Barokke barndomsminder

[Ercole af Groten]

Margarry af Mindelan

Det var en af de dage, hvor der ikke var frygtelig meget at lave og alt Ercole egentlig foretog sig var at sortere urter. Ikke at det ikke viste sig at være ganske frugtbart på de dage, hvor der så ikke var tid.

Til gengæld havde han i sin pause besluttet sig for, at få noget fortjent luft og han var på en større vandretur, da han fik øje på Margarry. En behagelig overraskelse, omend han måtte sætte den gode fod foran, for at indhente hende og fange hendes opmærksomhed med en hånd på hendes arm.

[Margarry af Mindelan]

Margarry var vant til at være beskæftiget og tiden i Corus efterlod hende rastløs. Der var ingen udsigt til den næste udsending og heller ingen nyheder om, hvornår introduktionen til Neilan ville finde sted. Alt i alt efterlod det hende uden meget formål, noget der ellers ville være kærkomment ovenpå den forfejlede mission.

Det fyldte hendes tanker, som hun gik en af de mange ture, der lige nu gav hende lidt at give sig til. Hvad hun ikke havde forventet, var følelsen af en hånd mod sin arm og instinktivt spændte musklerne sig, som hun drejede sig - måske med hurtigere reflekser end de fleste. Synet der mødte hende erstattede dog den momentære overraskelse med glæde og et smil voksede med det samme frem på hendes læber.

"Ercole," lød det forundret fra hende. "Sikke en overraskelse."

[Ercole af Groten]

Ercole var ikke decideret forpustet, men hans hjerte bankede måske en anelse hurtigere end ellers, over at være sat efter Margarry. Han stoppede op, trak straks hånden til sig og bøjede hovedet let i en ganske høflig hilsen, der dog ikke fik det muntre glimt væk fra de mørke øjne.

"En overraskelse? Med tanke på hvor du er, skulle jeg ikke tro det?" Hans mundvige sitrede. "Margarry."

[Margarry af Mindelan]

Margarry hævede øjenbrynene lidt over præstens tørre vittighed og hun fnøs lavmælt, men trak alligevel på smilebåndet. "Jeg er ikke vant til at blive stoppet her. Du må tilgive mig en tilvænningsperiode," svarede hun afvæbnende, men selv en smule tørt. Hun drejede sig dog helt mod ham og smilet blev en kende mere reelt. Det var endnu engang et glædeligt gensyn.

"Men det er også en fornøjelse. Er alt vel?"

[Ercole af Groten]

Ercoles blik spillede, men smilet var slet og ret venligt og han bøjede hovedet let i både hilsen, accept og svar på en gang.

"Meget vel. Vejret er godt, Mithros er ikke vred i dag. Og jeg har vasket alle hylderne i klosteret for støv." De mørke øjne gnistrede af noget mere end from alvor. "Og du er her, men ikke for at gå en længere tur med mig, kan jeg tænke mig. Hvad optager dig, Margarry?"

[Margarry af Mindelan]

Præster havde en evne til at se ind i ens tanker, men Margarry kunne ikke lade være med at føle at det var øget med Ercole - og det på trods af at hun ikke havde set ham i årevis. Måske var det hans erhverv, der følte at hun kunne betro sig til ham. Måske var det noget mere end det.

I hvert fald smilede hun mildt. "Ikke oprindeligt, men jeg ville nyde dit selskab," svarede hun lavmælt og mødte hans blik. "Det ville være en velkommen distraktion fra rastløsheden. Det er vist den, der optager mest for tiden."

[Ercole af Groten]

Ercole trak på smilebåndet og betragtede Margarry ganske underfundigt. "Rastløshed," konstaterede han, som han slog let ud med den ene hånd i en opfordring til at gå sammen.

"Jeg forstår du kan opleve den. Men så længe du ikke selv er herre over hvornår livet bevæger sig videre, så er alt du kan gøre at finde et projekt at bruge tiden på. Er der ikke noget du kan opnå her i Corus?"

[Margarry af Mindelan]

Margarry tog gerne imod præstens råd og lyttede med reel interesse for at løse sit problem. En tænksom lyd undslap hende og hun faldt ind i takt med Ercole, som efterårssolen skinnede ned over dem.

"Jeg er her for at møde min trolovede, men arrangementet er endnu ikke faldet på plads," svarede hun med blikket rettet mod stien foran dem. "Jeg har svært ved at finde andet at gøre end at vente."

