Når mor mangler

[Kevan Brygger]

Elva Brygger

Der var gået en del dage siden han havde været i byen med Matti, og han havde ikke snakket med sin mesters yngste søn siden. Han havde altid sørget for at undgå ham, og hvis han havde prøvet at snakke med ham havde han altid fundet en undskyldning for at komme videre. Han vidste ikke hvordan han skulle snakke med Matti igen. Han skammede sig. Han følte det som om han bedrog nogen, men han vidste ikke hvem. I det mindste havde han ikke mærket den samme ulmende vrede. Han havde bare følt sig så fortabt.

Med tiden var han dog begyndt at kæde ting sammen. Han havde tænkt over en masse om hvad der var sket. Han havde kunne lide hvad der var sket med Matti, selvom han skammede sig som en vanvittig. Men det havde givet en masse forklaringer. Han begyndte at forstå hvornår hans frustrationer dukkede op, selvom han ikke var stolt over det. Han havde dog fået et behov for at snakke med nogen om det. Som så mange andre gange ønskede han at snakke med sin mor igen. Han følte at det var som om det var hende han bedrog. Hvad hvis hun ville hade hvad han gjorde og hvem han var blevet til? Men hvem skulle han så gå til?

Han havde fået at vide at Elva var inde i sit arbejdsværelse. Han var gået hen til døren med et tungt hjerte. Han var meget nervøs, og hans håndflader svedte. For hvert skridt han nærmede sig døren følte han som om hans hjerte stoppede. Flere gange havde han lyst til at vende rundt på hælene og stikke af. Han kom dog hen til døren og tøvende tog han hånden op til døren. Efter at have stået nogle sekunder med hånden hævet bevægelsesløst fik han taget sig sammen og bankede på med et sænket hoved. "Elva? M-må jeg snakke med dig?", spurgte han stille. Han kiggede sig kort over skulderen for at se om der var nogen der ville kunne høre ham.

[Elva Brygger]

Elva var i færd med at føre noter om den sidste uges fødsler og besøg ind i en tyk bog med blanke sider. Det var en af de få luksusting hun undte sig selv og over årene havde hun efterhånden fyldt nogen stykker. Det var mest for hendes egen skyld, men alligevel havde det mere end én gang vist sig nyttigt at holde styr på hvor mange børn hun havde hjulpet til verden.

Døren ud til gården stod på klem på trods af den regn der var faldet tidligere på dagen og den helt specielle duft af nyfalden regn, hang stadig i luften der sned sig dovent ind gennem dørsprækken. Hun løftede hovedet da der blev banket på døren og smilede varmt da hun skimtede Kevan på den anden side "Altid, min ven. Kom ind i varmen." hun vinkede ham ind uden at rejse sig og så afventende på ham "Hvad har du på hjertet?"

[Kevan Brygger]

Han gik ind og lukkede omhyggeligt døren efter sig. Han ville helst ikke have at det kom ud fra disse fire vægge hvad han gerne ville snakke med sin tante om. Han havde kendte Elva hele sit liv, og hun var næsten lige så meget mor, som hans rigtige mor havde været. Han kiggede på hende med et lidt nervøst blik og fumlede lidt med sine fingre. "Øhm..." startede han og kiggede på sine hænder, mens han pillede lidt ved sin kjortel. Han prøvede flere gange at tage tilløb til at sige noget, men trådt sig selv i stedet for over tæerne.

Han kiggede af og til op på hende, men hurtigt søgte blikket ned til fødderne igen. "Jeg ved ikke hvem jeg ellers skal gå til," fik han så sagt med en ængstelig stemme. Hans hjerte hamrede som en vanvittig. Hvordan skulle han lige sige det han gerne ville sige?

[Elva Brygger]

Elva rynkede brynene ganske lidt, næsten umærkeligt, men kendte Kevan ligeså godt som de fem børn hun selv havde født. Der var noget der gik ham på og hun var ikke sikker på det kun var savnet efter Salma denne gang. hun fulgte ham med blikket mens han satte sig ved bordet overfor hende og for en gangs skyld var hendes første indskydelse ikke at tilbyde te som hun ellers altid gjorde. I stedet rakte hun roligt en hånd over bordet og lagde den på hans arm "Jeg er glad for du kom. Tag en dyb indånding og find et sted at starte. Jeg lytter." smilet var varmt som altid og blikket opfordrede han beroligende til at fortsætte.

[Kevan Brygger]

Den beroligende hånd fra Elva havde altid den ønskede effekt. Det havde den altid haft. Han trak vejret dybt. Det gjorde det dog ikke nemmere at sige det han gerne ville ud med. Hans blik flakkede rundt i rummet. Han prøvede at finde inspiration til hvordan han skulle starte.

Han trak vejret endnu en gang dybt. "Jeg... jeg har gjort noget..." startede han, men turde ikke se på Elva. Hans blik var igen fæstnet på sine urolige hænder. Det var ikke nogen let måde at sige det på. "Jeg ved ikke hvad mor ville have sagt til det," sagde han med en grødet stemme, da han mærkede en klump satte sig i halsen på ham.

