Forbandede furie

[Raoul af Condia]

Få dage efter midvinter med Gisela af Condia

Raoul havde været i sit eget, personlige helvede de første dage. Men så blev han også rationel. Da han sendte to tjenere afsted om morgenen, havde han ikke forventet, at Gisela ville være så langt fra rationel selv.

Hans tjenere dukkede dog op igen, røde om ørerne og rapporterende om en rasende prinsesse. Til sidst måtte han selv træde til.

Det var derfor forsvarsberedt, men ikke arrigt, at Raoul forsigtigt trådte ind af den reparerede dør til deres fælles gemakker.

[Gisela af Condia]

Gisela havde været sengeliggende lige siden aftenen efter midvinter. Ikke fordi hun var syg, eller fejlede andre ting. Men fordi der var sket to ting, som hun absolut ikke var i stand til at håndtere. Raoul var den ene, og det der foregik i hendes mave den anden.

Men det havde også sat hendes humør på en spids. I en frygtelig grad, at hun stort set isolerede sig i soveværelset. Så da to tjenere var kommet ind, og havde fortalt hende deres ærinde var hun blevet mildest talt rasende. Så forbandet rasende.

Hun havde råbt. Rigtig meget, og tilsidst endt med at smide noget efter dem, så de endelig forlod soveværelset og lod hende være alene.

Gisela havde netop lige lagt sig til rette i sengen igen, da døren gik op. Hun kunne nemt høre skridt, for gemakkerne fra mennesketomme, hvis man så bort fra hende selv. Da en mørkhåret mand, hun for blot få dage siden havde brugt ordet kæreste over for, trådte ind ad døren, kneb hun øjnene sammen.

[Raoul af Condia]

Raoul havde aldrig set Gisela se præcis så rasende ud og stoppede nærmest instinktivt op i god afstand fra sengen. Hans behov var ellers i høj grad, at kravle op til hende og sikre sig, at hun var i god stand. I stedet stod han stivrygget og så dragen i øjnene. Hun ville være bedre sat uden ham.

"Gisela," begynde han mildt, næsten beklagende. "Du har overfaldet mine tjenere. Hvorfor?"

[Gisela af Condia]

Giselas grå øjne flakkede et øjeblik, da hun hørte mildheden i hans stemme. Hun rørte uroligt på sig, da en trang til at være i hans arme meldte sig med en desperation, hun ikke havde følt før.

"Fordi de ville flytte dine ting," svarede hun bestemt og lagde armene overkors, mens hun tog blikket til sig. Hun bøjede nakken, ikke villig til at møde hans blik. Hun var alt for vred. Bange. Og såret.

[Raoul af Condia]

Raouls bryn trak sig en smule sammen, men svaret kom ikke rigtig bag på ham. Han foldede hænderne bag ryggen og betragtede hende, som hun sænkede blikket.

"Jeg tror det vil være bedst for dig, hvis ikke jeg er for tæt på," konstaterede han. "Din kusine er tydeligvis enig."

At kusinen i øvrigt tydeligvis også var mere end hvad hun så ud til, lod han være for nu. Han havde dog alle planer om, at rapportere det til Jonathan.

[Gisela af Condia]

Gisela fnøs af hans ord. Hun var ikke enig. Langt fra. Det virkede mere og mere på hende, som om han flygtede. Igen.

"Kornelia og jeg er som tvillinger," bemærkede hun. "Mit velbefindende står hendes hjerte meget nært." At det ikke var hele grunden, nævnte hun ikke noget om.

"Og desuden har jeg brug for dig." Hun løftede denne gang blikket og så direkte hen på ham med et fast blik. "Vi har brug for dig." Gisela gik ud fra, at helbrederen havde talt med ham. Hun havde trods alt ikke set ham før nu, siden han havde forladt hende. "Os alle tre."

[Raoul af Condia]

Raoul stirrede på hende, da hun nævnte de to liv i hendes mave og hans egen trak sig sammen. Han sænkede blikket efter et øjeblik og blev stående, stiv som en stenstøtte, men ikke i nærheden af at være lige så hård.

"Jeg kan ikke," svarede han lavmælt. "Den mand jeg bliver til med dig... Det er ikke godt for dig. Eller dem. Jeg troede det kunne lade sig gøre. Men du kan se hvad der sker. Hvad der var lige ved at ske. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis det skete igen."

[Gisela af Condia]

Giselas blege kinder blev højrøde af raseri ved hans ord. Ved hans fuldkommen kujonagtige ord! Hun skød dynen til syne, og rejste sig op fra sengen.

"Den mand du bliver til, når du er sammen med mig, gør mig glad," hvæsede hun hidsigt. "Den gør mig sårbar og tåbelig. Så tåbelig, at jeg var dum nok til at tro, jeg kunne holde til en hel aften ved ballet forleden, blot for at være sammen med dig!" Lød det spruttende fra hende, og hun løftede afværgende hånden, i tilfælde af, at han ville bryde ind.

"Hvis du... Hvis du tager dine ting..." Hendes øjne slog gnistrer, og hun knyttede sine hænder, så knoerne blev helt hvide. "Så vil jeg aldrig elske dig igen!"

