Enmandsbaghold [R]

[Sacherell Mastebærer]

Han rystede på hovedet igen, uden mere overbevisning end for et øjeblik siden, mens hans fingre slækkede grebet om hendes håndled "Du af alle mennesker ved det ikke er så nemt." mumlede han, mens han alligevel drejede hovedet lidt, og tog en dyb indånding i hendes lyse hår "En eller anden finder ud af det.. før eller siden.." duften i hans næsebor bragte de mentale billeder tilbage, lyslevende og hans hånd gled op over hendes arm, rundede hendes skulder og forsvandt ind under den blonde manke for at lægge sig bag hendes nakke.

[Annis Giftkniv]

Da han slap hendes hånd, lagde hun armen under hans og omkring hans ryg, så hun kunne tage fat i sit eget håndled og holde sig fastlåst ind til ham. Han lød som én, der forsøgte på at overtale sig selv til at gå. Og det ønskede hun ikke. Det ønskede hun virkelig ikke.

Denne gang var det hendes tur til at ryste på hovedet - stadig med sin kind ind mod hans. Hun drejede hovedet bare lidt, så hendes læber havde fuld kontakt med hans hals. "Jeg er ligeglad." Hun tog sig i det, for det passede trods alt ikke helt. "Vi kan være forsigtige."

[Sacherell Mastebærer]

Han kunne ikke gå tættere på hende uden direkte at mase hende, men lænede sig alligevel lidt tungere ind mod hende da hun også lagde den anden arm omkring ham, og holdt ham fast. Ikke at han ikke ville kunne vride sig fri hvis han ville. Problemet var bare, at han ikke havde lyst. Så simpelt var det, og realisationen fik hans anspændte skuldre til at falde en smule. Der var hundrede grunde til at vende om og gå, men ingen af dem stærke nok til at overskygge den ene grund han havde til at blive "Mithros.." det skete sjældent at han påkaldte sig nogen af de store guder, nogen guder overhovedet, men det var det ene navn der blev mumlet før han løftede hovedet, lukkede fingrene lidt hårdere omkring hendes nakke og trykkede læberne mod hendes, med måneders opbygget frustration.

[Annis Giftkniv]

Hun mærkede hans skuldre falde og tog det som et tegn på, at den indledende modstand var overvundet. Sekundet efter bekræftede hans ord denne opfattelse og hun sukkede lettet, da hun indså, at han i det mindste ikke ville gå lige nu. Hun klynkede overgivent, da han tog et fast tag om hendes nakke og hun kæmpede ikke det mindste imod, da hans læber fandt hendes. Hun klynkede bare let igen, fordi hendes krop var meget mere følsom, end hun var vant til.

Hun spændte i armene, så hun havde endnu bedre ved hans krop og brugte sit nye greb til at holde fast, mens hun kravlede op omkring hans ben med sine og til sidst lukkede sine ben omkring livet på ham og hægtede sine ankler omkring hinanden.

[Sacherell Mastebærer]

Han havde ikke forventet andet, end at hun ville føje ham. Intet hun havde sagt eller gjort, havde lagt op til andet og tanken om, at hun kunne have en håndfuld af Farkas's støtter liggende på lur, gled længere og længere væk. Det eneste der reelt fyldte i hans tanker lige der, var hendes mund, hendes krop mod hans, den hånd der helt på egen akkord fandt ind under hende, da hun låste benene fast omkring ham.

Det krævede mere end almindelig viljestyrke at bryde væk fra et kys der ellers sikkert ville være fortsat og eskaleret til et punkt, hvor de ville tiltrække sig mere opmærksomhed end nogen af dem ønskede det "Ikke her.. ikke nu.." mumlede han hæst og lagde igen panden mod hendes.

[Annis Giftkniv]

Hun havde næsten ikke mere vejr, da han brød fri og hun havde lysten bankende i hele kroppen - alene af den grund, at han nu havde en hånd på hendes bagdel. Hun følte ikke, at de var tæt nok på hinanden og hun kunne ikke overskue, at han ønskede, at de skulle være længere fra hinanden. Ikke lige nu. Hun tænkte ikke spor klart, men opfattede dog, at hans afvisning ikke var en rigtig afvisning.