[Elva Brygger]

Elva lod hånden blive liggende på Kevans arm i stedet for at trække den til sig. Hvad det end var han var kommet for, lød det alvorligt, i hvert fald for ham. Det var hendes erfaring, at man ofte selv fik gjort problemet større end det måske reelt var. En del af hende håbede det ville være tilfældet også her, men hun var langtfra sikker ”Kevan.. alt du fortæller mig er mellem os og ingen andre.” forsikrede hun ham og gav hans arm et beroligende klem ”Ikke engang din morbror, hvis det er det du ønsker.” tilføjede hun og tav så igen for at lade ham tale.

[Kevan Brygger]

Han kunne mærke at hans krop begyndte at ryste. Hvis han ikke havde så travlt med hænderne ville de med garanti også ryste. Han blev helt tør i halsen mens hun snakkede. Han vidste godt at hun ikke ville sige noget. Derfor havde han jo i første ende besluttet sig for at snakke med Elva. "Jeg... øhm," sagde han og kiggede væk. Han kunne mærke hvordan han havde lyst til at rejse sig og stikke af, men han var fast besluttet på at han ikke ville stikke af mere. Nu hvor han var begyndt at forstå en masse, så ville han gerne have en at dele det med, som ikke var Matti. Han frygtede dog at Elva ville vende sig mod ham i afsky over hvad han var. Han ville for alt i verden ikke miste sin familie af den grund, men han ville også gerne have at en anden vidste det.

Han slap sin hænder og knyttede dem hårdt. Han lukkede øjnene og tog mentalt tilløb. "Jeg... jeg..." Hvorfor var det så svært at få sagt. Hans stemme dirrede. Frygten for Elvas foragt var stærk, men Elva havde altid været der for ham, hvis mor selv havde været for optaget. Hun var den eneste der ville kunne fylde den rolle. "Jeg tror at øhm... jeg tror at jeg kan..." Hans stemme blev svagere hver gang han var tæt på at sige sandheden. "Jeg tror - at jeg kan - kan," sagde han og holdt en pause og pustede ud og lukkede øjnene for at sige det sidste, "at jeg kan lide mænd." Han havde sagt det lavt, men højt nok til Elva kunne høre det. Han lukkede øjnene og bad til alle guderne han kunne navnene på, og dem han ikke kendte at hun ikke ville råbe af ham og smide ham ud af hendes arbejdsværelse.

[Elva Brygger]

Elva ventede med evig tålmodighed, mens Kevan fortsatte med at stamme sig mod til i usammenhængende ord der snublede over hinanden. Hun var ikke sikker på hvad hun havde forventet, hun var normalvis god til at aflæse folk, men denne gang kom bekymringen bag på selv hende, og de lyse øjenbryn skød uvilkårligt i vejret. Hun trak ikke hånden til sig, men lod den blive mod hans arm mens hun sank hvad der var blevet sagt.

Hun slap ham ikke med blikket, selvom hun var tavs, men selvom stilheden var anspændt, var der mere undren end fordømmelse i hendes blik ”Kevan..” startede hun og flyttede hånden ned på hans, så hun kunne tage fat om den med et forsikrende greb ”Se på mig.” bad hun lavmælt og forsatte endnu før hans blik mødte hendes ”Det ændrer ikke noget. Ikke for mig.”

[Kevan Brygger]

Han følte det som en evighed at der var stille efter han omsider fik sagt det. Han turde næsten ikke at åbne øjnene for at møde hendes blik. Han var bange for hvad han ville finde der. Han kiggede dog op på hende med beklagelsen malet i ansigtet. Han ville ikke at han var som han var, men han kunne heller ikke lyve for evigt. Han kunne mærke hvordan øjnene sveg da hun omsider sagde noget mere til ham. I en hurtig bevægelse var han henne ved hende og havde slynget armene om hende og trykkede hende ind til sig. Han mærkede en lettelse strømme over ham, der var ved at medføre med at han var ved at flæbe igen, men han holdt tårerne tilbage. Man kunne dog høre på hans vejrtrækning at han var ved at græde. "Tak," sagde han med en grødet stemme. Selvom det ikke var meget han fik sagt, så var det ene ord mere hjertefølt end noget han nogensinde havde sagt. Han knugede fortsat Elva ind til sig, da han ikke havde lyst til at slippe hende.

[Elva Brygger]

Elva mødte Kevans beklagelse og bag den, skam, med et varmt blik. Hun smilede ikke længere, højest en antydning, for situationen kaldte på alvor og før hun nåede at sige eller gøre mere, var han på benene og stod bøjet med armene omkring hende. En smule akavet rejste hun sig uden at skubbe ham fra sig, men lagde i stedet armene omkring ham og strøg ham over hovedet med en tyssende lyd som var han bare et barn igen og var faldet ude i gården ”Du har intet at takke for, min ven.” konstaterede hun bestemt og lænede kinden mod hans mørke hår. Selvom hun ikke havde født ham, følte hun ikke mindre for ham end hun gjorde for sine egne børn og det havde ikke ændret sig i løbet af de sidste par minutter ”Det krævede mod at sige hvad du lige har fortalt mig.” hun vidste at de færreste ville tage en sådan indrømmelse så roligt som hun gjorde. Andre, snævertsynede, forstumpede individer, der frygtede det de ikke kunne forstå.

