Farvel (fællestråd)

[Jonathan af Condia]

Dagen var kommet. Det føltes som om de kun havde været i Rodlund i et splitsekund, da det igen blev tid til at pakke sammen, laste forråd på vognene og byde byen og dens sparsomme befolkning farvel. Jonathan greb Tiszas underarm og udvekslede et enkelt, stramt smil med ham. Med et tørt ønske om ikke at se hinanden igen, tog de to afsked med hinanden, før Jonathan svang sig i sadlen på Fira og gav signalet til sin næstkommanderende. Hertug Vårfos' stemme gjaldede over de samlede tortallanske tropper og de satte i gang.

Marens tropper havde forladt Tyra uden mindste tegn på at ønske at vende tilbage igen. Landet var befriet og faren for at Maren angreb Tortall efter de sidste måneders magtdemonstration var yderst begrænset. Tilbage var der en lang rejse hjemad til koner, mænd, børn, forældre og venner, der ventede i Tortall. For Jonathan ventede for alvor realisationen af, at hans lillebror var enkemand og uden tvivl forhandlingerne om en værdig efterfølger til at tage Aennas plads. På den lyse side ventede der dog også muligheden for at se sin søn begynde sit første år som page og et ønske om at få flere sønner og døtre med Illunie.

Han ledte den tortallanske hær ud af Rodlund side om side med sin tidligere ridderherre og funderede i tavshed over fremtiden. Ganske vidst delte han ønsket om ikke at se Tisza igen, men han kunne absolut ikke lade være med at tænke over Tyras ringe forsvar.

I denne tråd får hver enkelt karakter mulighed for at skrive deres karakters farvel til Rodlund. Én post per karakter. Derudover står det naturligvis alle frit for at oprette tråde på vejen hjem. Der gælder de samme særlige regler som der gjorde på udvejen. Tropperne holder hvil ved Dannefortet den 19.-21. juli og ankommer i Corus den 15. august.

[Emry af Masbo]

Emry forlod Rodlund med blandede følelser. Tiden i denne by havde til tider føltes som en evighed, og til tider, var tiden fløjet afsted. Han havde lært nye mennekser at kende, og det var her, at han havde samlet mod til at fortælle sit livs kærlighed om sine følelser. Det var dog en lettelse at være på vej hjem. Det var virkeligt nu. De var virkelig på vej hjem.
Han glædede sig til at se sin mor og sin søster igen. Og han glædede sig til at se Gwyneth. Han havde ikke modtaget noget svar på hans brev til hende endnu, men han havde på fornemmelsen, hvad hendes svar ville være. Han havde i hvert fald tid nok til at spekulere over situationen. Om deres næste møde, og om Hertug Gyldensø ville give dem hans velsignelse.

[Gareth af Maloris Tinde]

Gareth red på en hest han havde lånt, ved siden af hende der havde fundet den til ham. Det var en mørkebrun hingst, der var rolig og nem at styre eller også var det rødtoppens tilstedeværelse der gjorde den så afslappet. Han var ikke helt sikker, i hvert fald var han glad for at forlade denne by i hendes selskab, selvom der var et par soldater der havde skævet til ham. Hans liv var for kort til at bekymre sig om andres mening, Aenne havde været der for ham mens han havde kommet sig over måneden hos Maren og han havde i sinde at bruge så meget tid med hende som han kunne. Corus ville blive noget andet og det var de begge klar over, selvom der var en chance for at de ville kunne gemme sig bedre i den store by. Alt dette fyldte Gareths tanker mens han red ud af Rodlund og så frem til at se dem der forhåbentligt befandt sig i hovedstaden. Hans søster og hans gode venner, som han savnede på trods af at han ikke havde været specielt længe væk.

[Nielain Rødmanke]

Nielain havde lånt sin hest til en der havde mere brug for den og selv sat sig i en vogn med et par syge soldater. Nogen skulle jo se efter dem og det kunne ligeså godt være ham, indtil en af de andre helbredere havde lyst til at overtage. Han havde dog langt fra noget imod at slippe fra hesteryg et stykke tid. Rejsen ville højst sandsynlig blive lang og trættende og selvom vognen var en smule vakkelvoren var det til at overkomme.
Det var ikke med et let hjerte han forlod byen, han brugte meget energi på at overveje deres, ham og hans søsters, situation når de ankom i Corus. Han ville tale med Catherea Guldblomme på et tidspunkt i løbet af rejsen og høre om hun vidste om de ville få brug for ham på paladset. Det ville være fint at få arbejde der, så ville han højst sandsynligt kunne hjælpe sin søster med at få arbejde i stalden. Disse tanker tyngede ham mens han sad i vognen og betragtede de to syge soldater, der igen var faldet i søvn.

[Piers af Masbo]

Det var ufatteligt, at de allerede skulle hjem igen. Piers var lettet over de få tab, forundret over Marens pludselige tilbagetrækning og tilfreds med at have noget st skulle hjem til. Ikke bare ventede Sira og Aria i Corus. Han havde også en alvorlig samtale med Hertug Gyldensø foran sig. Hans familie var allerede bundet sammen med Stenbjerg og Legan. Magtfulde lener i sig selv. At se Emry godt gift med en kvinde han holdt af, måske endda elskede, ville være en lettelse for både ham selv og Sira. Det ville ligeledes lette arbejdet med at finde den rette mand til Aria.

