To kongelige bryllupper [Åben]

[Pendrima af Condia]

Hun lo ganske lavt, da han kyssede hende på håndryggen, og hendes øjne spillede underholdt, da hun så på ham. "Har jeg nogensinde været en tålmodig forlovet?" Spurgte hun drillende og trak efterfølgende på skuldrene. "Bryllupsfesten betyder ikke noget for mig. Du er det eneste der betyder noget," svarede hun hviskende og sukkede lavmælt. Hun var efterhånden ved at være en smule træt. Hun var ikke en af de kvinder, der var vant til at være midtpunkt hele tiden, og det tærede på hendes energi.

[Joreth af Condia]

Han rystede langsomt på hovedet, uden at slippe hendes blik mens han bevægede hovedet fra side til side "Nej.. det har du ikke." gav han hende ret uden at se ud til at fortryde det helt store "Men du må tøjle din utålmodighed lidt endnu. Det ville være uhøfligt at gå før Hendes Majestæt har trukket sig tilbage." han nikkede diskret mod pladsen ikke så langt derfra, hvor hans faster sad foran et urørt vinglas.

[Pendrima af Condia]

Hun smilede og sukkede så, mens hun trak sin hånd til sig. Hun lukkede den omkring hendes vinglas og løftede det til læberne, mens hun langsomt drejede hovedet og så ud over mængden. "Så må jeg forsøge at tøjle min utålmodighed," sagde hun bare og satte vinglasset ned igen. det her ville blive en lang aften. Hun frygtede, at når det blev tid, var hun for træt til at gøre andet, end sove, når hendes hoved ramte puden.

[Joreth af Condia]

Som hende rakte han ud og løftede sit glas igen. Det var aldrig mere end halvtomt før der var en tjenende ånd der fyldte det op igen - som det burde være "Det ser sådan ud." han løftede glasset til læberne og drak. Blikket forlod hende, men i skjul af bordet og den lange dug, lod han den frie hånd glide over på hendes lår.

[Pendrima af Condia]

Hun stivnede, da han lagde hånden på hendes lår, og hun sank en klump i halsen. Hun rykkede uroligt på sig, og drejede hovedet for at se udover gæsterne. Alt for at undgå at tænke på hans hånd. På hendes lår. "Joreth..." Sagde hun lavmælt, og tog en tår mere af vinen. "Jeg troede vi blev enige om at være tålmodige?" Hendes stemme var udfordrende og hun gjorde virkelig alt for at undgå hans lidt for flotte øjne.

[Joreth af Condia]

En næsten usynlige trækning i hans mundvige sitrede forbi, men han skjulte den næsten bag endnu en mundfuld vin. Hånden blev hvor den var og han klemte let, så han var sikker på hun ville kunne mærke det, selv gennem de omfattende skørter "Jeg er tålmodigheden selv." bedyrede han, dog med et gran af selvsikkerhed "Men hvem siger det ikke er tilladt at samle appetit?" han drejede hovedet og mødte hendes blik med et udfordrende hævet øjenbryn.

[Pendrima af Condia]

Hun gispede lavmælt, men havde løftet sit glas op, så det ikke kunne ses. Og Joreth var den eneste, der ville kunne høre det. "Du er ond," mumlede hun bedende og rykkede uroligt på sig igen. "I aften må du ikke drille mig. Jeg har ikke energien til det," hun sukkede igen og stillede glasset fra sig, mens hun sendte et svagt smil til ham. Børnelege havde hun ikke lyst til, når hun ikke anede, hvornår de kunne trække sig tilbage.

[Joreth af Condia]

Der var ingen sitren i hans mundvige denne gang, heller ikke selvom smilet blev siddende. Hånden blev stadig liggende og et kort sekund strammedes fingrene endnu mere "Jeg driller ikke, lille fugl." hans tone var ikke spøgende længere "Men hvis du ingen energi har, er det måske klogere at vente til i morgen med yderligere.. udskejelser." han trak hånden til sig og vinkede den nærmeste tjener med en vinkande nærmere med en utålmodig håndbevægelse.

