Lad det ej gå usagt

[Kevan Brygger]

Matti Almsted

Der var efterhånden gået mange dage siden han havde snakket med Matti sidst. Han havde det oven i købet svært ved at se på Matti. Sin snak med Elva havde dog givet ham mod på at prøve at snakke med tømrersønnen omkring hvad der var sket mellem dem. Han vidste endnu ikke helt selv hvad han skulle helt tænke om det, og hvad han havde tænkt sig at få ud af det. Men han skulle snakke med Matti. Der var meget der endnu var usagt, og han ville gerne have nogle ting på plads.

Han var færdig med arbejdet og var gået med Oden tilbage til værkstedet med værktøjet. Han håbede at han kunne fange Matti efter arbejdet. Så da han fik sagt farvel til Oden og tak for dagen, lige inden han ville tage tilbage til Tågelygten, prøvede han at trække tiden lidt ud, i håb om at støde 'tilfældigt' på Matti. For en gangs skyld var det ham der kiggede efter Matti, og ikke omvendt. Han håbede ikke at Matti var alt for sur på ham.

[Matti Almsted]

Matti havde efterhånden opgivet at komme til at snakke med Kevan igen. Han havde forsøgt et par gange efter deres fælles oplevelser på Støvlekatten, men Kevan havde klaret at undvige hver eneste gang. Til sidst var Matti blevet enig med sig selv om, at han sikkert ville sige til, hvis han havde brug for at snakke.

Selv havde Matti ikke behov for at snakke noget igennem. Han havde hygget sig meget med Kevan. Der var altid noget, som tændte op under ham, når hans sengepartner var så uerfaren, at han (eller hun) var nervøs ved, hvad der skulle ske. Han elskede mere end noget andet at vise dem, at der ikke var noget at være bange for. At de udviste den tillid til ham, at de lod ham føre dem sikkert igennem det. Han var dog nervøs for, om Kevan var endt med at overbevise sig selv om, at det hele var forkert igen.

Disse tanker var dog ikke fremtrædende lige nu, hvor han var på vej hjem efter dagens strabadser. Han kom hen imod huset bagfra - fløjtende en skinger, men glad melodi - da han nåede hen til vinduet i sit værelse og stak det ene ben indenfor, som han gjorde flere gange om dagen.

[Kevan Brygger]

Han var lige ved at opgive at komme til at støde på Matti da han hørte ham komme anstigende. Han så sig omkring, for at se om der var nogen der ville lægge mærke til at han forsvandt rundt om huset. Han fik derefter hurtigt flyttet sig om på den anden side. "Matti?", sagde han da han kom tæt nok på at være i hans hørevidde, uden at skulle råbe. Han fik en knude i brystet. Han skammede sig over at have holdt sig fra Matti i så lang tid, men stadigvæk skammede han sig også over hvad der var sket. Ikke nær så meget som det første, men der sad stadigvæk noget skam i ham efter den hændelse. Han var ikke stolt over hvad der var sket, men han fortrød det heller ikke helt. Han var kommet til at forstå en masse, som han aldrig havde troet ville kunne blive forstået.

[Matti Almsted]

Matti var kommet helt ind at stå i sit eget værelse med det ene ben, mens det andet dinglede i luften, da han hørte sit navn blive kaldt udefra. Han trak hurtigt benet til sig og stak i stedet hovedet ud, for at se, hvem der ville snakke med ham. Da han så Kevan komme hen imod sig, blev han lidt forvirret og det kunne tydeligt ses på hans ansigt.

"Kevan?" Overraskelsen fandt også vej ind i hans stemme og han skyndte sig at rømme sig og finde et mere venligt ansigtsudtryk frem. "Sikke en behagelig overraskelse. Har du lyst til at komme ind, eller foretrækker du at blive stående derude?"

