Skræmmende stormvejr

[Teodorie af Nørland]

April, 528 M.T. med Jemima af Cavall

Det var ikke en af Corus' bedste dage. Faktisk rev og flåede forårsstormen så meget i træerne, at det kun var lige netop, at pagerne ikke havde deres undervisning indendørs. Teo var ikke en sart blomst, men hun kunne alligevel godt drømme sig tilbage til sin varme seng i pagefløjen, som hun fik pusten efter at have tæsket en tredjeårspage i sværdkamp.

Hun stod lige netop i ly for den værste blæst op af en borgmur og trak vejret dybt ned i lungerne, imens hun så ud over paladsets grund og op i den grå himmel.

[Jemima af Cavall]

Det var ikke mere end et døgn siden, at Jemima var vendt tilbage til Corus. Hun havde været i Frølund vinteren over, og vendt tilbage, da foråret var begyndt. Det var tid til at skifte hold.

Til trods for, at hun stadigvæk var træt i kroppen efter rejsen, var det ikke hende at slække på sin træning. Og vejret var sjældent en hindring, når hun havde sin Gave til at varme sig ved. Men i dag havde hun taget en lidt tykkere vams på, så hun ikke skulle bruge energi på at holde sig varm. Hun havde lovet en anden ridder, at øve med Gaven. Det var ikke hendes magiske fokus, krigsmagi, men lidt havde hun da lært af sin lærermester.

Hun havde sin sorte bog i hånden og sværdet hængende ved hoften, da hun drejede rundt om borgmuren. Hun var kun lige nærværende nok til ikke at støde ind i den lyshårede pige, der tydeligvis havde søgt ly for blæsten. Jemima var klædt i sin sorte uniform, og det kulsorte hår hang i en lang fletning over ryggen. "Du lyder forpustet," kommenterede hun med et løftet øjenbryn og så udover træningspladsen. Hun var ikke den eneste, der havde søgt ly i små kroge for blæsten.

[Teodorie af Nørland]

Teo slap en overrasket lyd, før hun nærmest instinktivt rettede sig op fra sin stilling, halvt lænet ind imod borgmuren. Hun genkendte en kvindelig ridder på lang afstand og uanset en ridder på kort, så hendes ryg var rank, da hun så op på kvinden.

"Undskyld, Sir," svarede hun, ganske vist en anelse forpustet. "Ja, Ridder C-cavall." Hun trak lidt på det, svagt usikker, men alligevel ikke så usikker endda. Heraldik? Ikke hendes stærkeste side. Udenadslære om de få, kvindelige riddere, der var kommet gennem væbnerskolen? Meget nemmere. Der var slet ikke så mange navne at huske.

[Jemima af Cavall]

Hun så igen ned på pigen. "Har I lige haft træning?" Spurgte hun, og lod den sorte bog glide ned i en lille taske, der sad fast i hendes bælte. Tasken var specielt lavet til netop at kunne rumme den bog, når hun var i sin uniform. Hun kunne ikke genkende den lyshårede pige. Der var måske ikke særlig mange kvindelige pager, men Jemima havde ikke særlig meget med dem at gøre, ikke før den dag hvor hun skulle vælge sig en ny væbner. Hvilket var snart. "Hvad hedder du?"

[Teodorie af Nørland]

"Ja, Sir," svarede Teo. "Vi har egentlig stadig." Hun skævede ud på træningspladsen og på de få, brave sjæle, der væltede lidt rundt i vinden og stadig var i færd med deres kampe. "Jeg venter på min tur, Sir."

Hun ville nødig fremstå som om hun bare dovnede den af. Det gjorde hun bestemt ikke. Ikke at hun ikke gerne ville dovne den lidt af, lige nu.

"Teodorie af Nørland, Ridder Cavall," svarede hun, som hun efterhånden havde fundet pusten.

[Jemima af Cavall]

Jemima fulgte pagens blik ud på træningspladsen og nikkede. De gjorde da i det mindste et forsøg.

Så gled hendes blik igen tilbage på hende, da hun besvarede spørgsmålet. Langsomt nikkede hun. "Er det almindelig sværdfægtning I skal træne i dag?" Det kunne trods alt være, at de også skulle øve sig i brugen af deres skjold. "Men hvis du ligefrem venter på at det bliver din tur..." Hun rynkede panden. "Min træningspartner er ikke dukket op endnu."

[Teodorie af Nørland]

Åh Mithros. Teo prøvede på ikke at lade et eneste glimt af panik vise sig i de lyse øjne, selvom hun krummede tæerne ubehjælpsomt i sine bløde støvler og hendes puls ikke ligefrem blev langsommere ved udsigten til at skulle fægte med en vaskeægte ridder. Bevares - det skulle ikke være første gang, med en familie som hendes.