Han sad i sadlen og råbte sin egen deling af soldater og unge riddere op, da først de havde fået ordren fra Hertug Vårfos. Der var et enkelt jubelråb, før de red efter de første mænd og ud af Rodlund med kurs imod Dannefortet og Tortall.

[Robin Salmalín]

Robin havde ingen hest. Den hun havde redet fra Tusaine var rejst for få timer siden i selskab med den anden hær og hun havde taget afsked med den allerede dagen før. Hun forlod Rodlund som hun var kommet - i dyreskikkelse. Denne gang i skikkelse af en ilder og trygt snoet rundt om halsen på Arram. Da de red ud af byen gav hun en dæmpet, tilfreds brummen fra sig og vendte blikket fremad. Det var bare så uendelig meget nemmere at rejse sådan og hun nappede legesygt i hans øreflip, før hun hagede sig en anelse bedre fast i hans tøj og lagde sig tilrette rundt om hans skuldre.

Hjemme ventede hendes storebror og måske hendes forældre, men hun havde ingen forventninger om at skulle blive I Corus længe. Hun ville blot nyde tiden sammen med Arram, imens hun havde mulighed for det. Hendes liv var på vejen. Dette var blot endnu en.

[Annalyn Tømrer]

 
Annalyn troede ikke helt på, at hun rent faktisk var på vej hjem da det store følge af mænd, kvinder, soldater, riddere, menigmand,  heste, vogne og alt derimellem red, gik og kørte ud af Rodlunds port. Ikke desto mindre var det tilfældet og en spændt fornemmelse havde forlængst knuget sig fast i hendes mellemgulv,

Hun vidste der var langt hjem til Corus. Der ville gå adskillige uger før de overhovedet kom i nærheden af den egn hun kendte, men hun var betydeligt mere opstemt ved tanken om turen hjem, end hun havde været ved turen ud. 

Månederne på farten og ikke mindst månederne i Rodlund havde lært hende mange nye ting, men allerflest om sig selv. Hun var lykkelig for at skulle hjem, men også taknemmelig for de erfaringer hun var rigere og klogere.

[Aenne Rødmanke]

Aenne forlod Rodlund med meget blandede følelser. Rodlund havde været et vendepunkt i hendes liv, og hun vidste, at hun ville komme til at savne stedet en smule. På den anden side, var hun dog lettet over, at dette sikker ville blive den sidste lange rejse i hendes liv. I hvert fald i et godt stykke tid. Selvom hun nød at være fri, var det rart at have et sted at kunne kalde hjem. Hun håbede inderligt, at Corus ville tage imod Niel og hende med åbne arme, og at de med tiden kunne falde til dér. Tusaine var i hvert fald ikke længere en mulighed.

Hun sendte et smil til Gareth, da deres blikke mødtes. Hun havde lånt ham sin broders hest, en brun hingst, som Aenne (og Natskygge) holdt meget af. Hun sendte en trist tanke til Gareths gamle hest Pil, selvom hun aldrig havde mødt den.
Tanker om hvordan tingene ville blive i Corus lå konstant i baghovedet. Hun vidste ikke hvordan situationen ville blive mellem hende og ridderen ved hendes side, men der var ingen grund til at spekulere for meget over det. Der var alligevel intet andet for, end at vente at se. Hun ville hellere nyde hans selskab, så godt som hun kunne. Det der bekymrede hende mest, var hvorvidt Nielain og hende selv, ville kunne få arbejde.

[Arram Dalben]

 
Arram var lige så lettet som alle andre ved udsigten til at komme hjem, men på trods af kampene og alt der ellers var sket de måneder han havde været i Corus, følte han ikke at han havde spillet nogen større rolle. Ikke mere end alle andre, ikke mindst de mange soldater der nu gik mestendels bag ham.

Han sad lidt i sine egne tanker da en bevægelse og følelse af først blød pels mod hans hals, og lige efter små, skarpe tænder, rev ham tilbage til virkeligheden "Du ender i sadeltasken hvis du bliver ved med det der." brummede han lavmælt, slap tøjlen med den ene hånd og rakte op for at stryge sin lille rejsekammerat over hovedet med to fingre.

Han gjorde dog ingen anstalter til at gøre alvor af sin halvhjertede trussel og et ganske tilfreds smil lagde sig om hans læber mens de red videre med kurs mod Corus. Han glædede sig til at se sin familie, sin søster især. Tanken om hende fik smilet til at blegne lidt og et svagt suk undslap ham.

[Eda Fuglehvisker]

Eda endte et eller andet sted i bagtropperne, da hun havde haft travlt med at sige farvel til alle sine venner og var for udkørt til at ride op til sin kusine. Hun havde svært ved at glæde sig over at skulle hjem. Det var trods alt her hun havde udviklet sine evner og af en eller anden, ganske ulogisk, grund var hun bange for det ville forsvinde når hun kom hjem. Hun forsøgte dog at overbevise sig selv om at det ville være anderledes når hun engang var hjemme. Intet kunne nogensinde blive det samme nu.

Fuglene ville hun dog gerne have taget med sig, det knuste hendes hjerte at tage afsked med dem og hun ønskede mere end noget andet at det var muligt for hende at holde forbindelsen. Desværre ville det blive svagere jo længere væk hun kom, tænkte hun, mens hun red ud af porten og videre mod sit hjem Corus. Hun følte sig udmattet og træt, hun havde sovet dårligt og tvivlede på hun ville indhente den manglende søvn i løbet af de næste par dage.