[Kevan Brygger]

Han valgte bare at gå hen til vinduet og svarede ikke på om han ville ind. Han var bange for at der skulle ske noget som mindst en af dem ville fortryde i det lange løb, så han blev bare stående udenfor. "Undskyld jeg bare har skubbet dig sådan væk," sagde han beklagende. "Jeg havde bare behov for at tænke over tingene." Han kiggede brødebetynget ned i jorden. Han kunne ikke få sig selv til at møde Mattis blik, selvom det var fjollet. Det var jo egentlig ikke farligt som sådan, skulle man mene. "Det der skete... du ved," startede han men vidste ikke hvordan han skulle fortsætte. Selvom han havde haft en masse tid til at tænke, så vidste han ikke hvordan han skulle forholde sig til det. Skulle han prøve at forfølge det, eller afbryde det inden det gik for vidt?

[Matti Almsted]

Matti var egentlig ikke overrasket over, at Kevan ikke tog imod tilbuddet om at komme ind. Det gav ham dog en prikkende følelse i brystet, som forberedte ham på, at Kevan havde trukket sig væk fra sandheden igen og Matti syntes ærligt talt, det var synd for ham. "Det gør da ikke noget. Jeg forstår det godt."

Han ventede lidt på, at Kevan kom frem til det, han virkelig gerne ville sige, men da han endelig gjorde, virkede han endnu mere nervøs og stammende, end han havde gjort sidst de sås. Matti stod stadig helt op af vinduet og rakte uden besvær en hånd ud og løftede Kevan's hage, så han kunne se hans øjne. "Vi kan lade som om, det aldrig er sket, hvis du ønsker det. Men jeg håber ikke, du mener, at det, der skete, var forkert?"

[Kevan Brygger]

Han trådte et skridt tilbage da Matti tog fat i hans hage. Han var ikke klar på Mattis berøring igen. Han kunne mærke hvordan hjertet hamrede løs og blodet for op i kinderne på ham. Han fjernede dog ikke blikket fra Matti. Han tog sig sammen og prøvede at kigge på ham. Det var bare så intenst!

Han rystede på hovedet efter at Matti var kommet med sin kommentar. "Det er sket... og.. det kan vi ikke lave om på," sagde han og sank en klump. Det var mærkelig at snakke højt om det med ham. Han ville dog ikke have at nogen hørte hvad de snakkede om, så han talte ikke særlig højt. "Nogen synes det var forkert hvad vi lavede," sagde han og lagde tryk på nogen. Han kunne ikke få sig selv til at sige at han ikke selv syntes at det var forkert. Det var for meget en indrømmelse lige nu. "Det... det jeg bare vil sige er..." startede han og sænkede blikket igen. Det var blevet for intenst nu for at blive ved med at se på ham. Han tog en dyb indånding og kiggede op på ham med en mere stålsat vilje. Han skulle sige det. "Jeg forstår mange ting nu, og det vil jeg bare sige ehm... tak for, tror jeg..." Den selvsikkerhed han havde formået kort at bygge om forsvandt hurtigt igen.

[Matti Almsted]

Matti følte et øjebliks sørgmodighed, fordi Kevan i den grad var vendt rundt på en tallerken igen. Forhåbentlig kunne han hjælpe ham en anden gang, men for øjeblikket lod det til, at Kevan havde brug for plads og for tid til at komme igennem sine tanker og hvis Matti tænkte sig godt om, så forstod han det egentligt godt. Det var bare ikke rart at se alligevel.

Matti stod nu lænet op af muren, støttende på den ene arm, som han lænede imod vindueskanten over sit hoved. Han forholdt sig helt stille og lod Kevan sige det, han ville sige og da det var sket, brød han ud i et venligt smil. "Det var så lidt, Kevan." Han stod et øjeblik og vippede mentalt frem og tilbage i forhold til, om han skulle sige det eller ej, men endte dog med at gøre det. "Uanset hvad du selv synes, så kommer jeg aldrig til at synes, at det vi gjorde, var forkert. Og det er der mange mennesker, som er enige med mig i. Verden er ved at forandre sig til det bedre. Bare vent og se."

