I mørket er alle katte grå

[Brishen Cipris]

Til:   Cora Vildkat

Bryce sad på sin sædvanlige plads, ved sit sædvanlige bord i krostuen og betragtede diskret alt der foregik. Stemningen omkring bordet var anderledes end den plejede at være. Løftet og på samme tid hemmelighedsfuld i den lille lukkede kreds der sad der. Bryce sendte et let smil mod døren der gik op og en af slyngelhoffets velkendte kvindelige medlemmer, gjorde sin entre under armen på en mand han ikke mente at have set før. Ud fra fremtoningen at dømme, konkluderede han dog hurtigt, at der måtte være tale om søfolk.

Han sendte et sigende blik til en af de yngste mænd ved bordet og et let kast med hovedet. Knægten rejste sig skødesløst og slog sig igen ned ved et bord tættere på de nyankommne. Han faldt tilsyneladende hurtigt i snak med en der allerede sad der og Bryce vendte igen blikket mod sit eget bord og deltog i snakken. Ikars buldrende røst trængte igennem med et latterbrøl "...kunne ellers have set kønt ud at Pilfinger havde hængt der i vinduessprossen i bukserne..." Bryce smilede og rystede let på hovedet. Så så han op igen da døren i det samme gik op igen. Faktisk gik den ikke bare op, men blev skubbet op med så meget kraft, at den hamrede ind i væggen med et brag.

Han løftede et øjenbryn da han genkendte den halvstore knægt der væltede ind og satte kursen direkte mod hans bord. En af hans faste budbringere og informationssamlere. Knægten nåede ikke at få taget farten af før han nåede bordet - og fik halvdelen af krusene på det til at vælte. Bryce åbnede munden for at sige noget, da knægten stødte ind i bordet og han som det næste følte en kold fornemmelse brede sig over sine lår. Han rejste sig prompte med et arrigt udbrud, mens hans øjne skød lyn. Han tørrede det værste af bukserne, men skaden var sket og han kunne mærke øllet trænge igennem stoffet. Han så kort på papiret knægten smed på bordet og langede samtidigt drengen et forsvarligt nakkedrag "Du er ved alle stinkende møddinger det mest klodsede jeg kender til, knægt." han slog ud med en hånd mod sine våde bukser, samlede papiret op fra en ølpyt og rystede det let. Noget af blækket var allerede flydt ud, men det var stadig læseligt. Han kneb øjnene sammen da han læste den korte besked og glemte et øjeblik sine gennemblødte bukser.

[Cora Vildkat]

Cora var ikke den fødte listetyv eller noget i den dur. Lydløst var ikke en egenskab hendes fodtrin på noget tidspunkt opnåede, men hun kunne da skrue sin sædvanlige energi ned til relativt stille. Ikke at det var nødvendigt med al opmærksomheden på veritable okse nogen havde sluppet løs i kroen, hun fulgte hun blot få meter bag ham på blide kattepoter.. Var det Arin han hed? Han lignede en Arin. Hun var ikke helt sikker på præcis hvad hun ønskede at opnå med sin diskrete opførsel; måske bare at imponere Kongen. Cora var ikke typen med fremtidsplaner, men hun havde en idé om at hvis han bare anerkendte hendes talent ville et eller andet godt ske.
I hvert fald fandt hun et væg få meter derfra og betragtede optrinnet nysgerrigt mens hun udnyttede en evne få der kendte hende ville tro hun besad - ikke at snakke. Både hvorvidt hun var så uset som hun bildte sig ind og om det i det hele taget betød noget med Arin(?)s opførsel, var ultimativt diskutabelt.

[Brishen Cipris]

Bryces gode humør var fordampet som dug for solen da han stak den udtværede seddel i lommen "Skrid op op få noget at spise, men hold dig i nærheden." han så gennemborende på knægten "Men hold dig i nærheden. Jeg er ikke færdig med dig. Der bliver et svar du skal have med tilbage." knægten nikkede hurtigt og forsvandt hjemmevant i mylderet med retning mod køkkenet.

