Ømme fødder [R]

[Gisela af Condia]

Raoul af Condia

Der var bal hos Hertugen og Hertuginden af Marmist. De fejrede, at en ny arving til Marmist var blevet født, og nok også, at der var Condia-blod i barnets årer. Både Gisela og Raoul var nærmest tvunget til at deltage, da det trods alt var Raouls fætter, der var fader til barnet.

Aftenen var startet ud med en overdådig middag, bagefter havde mændene besøgt herreværelset hos Hertugen, mens kvinderne var gået ind i salonen. De havde spillet kort, sunget og ført samtaler på ganske overfladisk vis. Til sidst sluttede mændene sig til dem, og den store sal i palæet blev åbnet.

I den store sal befandt der sig et orkester, som skulle spille musik. Rundt omkring var der borde med små anretninger, kander med vin, cider og saft. Der var stole og bænke, som man kunne sidde i og ømme sig over sine fødder, når man havde danset for meget.

Det var i en af disse stole, at Gisela havde sat sig. Hun følte sig svimmel og havde ømme fødder efter de mange danse, som hun havde deltaget i. Ridder Iago var en ganske glimrende danser, men det var Greven af Tirrsmont også. Hun havde lige afsluttet en dans med den selvsamme Greve, da han var blevet en anelse for nærgående. Og tydeligvis fuld. Hendes blå øjne gled over gæsterne i sin søgen efter Raoul. Hun havde startet med at danse med ham, men siden da havde de hver især danset med andre. Eller hun havde. Mon ikke han havde fundet nogle bekendte og en kande vin?

[Raoul af Condia]

Raoul var ikke blind for hvor Gisela befandt sig, men havde ikke limet øjnene på hende konstant. Han så dog et særligt tæt øjeblik mellem hende og Greven af Tirrsmont og han konkluderede, at det ikke var sikkert, at han var den eneste. Efter en kort stund, undskyldte han sig fra sin samtale og sank snart ned i en stol netop ved siden af sin hustru, hvis blik han fangede ganske uden tøven med et let smil, der ikke overstrålede gløden i hans blik.

"Nyder du aftenen, Prinsesse? Og selskabet?"

[Gisela af Condia]

Gisela lænede sig træt tilbage i stolen, da en tjener kom gående forbi med en bakke. Hun rakte ud efter den milde cider. Hun havde fået rigeligt med vin, og ønskede så absolut ikke at efterligne Greven af Tirrsmont.

Ud af øjenkrogen lagde hun mærke til den mørkhårede Prins, der satte sig ned ved siden af hende. Langsomt slyngede hun den lyse væske rundt i glasset. "Aftenen? Ja. Selskabet? Måske. Nogen mere end andre," svarede hun med et skuldertræk og så Greven i en dyb samtale med sin hustru. Så drejede hun hovedet og så på sin mand. "Hvad med dig?"

[Raoul af Condia]

Raoul betragtede hende, mere underholdt end vred, men alligevel med et glimt i øjnene, som ikke helt var så letsindigt som det tilforladelige smil på hans læber. Han nippede til sit eget krus med ganske uskyldig frugtsaft og trak på skuldrene.

"Jeg har ikke kedet mig lige så meget som jeg regnede med at gøre. Men du har jo også givet glimrende underholdning, med din lille opvisning for lidt siden...?"

[Gisela af Condia]

Gisela himlede med øjnene over blikket hun fik tilsendt af sin mand. Ved hans ord, stak hun blidt en albue i siden på ham. "Så, gamle mand. Blot fordi Greven tilsyneladende ikke er helt tilfreds med sin hustru..." Hun fnøs og kastede hovedet i retningen af ægteparret. "Men hun er tydeligvis heller ikke særlig tilfreds med sin mand." Hun så tilbage på Raoul. "Det var slemt, ikke?"

[Raoul af Condia]

Raoul løftede et bryn over Giselas albue og greb hendes hånd, inden hun kunne nå at få armen til sig. Han kyssede hendes håndryg, imens han så hende direkte i øjnene.

"Det var det," konstaterede han, så snart han havde sænket deres samlede hænder. "Og jeg er heller ikke helt tilfreds med min hustru..."

[Gisela af Condia]

Gisela spærrede øjnene op, da han greb hendes hånd mens hun var ved at trække den til sig. Hun satte sig dog ikke imod, skønt det fik hendes kinder til at blive lyserøde. De var trods alt ude i fuld offentlighed, og endda et sted, hvor det ikke var deres egne tjenere.

Hun rynkede panden. "Ikke tilfreds? Hvorf..." Hun løftede det ene øjenbryn. "Jeg har kun danset Raoul. Greven havde fået for meget at drikke. Det var ikke min skyld," forsøgte hun at forsvare sig.