[Kevan Brygger]

Han havde en knude i maven. Matti lød... såret? Han fik dårlig samvittighed. Det havde ikke været meningen. Han kunne ikke få sig selv til at sige hvor rigtigt det havde følt det som de havde lavet. Han havde aldrig følt sig så godt tilpas eller tryg med nogen i sådan en intim situation. Men hvordan kunne han fortælle Matti det? Han skævede lidt til hver side for at se om der var nogen der kunne se dem. Der så ud til at være fri bane. Han trippede lidt nervøst. Han tog en dyb indånding. Med to hurtige skridt var han henne ved Matti og tog en hånd op bag Mattis baghoved og lagde sine læber på hans. Det var ikke et langt kys, men han vidste ikke hvordan han ellers skulle have fortalt Matti at han ikke havde fortrudt. Han trak sig tilbage en smule stakåndet. Han havde igen vendt sit blik mod jorden med brændende kinder.

[Matti Almsted]

Matti havde egentlig mere eller mindre forventet, at Kevan ville gå, nu hvor han havde sagt, hvad han var kommet for at sige. Han havde i hvert fald slet ikke forventet, at Kevan ville træde frem imod ham og kysse ham på den måde. Og når sandt skulle siges, så var han ikke helt sikker på, hvad han syntes om det.

Matti var ofte sammen med nogen bare en enkelt aften uden at forvente, at der lå mere i deres handlinger end det. Kevan's kys antydede dog noget andet og han skrev sig bag øret, at han skulle sørge for at få en snak med Kevan, hvis der kom flere af den slags tegn. Lige nu var det dog vigtigt, at Kevan ikke følte sig afvist, når han selv havde taget initiativ til noget, så Matti besvarede kysset og da Kevan brød af, smilede han drillende til ham. "Jamen.. Øhh.. Tak."Der var ingen usikkerhed i hans stemme, blot venskab og intimitet.

[Kevan Brygger]

Han smilede skævt men turde ikke se op på Matti. Han var ved at blive bange for at han faktisk havde flere følelser for Matti end han måske burde. Han kunne godt huske at Matti havde fortalt at han bedst kunne lide piger, så det betød at der aldrig ville kunne blive noget alvorligt mellem dem. Men... hvis de nu kunne... måske bare af og til? Nej! Han skulle ikke sætte sine forventninger alt for højt. Tanken gav ham et sug i maven. Han kunne også mærke blodtilførselen til underlivet blive stærkere.

Han tog en dyb indånding igen og kiggede op på Matti. "Jeg ved ikke hvem jeg ellers kan gå til det med, men... hvis du måske en gang har... tid eller... lyst, så... så vil jeg godt øhm... vil du så ikke vise mig lidt mere?" Han var meget forsigtig, men han vidste ikke hvordan det skulle siges. Han ville ikke have at Matti skulle føle sig bundet til ham, bare fordi han var den første der havde vist det til ham, men han følte sig tryg hos Matti. Han håbede at Matti ville hjælpe ham, så han ikke følte sig helt alene på alt for dybt vand, i dette helt nye og ukendte hav.

[Matti Almsted]

Endnu en bølge af overraskelse løb igennem ham, som Kevan talte igen. Hvad var det lige, der foregik her? For et øjeblik siden havde han været helt sikker på, at Kevan ville trække sig ind i sig selv igen og gå og mure over sin anderledes seksualitet, indtil den eksploderede igen og nu stod han - guderne hjælpe ham - og spurgte, om han ville vise ham mere. Det lykkedes ikke Matti at skjule sin overraskelse denne gang og det tog ham et øjeblik at samle sig igen.

