Rastløshed

[Philip af Dunlath]

Raoul af Condia

I et af Philips efterhånden hyppige anfald af rastløshed, var den unge ridder flygtet ned i Corus' gader. Han kendte byen som sin egen lomme og havde intet problem med at finde den hurtigste vej hen til sit bestemmelsessted. Han havde valgt netop denne kro, fordi han den foregående aften i sin beruselse havde gjort sig upopulær på sit stamsted.

Nu stod han oppe i baren med et krus øl i hånden og charmerede to unge kvinder, der så på ham med betagelse i øjnene. Han var lige kommet med en kæk bemærkning, som havde fået de to piger til at fnise. Et selvtilfreds smil spillede om hans læber, da en slurk af øllen og slikkede skummet af overlæben. Det var tydeligt for enhver, at Philip var i sit es.

[Raoul af Condia]

Det var ikke ofte Raoul kunne undslippe til et vandhul som Bjørnen, men undsluppet var han, klædt i upompøse klæder og med et enkelt bæger vin foran sig. Hans arm var helet siden sammenstøddet med edderkoppen, men han var stadig lidt anspændt over, at være kommet hjem for så kort tid siden.

Da et bekendt ansigt viste sig i baren, hævede han et enkelt bryn og bad den nærmeste kropige give den unge, højlydte mand et bæger med frugtsaft og en ordre fra hans øverstkommanderende om at stikke piben ind. Dernæst lænede han sig en anelse tilbage i skyggerne og betragtede sceneriet udfolde sig.

[Philip af Dunlath]

Kropigen afbrød prompte den lettere overdrevne helteanekdote Philip var i gang med, da hun stillede glasset med frugtsaft imellem ham og de to unge piger. Hun videregav Raouls besked med slet skjult tilfredshed og armene over kors.
Philip så helt forfjamsket ud, da han ledte efter beskedens ejermand blandt kroens andre gæster. Da hans blik endelig fandt Raouls, smilede han lettere fåret og sjoskede hen til bordet prinsen sad ved. Han gjorde et hurtigt respektfuldt buk. ”Det var pokkers,” sagde han med et glimt i øjet, ”Minsandten om det ikke er selveste Prins Raoul som sidder her og lurer.” Philips tone var venskabelig og vidnede om de mange timer de fornyelig havde brugt sammen på landevejen. Han var heller ikke det mindste sur over at blive afbrudt i sin flirten. De to piger havde han allerede glemt alt om.

[Raoul af Condia]

Raoul morede sig over forvirringen hans besked skabte og han betragtede ridderen, helt til han kom over og bukkede respektfuldt. Som det burde være. Ikke fordi Raoul selv altid gik vanvittig meget op i kutyme.

"Minsandten om det ikke er Ridder Philip," drævede han underholdt i samme tone som den anden. "Forstyrrer jeg dig i dagens jagt?"

[Philip af Dunlath]

Philip lo drenget af Raouls spørgsmål og så sig over skuldren, hvor pigerne stadig stod og nu så en anelse misfornøjet ud over at være blevet forladt uden et ord. Det var tydeligt, at de ikke havde set, hvis selskab Philip havde byttet deres ud med. "Ork nej, de to der havde ikke kunnet holde til mere af min overtrufne charme alligevel," svarede han med et stort grin og så igen på Raoul. "Hvad har mon lokket Dem ud i aften?" spurgte han og lænede sig samtidig tilbage i stolen med hænderne bag nakken.

[Raoul af Condia]

Raoul betragtede de to piger fra det delvise mørke hvor han sad. Det var let at få sig en skygge indenfor, hvor der kun var lys fra ildstedet og fra blafrende stager med bivokslys rundt omkring.

"Lidt fred," konstaterede han. "Hvilket selvfølgelig kan få en til at undre sig over, at jeg sidder her med dig." Han hævede et bryn sigende. "Hvad laver du selv her i dag, ud over at være på jagt, men en sølle jæger?"

[Philip af Dunlath]

Philip kendte selvfølgelig ikke til detaljerne omkring livet som prins, men han kunne levende forestille sig, at fred var en sjælden luksus. I sit stille sind priste han sig lykkelig for, at han blot var en ubetydelig ridder. "Fred får vi først i graven," sagde han og blikkede til Raoul.
Han tog ølkruset op til munden og drak den sidste slurk. "Jeg kommer faktisk ikke rigtig her på Bjørnen," fortalte han og kørte hånden gennem det halvlange hår, "Jeg fik vist set på den forkerte pige i går," et fjoget smil fandt vej til hans læber. "Selvom jeg nu er ret sikker på, at det var hende som kiggede på mig og ikke omvendt," han grinte smørret og tilføjede, "Men hun havde vist en kæreste," han prøvede at se beklagende ud, men det lykkedes kun meget dårligt. "Hvor om alting er, så bliver jeg nok nød til at drikke mit øl her istedet for et stykke tid - så lidt sølle er jeg vel," Philip havde selvfølgelig vundet slåskampen i går, han var trods alt ridder. Det eneste der vidnede om hændelsen, var en lille hudafskrabning på hans kind.

[Raoul af Condia]

Raoul fnøs muntert over historien og himlede lidt med øjnene af Philip. "Du griber det ganske forkert an, unge mand," startede han belærende, med alle sine otte års ekstra alderdom strakt ud til at være ganske betydningsfulde. Det var de nu også. Han havde brugt en god del af de otte år på at jage kvinder.