I stedet rankede hun sig lidt og mødte kvindens blik direkte. "Vi træner almindelig sværdfægtning, Ridder Cavall. Og det ville være mig en ære."

[Jemima af Cavall]

Hun nikkede. "Ridder Tristen og jeg skulle oprindeligt have trænet med Gaven, har du prøvet den slags før?" Spurgte hun, mens hun gjorde tegn med den ene hånd til, at de kunne bevæge sig ud på træningspladsen. "Hvilket år er du på?" Det var måske en ganske vigtig information, for det ville give hende et indtryk af, hvor meget pagen ville kunne klare.

[Teodorie af Nørland]

Teodories bryn røg lidt op. Ridder Tristen? Hvilket sammenfald. Men måske ikke så meget igen... Hun klarede halsen lidt, som hun fulgte med.

"Jeg har ikke gaven, Ridder Cavall," fortalte hun beklagende. Ikke at det særlig tit var noget hun beklagede. Det virkede som om det kunne være meget til besvær, ærlig talt.

[Jemima af Cavall]

Det trak i Jemimas mundvige, da hun så overraskelsen i pagens ansigt, da hun nævnte Tristen. "Ridder Tristen var min første væbner," fortalte hun, og gjorde holdt på et frit sted, hvor de kunne træne.

"Det har jeg," kommenterede hun med et skuldertræk. "Med lad os starte med almindelig sværdfægtning." Hun trak sit sværd op af sværdskeden. I hæftet sad der en ild-opal, der skulle bruges til at fange modstanderes opmærksomhed, og fjerne deres fokus fra kampen, så de blev nemmere at slå ned.

[Teodorie af Nørland]

Teo indså, at hendes glasfjæs havde afsløret hendes tanker endnu engang og klemte læberne en anelse sammen, før hun gav et let nik af forståelse. Træningssværdet hang på hendes smalle hofter og hun trak det, som vinden greb lidt fat i hende.

Ridderens sværd var smukt. Hendes eget var klodset - men brugbart. Det var ikke skabt til at slå nogen ihjel med, dog. Højest give dem blå mærker. Hun havde dog ikke trukket det endnu. "Undskyld, Ridder Cavall, men hvordan kan man træne med Gaven, hvis man ikke har den?"

[Jemima af Cavall]

Hun lod sin ene hånd glide over sværdets stål. Hun havde en sort læderhandske på, så hun ikke frøs i den bidende vind. Ved pagens spørgsmål, så hun over på pigen. "Man kan træne sig i at kæmpe mod en med Gaven," svarede hun ganske simpelt. Hun løftede sværdet op, så pagen kunne se ild-opalen i midten af skæftet. "Kan du se denne juvel? Den er belagt med en besværgelse, der skal fjerne min modstanders fokus på kampen, så jeg har bedre muligheder til at slå vedkommende ud."

[Teodorie af Nørland]

Distraktionsbesværgelser havde pagerne hørt om - lært en lille smule, men meget teoretisk. Teos bryn skød dog alligevel op ved afsløringen og de lyse øjne flammede op med en pludselig interesse - og mild forargelse. Hun bed hastigt en bemærkning om snyd i sig og trykkede læberne lidt sammen, før hun nikkede i forståelse.

"Hvordan undgår man at blive underlagt besværgelsen, Sir?"

[Jemima af Cavall]

Hun lagde sin hånd over ild-opalen. "Det hele handler om fokus, Page Teodorie," svarede hun. "At finde et punkt, og så fokusere på det, så blikket ikke vandrer," uddybede hun, og lod sin hånd gribe rundt om skæftet i stedet for blot at ligge den over skæftet. "Prøv at se, hvor meget fokus du kan holde på mit ansigt, i stedet for at se på ild-opalen," opfordrede hun. "Dens besværgelse vil fascinere dig, men bliv ved med at se på mit ansigt, så meget som muligt," fortsatte hun. Ild-opalen kunne ses på grebknappen, lige over hendes hånd.

[Teodorie af Nørland]

Teo sank en enkelt gang, før hun nikkede og trak sit eget, klodsede træningssværd ud af skeden. Hun var klædt på til vejret, men blæsten hev stadig i hende og tilføjede en ekstra forhindring. Som hun stillede sig an, fulgte hun dog ridderens instruktion og så hende i øjnene.

Ikke noget med at lade blikket vandre til opalen på hendes sværd, uanset hvor meget opmærksomheden måske trak den vej. Hun blinkede en enkelt gang, men brød ellers ikke øjenkontakten.