Infame infirmeri [R]

[Raoul af Condia]

Midt-slut oktober med Gisela af Condia

Det var ikke den værste skade Raoul havde oplevet i sit enogtrediveårige liv. Han var ved fuld bevidsthed, som han blev slæbt til infirmeriet, dog og det i sig selv var temmelig ydmygende. Da først helbrederne havde været ved ham, blev han dog rædselsfuldt træt og faldt i en dyb søvn, som kun magi kunne have frembragt.

Han snorkede lavmælt det meste af tiden og gryntede lidt i søvne, da nogen satte sig ved ham.

[Gisela af Condia]

En tjener kom op til Gisela og fortalte, at hendes husbond var blevet indlagt på infirmeriet. De havde mødt en Kæmpeedderkop. Hun havde gyst rædselslagen først, inden hun mærkede vreden røre på sig.

Med skridt der gav genlyd gennem gangene, bevægede hun sig med en tordensky over sit hoved. Hvor kunne han?! Han var lige kommet hjem, og så tillod han sig at blive skadet! Døren ind til infirmeriet blev åbnet og hun skulle til at komme med en skarp kommentar, da hun så ham ligge i sengen. Bleg i ansigtet og med en forbinding på armen. "Lad os alene," lød det lavmælt fra hende, inden hun trådte ind i rummet. Døren blev lukket bag hende, og langsomt trådte hun hen til sengen, hvor hun satte sig på kanten. "Raoul?" Spurgte hun hviskende, og lod en hånd glide undersøgende over hans krop.

Hun åndede lettet op. Det var kun såret på armen, og intet dybere. Godt. Det var godt, ikke? Han skulle i hvert fald ikke efterlade hende alene igen.

[Raoul af Condia]

Endnu et grynt forlod skikkelsen på sengen, da en hånd gled over hans overkrop, som var efterladt nøgen efter helbrederen havde været der. Hans øjenlåg sitrede lidt og gled langsomt op med dyb uvilje skrevet i de blege træk.

"Lad dog ved krigsguden selv en mand sove," mumlede han irritabelt, absolut primært, fordi det stadig dunkede i hans arm og søvnen var en behagelig måde at slippe væk fra smerten på.

[Gisela af Condia]

Gisela fnøs vredt af hans ord. "Skal det nu være takken, når din bekymrede hustru kommer for at se til dig?" Snerrede hun og trak sin hånd til sig, som havde hun brændt sig på ham.

Hvis han ikke ville se hende, så kunne han da selv om det. Hun rejste sig op fra sengen. Hun ville ikke stå model til hans irritable sindsstemning.

[Raoul af Condia]

Om ikke andet, så havde hans irritable mumlen den positive effekt, at hendes hånd forsvandt. Nu var Raoul dog vågen og der var ikke meget at stille op, andet end at skære ansigt af smerte, som han forsøgte at sætte sig op og dumpede hjælpeløst tilbage på sengen igen.

"Kom her," beordrede han rumlende og lettere hæst.

[Gisela af Condia]

Gisela var næsten henne ved sengen, da Raoul gav lyd fra sig. Hun drejede hovedet, mens hun rakte hånden ud efter håndtaget på døren. "Var det en ordre, Prins Raoul?" Spurgte hun og standsede sit foretagende. Hun trak hånden til sig og drejede hele kroppen rundt.

"Gentag det," beordrede hun med knejsende nakken, mens hun trådte et skridt frem mod ham. Kjolens skørter knitrede, som hun tog endnu et skridt frem mod ham.

[Raoul af Condia]

De lyse øjne udstrålede alt andet end tilfredshed. Over at være blevet vækket. Over at ligge på infirmeriet i det hele taget. Over prinsessens attitude. Raoul betragtede hende, som hun mente, at hun kunne kommandere ham.

"Du hørte mig," kom det ud gennem sammenklemte tænder. "Kom. Tilbage. Gisela."