Det var ikke meget i krostuen der nogensinde gik Bryces næse forbi. Det var der flere grunde til, men at han besad Synet, var en hemmelighed for langt det fleste "Vildkat.. gør os selskab." bød han uden at vende sig om for at vide Cora sad et sted bag ham ikke så langt væk "Du kan ligeså godt lytte åbenlyst og gøre dig nyttig på samme tid." først nu drejede han hovedet og fandt tøsen ved væggen "Jeg har måske brug for dig og dine killinger." han gjorde et bydende kast med hovedet og opfordrede hende for anden gang til at indfinde sig ved hans bord.

[Cora Vildkat]

Cora vidste ikke hvordan Bryce gjorde det og det irriterede hende en del. En eller anden dag skulle hun nok lure ham, det vidste hun! I stedet gjorde hun sig med et skuldertræk fri af kontakten med væggen og krydsede gulvet med lette skridt. Hun passerede rundt om bordet i en kurve der næsten utydeligt veg fra den korteste rute og dog alligevel formåede at holde hende netop udenfor de mest ubehageligtudseende typers umiddelbare rækkevidde - Bryce inkluderet. Selvom at det var langt, langt de færreste gadebørn der havde noget som helst koncept om matematik, blev de alle sammen rigtig gode til at vurdere afstande. En social tendens til at udøve vold på en, fremelskede den slags instinkter - i dem der overlevede; bylivets deprimerende Darwinisme.
"D've' har'm, d's maj'stæt kong Bryce Sarka, hr' " svarede Cora med sit sædvanlige smil som hun svang sig op på hug i den tilbudte stole. Selvom at hun ikke kunne se nogen grund til at Slynglernes Konge skulle skade hende, følte hun sig ikke tryk nok til at fange sig selv med benene under bordet, "Os' mig, 'turlig'.. Hva' omm'n m'spø'r"

[Brishen Cipris]

Brycelod blikket følge Cora fra hun rejste sig og hele den korte tur hen til bordet han selv sad ved, det samme han altid sad ved, nærmest ilden. Det var et af Slyngelens frynsegoder. Han satte sig selv igen mens hun satte sig, eller krøb op på stolen var nok nærmere på sandheden "Det ved jeg, men det er dig der har deres tillid." konstaterede han nøgternt og lod den ene hånd hvile fladt mod den slidte bordplade.

Et øjeblik eller to betragtede han hende vurderende, uden at afsløre mere end højest nødvendigt. Så lagde han hovedet lidt på sned og lagde den ene hånd fladt på den slidte bordplade "Grævlingen er blevet lidt for høj i hatten.." han fnøs hånligt og fik flere toner bekræftende brummen omkring bordet "Stor i kæften har han altid været, selv nu hvor han har gemt sig som en anden rotte." han løftede hånden og pegede dovent på den unge pige "Jeg kunne nok sagtens finde ham, men han kender alle mine mænd og skal nok sørge for at undgå dem. Dig og dine killinger derimod.." han lod sætningen hænge ufuldendt i luften mellem dem og så afventende på hende (ligesom resten af bordet).

[Cora Vildkat]

Cora vippede tænksomt frem og tilbage på fødderne, oprigtig splittet. Hendes første tanke var at hun egentlig helst ikke ville involveres i den slags magtkampe, men hun turde samtidig ikke helt sige nej til Bryce.
"D've' d'flest' af os' f'kom'n på din sid'.." sagde hun lidt tøvende og skævede rundt til de andre ved bordet. Det lod ikke umiddelbart som om nogen havde tænkt sig at straffe hende for ikke at lyde fuldstændig overbevist, "Og d'små 'lyder mig."
Cora sank en stædig klump der havde begyndt at danne sig på vej op til det ubehagelige ord hun vist ikke kunne komme udenom.
"..Men.."

[Brishen Cipris]

Bryce blev siddende tilbagelænet, nu med fingre der trommede lydløst mod bordpladen mens han lod Cora tale ud "Men..?" gentog han hende spørgende blot for at ryste på hovedet og selv fortsætte uden at vente på hun uddybede. Han var alligevel så godt som sikker på hvad hun ville sige "Dine killinger kommer ikke i skudlinien, Vildkat." garanterede han med overbevisning i både stemme og blik "Men jeg har brug for nogle små, men skarpe øjne og ører.." han løftede blikket og slog ud med den ene hånd med den håndfuld fuldvoksne mænd (og en enkelt kvinde) der sad ved bordet "Der ikke vil blive lagt mærke til og som ingen ser som en trussel." han lænede sig lidt ind over bordet "Der kommer du ind i billedet. Jeg har brug for at vide hvor han lægger sit stinkende kadaver når dagen er omme. Intet andet."

