Tilvænning

[Gisela af Condia]

Raoul af Condia
Midten af oktober, 528 M. T.

Det havde krævet mere af Gisela end forventet, at vænne sig til Raoul tilbagevenden. Ikke mindst i sengen. Hun havde tilbragt flere måneder med at brede sig i den store seng, og nyde sin frihed uden en ægtemand til at ånde sig i nakken.

Hun var heller ikke helt sikker på, hvordan hun skulle tage hensyn til ham i sine foretagender. For dem havde hun ikke tænkt sig at ændret meget på. Og denne dag var ikke anderledes.

Hun sad foran spejlet ved sit toiletbord, mens kammerpigen var i fuld gang med at redde hendes hår, og en anden var ved at lægge tøj frem til hende. "Det skal være den lavendelblå," sagde hun og så ind i spejlet, for at tjekke, at det var den rigtige kjole der blev taget ud. "Og så vil jeg til selskabet hos Grev Alois bære den perlehalskæde, jeg fik af Prins Raoul i bryllupsgave," fortsatte hun instruerende, hele tiden fokuseret på at alt gik som det skulle.

[Raoul af Condia]

Raoul lignede ikke længere en vildmand. Hans skæg og hår var blevet kraftigt studset, han var blevet fodret af flere omgange og han var ude af det slidte rejsetøj og klædt relativt uformelt, men pænt. Da han vendte tilbage efter den lange snak med Kongen om hans rejse, om fremtiden og om Tortall var hans tanker primært på, at lære sine værelser at kende igen og at se Gisela i øjnene i andet end mørket i sengen.

Da han trådte indenfor i gemakkerne, føltes de dog fremmede. Ikke kun fordi tjenestefolk vimsede rundt og Prinsessens uvandte stemme lød inde fra et af de andre værelser, men fordi... Fordi alting var blevet rykket? Raoul stod og kløede sig i nakken en stund, før han endelig gik ind for at konfrontere hende.

"... Sig mig har du flyttet alle møblerne på mit arbejdsværelse?"

[Gisela af Condia]

Gisela kneb øjnene sammen, da tjenestepigen tog en dueblå kjole ud af skabet. "Jeg sagde lavendelblå!" Lød det irettesættende fra hende, og hun himlede med øjnene af pigens dumhed. Men heldigvis fandt pigen da til sidst den rigtige kjole frem. Kunne det virkelig være så svært at se forskel på de to farver? "Og i mit hår skal vi bruge de små diamantstjerner jeg havde med fra Maren," de ville stå virkelig godt til den lavendelblå kjole.

Hun var lige ved at rejse sig op fra toiletbordet, da Raoul trådte ind i værelset. Stort set ikke til at kende. Men hun havde heller ikke set ham i dagslys siden... Det var måneder siden. Da han var stået op, sov hun endnu. Hun havde jo brug for sin skønhedssøvn, så hun kunne bjergtage de mange adelsmænd. "Dit arbejdsværelse?" Spurgte hun og tænkte sig om et øjeblik. "Ja, det tror jeg vi gjorde for en uge siden," svarede hun med et skuldertræk. "Det samme med stuen."

[Raoul af Condia]

Hendes stemme lød irritabel og Raoul var allerede lidt træt, da han åbnede døren. Hendes svar, klart som det var, gjorde ham til gengæld ikke mere på stikkerne, men blev udelukkende modsvaret med to, velformede, hævede bryn.

"... Hvorfor?"

[Gisela af Condia]

Gisela trak på skuldrene. "Jeg tænkte, at det trængte til forandring," svarede hun og viftede kammerpigen væk fra sit hår, så hun kunne dreje sig rundt og se direkte på Raoul i stedet for at se på ham gennem et spejl. "Jeg kunne ikke vide, at du ville vende tilbage nu. Og igår aftes var dine tanker vist optaget andet steds," uddybede hun, og så på ham med et roligt ansigt. "Hvis du ikke kan lide det..." Hun så på ham gennem blafrende øjenvipper. "Så kan jeg godt få flyttet det tilbage igen?"

[Raoul af Condia]

"Igår aftes var dine tanker vist optaget andet steds..." Raouls ene bryn skød lidt længere op end det andet og hans mundvige sitrede svagt i et øjeblik, før smilet forsvandt igen og han slet og ret himlede med øjnene af hende.

"Det gør mig intet. Jeg undrede mig slet og ret."

Hans blik gled kort ved over hende og hen på kjolen og han rynkede panden en anelse. "Hvad er du ved at forberede dig til?"

[Gisela af Condia]

Gisela trak på skuldrene af hans himlen med øjnene. Hun var bare glad for, at han ikke ville have rettet det tilbage. For så skulle hun nok have fortalt ham, hvor længe hun havde overvejet, hvor alt i det arbejdsværelse skulle stå, bare for at han kunne nyde det meget mere, nu hvor hun havde ordnet det.

"Grev Alois har inviteret en lille gruppe af mennesker til frokost," svarede hun og gav tegn til, at kammerpigen skulle gå i gang med at sætte håret, nu hvor hun var færdig med at børste det. "Ridder Iago, Greven og Grevinden af Fenrig er inviteret. Og Kornelia og jeg. Åh, og Greven og Grevinden af Cavall, men det er vist kun fordi de er beslægtet med Grev Alois."

[Raoul af Condia]

Raoul lænede sig imod dørkarmen og betragtede Gisela, imens hun nævnte hvem hun skulle spise frokost med. Det fik kun brynene til at trække sig tættere sammen.

