Hjemvendt haltefanden [R]

[Raoul af Condia]

I midten af oktober med Gisela af Condia

Hvis missionen havde været succesfuld ville de være blevet modtaget med hyldest. De ville have haft et bud, der red i forvejen og deklarerede, at juvelen var fundet. Raoul ville have knælet foran sin storebror og overrakt den i hans varetægt igen. Det ville have været både gloriøst og tilfredsstillende efter over et halvt år i felten.

I stedet vendte de mere eller mindre slukørede hjem og kom ridende ind en mørk aften i midten af oktober. Selvfølgelig blev det set og rapporteret til hvem der burde vide det, men der var ingen festligheder og da Raoul trådte ind i de gemakker han delte med Gisela følte han sig mere eller mindre som en tyv i natten. Tjenestefolk var i færd med at klargøre et bad i stuen, der stødte op til soveværelset, men han trådte ind der først og satte sig ned på sengen, for at trække støvlerne af, uden at gøre et stort nummer ud af, at forstyrre den sovende kvinde på den anden side.

[Gisela af Condia]

Det havde været en lang dag for Gisela, der først havde flyttet rundt på Raouls arbejdsværelse, derefter på stuen, og så omorganiseret sit eget påklædningsværelse. Om aftenen havde hun naturligvis været til et selskab, hvor der var blevet danset, spillet kort og spist godt med mad.

Så da hun lagde sit kønne hoved på silkepuden, var hendes øjne hurtigt gledet i. Men søvnen blev snart afbrudt af at sengen bevægede sig. Hun slog øjnene op, og lå stille et kort sekund, inden hun hørte en mand vejrtrækning. Så satte hun sig brat op i mørket. "Hvem der?!" Udbrød hun,
og forsøgte at tildække sine nøgne krop.

[Raoul af Condia]

I forhold til, at han befandt sig i sengen med en kvinde, var Raoul ufattelig afslappet. Om det var erfaring eller ligegyldighed var svært at sige. Han skænkede hende i hvert fald ingen opmærksomhed før hun gav sig til at pippe op. En hæs, munter lyd var den første reaktion, før han drejede hovedet lidt og så på skikkelsen, der havde sat sig op i mørket.

"Hvem tror du, Prinsesse?"

Han lod sin beskidte støvle falde til gulvet og blev siddende og betragtede omridset af den hustru han knapt kendte.

[Gisela af Condia]

Hvis der havde været lys i soveværelset, ville man kunne se at al farven forsvandt fra Giselas ansigtet ved lyden af den velkendte, men alligevel fremmede stemme.
"Raoul?" Spurgte hun vantro, og gjorde denne gang ingen forsøg på at tildække sin krop. Hvad nyttede det overfor en mand, der allerede havde indtaget den?

"Hvornår er du kommet hjem?" Hun rynkede panden og rykkede lidt frem i sengen, så man bedre kunne se et omrids af hende fra lyset ude i gangen.

[Raoul af Condia]

En lavmælt brummen bekræftede antagelsen og selvom han havde spurgt i spøg, så var der en ganske svag tilfredsstillelse i at vide, at hun trods alt ikke havde forventet, at andre indtog deres seng om natten. Han havde ikke hørt et eneste rygte fra Corus om sin hustru, men hun var en ung kvinde og det ville ikke være usædvanligt, at den slags kvinde fandt andre til at varme sin seng, når manden var væk i månedsvis. Han havde absolut fundet kvinder på sin vej til at varme sin.

"Netop nu," svarede han simpelt, før han vendte sig og genoptog arbejdet med at løsne den anden støvles greb om hans ben. "For mindre end et timeslag siden."

[Gisela af Condia]

Gisela havde ærlig talt ikke forventet ham hjem foreløbigt. Måske først... Ja. Hun vidste ikke hvornår, men ikke nu i hvert fald. "Hvorfor?" Spurgte hun, og trak dynen efter sig, da hun kom ud for at sidde på sengekanten. Hvornår havde de sidst ført en civiliseret samtale, hvor luften ikke havde været iskold mellem dem? "Har du set din bror?" Fortsatte hun sine spørgsmål, mens hun forsøgte at håndtere hans tilbagevenden.

[Raoul af Condia]

Raoul rettede sig ikke op, men fortsatte med at løsne støvlen, indtil en halvmunter lyd forlod ham over det sidste spørgsmål.

"På det halve timeslag?" Han rystede lidt på hovedet, som han hev støvlen af benet og et vidunderligt øjeblik nød følelsen af fødder ude af fugtige, hårde støvler, kun i hoser. "Nej. Jeg har ikke set andet end tjenestefolk. Og lige om lidt vil jeg se et bad."

Han vendte hovedet halvt imod hende. "Jeg havde ikke planlagt at vække dig."

Og han var ikke rigtig sikker på om det var en undskyldning selv, men det lød vist tilnærmelsesvist som om det var.

[Gisela af Condia]

Gisela trak på skuldrene. "Det var trods alt i et vigtigt ærinde," bemærkede hun, og valgte med vilje ikke at kommentere på den egentlige grund til, hvorfor han nok var blevet sendt afsted.

Hun drejede hovedet og så på ham, mens hendes korte ben dinglede udover sengekanten. Hun var for lille til at nå jorden. "Kommer du i seng bagefter?" Spurgte hun med en lille, men lys stemme, inden hun blot nikkede. Vinen fra aftenens selskab var stadigvæk i hendes krop, og den påvirkede nok hendes opførsel. Noget hun helt sikkert ville tænke på dagen efter. "Det gør ikke noget," hviskede hun til sidst.