Hun holdt sig stadig tæt ind til ham med både arme og ben og gemte i stedet ansigtet ved hans hals. "Du har ret.." Hun indsnudsede hans duft og bed de følelser, det vakte i hende tilbage. Hun var nødt til at tænke klart. Hun havde netop selv stået og sagt, at de skulle være forsigtige. Dette var ikke forsigtigt. "Giv mig en tid og et sted." Hun sagde ikke noget om, at hun nok skulle være der. Det mente hun, der var rimeligt tydeligt allerede.

[Sacherell Mastebærer]

Han var lænet tungt ind imo både hende og muren. Mest for at holde hende også, men også for at komme tættere på hende, end han kunne komme lige nu. Hendes ånde mod hans hals og følelsen af hendes læber der stadig dvælede på hans læber, gjorde det svært at tænke klart og han måtte knibe øjnene hårdt sammen, før han kunne komme i tanke om et passende sted "Havnen.. Pakhuset med den sorte port.. I aften." mumlede han hæst og vidste det var himmelråbende tåbeligt at fortsætte. Han kunne bare ikke modstå fristelsen, når den var lige foran ham.

[Annis Giftkniv]

Hun nikkede let, mens hun mærkede en lille ubehagelig illing rende ned ad hendes rygrad. Det ville være det perfekte sted til et baghold. Han kunne i princippet stoppe nu, fordi han ville gå direkte tilbage til Amos og sikre sig, at det var en håndfuld stærke slyngler, der stod klar til at modtage hende i stedet for ham selv.

Hjertet bankede igen i brystet på hende, men denne gang ikke af lyst. "Jeg skal nok være der," hviskede hun og løsnede så sine ben fra omkring livet på ham i forventning om, at han ville træde tilbage. Hun var pludselig akavet igen og anede ikke, hvordan hun skulle sikre sig i aften. På anden måde end at lade være med at dukke op altså. Det måtte hun tænke over.

[Sacherell Mastebærer]

Han løftede hovedet lidt for at kunne se hende i øjnene og fandt samme tvivl som uden tvivl stadig flakkede i hans eget blik. I stedet for at slippe hende da hun løsnede sine ben, greb han fat under hende med begge de store hænder og krævede hendes læber igen. Han kunne ikke lade være og stærke fingre krummede sin omkring hendes bagdel, mens smagen af hende, gav ham lyst til at smide bukserne her og nu, og vise hende, nøjagtigt hvor meget han også havde tænkt på hende.

Han brød væk med et anstrengt åndedræt og et mørkt blik "Efter solnedgang." tilføjede han, stadig uden at kunne få sig selv til at slippe hende. Mithros, hvor hendes bagdel passede perfekt i hans hænder, ligesom andre dele af hende også passede perfekt til andre ting.

[Annis Giftkniv]

I stedet for at sætte hende ned, holdt han bare bedre fat i hende og krævede hendes læber nok engang. Hun klynkede igen, da hun mærkede lysten stige i kroppen nok engang. Det var dette, hun havde savnet mere end noget andet. Hun lod sine arme hvile mere naturligt om hans skuldre, som han kyssede hende og hvis han havde ønsket at tage hende lige her og lige nu, havde hun ikke kunnet sætte sig imod. Hendes hænder gled af sig selv ned langs hans sider og fandt til sidst ind under hans skjorte, så hun kunne lægge sine kolde fingre mod hans hårde mave. Hun sagde ingenting. Der var ingenting at sige. Nok engang var det ham, der måtte være den stærke. For hun havde ingen vilje tilbage.

[Sacherell Mastebærer]

Hendes kølige hænder der krøb ind under hans skjorte, fik lysten til at flamme eksplosivt i ham. På samme tid var det også det, der endelig fik ham til at bryde væk for alvor. Aldeles modvilligt og med en imponerende fremvisning af viljestyrke slap han hendes bagparti og lod hende glide ned at stå selv.