[Raoul af Condia]

Raoul var ganske rigtigt ved at bryde ind flere gange, men blev stoppet af furien foran sig. Hans kæbe faldt da også helt naturligt, da hun hvæsede sin kærlighedserklæring af ham. Han stirrede forståeligt noget og endte med at gå frem imod hende med hævede hænder.

"Læg dig ned," bad han, uden at svare på ordstrømmen, selvom hans mellemgulv hoppede og danse. "... Så er du sød."

[Gisela af Condia]

Gisela kneb øjnene sammen, og sendte ham sit mest mistroiske blik, hun var i stand til at mønstre, inden hun drejede rundt på hælen med et fnys.

Næsten i march gik hun hen til sengen, hvor hun lagde sig ned, og trak dynen over sig. "tilfreds?" Spurgte hun, da hun løftede blikket og så op på ham.

[Raoul af Condia]

Raoul kørte en enkelt hånd igennem håret og trak en af de rygløse stole hen til sengen, før han satte sig og betragtede hende lettere miserabelt.

"Du kan umuligt tro, at jeg er tilfreds," svarede han langsomt. "Du bliver nødt til at forstå, Gisela. Det er sket før. Aenna. Jeg ved du hader at høre hendes navn, men jeg elskede hende og hun døde. Var det fordi hun var syg eller fordi jeg ikke kunne lade hende være under graviditeten? Jeg ved det ikke. Det kommer jeg aldrig til at vide. Men hun er død og måske er det min skyld." Han lænede sig frem med albuerne hvilende på sine knæ og stirrede lidt frem for sig. "Nu er du her. Gravid. Og jeg elsker dig, meget mod min egen vilje. Og jeg kan ikke holde fingrene fra dig, men du må ikke dø, Gisela. Det kan du bare ikke. Jeg vil ikke gøre det mindste for at risikere det."

[Gisela af Condia]

Gisela havde svært ved at forberede sig på det, som Raoul ville foretage sig. Hun havde generelt svært ved at forebrede sig på Raoul og hans lunefulde humør. Hun så på ham med øjenbrynene trukket sammen og en let rynken i panden, da han trak en stol hen til sengen.

Da han nævnte sin tidligere hustru, følte hun igen, hvordan det vendte sig i hende. Hun fik altid kvalme, når navnet blev nævnt. Hun hadede den kvinde.

Hun var lige ved at bryde ind, og komme med protester. Højlydte, vrede og rasende protester da hendes ører svagt opfattede gengældelsen af hendes kærlighedserklæring. Hun tog en dyb indånding. "Jeg er gravid, med tvillinger. Men jeg er ikke syg. Jeg er træt og udmattet, ikke syg," lød det stålfast fra hende. "Jeg ved lige så lidt om, hvad A... Din tidligere hustru fejlede. Jeg ved kun, at jeg vil gå hen og visne, hvis du går fra mig."

[Raoul af Condia]

Hun forstod ingenting. Og Raoul betragtede hende med et lettere desperat blik. Han endte med at gemme ansigtet i hænderne og stirrede ned på gulvet, som han sad foroverbøjet og forsøgte at finde ordene, så hun kunne fatte alvoren.

"De sagde, at du besvimede," kom det endelig fra ham, uden at han rykkede sig. "Du er ikke engang mere end et par måneder henne og du er allerede udmattet." Han løftede hovedet igen. "Og Aenna fejlede ikke. Det er på tide, at du accepterer, at hun fandtes. Du kan ikke være jaloux på en død kvinde. Det er dig, der er min hustru nu."

[Gisela af Condia]

Gisela snerpede sine læber sammen, over den måde Raoul tydeligvis valgte at forstå hendes ord. "Jeg sagde ikke, at hun fejlede. Jeg sagde, jeg ikke ved, hvad hun fejlede af sygdom." Hun så væk fra ham.

"Jeg besvimede, da jeg blev ulykkelig over, at du gik," mumlede hun og krøb længere ned under dynen. "Hvis jeg er din hustru nu, så skal du standse med at sammenligne mig med A..." Hun trak vejret dybt ned i lungerne. "Med Aenna. Jeg ligner hende ikke, hverken af udseende eller personlighed," lød det lavmælt fra hende, næsten som om det irriterede hende faktisk. "Hvis du havde været den der døde, ville du så have, at Aenna skulle gå og frygte verden, fordi hun sammenlignede alt i den med dig?"

[Raoul af Condia]

Raouls kæbe var spændt, men han lyttede. Nok til at fatte, at jalousien løb dybt. Også nok til at fatte, at det ikke var noget han kunne gøre noget ved. Han kørte en hånd igennem håret og efterlod det strittende som et pindsvins pigge.

"Jeg frygter ikke verden," svarede han, efter et langt øjebliks tavshed. "Men jeg kan ikke lade dig være, Gisela. Og du er rædselsfuldt provokerende. Det driver mig til vanvid. Du driver mig til vanvid. Du fortjener en mand, der ikke har lyst til at gøre de ting ved dig, som jeg har."