Et lys i mørke

[Annabell af Lyslund]

Hallec af Disart

Vinter år 524 M.T.

Aaron havde været efter hende de sidste par dage og særligt i dag, hvor Annabell ikke havde kunnet følge med de andre, havde han være ganske modbydelig mod hende. Altid var det i skyggerne eller på en så diskret måde, at underviserne intet lagde mærke til, og Annabell vidste bedre end at sladre. Senest havde han spændt ben for hende, da hun gik med en fyldt kande druesaft, som selvfølgelig var skvulpet over, da hun væltede over hans ben. Hun havde slået sit knæ og blevet overhældt af druesaften, men det var ikke det værste. Det der virkelig havde gjort hende ked af det var at Aaron og alle hans venner havde peget på hende og grint højlydt.
Hvordan skulle hun nogensinde blive en god ridder, hvis han skulle være sådan hver dag?

Stadig med den nu let lyslilla skjorte, som var fugtig og lugtede af druer, havde hun forladt spisesalen og med retning mød staldene var hun løbet afsted.
I stalden kunne hun være i fred for andre, skønt deres latterbrøl stadig rungede for hendes indre øre, sad hun og nød kun at være i nærheden af dyrerne. Hun var så oprevet at hun ikke bed mærke i hvor koldt det var at sidde der i en fugtig lærredsskjorte. Ligesom hun heller ikke bed mærke i de fodskridt der hørtes ude midt i stalden. Ikke før personen stod tæt på. Hun rykkede sig helt ind i hjørnet af den bås hun sad i og forsøgte at være helt stille, men kom så til at snøfte. Bare personen ikke hørte hende.

[Hallec af Disart]

Det var en temmelig stor forandring at være page, fremfor en universitetsstuderende. Et halvt år inde følte Hallec sig stadig gul og blå over det hele, konstant træt og hvis ret skulle være ret, også en smule ensom. Alligevel blev han ved med at kæmpe, selvom han godt kunne have brugt en lur, fremfor at se til en af hestene i stalden.

Han gabte, som han trådte ind og stoppede op for at se sig lidt rundt, desorienteret. Som han stod der og forsøgte at finde ud af, hvor han skulle starte, fangede en lyd hans opmærksomhed. Han drejede hovedet, tog et par skridt og stak hovedet ind i en bås, hvor han fik øje på en page, han ikke genkendte. Øjenbryn trak sig lidt sammen.

"Er alt som det skal være?"

[Annabell af Lyslund]

Hun var blevet hørt, men hun kunne ikke placere stemmen. Hvem var dens ejermand?
Forsigtigt kiggede hun op, håret der tidligere havde være samlet i en fletning havde delvist løsnet sig, og hun strøg de værste hårlokker væk fra ansigtet, og tørrede øjnene. Hun prøvede at tale, men der sad en stor klump i vejen, som hun først måtte synke.

”alt er fint” fik hun sagt og skar så en grimasse, det havde sket ikke lydt overbevisende. ”Hvem er du, og hvad laver du her?!” råbte hun ud til den fremmede stadig med lidt grødet stemme.

[Hallec af Disart]

Hallec spærrede øjnene lidt op over den voldsomme reaktion og naturligt nok trådte han et lille skridt tilbage.

“Tag det roligt. Jeg er her bare for at se til hestene,” svarede han. “Fordi... Det er stalden. Det er her folk kommer for at gøre det. Jeg spurgte bare om alt var, som det skulle være.”

[Annabell af Lyslund]

Annabell så skyldbetynget op på ham, det havde ikke været meningen at være så grov. Hun vidste desuden stadig ikke hvem han var, bare han ikke var en eller anden vigtig, så hun nu var i problemer. "Undskyld.. Det var ikke Dem det skulle gå ud over." Hun tørrede øjnene endnu engang og kom roligt på benene. Skjorten var stadig mørk, hvor der var spildt druesaft og hun lugtede af det.