Et langt øjeblik stod han og så ned på hende, før han gav efter og bøjede sig for at kysse hende igen. Kort, men hårdt og intenst. Så trådte han et skridt tilbage, vendte sig før han fortrød igen og forlod gyden med lange skridt, en rastløs uro i hele kroppen og flere spørgsmål end svar snurrende i hovedet.

[Annis Giftkniv]

Hun trak vejret tungt, da han endte med alligevel at slippe hende og trak sig væk. Hun var ikke klar til, at han gik sin vej. Hun så fortabt op i hans øjne og forsøgte at lade være med at være helt så ynkelig. Men hun kunne alligevel ikke lade være med at knuge sine fingre let om hans skjorte, da han kyssede hende igen og hun havde svært ved at slippe, da han trådte helt væk.

Hun så efter ham et øjeblik, da han gik væk, men i samme øjeblik han var omkring hjørnet, faldt hun sammen i benene og sad med ryggen op af muren et godt stykke tid, mens hun kom til sig selv.

[Sacherell Mastebærer]

- - - - - - - - - -

Det var ikke mørkt endnu, da Sacherells store skikkelse, for anden gang den dag gik ind på havneområdet i Nedre By. Ingen lagde dog særligt mærke til ham af den grund og selvom det var sidste på dagen, var der stadig mange mennesker. Han gik ikke mod skibene der vuggede på floden denne gang, men drejede af og gik i stedet mod de store pakhuse der lå på rad og række langs molen.

Da han nåede det rigtige, løsnede han en stor nøgle fra sit bælte, så sig omkring for at sikre sig ingen lagde mærke til ham og låste sig så ind i mørket. Han kendte stedet selv uden lys og det tog ikke mange sekunder, før en flamme lyste op bag glasset i en slidt lygte. Han tog lygten med sig ned i bunden af rummet og stillede den på en solid trækasse, hvor det ikke umiddelbart ville kunne ses fra døren, fordi en mindre mur af andre kasser skjulte det.

[Annis Giftkniv]

Da først Annis havde sundet sig, havde hun sørget for at få godt med mad i maven og så havde hun fundet sig et godt udkigssted til pakhuset op af en skorsten på et skur i nærheden, hvor hun havde forsøgt at gøre sig det behageligt med sin vandsæk i nærheden. Hun havde holdt godt øje med sine omgivelser. Hun var måske drevet af sine lyster mere end ret meget andet, når hun overhovedet overvejede at mødes med Sacherell dette sted, men det betød ikke, at hun var dum.

Hun havde siddet der et par timer, da han dukkede op. Hun fik en spændt knugen i maven bare ved synet af ham, men hun sled blikket væk og holdt øje med, om andre skulle være kommet sammen med ham. Det virkede det ikke til. Og han var også den eneste, som havde nærmet sig porten hele aftenen. Hun gav det et par minutter, hvor hun bare sad og så sig godt for, inden hun lod sig glide ned fra taget og rutineret tog en omgang rundt om pakhuset for at tjekke, om der skulle være folk på lur. Igen fandt hun ingenting.

Med en dyb indånding forsøgte hun at få styr på sig selv et øjeblik, inden hun resolut gik hen til porten og lukkede sig selv ind med bankende hjerte. Hun lukkede døren bag sig og hendes nerver var spændt til det yderste, mens hun lyttede intenst efter lyde, som ikke skulle være der. Men da hun igen ikke fandt noget, gik hun langsomt længere ind i mørket.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell stivnede midt i en bevægelse, da en svag knirken fra porten nåede ham. Hans hånd trak lydløst en kniv før han kastede et skjult blik ud mellem to kasser og sikrede sig det rent faktisk var Annis, før han stak kniven tilbage i bæltet og trådte frem bag kasserne ”Du kom.” konstaterede han åbenlyst og lagde armene over kors af ren vane, mens han lænede sig med skulderen op mod muren af kasser der for et øjeblik siden havde skjult ham.

Bare det at se hende, var nok til at han følte et træk dybt indeni sig, men selvom han var draget mod hende, som et møl til en flamme, var han stadig på vagt ”Er du alene?” spurgte han, uden egentlig at forvente hun ville fortælle ham det, hvis det ikke var tilfældet.