Den bedre bror

[Raoul af Condia]

Midten af oktober med Jonathan af Condia

Det var en tidlig morgen, da Raoul viste sig ansigt. Han havde badet og sovet, eller i det mindste hvilet øjnene og lignede sit gamle selv markant mere end da han ankom natten før. Skægget var blevet studset og de grå øjne var klare, som han blev vist ind på Kongens private arbejdsværelse for at vente på Jonathan V. Det var ingen audiens, men derimod det første møde mellem to brødre, der ikke var skiltes med de varmeste følelser imellem dem.

De havde ellers generelt et godt forhold, Raoul og hans majestætiske storebror, men hændelserne ved kroningen havde ikke været særlige værdige og ting var blevet sagt, som han fortrød i bagklogskabens ædruelige lys. Han havde håbet på, at hjembringe Herredømmets juvel. Det ville uden tvivl have betydet, at alt blev glemt. Nu...? Nu vidste han snart ikke hvor han stod.

[Jonathan af Condia]

Jonathan var blevet informeret om sin brors ankomst allerede om natten, men havde givet ham en chance for at få sovet og bruge sine første timer hjemme igen, med sin hustru. Han havde dog ikke selv sovet meget efter at have fået beskeden og var stået op før daggry, uden at have fået lavet noget konstruktivt. Den sidste samtale han havde haft med sin yngre bror, havde ikke ligefrem været varm, men netop det, og grunden til det, havde han haft mange, og lange, samtaler med Illunie om. Det lå ikke til ham at bære nag, ikke for evigt og netop det holdt han fast i, da han skubbede døren til sit arbejdsværelse op og gik indenfor. Han lukkede den stilfærdigt bag sig og lod blikket løbe vurderende op over Raoul før det mødte hans ”Det glæder mig du kommer hjem i ét stykke.” det trak ganske let i hans mundvige, mens han gik et par skridt længere ind i rummet, mod sin bror.

[Raoul af Condia]

Da døren gik op, sad Raoul ned og trommede lidt med fingrene på saksestolens armlæn. Han var måske nok ikke udhvilet, men han var på den anden side heller ikke søvnig. Til gengæld var han i højeste alarmredskab og absolut i tvivl om hvilken maske, der skulle passe til mødet med Jonathan.

Da storebroderen trådte ind kom han på benene i en enkelt, glidende bevægelse og så afventende på ham. Han bukkede ikke for sin Konge, men betragtede sin bror indtil det vurderende blik mødte hans eget. Den tørre konstatering og smilet var det, der skulle til, før Raouls egne mundvige sitrede og han himlede en enkelt gang med øjnene. "Jeg giver dig ikke den tilfredsstillelse, at komme hjem som en krøbling," svarede han, mindst lige så tørt. "Tænk dig alle historierne om gudernes vrede, der kunne komme ud af det?"

[Jonathan af Condia]

Han stoppede foran sin yngre bror og rynkede brynene let. Alt var ikke glemt, langtfra, men blod var tykkere end vand og for ham, var netop det endnu mere vigtigt i deres position, som det var i mange andres. Det trak igen i hans mundvige over det tenderende flabede svar, der dog ikke kom det mindste bag på ham og med et halvt skridt yderligere fremad, lagde han en arm omkring Raouls skuldre og trak ham med et fast skulderklap ind i en kort omfavnelse "En dag rammer den dig hvis du bliver ved at spøge med det." brummede han og slap igen "Har du spist?" morgenmad var en luksus han ikke selv var nået til endnu.

[Raoul af Condia]

Raoul fnøs over svaret, men gav også Jonathan et enkelt, hårdt skulderklap, før han trak sig væk fra omfavnelsen og kørte en hånd gennem det korte hår. "Ikke det fjerneste siden engang i går. Jeg er ved at gå til af sult."

Han havde mæsket sig i Gisela i stedet, overraskende nok. "Jeg tvivler desuden på, at guderne er meget optaget af mig. Det er dig, der skal være urolig, Deres Majestæt." Han hævede begge bryn en anelse, ganske sigende. Det var foruroligende sandt.

[Jonathan af Condia]

Endnu engang trak det i Jonathans mundvige. Der havde været en kende kedeligt uden Raouls krumspring på paladset, selvom han til hver en tid ville fastholde, at han ikke havde savnet dem. Ikke dem allesammen i hvert fald "Det tænkte jeg nok.. jeg har fået sendt mad op til os. Den burde være her snart." det halve smil blegnede da Raoul fortsatte og med et tungt suk, satte han sig på kanten af sit skrivebord og rynkede brynene "Tak for at huske mig på det.." brummede han tørt og skar en grimasse. Nogle minutter havde han rent faktisk håbet de ikke blev nødt til at tale om det, men han vidste også det var ønsketænkning "Jeg burde vel spørge hvordan eftersøgningen gik?" han så afventende på sin bror, selvom han allerede kendte en del af svaret.