"Jamen.. Øhh.. Det kan vi da nok godt finde ud af." Matti anede ikke, hvordan han skulle reagere. Det skete stort set aldrig, at han aftalte en elskovsakt med nogen. Det var for det meste noget, som bare skete spontant, når han var sammen med dem og lige her og nu, føltes det dobbelt så mærkeligt, fordi Kevan sendte signaler i alle retninger. Matti mærkede ikke den tiltrækning, som der havde været den anden aften, men på den anden side, så vidste han jo godt, at de kunne hygge sig sammen og Kevan havde virkelig brug for hans hjælp. Da han havde fået alt det tænkt igennem, lykkedes det ham endelig at finde et venligt smil frem. "Hvis du har lyst, så er jeg klar."

[Kevan Brygger]

Havde han været for anmasende? Det havde ikke været meningen at skulle presse Matti til noget som han ikke ville. Han håbede ikke at Matti tog det for tungt, selvom han tydelig var overrasket over efterspørgslen. "Altså, hvis du ikke har lyst, så er det helt i orden, men måske du så kan hjælpe mig med at finde en som... kunne vise mig mere?", spurgte han meget forlegen. Han var blevet helt rød i bærret, og han vidste ikke at ens ører kunne føles så varme.

Han fik slået luften ud af sig af det som Matti sagde. "Nu?", gispede han af overraskelse. Han havde slet ikke tænkt at det skulle ske nu. Stemningen var alt for akavet. Ville det ikke blive meget mærkeligt. "Men... Erik... og din far... de ville da kunne opdage det," sagde han ængsteligt. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere på det tilbud. Han ville da gerne være sammen med Matti, men var der ikke for stor en risiko at gøre det nu og her?

[Matti Almsted]

Situationen blev mere og mere akavet, som Kevan fik sig talt ud i, at Matti selvfølgelig også bare kunne sætte ham i kontakt med en anden, som var villig til at vise ham mere og Matti kunne ikke lade være med at føle modvilje mod at sende Kevan videre som et brev uden afsender. Det bekymrede han sig for meget til at kunne gøre. Desuden var det jo ikke til at vide, om en anden ville kunne forstå Kevan lige så godt, som han selv havde fornemmelsen af, at han gjorde. Derfor lod han Kevan's kommentar fare uden at sige noget til det.

Da Kevan talte igen, gled der et forvirret udtryk over Matti's ansigt. Hvem havde snakket om nu? Der gik et øjeblik, inden Matti brød sammen af grin. Han vidste, at det sikkert ikke var særligt sødt over for Kevan, men han kunne simpelthen ikke lade være. Det  hele var simpelthen bare toppen af akavet. Da han havde grinet færdig, så han op på Kevan, mens han forsøgte at lade være med at grine igen. "Undskyld. Det var vist ikke pænt af mig. Jeg mente ikke lige nu og her. Bare at .. du ved .. jeg er villig til at lære dig mere, hvis du har lyst."

[Kevan Brygger]

Han fik en trang til at finde det nærmeste musehul og gemme sig dybt derinde da Matti brød ud i latter. Han stivnede og hans ansigt blev ildrødt. Han vendte blikket ned. Han havde tydeligvis misforstået ham. Sammen med skammen drev der også en lettelse ind over ham. Han ville ikke have vidst hvad han skulle gøre ved sådan et tilbud, men nu havde han fået sagt det han gerne ville sige, selvom han ville komme til at græmmes ved det resten af sine dage. Det kunne ikke være sket på en mere pinlig måde. Han kiggede op på Matti da han talte til ham igen, stadigvæk meget rød i kinderne. "Det... tak. Det er jeg glad for at du vil," sagde han og blev bare mere rød i hovedet. "Jeg tror jeg går hjem nu... Øhm,vi ses nok igen." Han prøvede at få det til at lyde som en almindelig afsked, men han kunne mærke at det lød som noget helt andet. Han valgte dog at snurre rundt og gå meget hastige skridt væk fra mødet inden han ville kunne høre eller se hvordan Matti ville reagere på det. Det var allerede alt for pinligt i forvejen. Bare at han ikke havde skræmt Matti fuldstændig på den måde...

Afsluttet