Svaret af Miri Iskandar on Jul 16, 2013 11:07:31 GMT
Der var både larm, levende musik, masser af øl og glade dage på kroen, hvor Miri Iskandar af folket Sarka, havde taget plads i ly af skyggerne i det fjerneste hjørne, sammen med et par stykker af sin brors mænd. Det var ikke just nødvendigt for hende med livvagter, som mændene tydeligvis var klar over, idet de fleste af dem, var godt på vej til at få en tår over tørsten.
Det generede hende ikke det mindste, nærmere tværtimod hvilede et smil i hendes mundvige på permanent basis, skønt hendes opmærksomhed i øjeblikket var rettet mod enkelte af de pigebørn, hvis profession ingen hemmelighed var, men som stadigvæk var relativt nye i felten, så at sige.
Det hele gik dog glimrende, især med den nogenlunde talrige flok højerestående kunder i mængden, så Miri havde ingen skrupler ved at forlade sin post for en stund og bevæge sig op mod kroværten, for at købe sig sit andet krus mjød.
Der var mange mennesker, så det krævede at man måtte sno sig, men for en person som Miri, der ikke var højere og i øvrigt med en tyvs evige adræthed, lykkedes det ganske glimrende.
Kroen var fyldt med mange forskellige mennesker, og det var tydeligt at hun ikke hørte til i den yderst velhavende ende. Til gengæld var hun iført et skørt, bestående af mange lag, hvoraf flere af dem blot var bundet omkring livet på hende. Overkroppen var delvist blottet, idet hendes snørede overdel skar tidligere end skørtets kant og også afslørede en betragtelig del af hendes kavalergang. Kavalergangen var dog til gengæld i sig selv, halvt skjult af det både ustyrlige og usandsynligt viltre hår, der dannede en manke omkring hende og som skinnede farverigt af de mange perler, fjer og bånd, som både var bundet og flettet fast i det.