[Raoul af Condia]

Det var det spørgsmål han vidste ville komme, men ikke håbede på. Han var der dog netop for at give svaret i fortrolighed, velvidende at det allerede måtte være i gang med at brede sig. Det var en hemmelighed hvad hans følge af unge riddere havde begivet sig ud på af mission, men hemmeligheder havde det med at sprede sig, når der var mange involveret. Det var han udmærket klar over.

Han betragtede sin storebror, som Jonathan stod, lænet imod sit skrivebord og ganske alvorlig. Raoul nikkede langsomt, ethvert spor af morskab forsvundet.

"Intet resultat. Vi fulgte det første spor til Galla, men det viste sig at være falsk..." Hans bryn fortrak sig. "Jeg beklager, Jon... Jeg tror ikke vi får den igen."

[Jonathan af Condia]

Det var det svar han havde forventet og han nikkede langsomt, mens rynken i hans pande blev dybere "I har gjort mere end jeg ville kunne forlange.." begyndte han og var ærligt taknemmelig for den dedikation og loyalitet der var blevet lagt for dagen fra både broderen og den gruppe riddere han havde taget med sig "Men jeg har ikke råd til at miste håbet." han sukkede tungt igen og kløede sig i skægget "Jeg har vores bedste magikere på sagen, både her og i Gudernes By. Før eller siden må der dukke et spor op vi kan bruge."

[Raoul af Condia]

Det var ikke Raouls opgave at modsige Jonathan i hans antagelse og han klappede derfor i med sine formodninger. Der var gået et halvt år siden juvelen forsvandt. Sandsynligheden for, at den dukkede op nu, virkede udpræget lav. Han havde dog også netop, i forbifarten, hørt om en anden forsvinding. Han kløede sig lidt på siden af halsen, hvor barberkniven for kort tid siden havde skrabet.

"Og Komtessen af Meagmarsk?" Hans bryn fortrak sig lidt. "Jeg hørte, at hendes skib var kæntret og at man ikke har set hende siden?"

[Jonathan af Condia]

Jonathan nåede lige at føle sig lettet over emneskiftet, før han måtte skære ansigt over endnu et suk "Du har hørt korrekt.. Hertugen er taget til Yamani for at søge der, mens hans fætter er taget mod Kobberøerne i stedet." han rystede på hovedet "Illunie tager det lige så hårdt som havde det været en af vores egne børn og enkehertuginden er kommet til Corus. Hun lader ingen glemme nøjagtigt hvilken aftale der er mellem vores familier." han skar ansigt igen.

[Raoul af Condia]

"Illunie har knyttet sig til pigen?" Raoul tog en enkelt dyb indånding og nikkede. Han fnøs lidt over konstateringen om enkehertuginden og trak flabet på smilebåndet, trods alvoren. Han strakte sig lidt.

"Mm. Endnu engang sætter jeg pris på, at det er dig og ikke mig, der er kongen," bemærkede han skælmsk. "Hvor vidunderligt at slippe for sure gamle adelsfruers selskab..."

[Jonathan af Condia]

Han nikkede bekræftende og tog selv en dyb indånding "Det har hun.. hun kom godt ud af det med os allesammen. Jeg kan selv lide hende." indrømmede han og smilede skævt "Vi gør hvad vi kan og jeg har ikke lyst til at bryde nogen aftaler. Jeg vil have beviser for hun rent faktisk er død før jeg overvejer andre muligheder, men visse elementer af Rådet presser på i den modsatte retning." godt nok havde han været bisidder i Rådet som deres mors arving i årevis, men det var noget ganske andet, når man nu pludselig var den der sad på tronen. Han fnøs muntert "Du ved slet ikke hvor heldig du er." han skar ansigt "Enkehertuginden af Meagmarsk får mig altid til at føle mig, som dengang amme tog os i at stjæle kager i køkkenet.. kan du huske det?"

[Raoul af Condia]

Raouls bryn var trukket tæt sammen ved opsummeringen af situationen, men han fnøs til gengæld over spørgsmålet og rystede lidt på hovedet med et skævt smil.

"Ikke rigtig. Men det var sikkert også mest dig, der stjal dem," konstaterede han, på vej til at levere endnu en fornærmelse til Tortalls mest magtfulde mand og helt ufortrydende. "... Men det ville forklare meget, hvis du stadig går og spiser småkager i smug. Var du lige så tyk, da jeg tog afsted?"

[Jonathan af Condia]

Han fnøs igen og denne gang fulgte der en flad hånd med, rettet mod Raouls baghovede "Mænd er blevet hængt for mindre end det." brummede han med et sigende blik, men trak diskret maven ind, selvom han ikke efter nogen standarter, ville kunne kaldes tyk for alvor.

[Raoul af Condia]

Raoul forsøgte at undvige, men nåede det ikke og kløede sig lidt i baghovedet efter slaget med et skævt grin på læberne, der tydeligt fortalte, at han ikke fortrød den mindste smule.

"Sgu ikke i Tortall," konstaterede han muntert. "Måske på Yamaniøerne..."

Det skulle faktisk ikke undre ham. Mormors folk var måske de mest korrekte mennesker han havde mødt i sit liv. "... Desuden bliver nogen nødt til at fortælle dig sandheden. Dit hoved bliver for stort ellers."