[Cora Vildkat]

Hvis Cora var glad for at han forstod hvad hun mente, var det ikke til at se på hendes stadigt flakkede smil og lukkede kropsholdning. Hun gnavede lidt på sin tommelfingernegl før hun fortsatte:
"Mhm.. Men.. Hvis j'var Grævlin' og'daged'n gad'kat vil'j lis'm tænk' " J'kun' få d'n ung' t'svind' og ing' vil' kymr's.." .. Ing'tag'n gaml' Cora.."
Hun skævede op og forsøgte at tyde en reaktion hos den magtfulde mand overfor hende. Det var efterhånden ganske tydeligt at hun ikke længere behøvede overbevisning men nu blot var ved at finde ud af hvor meget kompensation der kunne komme på bordet. Cora levede i det hele taget i en verden hvor alting havde værdi og at man ikke bare gav noget væk, især ikke til folk der havde mere. Alligevel vidste hun også at det var ganske ønskværdigt at være på tyvekongens gode side og derfor var hun også en smule ængstelig om hun gik for vidt.

[Brishen Cipris]

Bryce havde forventet et lignende forbehold komme og synede ikke specielt overrasket. Han betragtede hende vurderende og et sekund trak det i hans mundvige. Det var væk så hurtigt at man kunne blive i tvivl om det nogensinde havde været der "Det er tidligt du ser dig selv som gammel, tøs." hans mørke blik spillede momentært og blev så igen overtaget af alvor "Hverken du eller nogen af killingerne bliver tvunget til noget. Jeg kan ikke sige der ikke er en hvis risiko, men om den er værd at tage vil jeg lade være op til dig." han klappede fingrene mod bordpladen et par gange i en tænksom gestus og udvekslede et indforstået blik med Tobeis der sad ved siden af ham. Et nik senere så han igen på Cora "Vend den med dine killinger og giv mig besked i morgen." han lænede sig lidt tilbage igen "Og sig til Kevan du skal have mad med til jer alle sammen. Kald det en start." antydningen af et smil dukkede op igen "Store beslutninger tages bedst på fuld mave."

[Cora Vildkat]

Coras ansigt lyste op ved løftet om mad. Hun havde egentlig regnet med at gå derfra med en eller anden form for betaling, men det her var bedre end forventet.
"Sku j'ikku' sig' " svarede hun med et grin for at understrege at det primært var en joke. Nok havde der været hårde tider, og det var da langt fra normalen, men der var fra tid til anden mad nok til at hun kunne spise sig mæt. Apropos ville hun ærlig talt hellere have haft penge, der var lettere at rationere men hun havde bestemt ikke tænkt sig at beklage sig.
" ska' nok 'tale'm, der's kong'lighed." forsikrede Cora så alvorligt som man nu engang kunne lyde med et smil i hele kajen, "V'sætter'n Kat v'hver gad'hjørn'.."

[Brishen Cipris]

Bryce hævede brynene lidt og et underholdt glimt viste sig et sted bagerst i hans ellers alvorlige blik "Så har du noget til gode." nøjedes han med tørt at svare, mens han lænede sig tilbage i sin stol og slappede af igen. Han så ganske tilfreds ud da hun fortsatte og nikkede med et næsten anerkendende blik "Det ser jeg frem til. Det er godt at vide hvem man kan regne med og som tingene ser ud for tiden." der lå en mild advarsel mellem linierne, men han gjorde ikke mere ud af den - for nu. Han havde endnu ikke haft grund til at mistænke hverken Vildkatten eller hendes Killinger for andet end at være loyale. Eller, så loyal som man nu engang kunne være i denne del af byen.

"Mens jeg husker det.." begyndte han igen før hun forlod bordet igen "Du kan forvente en klækkelig belønning til den der finder ham først." han kneb øjnene lidt sammen "Eller delt mellem jer. Den beslutning må I selv tage."