[Gisela af Condia]

Gisela tog en dyb indånding, mens han med langsomme skridt, som om hun ikke helt ville efterkomme hans ønske, nærmede sig hans seng igen. For en gang skyld brugte han rent faktisk hendes fornavn, og kaldte hende ikke bare for prinsesse.

Da hun var kommet hen til sengen, satte hun sig på kanten, helt ude på spidsen, og betragtede ham. Hænderne placerede hun foldet i skødet. "Jeg er her," hviskede hun lavmælt og sænkede blikket.

[Raoul af Condia]

Det kom ærlig talt som en overraskelse, at Gisela slet og ret lystrede, uden skyggen af mere protest. Han viste dog ikke sit chok udadtil, men betragtede hende, som hun satte sig. Sengens lette ryk fik hans arm til at flytte på sig og han slap et utilsigtet hvæs af smerte, før han bed tænderne hårdt sammen igen.

"Godt," roste han, efter et øjeblik til at samle sig. "Jeg beklager, at jeg må aflyse vores aftale i aften."

[Gisela af Condia]

Giselas øjne lynede, da han roste hende, som om hun var et barn, der havde lystret sin far. Hendes mund blev til en smal streg, og hun gjorde absolut ingen anstalter til at røre ved ham igen.

"Du havde måske tænkt dig at blive liggende her?" Spurgte hun vantro, og så sig omkring i rummet. Ville han virkelig foretrække dette rum, fremfor sine egne gemakker?

[Raoul af Condia]

Raoul lukkede øjnene et kort øjeblik og samlede styrke til at håndtere kvindemennesket. Det var ikke let.

"Jeg har ikke tænkt mig, at spise middag siddende, Gisela. Og inden du kom, sov jeg." Han betragtede hende fra sin liggende stilling. "Jeg kunne godt tænke mig, at du hjalp mig med at falde i søvn igen. Med din gave."

[Gisela af Condia]

Gisela tog hørligt en dyb indånding, og kæmpede for ikke at råbe sin frustration ud lige nu. Det kunne vente til hun var oppe på værelset. "Du kan da i det mindste blive flyttet op til din egen seng." Bare tanken om at han lå hernede frastødte hende. Som om han var en simpel ridder. Han var en prins!

"Men hvis det er det du vil..." Hun drejede hovedet væk fra ham, og rejste sig op fra sengen. Hun knejsede med nakken, da hun stillede sig ved siden af med hænderne foldet foran sig.

[Raoul af Condia]

"Har du nogen anelse om hvor ondt det gjorde at komme hertil?" Han kunne simpelthen ikke holde det bidske ud af sit tonefald. Hun var så frustrerende uvidende, at det i sig selv nærmest gjorde mere ondt end hans arm. Og så alligevel ikke...

"Hvad forventer du af mig, kvindemenneske?"

[Gisela af Condia]

Igen lynede hendes øjne. "Jeg er ganske bekendt med krigsskader, tak!" Hvæsede hun af ham. "Og det du har fået, er en simpel flænge!" Hun havde trods alt været med til at helbrede folk under krigen. Men ikke på den samme side som Raoul havde kæmpet.

"Jeg forventer, at du ikke risikerer dit eget liv! Tror du det er sjovt at få en besked om, at du har mødt en Kæmpeedderkop i Den Kongelige Skov og er blevet indlagt på infirmeriet?!" Skød hun mindst lige så bidsk tilbage.

[Raoul af Condia]

Raoul var udpræget klar over, at hans skade kunne have været langt værre, men at kategorisere det som en flænge var nok til at få hans øjne til at lyne. Han sagde dog intet. Han havde intet ønske om at fremstå svag.

"Det var næppe et spørgsmål om at risikere mit liv," drævede han irritabelt. "Du har lige beskrevet det som en flænge. Jeg vidste, at de andre var på vej og vi kunne ikke lade den slippe væk og terrorisere andre i skoven, som kunne være forsvarsløse."