Kold og varm

[Gisela af Condia]

Raoul af Condia

Det var ikke ligefrem fordi luften mellem Gisela og Raoul var varm. Lunken var nok mere ordet. Hun var mere end ualmindelig forvirret, og følte sig ikke i stand til at tale med sin egen mand, og Kornelia... Kusinen kom naturligvis med råd, men det var tydeligt at se, de var forskellige steder i deres liv.

Oven i, så havde Gisela været lidt mere irritabel de sidste par dage. Utålmodighed havde aldrig været hendes stærke side. Og hun havde ventet på sin blødning. Det var en uge siden, at den skulle være startet. Normalt ville hun ikke have bekymret sig, men efter Raoul var kommet hjem? Hvordan kunne hun andet end undre sig?

Hun stod foran et stort spejl i deres soveværelse og så på sin figur. Hun havde sin natkjole på, selvom det var midt på dagen. Hun havde måtte ligge sig med hovedpine og en let kvalme lige efter frokost. Raoul havde været ude, hvilket nok var meget godt. Det var nemlig også på grund af hans fravær, at hun havde besluttet sig for, at det skulle være nu.

Langsomt og med rystende fingre løftede hun op i natkjolen, så hendes mave kunne ses. Den var flad. Heldigvis. Hun sørgede for med venstre hånd at holde fast i natkjolen, så den ikke gled ned igen. Så lagde hun sin højre hånd på maven og lukkede øjnene. Kvalme var der lidt endnu. Forsigtigt afsøgte hun med sin Gave det, hun frygtede var sket. Det krævede ikke meget af hende, og da hun var færdig med undersøgelsen af sig selv, havde tårerne allerede trukket spor ned over hendes kinder.

[Raoul af Condia]

Der havde lige været en gnist af håb et øjeblik efter hans hjemkomst. Et øjeblik, hvor Raoul tænkte, at han og Gisela måske trods alt kunne finde hinanden. Så var det igen gået skævt og lige siden havde han fundet... Andre ting at bruge sin tid på. Hun havde tydeligvis skabt sig et liv i Corus i hans fravær og han havde ikke rigtig nogen grund til at klage over det. Med en hustru var han fri til at gøre hvad end der passede ham, uden at skulle tage hensyn til hvilke nye ægteskabsforbindelser Jonathan kunne lave. Han havde primært sovet ude lige siden hans arm kom sig og ikke gjort tilnærmelser til Gisela igen.

Selvom han kunne have fået en tjener til at hente tøj til ham, så var han dog reelt ikke bevidst i færd med at fryse hende ude og da han vendte hjem og skulle klæde om til senere, gik han selv tilbage til sine gemakker og direkte ind, uden at banke på. Det var jo hans.

[Gisela af Condia]

Gisela var fordybet i sine egne tanker. Derfor hørte hun ikke de trin der gav genlyd på den anden side af døren. Det var først da den lukkedes, at hun så op. Hurtigt slap hun natkjolen. "R-Raoul?" Spurgte hun nervøst og med skælvende stemme, inden hun trådte et skridt tilbage.

Hun glattede natkjolen med sine rystende hænder. Ukarakteristisk for hende, stod hun med bøjet hovedet, for en gang skyld bange for at se på ham. "J-jeg..." Hvad skulle hun sige? Hvordan sagde man sådan noget her?

[Raoul af Condia]

Raoul så ikke rigtig på Gisela, da han kom ind. Han var mere optaget af en af kisterne med tøj, som han bøjede sig hen over og gav sig til at finde tøj i. Han havde ganske vist tjenere, men hvis roberne ellers tillod at han selv kom i dem uden hjælp, så foretrak han det. I hverdagstilfælde kunne det relativt ofte lade sig gøre.

Da hun stammede sig igennem et eller andet, var han i færd med at trække et par friske broger frem og skævede kun kort over på hende, før han indså, at et eller andet havde ødelagt hende helt. Måske var han i færd med at få skabt sig sit eget liv og gøre sig relativt ligeglad med hvilken hustru han havde, men han var et menneske og ikke blind. Han så helt op og hævede et bryn. "Hvem er død?"

