Løsningen på et problem.

[Lorcan af Tameran]

Ercole af Groten

Lorcan af Tameran var en mand der ikke overlod noget til tilfældighederne. At han uden at vække opmærksomhed med sin hætte trukket godt op for at skjule hans ansigt kunne træde ind templet, i ly for sneen der rasede udenfor havde været vel planlagt. Hans beklædning, en tyk uldkappe der var viklet godt omkring ham, fik ham derfor også uset ind i templet, hvor han med myndig stemme henvendte sig til en mørklødet mand.
"Undskyld mig broder, jeg søger en helbreder, jeres bedste." Han lettede en smule på hættens folder, så hans ansigt blev synligt, og mødte manden med et intenst blik der tydeligt afslørede vigtigheden af hans henvendelse.

[Ercole af Groten]

Det var altid tydeligt at se i bybilledet og i templet, hvilke mennesker, der prøvede for hårdt på ikke at blive opdaget. Hemmeligheden til at være diskret, var ikke at prøve for hårdt. Som en, der aldrig bare gik i et med baggrunden i Tortall, kendte Ercole for godt til forsøgene og betragtede den mand, der gik direkte op til ham i templets gård.

Hans mundvige sitrede et øjeblik, men så nikkede han let. "Jeg er helbreder, Mester," svarede han roligt. "Hvad er problemet?"

[Lorcan af Tameran]

Lorcan brød sig langt fra om situationen. Han havde aldrig været bange for at skride til handling, og dog havde han måtte bide i et imponerende surt æble, for at opsøge templet.
"Kan vi tale om det i enrum?" Hans stemme var rolig, myndig, men alligevel også en smule insisterede.

[Ercole af Groten]

I templet havde kun præsterne myndighed og Ercole udstrålede komplet ro, som han så manden an. I porten fik man frataget sine fysiske våben, men noget ved denne herre fik ham til at tænke, at der var mere end øjet kunne se.

"Vi kan gå til sygefløjen," konstaterede han efter en pause. "Der er... aflukker."

Han gestikulerede med den ene hånd og ventede på, at manden fulgte ham.

[Lorcan af Tameran]

Lorcan brød sig på ingen måder om situationen. Han var alt for stolt til at spørge om hjælp, men han var efterhånden også ved at løbe tør for muligheder. Han vidste at han var udsat i templet, og med hastige skridt gik han mod broderens udstrakte hånd.
"Jeg behøver vel ikke at gøre det tydeligt at jeg ønsker min situation håndteret med diskretion." Fik han lavmeldt sagt mens de gik, med en stemme der ikke lod sig sige imod.

[Ercole af Groten]

Ercole tog manden ved siden af ham relativt lidt seriøst. Han anså tydeligvis sig selv som vigtig. Det var han ikke den første til.

"Vi er altid diskrete," konstaterede han. "Hvis De vil følge med ind her," bad han, før han fulgte ham ind på sygefløjen, der var indrettet med simple små aflukker, private af syn, men ikke af lyd.

[Lorcan af Tameran]

Et aflukke var ikke just hvad Lorcan forbandt med et diskret sted. Misbilligende gled blikket rundt på stoffet der måske ville skærme nysgerrige øjne, men langt fra nysgerrige ører.
"Jeg mente et diskret sted. Ikke et hvor resten af templet kan lytte med. Jeg forsikrer Dem om at jeg vil gøre der værd for Dem.. Eller templet at hjælpe mig" om den donation han havde inde i kappen skulle i tempelkassen eller broderens lomme var ham underordnet, men han håber at den ville motivere den mørklødede mand til at løse hans problem omhyggeligt.

[Ercole af Groten]

Mørke bryn trak sig sammen, men Ercole var intet naivt fjols. Han kunne til gengæld heller ikke flytte måne og stjerner.

"Hvis det er et problem med helbredet, så har vi bedst muligheder for at hjælpe her. Der er et aflukke herovre, et godt stykke fra nysgerrige ører. Hvis problemet er anderledes, så kan vi gå tilbage mod selve Hans tempel...?"

[Lorcan af Tameran]

Lorcans lyse øjne gled rundt på de spartanske aflukker. På trods af at han havde været i felten, faldt indretningen ikke i hans smag.
"Det drejer sig ikke om brækkede lemmer eller almindelig sygdom, men noget mere.. prekært." Hans stemme var lavmeldt, mens hans blik var sigende, dog uden at afsløre hvilken kropsdel det drejede sig om. Han havde udvalgt sig den mørklødede bruger, og havde ikke tænkt sig at inddrage flere.
"Måske jeg kan besvare dit spørgsmålet i aflukket til en start?" Han var ikke begejstret, og alligevel bevægede han sig mod det tvivlsomme aflukke.