[Cora Vildkat]

Kattene var som sådan ikke loyale overfor Bryce Sarka, som overfor status quo generelt. Store omvæltninger og kaos endte altid med at gå hårdest ud over de svageste, så medmindre at den siddende Regent var aktivt ubehagelig mod dem, støttede de som regel op om vedkommende. Alligevel var Cora muligvis endt med at være en lille smule partisk som hun lænede sig, stadigt smilende, ind over bordet og sagde: " 'ska'nok 'del' det rim'.."
Naturligvis skulle der være noget motivation til at være den der fandt Grævlingen, men hun ville ikke have at hendes Killinger blev for ivrige og gjorde noget dumt. Desuden skulle det jo være for hele bandens bedste. Det var i hvert fald en ting hun helst ikke ville have Bryce til at blande sig i, så hun skyndte sig at skifte emne.
"Men kom eg'n for' g'dig den'.." Hun rakte ind under det miskmask af sjaler, tæpper og for store tunikaer der var hendes vintertøj og frembragte et lidt snasket brev med et stadig ganske imponerende lakstempel, men gjorde ikke tegn på at ville række det over endnu.

[Brishen Cipris]

¨

Bryce nikkede uden at være særlig interesseret i hvordan omtalte belønning ville blive fordelt. Om ungerne i Coras lille flok valgte at kæmpe om dem med sæbeøjne og blodnæser til følge, eller delte dem i al mindelighed var ikke hans problem. Han havde vendt ansigtet halvt væk og fanget opmærksomheden fra en af pigerne hvis fornemste opgave var, at sørge for væde til tørre ganer, da Cora talte igen.

Han rynkede brynene spørgende og nikkede mod brevet hun havde trukket frem "Og hvad er det?" pigen han lige havde haft øjenkontakt med kom hen til bordet og rakte hende sit tomme krus, før han rakte en hånd opfordrende frem med håndfladen opad.  Han kunne hverken tyde hvad der havde stået på forsiden eller kende lakseglet der lukkede det bagpå, ikke på afstand i hvert fald "Jeg går ud fra der følger en spændende historie med til hvordan du fik fat i det her?" han vippede fingrene i en utålmodig gestus og så endnu en gang afventende på hende.

[Cora Vildkat]

"Plukked'n fra'n rytter d'vanded' s'hest.. Så meg'n f'nem ud, d'kreret rust'n og hel' marv'n.." svarede Cora og virkede stadig ikke som om hun havde tænkt sig at række brevet over. Hun vippede bare frem på fodsålerne, lænede knæene mod bordpladen og besvarede hans blik med et kækt smil.
"Men k'ikk' tyd' krusserne, s'tænkt' Kong Bryce k'brug' 'n så'n vigt' brev.." forklarede hun og slikkede sine læber, "Men s'tænkt' jeg.. Hvis d'var mig, v'jeg sig' "d'får skil'n hvis d'vigtig brev" men Cor' k'ikk læs' så hvem sig' det' vigtig? Meg'n let sige "det' bare kærlig'-brev til 'n'l'and'n tøs", så j'tænkt' "Cora! Husk a'be om peng' først.." S'j'tænk en k'nob' for'n brev der måsk' vigt'."

[Brishen Cipris]

Bryce hævede et øjenbryn og lod så hånden falde med et skævt smil da Cora forklarede. Han kunne ikke rigtigt på nogen måde have ondt af den uopmærksomme rytter der var blevet et brev (og hvem vidste hvad ellers) lettere for Coras lange fingre. Tværtimod fik tøsen et anerkendende nik mens han trommede fingrene let mod bordpladen, en smule utålmodig mens hun fortsatte.

Hun var lettere underholdende, som hun sad der og gik i cirkler om den varme grød, selvom han for længst havde regnet ud hvad hun fiskede efter. Da hun endelig nåede til sagen, kom han til at le. Kun et øjeblik før han fnøs underholdt og rystede på hovedet "Du er sgu ikke ked af det, tøs." han blev siddende tilbagelænet og så roligt på hende uden at se på brevet hun stadig havde i hånden "Fortæl mig hvorfor jeg skulle give dig en ugeløn for noget jeg ikke engang ved hvad er?" at han morede sig (sammen med flere andre ved bordet) var ganske tydeligt og han forsøgte ikke at lægge skjul på det. Han kneb øjnene lidt sammen og lagde hovedet på sned "Du kan få ét kobberstykke fordi jeg er i godt humør i dag."