[Kevan Brygger]

Skammen var stadigvæk overvældende, og han vidste at lige nu skulle ingen andre vide dette. Han havde brugt meget tid til at tænke over hvordan det ville foregå at fortælle det til Elva. Han turde ikke forestille sig hvordan sin morbror, fætre og kusiner ville reagere. Han havde såret dem alle mange gange med sine urimelige raseriudbrud, og han vidste ikke om det var nok at være i familie med dem for at de kunne tilgive endnu sådan en skuffelse. Lige nu følte han sig så tryg som han turde at være. Han snøftede en enkelt gang mens Elva snakkede til ham. Der var dog en ting mere han ville vide.

Han trak sig langsomt væk fra Elva og tog sin tantes hænder og snøftede igen. Hans øjne var røde og våde af at lige være ved at græde hele tiden, men han skulle vide det. "Hvad... hvad tror du mor ville have sagt til det?", spurgte han med en meget grødet stemme, og skammen prægede hans spørgsmål stærkt. Selvom hun ikke var hos dem mere, betød hendes accept alt i verden for ham, om den så kom fra Elvas mund. Han stolede på at Elva ville fortælle ham sandheden.

[Elva Brygger]

Elva slækkede først sin faste omfavnelse da Kevan selv trak sig tilbage. De normalt skarpe øjne hvilede blidt på ham og et svagt smil viste sig, da han nævnte sin mor. Hun gav hans hænder et klem ”Din mor var en kvinde med et hjerte lige så stort som sit smil.” begyndte hun og slap hans hænder for i stedet at lægge sine mod hans kinder og med tommelfingrene stryge tårene væk ”Hun ville elske dig lige højt uanset, Kevan. Det er ikke noget du selv har valgt, men sådan Moderen har valgt at skabe dig - uanset hvad onde tunger måtte sige og mene.”

[Kevan Brygger]

Han lyttede intenst til hvad Elva havde at sige. Han ville selv have ment det samme, men at høre en anden sige det betød bare så meget for ham, og han kunne mærke hvordan en sten faldt fra hjertet. Så kunne han ikke længere holde dem tilbage. Tårerne begyndte at strømme lydløst ned af hans kinder og han knugede atter en gang Elva ind til sig. Han græd, men det var lettelsens tårer. Al den frygt var blevet forløst. Han vidste at en accepterede ham og mente at hans mor også ville gøre det. Han begyndte at grine mens han hulkede. "Du må tro at jeg er fjoldet," sagde han mens han græd og lo. Han kunne ikke beskrive den frihed og lettelse han følte lige nu. Det var som om man havde lukket ham ud af et bur, han ikke vidste havde eksisteret hele sit liv.

[Elva Brygger]

Elvas arme lagde sig for anden gang varmt omkring Kevan da sluserne for alvor blev åbnet. Hun kunne ikke lade være at smile for sig selv mens hun rystede på hovedet ”Det har jeg troet mange gange, min ven, men nu er ikke en af gangene” betroede hun ham og plantede et moderligt kys på det mørke hår. Nok kunne det aldrig have faldt hende ind at reagere anderledes, men hun vidste at mange andre ikke ville se sagen på samme måde. Den var alvorlig og vanskelig, men for nu sagde hun ingenting og lod ham blot få luft.

[Kevan Brygger]

Han stod med armene om Elva et stykke tid, hvor han bare gav slip. På så mange år hvor han havde låst de tanker inde uden at have vidst det. Han kom til at tænke på sin mor. Elva havde sagt at hun ville acceptere denne hemmelighed, og han troede på hende. Han fik en fornemmelse som om Salma stod ved siden af ham og strøg ham over håret. En stik af smerte gik gennem hans hjerte. Han havde grædt sin lettelse ud, men nu blev han atter ramt af smerten fra tabet af sin mor. Den viden at hun ville elske ham alligevel, gjorde at skammen overfor hende gjorde at han kunne give slip på hende. Det gjorde dog ondt. Det gjorde meget ondt og han græd. Han troede at han var kommet over sin moders død, men tydeligvis ikke. Elva ville også kunne høre at noget andet gjorde at han græd da han ikke grinede mere. "Jeg - savner - hende - så - meget," fik han fremstammet gennem sin hulken. Han knugede Elva bare tættere ind til sig.

Der gik endnu et stykke tid hvor han græd, men lige så stille slap tårerne op. Der var ikke flere. Han følte sig tom, men tom på en behagelig måde. Ikke fortabt. Han følte sig i harmoni for første gang i mange år. Der var ikke noget der forstyrrede hans tanker. Der var ingen. Varmen fra Elva og lettelsen gav ham en fred han aldrig havde troet eksisterede. Langsomt fik han løsnet sig fra Elva. Han tørrede sine kinder og snøftede en enkelt gang. "Undskyld," sagde han forlegen men sendte hende et sagligt smil.