Han indså efter at have sluppet ordene, at der rent faktisk ganske let kunne være en i hendes familie, der var død og at det ville være ganske ufølsomt, men fik ikke rigtig udglattet det. Der var ikke så mange måder at redde det på.

[Gisela af Condia]

Gisela trådte et skridt tilbage ved hans ord, og følte sig som et såret dyr. Hun drejede sig halvt rundt og måtte støtte sig til en stol. Oven i den lette kvalme følte hun sig nu også svimmel og ude af stand til at tage en beslutning.

Hun mærkede, hvordan hjertets rytme steg i hastighed. Snart ville hun kunne mærke en andens hjerterytme, hvis det lille liv i hendes fik lov til at vokse. "Raoul..." Hun hulkede sig igennem hans navn. Det krævede alle de kræfter hun havde at holde sig oprejst, og ikke knække sammen. Langsomt tog hun en dyb indånding. "I-ingen er d-død," svarede hun så, bange for at han ville gå.

[Raoul af Condia]

Raoul kendte ikke Gisela godt nok til at vide hvad der ellers ville få hende til at reagere sådan, men han var perpleks over det. En enkelt overvejelse, slet og ret baseret på deres få, tidligere samtaler, dæmrede og fik ham til at fiske, uden helt at kunne mønstre den vrede, som han vidste burde komme - måske også ville det ved en bekræftelse. I det mindste var han dog ikke ligeglad. Det var en spændende ny følelse i forhold til den sidste tid.

"... Har Greven af Jesla gjort noget ved dig?"

[Gisela af Condia]

Gisela spærrede øjnene op ved hans spørgsmål, men hurtigt rystede hun på hovedet. "Nej!" Udbrød hun forfærdet, men aldeles ikke fornærmet over hans spørgsmål. "Jeg har ikke set Greven..." Svarede hun og lagde sin frie hånd på maven. Om det var på grund af den stigende kvalme eller noget andet, det vidste hun ikke.

"M-men..." Et lille hulk afbrød hendes ord. "Du har..." Hviskede hun lavmælt, rædselslagen for at fortælle ham det. For det ville gøre det meget mere virkeligt.

[Raoul af Condia]

Raoul vidste godt, at han burde være langt mere sympatisk overfor Giselas nuværende sindsstemning, men eftersom det stadig var ham ganske uklart hvad der havde bragt hende derhen, var det... En udfordring. Mest af alt synes han det var lidt upraktisk, at hun brød sådan sammen nu. Han havde steder at være, tidsspild at bruge sin tid på.

Han endte af samme grund med at tage en enkelt dyb indånding og undlade at konstatere, at han ikke havde set Greven længe. I stedet væbnede han sig med tålmodighed og betragtede hende, som hun gik i stykker.

"Fortæl mig hvad der er sket," bad han roligt, som han genoptog sin roden i kisten. Der var sikkert en eller anden tjenestepige, der havde syet en forkert farve bånd på en af hendes kjoler.

[Gisela af Condia]

Gisela blev for nok første gang nogensinde i selskab med Raoul lamslået over hans... Havde han altid været sådan? Nu var hun helt sikker på, at hånden på sin mave ikke var for kvalmens skyld.

Hun hev efter vejret i små stød, for at berolige sig selv. "Vil du ikke nok holde op," bad hun desperat, og sank ned på den stol, som hun havde støttet sig til indtil nu.

"Du skal være fader... Til juli," fortalte hun, og lagde nu begge arme beskyttende rundt om sin krop.

[Raoul af Condia]

Raoul ophørte ved Giselas bøn, men hans blik på hende var svagt utålmodigt, indtil hun kom frem til sagens kerne og begge øjne spærrede sig en anelse op. Han stirrede fra hende til hendes mave og var lige ved at konstatere, at det var mere sandsynligt at det var Jesla end ham selv, velvidende hvor ganske få gange han havde haft til at gøre hende med barn. Klogt nok lod han dog være og nøjedes med, at dumpe tungt ned på kisten selv og se lidt ud i luften en stund før han sagde et kvæk.

