To kongelige bryllupper [Åben]

[Pendrima af Condia]

8. maj 527 M. T.

Det var endelig blevet tid. Et dobbeltbryllup skulle holdes på paladset. Pendrima skulle endelig have sin Joreth, og Komtesse Cahaya skulle giftes med Grev Jasson. Hun var mere end nervøs for, om hun skulle gøre noget forkert. Hendes forældre var kommet til byen, for at overvære den store begivenhed. Og fordi Hertugen af Marmist skulle følge sin datter op til alteret.

Hele ceremonien foregik som i en tåge for Pendrima. Det var som om, at hun ikke rigtig var til stede. Hun var der bare, mens andre fortalte hende, hvad hun skulle gøre, og hvornår hun skulle sige noget. Men pludselig var hun blevet Hertuginde Pendrima af Condia. Joreths hustru. Det var overstået. Nu skulle de kun gennem festen.

Men først, var der optog gennem byens gader og op til paladset, hvor der var pyntet op til fest efter alle kunstens regler. Hun sad i en åben karat sammen med Joreth, og kørte forrest. Det havde hun det fint med. Hun knugede hans hånd krampagtigt, mens hun vinkede til folket på turen.

De kom endelig op til paladset, hvor de blev ført ind i et lille værelse, hvor de fik mulighed for at friske sig op, inden festlighederne skulle begynde. Imens ankom gæsterne og blev ført ind i den kæmpestore sal, hvor middagen og festen skulle foregå. Først, da den sidste gæst var ankommet, blev de to nygifte par ført ind i salen.

De blev ført op til deres pladser ved højbordet, på hver side af dronningen, og så begyndte den store middag.

Først efter mange timer, blev den sidste ret serveret, spist og ført væk igen. Nu kunne festen og lykønskningerne fra familie og venner begynde. Musikken begyndte at spille. Pendrima så op på Joreth, og smilede til ham. Hun havde ikke spist meget, fordi hun var så nervøs. Det var dem, der skulle åbne dansegulvet sammen med Cahaya og Jasson.

[Phillip af Lyngvig]

Phillip hyggede sig til festlighederne, mens han gjorde, hvad han kunne, for ikke at tænke på Kiyoko noh Ajikuro. Det var trods alt Cahaya's dag. Og også Joreth's. Lidt i hvert fald. Efter hans mening var det der bryllups-hejs mest for kvinder. Men han ville bare være glad og smilende og lykønske dem i at have fundet kærligheden. Det var bare så svært, når Yoko stadig var holdt tilbage på Lyngvig af hans mor, som han dagligt kom til at tænke dårligere og dårligere om. Var hele pointen måske ikke, at hun kom til Tortall for at lære ham at kende?? Ooog så var tankerne der igen og han sled sig væk fra dem. Mithros hvor han dog savnede hende.

[Cahaya af Jesla]

Cahaya havde nydt dagen og den opmærksomhed, som havde ligget på hende hele dagen. Og hun havde forsøgt ikke at tænke på, at hun skulle dele det hele med en anden. Det var i det mindste Pendrima. Joreths hustru, og ikke en lavere stående komtesse.

Hun smilede til Jasson, som sad ved hendes side, og nød opmærksomheden fra de menneske, som var omkring dem. Og de lykønskninger, som blev sendt til dem. Hun kunne næsten ikke vente med at de skulle bryde op og være alene. For hun havde noget meget vigtig at fortælle sin mand. Men indtil da, ville hun nyde at være centrum for opmærksomheden, som blev givet hende.

[Joreth af Condia]

Som altid tog Joreth hele menageriet med ophøjet ro. Han var vant til at være centrum og havde det ganske fint med at være det, omend han måtte dele opmærksomheden - ikke blot med sin hustru, men også sin kusine og hendes nylige ægtemand. Når det skulle være, var der dog ikke de værste muligheder og med et smil på læben, fangede han Pendrimas hånd, løftede den og plantede et kys på hendes håndryg "Er du lykkelig.. hustru?" spurgte han med et glimt i blå øjne, der var forbeholdt hende og løftede sit glas med den frie hånd, for at hilse på Grev Jasson, der så i deres retning.

[Pendrima af Condia]

Hun smilede op til Joreth, da han tog hendes hånd og kyssede den. En svag rødmen bredte sig i hendes kinder. Det var ikke længere forbudt for dem at udvise den slags i fuld offentlighed, naturligvis med måde. Men det var noget hun skulle vænne sig til. De havde i så mange måneder forsøgt at gøre det i det skjulte. Hun nikkede. "Meget..." Hun kunne godt lide at han kaldte hende for hustru. Det gjorde hende lykkelig. At hun nu var hans hustru. Hun drejede hovedet og så i den retning, som Joreth så. Hun smilede og nikkede til Greven i hilsen.

[Jasson af Jesla]

Jasson havde ladet Cahaya - og Pendrima for den sags skyld - baske sig i det meste af opmærksomhedens lys. De var begge to smukke kvinder, så det var intet under, at de tiltrak sig megen opmærksomhed. Det havde han det fint med. Det vigtigste var, at Cahaya nu endelig var hans. Det havde været svært nok at holde sig fra hende som det var, og nu som de sad ved højbordet og modtog de sidste lykønskninger, fandt hans hånd frem til hendes, for at stryge den bløde hud. Også han glædede sig til, at de ville komme på tomandshånd.

Han løftede glasset mod Joreth, nikkede let, og et smil indtog hans læber, ment til både hertugen og den nye hertuginde. Greven behøvede bestemt ikke at forcere den munterhed der spejlede sig i hans ansigt.

