Enmandsbaghold [R]

[Annis Giftkniv]

Sacherell Mastebærer

27. marts, 527 M.T.

Annis havde forsøgt. Hun havde virkelig forsøgt - at lade være med at tænke på Sacherell. Men det var over tre måneder siden, hun sidst havde været sammen med ham og den sidste gang, hun havde set ham, havde været ved Splittelsen - som man var begyndt at kalde det. Og det kunne godt være, at hun havde holdt sig fra ham og havde insisteret på at lade være med at tænke på ham i tiden siden da. Det sidste var bare ikke altid lykkedes så godt. Det var også noget af det, hun og Farkas havde skændtes om. 

Og nu, hvor hun ikke lavede ret meget andet, end at sidde og kukkelure på sit nye kammer, mens hun tænkte det hele igennem, måtte hun indse, at hendes tanker igen og igen faldt på Sacherell. Det var også derfor, hun havde bedt en af sine meddelere på Duen om at finde ud af, hvor han kunne mødes alene. Hun var ikke ligefrem velkommen på Duen længere og kunne ikke bare troppe op for at ville snakke med ham dér. Og hun mente heller ikke, at hun ville kunne give ham en besked om at mødes med hende, da han måske ville tage det som en trussel om baghold og pludselig ville hun stå med halvdelen af Ravnenes klan - klar til at slå hende ihjel. Nej. Dette var den eneste måde, hun kunne komme i tanke om. For hun var nødt til at se ham.

Hun havde fået at vide tidligt på morgenen, at Sacherell var blevet bedt om at hente en genstand ved en båd nede på Havnefronten og hun havde holdt øje med den i en times tid, da han dukkede op fra en mindre vej. Hans ansigt var svært at se, fordi det var så mørkt, men hans størrelse kunne man ikke tage fejl af og hendes hjerte gav sig til at banke hårdt i brystet. Da han forsvandt op på båden, lod hun sig glide ned fra sit gemmested og stillede sig i skyggerne på den vej, han netop var kommet af. Hun forventede, at han ville gå samme vej tilbage, men holdt alligevel øje med skibet, for det tilfælde, at han skulle vælge noget andet.

[Sacherell Mastebærer]

Vinden bed på havnen, men Sacherell var hårdfør, også når det kom til omskifteligt vejr. Lige i dag var han der heller ikke blot for at koble af, men havde et ærinde. Det var ikke svært at finde det rigtige skib når man kendte det på forhånd og han kastede et hurtigt blik rundt, før han tog landgangen og gik ombord.

Han var der en rum tid før han igen satte fod på molens sten, med en lille pakke gemt under skjorten. Han gik tilbage samme vej han var kommet ned på havnen. Hans skridt var lange, men rolige. En mand der ikke havde mere travlt, end at han stadig havde tid til at lægge mærke til omgivelserne.

[Annis Giftkniv]

Hun ventede utålmodigt i skyggerne og havde ærligt talt flere gange vendt ryggen til skibet og gået et par skridt væk i hastigt tempo, inden hun hidsigt havde taget sig selv i det og var vendt tilbage - en enkelt gang efter at have sparket hårdt til en nærtstående mur, så hun måtte ømme sig højlydt.

Hun stod dog stille, da hun så han komme tilbage fra skibet. Stor og massiv - præcis, som hun huskede det - og hendes hjerte bankede afsted igen. Hun trykkede sig ind mod væggen og overvejede helt seriøst et øjeblik, om hun bare skulle blive stående og lade ham gå forbi, hvis han ikke selv så hende.

I sidste ende, var hendes stemme ikke til meget og et klemt kvæk kom frem, inden hun rømmede sig. "Kan.. Kan vi tale sammen?" Der var ikke megen selvtillid i hendes stemme i dette øjeblik. Hun vidste, at det, hun havde gang i, var farligt. Hun satte hele sin lid til, at han ikke bare ville gøre kort proces med hende. Men der var sket meget i de sidste tre måneder og reelt kunne hun ikke vide, hvor hun stod med ham.

[Sacherell Mastebærer]

Han varnået halvt forbi hende, før han nåede at registrere noget velkendt. De brede bryn trak sig sammen og hans næste skridt blev taget langsommere, før han stoppede helt da hun talte. Han vendte sig langsomt om mod hende og bare så vurderende på hende, før han tilsidst nikkede en enkelt gang.