[Raoul af Condia]

Raoul smilede endnu, men glimtet i hans øjne var ikke uskyldigt, selvom de spillede drillende. Han strøg sin tommel over Giselas håndryg og lod hende forsøge på et forsvar, selvom hans udtryk tydeligt lod hende vide, at det ikke havde nogen effekt.

"Når du på den måde lægger op til nærkontakt med mænd, der ikke er din mand, så kan jeg kun se det som en provokation, Prinsesse," konstaterede han, uden at slippe hende med blikket et eneste øjeblik. "Og den slags adfærd kan vi jo ikke have, vel?"

[Gisela af Condia]

Giselas kinder fik en mørkere farve, efterhånden som blikket i hendes mands øjne gik op for hende. Hendes blik flakkede, og afsøgte, om nogen så hen på dem. Hun var ret sikker på, at det ikke var tilfældet. Men man kunne aldrig vide. Tjenestefolk havde skarpere øjne og hørelse, end man kunne drømme om.

Hendes hånd virkede lille i hans, og den skælvede sammen med resten af hendes krop. "Hvad vil du gøre ved det?" Spurgte hun, og løftede sin anden hånd, for at fjerne en usynlig tot hår.

[Raoul af Condia]

Raouls stemme var ganske dæmpet og udtrykket i hans ansigt afslørede ikke mange af de tanker, der foregik inde bag. Øjnene var de primære formidlere af alle de frygtelige ting han kunne gøre ved Gisela og de spillede ganske uvorent, som hun skælvede.

"Først," lagde han afslappet ud, imens han tog sig sin tid og lod tavsheden tale for sig. "Vil jeg tage alle dine mange hårnåle ud, så du ikke ender med at bruge dem som våben imod mig." Han smilede skævt. "Og flette dit hår i en lang fletning, så det ikke falder ned i øjnene på dig, når du lægger dig over mine knæ..."

[Gisela af Condia]

Gisela anede ikke, hvad hun skulle stille op med Raoul. Hun kunne ikke forstå, at han turde sige sådan noget, mens de var til et bal, hvor enhver kunne komme forbi med lidt for store ører, og opfatte hans ord.

Hun fnøs dog lidt over dem. "Jeg behøver ikke hårnåle Raoul," bemærkede hun tørt. Men tanken om Raoul der tog sig af hende, redte hendes hår og flettede det. Hun skælvede igen, og forsøgte at trække sin hånd til sig, men uden held. "Skal jeg gøre det påklædt?" Spurgte hun, mens hun bøjede hovedet og så op på ham gennem sine lange øjenvipper.

[Raoul af Condia]

Raoul fnøs muntert over svaret, men klemte lidt fastere om Giselas hånd, da hun forsøgte at trække den til sig. Blikket var advarende, men skreg endnu af undertrykt morskab. Det kom til tydeligt udtryk igen over hendes spørgsmål, som fik ham til at smile som en kat, der var ved at gå cirkler omkring et bur med en mus i.

"Det er op til dig. Foretrækker du at være nøgen eller at jeg blot trækker dine skørter op?" Hans tommel strøg over hendes håndryg igen. "Jeg har hørt, at man føler sig endnu mere nøgen på den måde, når det kun er en kropsdel, der på den måde er afsløret..."

[Gisela af Condia]

Gisela spærrede øjnene op, hvis det var fysisk muligt at gøre det mere, end de allerede var, ved det blik han gav hende. Hun blev tør i munden og kunne virkelig godt trænge til en tår af den cider, som befandt sig i hendes glas. Men hun kunne ikke løsrive sig fra manden foran hende.

"Raoul..." Lød det hviskende fra hende, og denne gang kunne hun ikke lægge skjul på lidt af hendes marenske accent, da hun udtalte hans navn. "Mein got..." Hun rystede på hovedet. "D-du ved godt... A-at jeg ikke..." Stammede hun, men følte ikke, at hun gav nogen mening.

[Raoul af Condia]

De lyse øjne blev knebet en ganske lille smule sammen, men smilet var endnu ganske tilfreds og kærtegnet, der gled over Giselas hånd, var blidt.

"Hvad ved jeg, Prinsesse?" Han næsten spandt ordet, der var blevet hans foretrukne at bruge om hende, når han var i dét humør.

[Gisela af Condia]

Gisela forstod ikke, hvordan hun kunne blive ved med at skælve, hver gang hans tommelfinger strøg over hendes håndryg. Den lyse og fine hud, mod hans solbrune og ru hud.

"A-at jeg..." Hun snak en klump i halsen. "Jeg ved ikke noget om... Om det..." Hviskede hun forlegent, og brød sig overhovedet ikke om, at han forsøgte at få hende til at sige den slags ting. Ikke her i hvert fald.