[Raoul af Condia]

Han huskede knapt hvordan Gisela havde været tidligere, andet end at deres kort tid sammen havde været mærket af tvang, tab og uvilje fra især hans side. Hendes afdæmpede stemme nu fik ham til at dreje hovedet helt og betragte hende i mørket, selvom han ikke kunne se eller aflæse hendes ansigtsudtryk. Et øjeblik sad han alligevel helt tavs sådan, før han formulerede spørgsmålet i sit hoved.

"... Vil du gerne have, at jeg kommer i seng igen?"

Han var træt, givet, men noget i hendes tonefald gjorde ham absolut mindre træt og han mindedes, at hendes krop havde været blød, rigelig og ganske efterkommelig. Da han lå med hende første gang havde han set Aenna for sig, men over det sidste år var hun så småt forsvundet til hans minder, hvor hun hørte til. Ikke allerforrest i hans tanker.

[Gisela af Condia]

Gisela trak på skuldrene, hvilket nok ikke kunne ses i mørket. Det var sådan hun huskede det. Hver gang hun rakte en hånd ud, stillede han spørgsmålstegn ved det. Utaknemmelig og egoistisk. Hun havde også haft følelser dengang! ”Du har været væk længe, Raoul,” sagde hun lavmælt, mens lagenet knitrede under hendes krop, som hun lagde sig til rette mellem dyner og puder.

Han var sikkert træt, og hun var en smule påvirket af alkoholen og aftenens morskab. Hun strakte sin krop, og fik lagt sig på siden, så hun kunne betragte sin ægtemands omrids i det sparsomme lys.

[Raoul af Condia]

Han havde været væk længe. Og det var også en tid siden han havde mærket en kvinde. Giselas tonefald, mere end hendes indbydende position, var derfor nok til at få ham op at køre. Han fugtede sine læber i mørket og strakte en prøvende hånd ud, for at lade den stryge fra hendes skulder og ned til hendes hofte.

"Har du savnet selskab i din seng?"

Han gav hendes hofte et let klem. Jo, hun var stadig godt polstret, som han foretrak sine kvinder. Tanken alene ophidsede ham.

[Gisela af Condia]

Gisela spærrede sine blå øjne op, da hun mærkede hans ru hånd mod sin fine og bløde hud. Det var måneder siden, at nogen mand havde fået lov til at røre hende under kjolen. Hun havde været en forholdsvis trofast hustru. Der havde trods alt været flirten med diverse adelsmænd, men hun havde aldrig indladt sig med dem. De var jo ikke af kongelig slægt, og dermed ikke hende værdig.

”Jeg er for lille til at fylde den ud alene,” svarede hun og kom med et overrasket udbrud, da hans hånds hånd klemte omkring hendes hofte. Hun havde aldrig været en af de kvinder, der mistede sin appetit, når husbonden var væk. Hun havde levet godt. Hun var ganske overbevist om, at hun nok var lidt rundere end for et år siden, da de blev gift.

”Skynd dig i bad.”

[Raoul af Condia]

En hæs, munter lyd blev svaret og Raoul strakte armen nok til at give sin hustru et velment klap på hendes runde bagdel. Det havde overrasket ham, at hun var nøgen, men ikke gjort ham mindre opstemt. Sengens reb knirkede, som han rejste sig op og trak tunika og skjorte over hovedet, før han forlod rummet i hoser og broger alene.

Tro til hendes forespørgsel, gik der ikke længe før han vendte tilbage, skrubbet lyserød af en sky tjenestepige, som ganske givet troede, at lyset i hans øjne havde noget med hende at gøre. Det kunne det ærlig talt sagtens have gjort, hvis ikke Gisela lå inde i sengen, indbydende og nøgen.

Raoul selv var i en simpel kåbe, da han kom ind på soveværelset igen. Det korte hår var fugtigt endnu, og fuldskægget stod endnu. Barberen måtte vente til morgentimerne.

Han satte sig på sengekanten igen og fandt Giselas hofte igen, som han svagt underholdt spurgte; "sover du?"

[Gisela af Condia]

Gisela betragtede Prinsen, mens han forlod soveværelset. Da han var ude af rummet, lagde hun sig ned på ryggen, og så op i loftet af sengen. Hun blinkede et par gange med øjnene, inden hun strakte sin krop så lang den var. Tålmodighed havde aldrig været en af hendes stærke sider. Og det var det absolut heller ikke nu.

Da døren blev åbnet, var hun stadigvæk vågen. Omend langt mere afslappet, end da han havde vækket hende. Hun løftede sig op på albuerne. ”Mmh,” svarede hun, inden hun trak benene til sig, og trak sin overkrop op, så hun kom op at sidde i sengen. ”Du slipper ikke,” mumlede hun lavmælt, mens hun fik manøvreret sig om bag ved Raoul.

[Raoul af Condia]

Raoul fnøs lavmælt over svaret og drejede hovedet lidt, som Gisela satte sig bag ham. Hvad hun regnede med at opnå der var uklart, men han var villig til at finde ud af det.

"Jeg havde ingen planer om at prøve," konstaterede han, imens han testede styrken af sengens reb en anelse, ved at hoppe lidt hvor han sad. De skulle nok strammes op om morgenen, men ville forhåbentlig klare natten. "Har du ligget og tænkt på det imens?" Han løsnede båndet, der holdt kåben samlet.