"Du har ret, det er nok det bedste sted at kigge efter hestene." Lød det fra hende med et lille smil på læberne. Det var faktisk ganske rart at der var en nu, en hun ikke kendte. En der ikke kendte hende. "Er De ny her?"

[Hallec af Disart]

Mange var måske blevet fornærmet over pigens ord, men Hallec var rolig af sind og tog det ikke så tungt. Derfor blev han da også stående og så på hende med let sammentrukne bryn. "Ja... Er det så tydeligt?" svarede han med et lille, skævt smil og kløede sig en enkelt gang i nakken.

Blikket gled en enkelt gang ned over hende og hendes rodede udseende. Brynene trak sig lidt sammen og mørkebrune øjne rettede sig mod hende igen. "Har... Du brug for at snakke med nogen?"

[Annabell af Lyslund]

Annabell løsnede resterne af fletningen, snurede håret rundt en enkel gang og slap det så i nakken. "Tydeligt? ved jeg ikke.... Men jeg har aldrig set Dem før" Et smil begyndte at vinde ind på læberne og hun virkede ikke helt så ked af det mere. Det var dog rart at nogen spurgte til hende. "Jeg kom i kambolage med min bror og hans slæng. Jeg ved godt jeg ikke burde sidde her og tude, men det blev bare for meget." Hun kiggede ned af sig selv, og rystede på hovedet. "Jeg vil ikke forstyrre Dem. men lidt selskab kunne gøre godt."

[Hallec af Disart]

Hallec smilede ganske let. “Jeg har tid til at snakke,” konstaterede han mildt. I virkeligheden kune han også godt bruge selskabet. Det kunne være ensomt at være page på hans alder.

“Og jeg tror på, at det er sundt nok at få afløb for sine følelser engang i mellem. Hvorfor kom du i karambolage med dem?”

[Annabell af Lyslund]

Annabell kiggede vred på ham men holdt stemmen blid, det var trods alt ikke hans skyld hun var sur "Fordi jeg blev født først tror jeg? Det er dumt, for han får alligevel hvad han gerne vil have. Han mener bare stadig jeg burde droppe mit ynkelige forsøg på at blive en dreng" Det sidste blev sagt med en vrængende stemme som gjorde det tydeligt at det var noget hun havde hørt fra sin broder alt for ofte. "Jeg tror han nyder at se mig fejle, selv når det er fordi han spænder ben for mig. Ja, det r derfor jeg dufter så dejligt af druesaft nu." Det var en smule klistret faktisk men det lagde hun først mærke til nu hun var færdig med at græde.

[Hallec af Disart]

Hallec stod med let sammentrukne øjenbryn, som hun begyndte at fortælle. Så snart det blev klart, glattede rynken sig dog ud og et forstående udtryk tog over. Han tog en indånding, da hun var færdig med at fortælle.

"Så skulle du måske lade være med at høre på, hvad han siger," konstaterede han. "Det lyder i hvert fald ikke som om, at han er værd at høre på."

[Annabell af Lyslund]

Havde han ikke forstået det endnu? Hun lyttede jo netop ikke til hvad hendes lillebror sagde, det var det der altid førte det så langt ud. Den diskutioner. Ikke hun dig ikke taske med en fremmed. I stedet smilede hun til ham. ”tak. Det rart at møde en der er på min side”

Det var altid svært fordi hun stod skabe mod sin broder og hans slæng. Det skulle hun dog ikke bukke under for.

[Hallec af Disart]

Hallec var ikke sikker på, om hun præcis forstod hvad han mente med sine ord, men det var også ligegyldigt. Han smilede blot imødekommende. "Op på hesten igen, som man siger," konstaterede han opmuntrende.

"Skal jeg følge dig tilbage til dit værelse? Det ligner, at du godt kunne trænge til en ren bluse..."

[Annabell af Lyslund]

Annabell smilede ved den høflige forespørgsel. Det kunne nok egentlig være meget rart at får det klistrede våde tøj af. "tak det må du gerne" Hun smilede igen til den ældre væbner. Han burde vel egentlig være ridder nu. Hvordan mon det hang sammen?