Fætter/kusinefest

[Ercole af Groten]

Leonora af Legan

Det var ikke meget af sin tid Ercole brugte på sociale besøg, men han forstod godt hvordan indflydelse virkede og at det så godt ud, når en mithranerpræst kom forbi. Dengang han havde været ganske lille havde hans far og mor været et temmelig upopulært par i familiekredse, men det havde støt ændret sig. Ikke nok til, at han skulle passe på hvordan han trådte, dog. Det var det, der gjorde det så befriende at trække i de gule rober. Det var let, hvad der var rigtigt som en af brødrene. Simpelt.

Men familiebesøg var ikke et præstehverv. Det lå udenfor de simple regler og hørte under de adelige sider, som han også skrev for sig selv ved siden af. Han kom uannonceret - et potentielt faux pas - og fik af tjenestepigen at vide, at hverken hans tante eller fætter var hjemme. Det var til gengæld den yngste kusine og han accepterede, at vente på hende i en lille, opvarmet stue i en saksestol. Det var her han sad, blikket eftertænksomt, som døren gik op.

[Leonora af Legan]

Leonora var ikke glad for det stormende vejr udenfor og hun havde derfor valgt at tilbringe dagen indenfor og tegnet. Hun havde efterhånden brugt længe på et tegning af havebænken der stod foran et stort smukt træ. Det så efterhånden også ganske fint ud. Da hun var næsten færdig, kom en tjenestepige ind for at annoncere at hendes fætter Ercole sad i en af stuerne og ventede på hende.
Leonora blev glad, det var længe siden hun havde set sin fætter og skyndte sig derfor ned til ham. Hun glemte alt om at vaske kul af fingrene.

Kort efter trådte hun ind i stuen og slog blikket på fætteren "Cole, dejligt at se dig. Hvad bringer dig hid?" Hun gav hans hånd et lille klem og satte sig så i en af møblerne.

[Ercole af Groten]

Ercole trak en anelse brat hånden til sig, da den unge kvinde, hans kusine, gav sig til at røre ved ham. "Frøken Leonora," hilste han en smule stift og ganske alvorligt. Han havde rejst sig op, da hun trådte ind, og blev stående et øjeblik efter hun satte sig ned, før han selv satte sig tilbage i saksestolen og klarede halsen en anelse.

"Jeg havde netop tid og kom for at høre til din moder og broders velbefindende. Men jeg kan forstå, at de er ude og nu jeg var her, ville jeg se til dig. Er du vel?"

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede undskyldende på sin fætter, da han irettesatte hende efter at have givet hans hånd et lille klem. Det havde jo ikke været noget ondt ment ved det. Hun lyttede til hans ord, og mærkede et lille stik, da det gik op for hende, at det slet ikke var hende, han var kommet for at se. Men hun var den eneste der var her. Sådan måtte det være, hun var glad for sin familie og fandt det vigtigt at se dem. Hun blev da også glad, da han spurgte til hende.
Svaret måtte dog overvejes nøje, Hvad hun gerne ville sige, vidste hun godt hun ikke kunne sige. Det ville ikke se godt ud. Derfor endte hun med at trække på skuldrene og forklare hvad hun nu kunne. "Mit bryllup er blevet annulleret igen, så ikke helt vel. Hvad med dig?" Hun kiggede på ham med et lille smil.

[Ercole af Groten]

Ercoles bryn skød lidt op ved den temmelig alvorlige konstatering, før de trak sig sammen i bekymring. Han havde ikke været involveret i Leonoras liv siden hun forlod klosterskolen for flere år siden, men han havde taget en interesse i hende dengang og den var ikke forsvundet blot på grund af tid og afstand.

"Hvorfor, Leonora? Hvad er der sket?"

[Leonora af Legan]

Det var ikke noget rart emne at tale om og Leonora havde ikke lyst til at diskutere det for meget. Det var slemt nok at tænke på, at Nik måske slet ikke vidste der endnu og han nok ville blive skuffet over hende igen. Hun trak til sidst på skuldrene "Han ville pludselig ikke og bad om at få aftalen annulleret" forklarede hun, uden selv helt at have forstået det. Det gik samtidig op for hende at Nik selvfølgelig måtte vide det, eftersom han jo styrede aftalen fra deres familie. Var det mon derfor han ikke havde svaret på hendes brev? Hun mærkede sorgen skylle ind over sig med tankerne. "Noget gik bare helt galt efter at Ridder Hale var med os i Legan" Derefter havde det bare været underligt og anderledes og han virkede ikke længere interesseret i det. Bare det ikke var fordi han havde hørt, hvad hun havde lavet med Julia?!