"Sig frem." han gik ind til siden og stillede sig med ryggen mod husmuren og armene over kors. Selvom han måske ikke havde helt lyst til at tro det om hende, var der ingen måde han kunne være sikker på, der ikke lå en flok Høge i baghold et sted i nærheden.

[Annis Giftkniv]

Han tog det overvældende roligt, at hun pludselig stod på hans vej. De havde ikke set hinanden i tre måneder. Og hans reaktion var ophøjet ro. Hun mærkede en uro i maven og hun var mere nervøs, end hun havde forventet, at hun ville være. Hun følte sig enormt akavet og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun endte med at stille sig ved hans side, så hun ikke behøvede at se på ham imens. Hun lænede sig også op af muren og så ned på sine skosnuder.

"Jeg.. Jeg ved ikke.." Hun anede pludselig ikke, hvad hun skulle sige. På en eller anden måde, havde hun ikke tænkt på, hvad hun skulle sige, hvis det rent faktisk lykkedes hende at komme til at tale med ham alene. Hun bed let ned i sin underlæbe. "Jeg er.. Jeg er ked af det.." Hun vidste godt, at han umuligt kunne være glad for at se hende. Ikke efter alt det, der var foregået siden. Hun begyndte så småt at fortryde, at hun havde handlet så hastigt med at opsøge ham.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell anede ikke hvad han skulle have forventet, eller hvordan han i det hele taget skulle tackle at hun pludselig stod der og tydeligvis ikke følte sig særlig højt på strå. Han havde brugt måneder på ikke at tænke på hende, med blandet held og havde affundet sig med, at han havde været stupid overhovedet at involvere sig med hende. Det der bare skulle have været en tur i kanen, var blevet langt mere, selvom han ærlig talt ikke vidste, hvad mere var.

Så han gjorde det han gjorde bedst. Fandt et stenansigt der ville være enhver Yamanier værdigt og ventede på hun forklarede sig ”Ked af hvad?” spurgte han lavmælt, efter adskillige minutters tavshed og stadig på vagt.

[Annis Giftkniv]

Han sagde ingenting. I lang tid. Så lang tid, så hun havde nået at overveje, om hun bare skulle gå igen et par gange. Men han var ikke aggressiv eller vred. Ikke lige nu i hvert fald. Og hun følte næsten, at hun var nødt til at blive og høre, hvad han havde at sige til hende, hvis han nogensinde sagde noget.

Han spørgsmål fik igen en synkende fornemmelse frem i hendes mave og hun mærkede en lille klump i halsen, som hun dog sank med det samme. "Af... Det med.. Med os... Det var aldrig meningen.. At.. At.." Hun kunne ikke færdiggøre sætningen og hun bed ned i underlæben igen, mens hun trak en dyb indånding forsigtigt ind, så hun kunne få styr på sig selv igen. "Jeg savner dig.. Stadig.." Hun stod med hænderne samlet bag sig, så de dannede en pude mellem den hårde væg og hendes bagdel.

[Sacherell Mastebærer]

Hans blik søgte ned til hende og han følte sig på én gang skuffet over at hun ikke så op på ham mens hun talte, men alligevel lettet. Han spændte i kæben et kort øjeblik, uden at blive meget klogere af hendes indrømmelser, kun mere forvirret "Hvorfor nu.. Annis?" spurgte han, langt mere rolig end han følte sig "Du valgte din side. Hvad har ændret sig efter tre måneder?" legede hun med ham? Var der noget i gære han ikke havde lugtet endnu?

[Annis Giftkniv]

Hun kunne kun give ham ret. Hun havde valgt sin side. Og den var der ingenting, der havde ændret sig ved. "Ikke min holdning til Amos," svarede hun ærligt og kryptisk på samme tid. Hun krummede fingrene sammen mod væggen, mens hun tænkte og stadig så ned på sine støvler, mens hun tog en dyb indånding. "Jeg har brudt med Farkas. På personligt plan." Hun havde lyst til at sige mere. Til at sige, at hun ikke kunne lade være med at tænke på hans hænder på hendes krop, men det var alligevel for stor en overgivelse. Som det var lige nu, havde han ikke sagt et ord, som hun kunne veje hans egen holdning på.

[Sacherell Mastebærer]

Hans fingre krummede sig omkring hans egen arm ved den nye oplysning hun gav ham. Stadig ikke afklaret omkring noget som helst. Det var ikke hendes forhold til Farkas der havde afholdt ham fra at opsøge hende, selvom Guderne skulle vide han havde haft lyst. Hver dag. Uvelkomne billeder fra deres tidligere møder flakkede forbi hans indre blik og han kvalte impulsen til at gnide sig hårdt over panden.