"Hvor godt kender du Greven af Jesla?" Han så temmelig skeptisk ud, som han stod der, men han havde ikke haft nogen planer om at vende tilbage til Corus for at blive Giselas fangevogter. Der kunne vel være en grund til, at mødes med netop de mennesker, uanset hvor snusket deres rygte - primært Grevens - så måtte være.

[Gisela af Condia]

Gisela trak vejret dybt ned i lungerne ved synet af det skeptiske blik i hans øjne. "Jeg mødte ham ved et selskab i sidste uge," svarede hun, og mødte hans blik gennem spejlet. "Og der inviterede han mig med til denne frokost. Jeg foreslog, at vi gjorde det til et lille selskab," fortsatte hun, og indikerede dermed, at Greven kun havde inviteret hende, og ingen andre. Dummere var hun trods alt ikke, at hun spiste frokost alene med en ugift mand, der blot var greve.

[Raoul af Condia]

De lyse øjne udvidede sig svagt, som Raoul fattede betydningen og hans overvejelse om at lade hende passe sit, blev stødt skubbet i baggrunden.

"Greven har et særdeles snusket rygte," konstaterede han simpelt, uden at tage sig af tilstedeværelsen af tjenestepigen. "Du bør ikke, ikke engang i et større selskab, bruge din tid med ham." Han pillede fraværende ved de perler, der hang fra hans åbentstående tunika. "Og Fenrig er begge to..." Han rynkede på næsen. Havde han begravet sit ansigt mellem de to fyldige bryster engang? Ja. Havde han fortrudt det efterfølgende? I højeste grad. "Det lyder ikke som en frokostaftale du har noget at gøre i, Prinsesse."

[Gisela af Condia]

Giselas mund blev til en smal streg ved hans ord. Ikke så meget over, at Greven af Jesla måske havde lokket hende ud i et snusket foretagende, men fordi Raoul valgte at blande sig.

"Greven er en yderst charmerende mand. Jeg kan ikke tro, at han kan have et snusket rygte," kommenterede hun, og stak næsen lidt i sky, mens en tydelig beklemt kammerpige forsøgte at sætte det blonde hår. "Og hvordan vil du have, at jeg skal undgå ham? Han kommer i de bedste kredse og til alle selskaberne." Det ville være meget uhøfligt at ignorere hans tilstedeværelse. Og det var Greven alt for indbydende til.

[Raoul af Condia]

Raoul betragtede hendes minespil uimponeret. "Du ved udmærket hvordan du undgår en mand, som du ikke har lyst til at tale med," konstaterede han simpelt. Han var ingen idiot - og det var hun heller ikke.

"Men måske holder du af hans selskab, fordi han har et kønt ansigt og en glat tunge. Han for sin del holder udelukkende af dit selskab fordi du er gift med en prins og har brede hofter."

Raouls øjne blev klemt lidt sammen, som han betragtede hende. "Jeg vil ikke have, at du tager til den frokost," endte han med at konkludere, halvt imod sin egen vilje, men med følelsen af noget ganske forkert under neglene.

[Gisela af Condia]

Gisela kneb vredt øjnene sammen ved hans ord. "Hvilken prins at være gift med!" Udbrød hun vredt. "Hvis det er den eneste grund til, at han holder af mit selskab, så skal han være velkommen. For han er ikke ligeglad med mig!"

Hele hendes lille krop dirrede af raseri. End ikke et døgn havde han været hjemme, før han skulle forpurre det hele. "Du forlod mig, husker du det? Alene og uden en eneste sjæl at kunne betro mig til!" Snerrede hun og måtte lægge armene over kors, for ikke at afsløre sine rystende hænder for meget.

[Raoul af Condia]

Hendes pludselige vredesudbrud overraskede Raoul, som rettede sig op fra dørkarmen og trådte helt ind i rummet. "Find noget andet at lave," beordrede han tjenestepigen, ganske afslappet, på trods af prinsessen, som dirrede af raseri.

Han ventede et øjeblik til hun var gået, før han så Gisela direkte i øjnene igen, uden at blinke. "Jeg forlod dig ikke," konstaterede han overbærende. "Jeg havde en opgave at løse. Og uanset - din begejstring for mit selskab husker jeg ikke ligefrem som overvældende. Jeg kan se du er vred på mig nu, men lad være med at blande tingene sammen, hm? Hvad tror du selv at Jesla vil have ud af dit selskab, når han foreslår at I mødes alene?"

[Gisela af Condia]

Gisela fulgte tjenestepigen med øjnene, mens denne med røde ører forsvandt ud af værelset og lukkede døren efter sig. Så kastede Gisela igen opmærksomheden på Raoul. Hun drejede sig rundt på den lille bænk hun sad på og mødte hans blik med lynende øjne.

"Du påtog dig den opgave med vilje," bemærkede hun køligt uden at vige en tomme i sit blik. "Hvad Jesla vil have, er noget han kun kan få lov til at drømme om," sagde hun, tydeligvis fornærmet over, at han overhovedet troede hun kunne finde på den slags. "Du tror da vel ikke, at jeg nogensinde kunne finde på at ligge med en anden mand? Jeg er ikke blind for, at det er normen blandt mange adelskvinder gør i dette land," hun rynkede på næsen, og talte endnu med en stemme der dirrede lige så meget af raseri som hendes krop.

"Men jeg er ingen hore, Raoul."