[Ercole af Groten]

Ercole havde ikke brugt de sidste femten år på at studere slægtshistorier eller heraldik og så noget forvirret ud over navneforbruget. Han vidste ikke engang rigtig hvem Leonora havde været forlovet med. Som præst fulgte han meget lidt med i hofsladder. Han havde rigeligt at beskæftige sig med for sin egen del.

"... Hvem er Ridder Hale, Leonora?" Han forsøgte at smile svagt, venligt, for at opfordre hende til at tale. Hun lignede en, der kunne bruge det.

[Leonora af Legan]

”Ridder Hale af Josdirk.” forklarede hun med et lille stik i hjertet. Det havde været kendt at hendes broder Niklaus var forlovet med Hales yngste søster, men at det ikke var gået. Derfor havde det været en god ide nu med Leonora og Hale. ”Han formåede virkelig at fange mig i et tryllespind af drømme” uddybede hun og så ned. Der var ikke meget smil tilbage i hendes ansigt.

[Ercole af Groten]

Ercole trak på skuldrene og fremviste sin egen uvidenhed uden de store skrupler. Han havde dog fanget en anden detalje og hans bryn trak sig lidt sammen.

"Du sagde endnu en forlovelse," bemærkede han forsigtigt. "Betyder det, at du har flere brudte forlovelser bag dig?"

Alvorligt. Ikke kun for Leonora, men hendes familie. Den slags skandaler var det ikke alle familier, der kunne tåle. Hans egen ville aldrig kunne det.

[Leonora af Legan]

Det var bestemt ikke rart at snakke om, og Leonoras humør faldt da også yderligere. Der var stille lidt mens hun tænkte, så nikkede hun. "For et års tid siden var jeg forlovet med Damien af Theaham, men der kunne vores familier alligevel ikke blive enige og så blev de til sidst enige om at det var bedst at gå hver til sit." Det var flovt at fortælle, og endnu værre var det at følelsen af ikke at være god nok voksede i hende. Hun blev ked af det. Hvorfor kunne ingen lide hende? Hvorfor kunne hun ikke allerede have mand og familie som Julia?

[Ercole af Groten]

Begge bryn røg en anelse op, før Ercole glattede sin pande ud og forsøgte at lade være med at betragte sin kusine yderst bekymret. To brudte forlovelser. Uanede muligheder for skandale. Hans hjerte hamrede lidt ved tanken om, at det kunne påvirke Groten. Det var naturligvis ikke videre omsorgsfuldt af ham, men han bekymrede sig for sin slægt.

Der var dog også plads til andre bekymringer. "... Hvad gør Niklaus ved alt dette?"

[Leonora af Legan]

Leonora rynkede først panden og trak så let på skuldrene. Ja hvad gjorde Nik egentlig ved det? Hvad end han gjorde, så blev hun aldrig rigtig en del af det, men.. han var vel ligeglad? Hun havde bragt skam over familien og sådan var det. Han forstod hende ikke og han ville ikke lytte til hende. "Jeg ved det ikke. Han har været på riddertogt de sidste mange måneder, og har ikke engang villet svare på mit brev." Det var tydeligt at høre på Leonora at det med brev gjorde hende meget ked af det.

[Ercole af Groten]

Ercole nikkede langsomt. Det var ikke let for ham, at se sin kusine ulykkelig og han klarede halsen en anelse, for at dække over den ukomfortable stemning i mellemgulvet og brystkassen.

"Jeg er ked af at høre, at det går dig så skidt Leonora," svarede han stille. "Hvorfor brød de forlovelserne?"

[Leonora af Legan]

Leonora tænkte over det et øjeblik. Hun kendte faktisk ikke grunden til det. Ikke sådan rigtig. Det var hun ikke blevet inddraget i. "Det var noget med medgiften. Det er alt jeg har fået at vide." Forklarede hun. Det var snart det der generede hende mest. Hun vidste ikke hvad der skete og det virkede ikke som om hun måtte få mere at vide om det. Det var selvfølgelig også svært når nu Nik ikke havde været hjemme, men ham gad hun slet ikke tale med!

[Ercole af Groten]

At nogen skulle gå ind i en forlovelse og først derefter trække sig på grund af en for lille medgift - det lød ganske skandaløst i Ercoles ører. Og han som ikke engang beskæftigede sig med den slags.

Han tog en dyb indånding og rystede langsomt på hovedet. "Jeg beklager, at livet har behandlet dig sådan," svarede han dybfølt. "Går du tit til Den Store Moder og giver ofre?"