Hvad der tog ved ham, da han lod armene falde, greb fat i hendes ene håndled og trak hende med sig ind i skyggen mellem to huse vidste han ikke, men det var samme impuls, der styrede hans krop, da han pressede hende op mod den ru mur "Vi er på hver sin side.. det kommer aldrig til at kunne fungere. Det har du selv sagt." han var ved at hidse sig op, men var på samme tid alt for påvirket af at være så tæt på hende igen. Var det ikke netop hvad han havde tænkt på så mange gange over de sidste mange måneder?

[Annis Giftkniv]

Hun gispede let, da han endelige reagerede. Og reaktionen der kom, var en hel del mere voldsom, end hun havde forventet. Han hev hende til siden, førend hun var klar og fik først rigtigt balancen igen, da han skubbede hende op mod muren. Hendes åndedræt var pludselig hurtigt, som hun endelig så op i hans øjne, som lige nu var mere grønne end blå.

Hjertet bankede igen i brystet på hende. "Så gå din vej," provokerede hun med et mod, som hun ikke tidligere havde udvist i hans nærhed. Men hun havde ikke kunnet holde sig væk. Hvis han virkelig ønskede, at de ikke skulle se hinanden, så måtte det også være ham, der var den stærke.

[Sacherell Mastebærer]

Han havde stadig fingrene lukket hårdt om hendes håndled, da et øjebliks overraskelse gled over hans ansigt ved hendes svar. Så rynkede han brynene og bare så på hende i flere lange sekunder, tydeligt ubeslutsom "Hvad er det du vil?" spurgte han og lød et øjeblik næsten træt. Der var dog intet træt var blikket der afsøgte hendes i søgen på de svar han ikke selv havde "Hvis du prøver at drive mig til vanvid, så gør du det ret godt." fortsatte han, ikke uden sarkasme, mens han bøjede sig nok sammen, til at kunne lade panden hvile mod hendes, uden at gøre mere end det.

[Annis Giftkniv]

Han virkede til at være lige så splittet, som hun selv havde været. Den eneste forskel var tilsyneladende, at hun allerede havde besluttet, at alt det andet måtte vente til bagefter. At hun ikke ville tænke på alle problemerne nu. Så langt var han ikke nået i sin tankegang og hun var ikke engang sikker på, at han ville nå til den samme konklusion.

Da han lagde sin pande mod hendes, kunne hun næsten ikke klare mere. Hendes blod strømmede gennem kroppen på hende og hendes hjerte bankede så hårdt, at hun kunne høre pulsen banke i hendes ører. Han forlangte at få at vide, hvad hun ville. Problemet var bare, at hun ikke havde noget ordentligt svar til ham. Hun lagde sin frie arm om nakken på ham i et forsøg på at holde ham fast, hvorefter hun flyttede sit hoved og lagde sin kind mod hans i stedet, så hun kunne kysse ham på øret. "Det her.. Er, hvad jeg vil."

[Sacherell Mastebærer]

De allerede fremtrædende rynker på hans pande blev dybere da hun lagde en arm omkring hans nakke. Instinktivt spændtes hans muskler netop der, men han trak ikke hovedet til sig. I stedet lukkede han øjnene hårdt i, mens han lænede ansigtet ind mod hendes, uden at kunne fornægte den tiltrækning der stadig var der. Strejfet af hendes læber. Den fjerlette følelse af hendes varme ånde, fik ham til at stramme grebet om hendes håndled, uden noget intention om at gøre hende fortræd. Overfor hende, smuldrede hans modstand og han måtte stramme grebet om den sidste rest af selvkontrol, da han gjorde en næsten umærkelig bevægelse med hovedet, der, måske, måske ikke, var en hovedrysten.

[Annis Giftkniv]

Han lænede sig ind mod hende og hun følte allerede trygheden fra hans favn i sine årer. Hun følte sig mere rolig, mere hel, end hun havde gjort i flere måneder. Der var ingen modstridende følelser, når hun stod med ham sådan her. Det føltes på en sær måde som at komme hjem og hun sukkede let - mere eller mindre ligeglad med, at han rystede på hovedet.

Hendes nerver stod på pinde, som hun svælgede i fornemmelsen af hans krop mod hendes. "Ingen behøver at vide noget. Vi kan lade være med at tale om arbejde, når vi er sammen." Det var dét, hun selv havde tænkt inden. "Sacherell. Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig hele tiden."