[Ercole af Groten]

Ercole havde aldrig været i Margarrys position. Det havde været klart fra en tidlig alder, at hans liv ikke lå i de ægteskabelige baner. Han ville ikke arve Groten og selvom hans passion for magien og helbredelsen kunne have ledt ham af en verdslig vej, så havde Mithros talt til ham i drømme, da han var helt ung. Nu var han så langt nede af den vej, at det virkede som en pudsig skæbne, at skulle forloves. Han trak en anelse på smilebåndet, men ikke hånligt.

"Det må være meget frustrerende, at skulle vente på papirarbejde," bemærkede han, imens han så til siden på hende. "Men der må alligevel være en mulighed for at udnytte dit forlængede besøg i hovedstaden til noget. Er der ikke andre riddere du kan mødes med? Eller væbnere?" Han vidste ærlig talt ikke om hun havde en. De havde trods alt kun lige genoptaget et barndomsvenskab.

[Margarry af Mindelan]

Margarry slap en bekræftende lyd, som hun så tænksomt fremfor sig. "Det er det. Især noget, som jeg ikke selv har indflydelse på," svarede hun, uden at lyde bitter over netop det - snarere bare konstaterende. Ved det næste, så hun mod Ercole igen.

"Måske. Jeg har aldrig været god til at være ved hoffet. Men jeg kunne selvfølgelig aflægge væbnerskolen et besøg..." musede hun, før hun smilede let. "Jeg vidste ikke at præster også kom med så lavpraktiske råd."

[Ercole af Groten]

Et forbavset smil trak kortvarigt op i Ercoles mundvige og han kneb øjnene en anelse sammen bagefter, som han betragtede Margarry et øjeblik. "Lavpraktiske råd? Du mener, at du ikke har en væbner? Jeg var ikke sikker." Han tog en dyb indånding.

"Det er ikke udenfor vores sfære at beskæftige os med hvad der er godt for mennesker og for samfundet. Det er godt for dig, at få en ny spire, at pleje og gro, så du bliver mindre frustreret over, at være groet lidt fast. Det er godt for samfundet, at en væbner bliver oplært af en dygtig og... Ukonventiel ridder. Og dermed vil det utvivlsomt tilfredsstille Ham."

[Margarry af Mindelan]

Margarry var ikke sikker på, om det på et eller andet plan var blasfemisk at tale til Ercole på den måde, men da han svarede, havde hun ingen fortrydelser. Hun musede over ordene og selvom hun havde været rastløs før, smilede hun nu som om hun ikke havde en bekymring i verden.

"Du smigrer," kunne hun ikke lade være med at svare med et glimt i øjet. "Nej, jeg har ingen væbner. Dine ord får mig dog til at tænke, at det måske er på tide. Om ikke andet, har du givet mig lidt formål igen."

[Ercole af Groten]

Det var ikke uvandt for Cole, at se menneskers skuldre falde og lidt bekymring forsvinde fra dem under en samtale. Selvom meget af hans arbejde handlede om helbredelse og tilbedelse, så var simple, rådgivende samtaler også en stor del af det og dette var ikke meget anderledes. Måske en lille smule anderledes.

Han smilede til hende uden den store bekymring og rakte frem, for at give hendes skulder et enkelt klem, dvælende et øjeblik med hånden der, før han lod den falde og strakte og klemte fingrene sammen i ly af kåben. "Som jeg forstår det på Bernin, er det en pligt som ridder - og især som arving - at hjælpe andre med at nå samme sted hen som man selv er. Når man er klar. Er du klar til ansvaret?"

[Margarry af Mindelan]

Margarry drejede instinktivt hovedet lidt, da Ercoles hånd hvilede mod hendes skulder og hun endte med at rykke en enkelt gang på den, da først han havde taget den væk igen. "Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have en væbner. Det havde ikke slået mig, at det kunne være nu, men... Ja. Det tror jeg," musede hun og så tilbage på ham med et let drømmende smil.

"Jeg tror, at det var godt, at jeg mødte dig her i dag," tilføjede hun med varme i de brungrønne øjne, før hun så frem for sig igen. Opløftet.

[Ercole af Groten]

Ercole trak lidt på smilebåndet, selvom hans fingre stadig var trukket tæt sammen og han ikke helt vidste hvad den fornemmelse han havde i dem var. Han skyndte sig at fokusere på det langt mere vandte i rådgiverrollen.

"Det er jeg glad for, at du siger," svarede han. "Det er altid bedst, at se et problem fra mange vinkler. Det kan være en hjælp, at få en anden til at hjælpe med det."