"... Det var dog uheldigt," endte han endelig med at konstatere, efter et par lange, øjeblikkes tavshed. "Jeg troede du gik med amulet?"

[Gisela af Condia]

Giselas næsebor udspilede sig i ren vrede over hans ordvalg. Uheldigt? Uheldigt var ikke ordet! Og det var ham... Det var hans skyld!

Hun tog en dyb indånding. Hun måtte ikke miste besindelsen. Ikke nu. Rolig. "Jeg har ikke båret min amulet siden du rejste," svarede hun ærligt. Der var ingen, som skulle sætte en finger på hendes troskab. Ikke der. At hun havde holdt enhver mand ti skridt fra livet fordi de netop var tortallenere var en anden side af sagen.

Hun tørrede sine våder kinder, en smule fortvivlet over den situation, som hun befandt sig i. "Jeg har ikke skænket amuletten en tænke når vi... Begæret overstrålede fornuften."

[Raoul af Condia]

Begge bryn skød op over konstateringen og Raoul rystede langsomt på hovedet, uden overhovedet at se i retning af Gisela. Han kunne høre, at det ikke huede hende. De havde ikke talt om børn før han tog afsted - udelukkende om, at det var glimrende med en amulet. Det var stadig hans holdning. Han havde haft et barn. Lille Joan. Dødfødt, men smukkere end livet selv. Han ønskede sig ikke flere. Ikke med en hustru han knapt kendte og som var lige så uforudsigelig som vejret ved kysten.

"Det beklager jeg," kom det endelig fra ham, med væsentligt mindre følelse end han havde i sig. Han kom langsomt på benene og hev hurtigt de sidste stykker tøj frem fra kisten. "Men der kan nå at ske meget endnu. Mange kvinder mister barnet i den første tid. Der er ingen grund til, at du ikke skulle kunne passe dit travle liv."

[Gisela af Condia]

Gisela mærkede, hvordan det blev sværere og sværere at kontrollere den vrede, der så ofte brændte i hende over dette... Udyr, som hendes forældre havde sendt hende til. Hun rejste sig op fra stolen med den smule værdighed hun havde tilbage og rankede sig. Det gjorde hende ikke højere, men hun ville ikke ligge under hans nedladenhed.

"Fint, hvis det er din holdning, så skal jeg sørge for, at dette bliver håndteret," sagde hun følelsesløst. For hvad skulle hun føle? Der var et begyndende liv i hende, som hun havde svært ved at håndtere og det oven i at hun havde en mand som hun hadede. Hvem ville ønske at få børn med ham? Mange tjenestepiger garanteret. Hun var hverken dum eller blind. Men de kunne få ham. Allesammen.

[Raoul af Condia]

Raoul så op og undrede sig over, at Gisela havde rejst sig. Han rynkede brynene en anelse over hende generelt, mysterium som hun var, før han rystede lidt på hovedet. "Jeg mener ikke jeg udtrykte nogen holdning," konstaterede han tørt. "Men jeg skulle mene det er hvad du er optaget af? At have dit travle liv for dig selv, uden forstyrrelsen af et barn?"

Mest for sig selv tilføjede han et lavmælt "eller en mand," som han gav sig til at klæde om.

[Gisela af Condia]

Gisela fnøs over hans ord. Hun havde haft drømme, og mange af dem endda. Men ægteskabet med Raoul havde ødelagt de fleste af dem. Den eneste der stadigvæk var tilbage var hendes drøm om en mestergrad. "Mit travle liv?" Spurgte hun retorisk og fnøs. "Mit travle liv er optaget af mine studier på universitetet, hvor jeg bruger alle de timer, som ikke er optaget af forbandede invitationer til fuldkommen ligegyldige middagsselskaber som jeg skal deltage i, fordi jeg er gift med dig," svarede hun og knyttede sin ene næve. "Og det sidste jeg nogensinde har ønsket var, at du... " Hun vendte siden til ham. "At du forsvinder igen..." Mumlede hun, mest for sig selv.