[Pendrima af Condia]

Hun mærkede efterhånden modet forlade sig lidt og hun sukkede lydløst af hans ord. Hun slog sit blik ned og lod det hvile på bordpladen, og løftede det kun for at ud på gæsterne en gang imellem. "Måske ja," svarede hun blot med en spag stemme og løftede vinglasset op til læberne igen. Havde hun formået at gøre ham vred igen? Hun håbede det ikke.

[Joreth af Condia]

Et splitsekund stod hans kæbe tydeligere frem da han spændte musklerne uden at være bevidst om det var det han gjorde. Han tog en forsvarlig mundfuld af det nyfyldte glas "Det kan arrangeres.. Hvis det er hvad du ønsker." han så stadig ikke på hende, mens han drejede vinglasset mellem fingrene og bed et sarkastisk forslag mere i sig.

[Pendrima af Condia]

Hun snerpede læberne sammen ved hans kommentar, og hun knyttede sin ene hånd, der var skjult af bordet og dugen. Nu var han urimelig. Og hun havde mest lyst til at forlade selskabet nu, og finde et andet sted at være. Men i stedet blev hun bare siddende og så lige frem for sig. Hun havde ikke lyst til at kommentere yderligere på hans ord. Det ville bare gøre hende mere vred og såret.

[Joreth af Condia]

Joreth lod sig ikke tydeligt mærke med den anspændte stemning der havde klemt sig ned mellem dem, men lænede sig tilbage. Vinglasset fulgte med og mens han tog endnu en mundfuld af den dyre vin, drejede han hovedet lidt og betragtede Pendrima, der tydeligvis stædigt (som altid) forsøgte at se på alt andet end ham.

[Pendrima af Condia]

Hendes hånd forlod sjældent vinglasset, og det selvom hun ikke løftede det særlig meget op til læberne. Hun var ikke meget for at lade sig påvirke af alkohol. Og slet ikke på hendes bryllupsdag. Hun undgik heldigvis at se på Joreth, indtil Dronningen trak sig tilbage. Solen var for længst gået ned. Hun rejste sig op fra sin stol sammen med resten af gæsterne og nejede, som det hørte sig til. Hun drejede bagefter rundt, så på Joreth i et kort øjeblik, og så forsvandt hun ud på terrassen.

[Joreth af Condia]

Joreth rejste sig som alle andre og bukkede høfligt da Dronningen forlod selskabet. Det var dog ikke hende hans blik fulgte efterfølgende, men Pendrima der så sit snit til at tage flugten. Hans kæbe strammedes igen mens han satte sig. Ikke tale om han ville storke efter hende og lade hende tro, at hendes barnlige reaktioner virkede.

Han tømte sit vinglas uden at sluge indholdet og rejste sig først da han satte det fra sig og fulgte efter hende ud mod dørene til salens store terrasse. Mørket havde for længst sænket sig, men terrassen var oplyst af vajende fakler mellem bede og krukker, så det var ikke svært at finde hende. Hun var ikke den eneste derude, men den eneste i hvidt. Tidligere på dagen havde det moret ham en smule at tænke å, hvor får unge kvinder der var så uskyldige som farven indikerede, når de blev fæstet ”Du ender med at redde dig en forkølelse.” han satte sig på en stenbænk ikke langt fra hende.

[Pendrima af Condia]

Hun havde ikke forventet, at Joreth var gået efter hende. Faktisk håbede hun det heller ikke. For det menneske hun fandt der ude var Vania. Hendes kusine og bedste veninde. Og de begyndte naturligvis at tale om brylluppet og andre pigeting. Lige indtil Hertug Murray kom og tog Vania med ind for at danse. Hun så noget mut efter dem. Ikke helt vild med at blive ladt alene.

Hun stivnede, da hun hørte Joreths stemme bag sig. "Det er bare frisk luft Joreth. Jeg havde ikke tænkt mig at være herude i flere timer," sagde hun og drejede rundt, så hun kunne se på ham. "Du vil måske hellere have, at jeg holdt mig inde i salen og besvimede af varme?" For der var altså ret varmt inde i salen med alle de mange mennesker.