[Joreth af Condia]

Også Joreth selv så ganske tilfreds ud med hendes svar. Han drak en mundfuld af sit vinglas og betragtede hende mens hun også hilste på greven. Så satte han glasset fra sig, rakte ud og lagde i stedet fingrene let mod hendes kæbe, så han kunne få hende til at dreje hovedet mod sig igen. Da hun gjorde, lænede han sig lidt frem og stoppede med ansigtet millimeter fra hendes. Nogle lange sekunder sad han blot der og så hende i øjnene med et blik der sagde alt det, der ikke kunne siges højt i det nuværende selskab. Så lænede han sig det sidste lille stykke frem og plantede et blødt kys mod hendes mund.

[Pendrima af Condia]

Hun så fra Greven og frem for sig, indtil Joreths fingre tvang hende til at se på ham. Der var et forelsket smil på hendes læber og et strålende blik i hendes grønne øjne. Hun rødmede kraftigt i sine kinder, da han lænede sig ind mod hende og kun stoppede ganske få millimeter fra hendes ansigt. Hans blik fik hendes hjerte til at stoppe i et kort øjeblik, inden det startede igen og bankede dobbelt så hurtigt som før. Og så... Hun gispede lavmælt ind mod hans læber, inden hun forsigtigt gengældte det, meget opmærksom på, at alle kunne se dem.

[Joreth af Condia]

Joreths smil blev kun mere tydeligt, eller snarere, mere mærkbart ind mod Pendrimas læber, da de ramte hendes. Ja, han testede hende endnu en gang, og søgte på en forholdsvis uskyldig måde, at provokere salen, for hvem de dog mest ville ligne det de var formodet at være - et nygift, forelsket par.

Kysset var overfladisk, men der lå stadig følelse i det og han holdt det en smule længere, end der ville være passende, selvom alene det at kysse hende i fuld offentlighed, lå lidt på vippen til uanstændighed. En dag som i dag var der dog ingen der rynkede på næsen over det, og hvis de gjorde, viste de det ikke "Jeg er en heldig mand.." brummede han lavmælt, så kun hun ville kunne høre det, da han trak hovedet lidt væk og brød kysset.

[Pendrima af Condia]

Hun vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere det her. Det var meget grænseoverskridende at skulle sidde og kysse i fuld offentlighed. Selvom det var til hendes eget brullyp. Hun kunne mærke sig hjerte slå hurtigere og hurtigere i hendes brystkasse, og hun hev efter vejret, da han trak sig tilbage.

Hun forsøgte at samle sig med et smil, men rødmede igen over hans ord. Da hun så på ham, afspejlede hendes øjne ganske tydeligt hendes følelser for ham. Hun var chokeret ja, men hun kunne også mærke en trang til snart at være alene med ham igen.

[Joreth af Condia]

Joreth lænede sig lidt tilbage i stolen, uden dog at slippe sin.. hustru.. med blikket. Hun var smuk som hun sad der og så på ham på den måde og det bekom ham ganske vel, på den måde at kunne sole sig i hendes beundring "Hvis ikke jeg skulle måtte vise min hustru ømhed for øjnene af alle lige i dag, hvornår skulle jeg så måtte det?" spurgte han, næsten sikker på det var hans kys der havde fået hende til sådan at miste mælet.

[Pendrima af Condia]

Farven i hendes kinder blev endnu kraftigere over hans ord, og hun slog blikket ned. Meget forlegen over det hele. Hun rakte dog hånden frem og lagde den rundt om hans. I hvert fald så meget hun kunne. Hans hånd var næsten dobbelt så stor som hendes. "Jeg skal bare vænne mig til, at vi kan gøre det," hviskede hun som svar og bed sig let i underlæben, da hun løftede blikket og så op på ham igen. På hendes husbond. Ægtefælle. Ham hun fremover skulle dele ægteseng med. Hun skælvede ved tanken.

[Joreth af Condia]

Det trak diskret i Joreths mundvige mens han stadig smilede, sikkert ikke synligt for andre end Pendrima "Der er mange ting vi kan gøre nu." han så sigende på hende, uden at hun på nogen måde kunne være i tvivl om, hvad han tænkte på. Nok havde de for længst taget forskud på den del af det ægteskabelige liv, men med nogle enkelte ord og Gudernes velsignelse, var det ikke længere noget forbudt. Det gav en masse nye muligheder "Glæder du dig til at se dine nye gemakker?" spurgte han og ændrede emne, for så at rette sig selv "Vores nye gemakker."

[Pendrima af Condia]

Hun hev efter vejret over hans ord og slog blikket ned igen. Hun kunne slet ikke håndtere, at de kunne tale sådan i fuld offentlighed. Og heldigvis havde hun da mange år at vænne sig til den slags i. "Meget," svarede hun og tilføjede: "Jeg glæder mig til at du viser mig dem." Det var jo trods alt hans gemakker. Som hun nu skulle bo i, i stedet for at bo i hendes families hus. En dag ville de flytte ned i det igen. Men for nu var paladset hendes nye hjem. "Hvornår kan vi snige os væk?" Spurgte hun og ville snart gerne have bare et enkelt øjeblik sammen med sin mand.

[Joreth af Condia]

Hans blik spillede og tog ordløst imod den udfordring han læste mellem linierne "Dit ønske er min lov.." han løftede hendes hånd og plantede et kys på hendes håndryg. Mens deres hænder sank igen, løftedes hans øjenbryn i stedet og smilet på hans læber spillede underholdt "Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro du var utålmodig, min fugl?" han lagde hovedet lidt på sned "Nyder du ikke din bryllupsfest?"