næste gang måske. Han smilede skævt for sig selv igen.

Da hun først var kommet op, smilede han igen og gjorde lidt plads til hende. "Du har lidt krummer," komplimenterede han hende muntert, inden han rakte ned i hånden efter gaven igen. "Du har fortjent din belønning." Han trak den op og lagde den i hendes hånd. Indeni ville hun finde et sæt guldørering med to små opaler i.

[Amelia af Perlegab]

Hun skævede bare til ham og vidste ikke helt, hvad hun skulle mene, når han forsøgte at komplimentere hende. Det var jo ikke meningen, at de skulle bryde sig om hinanden. Var det ikke hele aftalen? Hun tog imod æsken og åbnede den forsigtigt. Øreringe? Hun spærrede øjnene lidt op ved synet af dem. De så jo helt ... pæne ud? Der lod ikke til at være noget galt med dem. Hun skævede til James – igen noget kritisk. ”Hvad har du gjort ved dem? Smurt dem ind i noget?” spurgte hun mistænksomt. Det kunne jo ikke passe, at han faktisk gav hende en ordentlig gave!

[James af Perlegab]

Han grinede lidt igen og trak så på skuldrene. "Min mor købte dem," indrømmede han så med et lille grin. "Jeg har en anden gave her i lommen, som jeg havde overvejet at give dig i stedet. Men nu hvor du var villig til at klatre i træer efter den. Så fortjente du den gode gave." Han blinkede let til hende.

[Amelia af Perlegab]

Hun surmulede en del igen. Ikke fordi at hans mor havde købt dem, men fordi at det tydeligvis var en god gave, og nu satte han jo hende i forlegenhed. Hun havde næsten lyst til at forlange den dårlige gave i stedet, så de stod lige igen. ”Det er uretfærdigt,” mumlede hun tvært, men tog dog alligevel en ørering op for at se nærmere på den. Så skævede hun modvilligt til ham. ”Tak.” Hun lagde øreringen tilbage i æsken og lukkede den. Meget forsigtigt lænede hun sig over og kyssede ham på kinden. ”Jeg har ikke andet, så nu må du leve med, at det er min gave til dig.” Hun burde virkelig have købt noget til hans hest, så hun kunne have haft det i baghånden, frem for bare at give ham et kindkys igen!

[James af Perlegab]

Han følte lidt, at han havde vundet igen. Nu havde hun dårlig samvittighed og han morede sig gevaldigt. Da hun lænede sig ind og kyssede ham på kinden, blev smilet lidt mere skævt. "Det er godt nok ikke meget af en gave," drillede han. "Ikke i sammenligning med opaler." Han spillede lidt mere på hendes dårlige samvittighed for at se, hvor det kunne ende henne.