"Hvorfor gå efter borgerlige kvinder i offentligheden, når det er langt mere belejligt, at charmere sig ind på adelskvinder?" Han rystede lidt på hovedet. "Det kræver selvfølgelig, at man formår at være diskret og ikke vælte hen imod dem som en brunstig tyr..."

[Philip af Dunlath]

Det var egentlig ikke fordi Philip bevidst gik efter de borgerlige piger, det var nu tilfældigvis bare dem han befandt sig i nærheden af, når han besøgte nogle af Corus mindre fine etablissementer som nu i går. Philip flirtede med alt der havde en puls, hvis han var i dét humør. ”Alle unge kvinder er vel nogenlunde ens inde under tøjet,” jokede han med et skuldertræk og et kækt grin. Der var selvfølgelig kvinder han foretrak, men havde han først fået et par øl eller nogle glas vin indenbords, var han ikke så kræsen. I hvert fald ikke, hvad stand og herkomst angik.

”Men du vil da ikke bilde mig ind, at De aldrig har haft noget med en borgerlig kvinde at gøre?,” han løftede det ene øjenbryn og det var tydeligt, at han fandt det højest usandsynligt.

[Raoul af Condia]

Raoul fnøs lavmælt, men svarede ikke rigtig på spørgsmålet. Han var slet ikke færdig med sin pointe.

"De ser ens ud - omtrent - under tøjet, men adelskvinder med ægtemænd skaber væsentligt mindre drama end borgerlige kvinder med hjertenskære." Han trommede lidt i bordet. "Og adelskvinder er renligere. Og har bedre amuletter..."

[Philip af Dunlath]

Philip kiggede op i loftet, som om han lige skulle overveje Raouls ord inden han erklærede sig enig. "De har selvfølgelig ret," han nikkende og tilføjede med en panderynken, "Der findes virkelig heller ikke noget værre end en grædende kvinde"
Og det mente han fuldstændig alvorligt. En ung og flot mand som Philip kunne ikke have undgået at knuse et par hjerter eller mange i løbet af sine aktive år i jagten på kvindeligt selskab. Han lænede sig lidt ind over bordet. "Desuden er der mere spræl i de adelskvinder som er blevet giftet væk til en dødbider af en mand," han blinkede underforstået.
Philip befandt sig altid godt i Raouls selskab og havde det med at glemme, hvem han egentlig snakkede med. En anden ville måske have overvejet samtaleemnet med mere omhu, men Philip var impulsiv og ligefrem i sin attitude.

[Raoul af Condia]

Raoul himlede lidt med øjnene af Philips manglende følsomhed, men var ikke nødvendigvis uenig. Han løftede den ene hånd for at klø sig lidt på siden af halsen og kastede et kort blik over på stedet hvor de to kvinder havde stået før, men de var væk nu. Så meget desto bedre for dem, utvivlsomt.

"Så længe du ikke får nogen gode idéer om prinsessens dødbidermand og prøver på noget der," drævede han underholdt. Så ville han blive nødt til at slå hovedet ind på Philip og det ville være en skam. "Jeg lover dog ikke, at jeg ikke stjæler dem for næsen af dig, unge mand," tilføjede han muntert.

[Philip af Dunlath]

“Prinsesser skænker ikke ubetydelige riddere som jeg blikke,” lo han jovialt og lænede sig tilpas tilbage i stolen. Philip var ganske vist en ung mand med meget høje tanker om sig selv, men at gå så vidt som til at tro, at han ville have en chance hos en prinsesse og specielt en som var afsat, var en tand for voldsomt selv for ham. Faktisk havde han aldrig mødt en prinsesse og gik naivt ud fra, at de var lidt mere dydige end resten.

Philip fnøs. “De kan jo altid prøve gamle mand,” gav han igen med et gavtyveagtigt smil og så nok lidt for selvsikker ud. Han vippede lidt på stolen og tilføjede, “selvom jeg kan forestille mig, at det er en fordel at være royal.” Kvinder faldt helt sikkert i svime over prinsen - han var en flot mand, det kunne Philip sagtens se.

[Raoul af Condia]

Havde de været i felten, så ville Raoul slet og ret have stukket Philip et nakkedrag. I situationen nøjedes han med at sende ham et blik, der demonstrerede de samme følelser, som det ville have gjort.

"Absolut, hvalp. Det og så at have lidt mere erfaring end en som dig, der stadig er våd bag ørerne," konstaterede han. "Men lad nu være med at vælte over dine egne ben i iver, når du forsøger dig ved hoffet, hm? En eller anden burde have lært dig om diskretion..."

Han trak lidt på smilebåndet. Da han var fireogtyve havde han ikke selv været meget anderledes, hvis sandt skulle være. Sorgløs og tåbelig.

[Philip af Dunlath]

Philip sendte Raoul et fjoget smil og løftede hænderne op i en afværgende gestus over prinsens blik. ”Hvad?” grinte han og prøvede – uden held – at se uskyldig ud.

Han vinkede efter en kropige og bad om endnu en øl. ”Jeg er skam altid diskret Deres Kgl. Højhed - når det er nødvendigt,” sagde Philip afslappet, da han havde fået sin øl. Han tog en lille slurk og nød smagen som var både bitter og sød på samme tid. ”Jeg havde en god læremester,” tilføjede han med et bredt smil. Stort set alt Philip vidste om kvinder, havde han lært af hans ridderherre i hans tid som væbner - en mand som Philip stadig så meget op til.

Han sendte Raoul endnu et drilsk smil. ”Men sådan en gammel dødbider som Dem, må da egentlig have mere end rigeligt at se til med at underholde Prinsessen,” grundede han med påtaget eftertænksomhed.