[Ercole af Groten]

Prekære problemer var ikke nødvendigvis Ercoles speciale, men han var færdigudlært helbreder såvel som han var præst og så gerne til manden.

Hånden slog da også blot ud imod aflukker, før han fulgte efter og selv lukkede af, ved at trække et stykke groft linned for.

Inde i aflukket var der en enkelt seng og en lille stol uden ryglæn. "Sæt dem endelig," opfordrede han med en gestus mod sengen, før han selv sank ned på stolen. "Og fortæl mig om dette prekære problem?"

[Lorcan af Tameran]

Endelig væk fra nysgerrige blikke bag aflukkets grove stof, lod Lorcan sin hætte falde. Før han gjorde noget andet, rettede de lange fingre på et par genstridige brune lokker der var stukket af under mødet med hættens uld, før han endelig rettede sig mod præsten.
"Jeg vil ikke true dem Broder." Hans stemme var lavmeldt men bestemt.
"Men før jeg fortæller dem hvad der er galt, må de sværge at det ikke forlader dette aflukke eller Deres læber. Skal jeg købe Deres stilhed, eller er det forstået?" Lorcan havde ellers intet imod at true folk, og dog havde præsters moralkodeks det med at være temmelig genstridige og selvhøjtidelige.

[Ercole af Groten]

Ercole havde altid været meget bevidst om hvor han befandt sig i status i forhold til andre adelige, men indenfor Mithros-templets mure var han en broder og det betød, at han havde ret til at udvise folk, der var i foragt for Guderne, såvel som på anden måde opførte sig upassende. Det gav ham magt. En magt, som manden ikke havde. Derfor betragtede mørke øjne ham også udprægtet uimponeret ved de ord, der flød over hans læber. En desperat mand, vurderede Ercole hurtigt. Og desperate mænd var farlige mænd.

"Mine eder giver jeg kun til Mithros, Mester. De er svoret for længst og byder mig hjælpe hans tilbedere og udøve hans vilje. Hvis De ønsker at købe en heldbreder, så leder De det forkerte sted," konstaterede han ganske roligt. "Den store fader ser altid med. Han ved hvad der plager Dem. Om De vil lade mig hjælpe er op til Dem selv."

[Lorcan af Tameran]

Lorcans mine strammedes en smule, uden at det bydende smil forlod hans læber. Han havde tydeligvis valgt den forkerte præst.
"Alt hvad jeg beder om er en smule sikkerhed. Hvad De fortæller Deres herre er mellem ham og Dem, jeg vil blot være sikker på at hvad der sker bag dette forhæng ikke er en sag for resten af Corus." Lorcans lyse øjne hvilede indgående på præsten. Han havde allerede fortalt ham at han havde et problem. Katten var ude af sækken. Lorcans greb strammede sig til knoerne blev hvide. Han blev nødt til at sikre sig at han ikke havde sluppet den ud forgæves.
"Men jeg har en formodning om at mit problem kræver hans guddommelige hjælp."

[Ercole af Groten]

Den rolige mine knækkede ikke, selvom Ercole følte truslen ramme sig igen. Han foldede hænderne over hinanden, skjult af de orangerøde robers vidde ærmer. En dyb indånding fik hans skuldre til at løfte sig lidt, men ellers stod han ubevægelig.

"Dette er ikke en tesalon, Mester," konstaterede præsten afmålt, men i komplet balance og forsikring. "Fortæl mig om Deres problem, så vil jeg gøre hvad der står i min magt for at afhjælpe det."

[Lorcan af Tameran]

Lorcan tog en dyb indånding gennem sine næsebor, mens han forsikrede sig selv om at det var den rigtige beslutning at betro sig til præsten. Salver og artefakter havde indtil videre ikke hjulpet ham, og måske var guddommelig indgriben lige netop det der skulle til.
"Min manddom.." Hans stemme var lav, som ordene kom over hans næsten sammenbidte tænder.
"Lystrer mig ikke længere. Jeg kan ikke udføre min ægteskabelige pligt." Øjnene forblev på den unge præst, mens vejrtrækningen gennem næstebordene stoppede og han holdt vejret.