Akavethed på højeste plan

[Jemima af Cavall]

Benedict af Meagmarsk

Aftenen var ikke helt gået, som Jemima havde håbet på. Eller noget af den havde trods alt. Hun havde brugt morgenen på at sparre med Benedict nede på træningspladsen, først med sværd og sidenhen havde de hver især brugt Gaven. Så var hestene og sadeltøjet blevet tilset, derefter udstyret, som skulle bruges på nattepatruljen. Hun havde med andre ord haft travlt, og derfor var hun først vendt tilbage på sit værelse lige i tid nok til at klæde om.

Da hun var kommet derop, lå der et lille brev på hendes skrivebord. Det var sjældent, at hendes farfar skrev til hende. Som oftest var det hendes forældre, der ville fortælle hende om, hvad der skete i Corus. Det måtte derfor være alvorligt, når det kom fra Greven af Cavall. Hun ville ønske, at hun aldrig havde åbnet det. Hun burde have brændt det, for så var der en chance for, at ordene nedfældet på papiret ikke var sande.

Hun havde haft mange følelser i kroppen lige siden. Vrede, frustration, angst, lidt mere vrede, og så pligtfølelsen tilsidst. Hun var ikke glad for beslutningen. Men hun kunne ikke ændre den. Uden et ord havde en tjener hjulpet hende i udstyret, som hun skulle have på på patruljen. Stilheden var så tyk, at man skulle bruge en slagterkniv for at skære sig igennem den. Og hun tog anspændtheden og stilheden med sig ud af døren, da hun bevægede sig ned til staldene.

Denne aften ventede hun ikke på Benedict. Hun steg op på den sorte hingst Nat, og satte ham igang. Først udenfor fortets mure standsede hun op for at vente på ham. Herude var natteluften bedre. Hun kunne trække vejret ubesværet end inde i fortet. Lysten til at ride afsted til et fjernt afsides liggende sted og tilkalde sin oldemor fristede. Men hun måtte vente.

[Benedict af Meagmarsk]

Benedict ventede allerede i skyggerne. Han havde ikke været her længe, men længe nok til at blive kølet lidt ned af natteluften. I hans brystlomme lå et lille brev og varmede som gløder fra et bål, men han var alligevel en smule bleg at se på. Brevet var fra hans fader.

Han havde modtaget det i sit kammer, netop som han var vendt tilbage efter en lang dag. Korrespondance hjemmefra var slet ikke ualmindeligt, så han havde været lidt for nonchalent med bare at åbne det og læse det. Nu ville han ønske, at han havde ventet. Med ét var alt forandret, og han vidste ærligt talt ikke til hvad. Men før han kunne nå til bunds i noget som helst, dukkede en tjener op for at hjælpe ham med klargøringen til de næste pligter. Han bed det i sig og skyndte sig af sted, så hurtigt det lod sig gøre.

Egentlig ville han være reddet videre, men pligten kaldte. Han var nødt til at vente på hende. Han åndede tungt ud uden at have været opmærksom på, at han havde holdt vejret. Han kunne slet ikke rumme hende lige nu. De havde gennem de sidste tre måneder var tæt forbundne i et partnerskab, der havde udviklet sig til venskab. Nu var han stivnet fuldstændigt indeni over dette... dette... Hvad var dette?? Et bagholdsangreb? Forræderi? Meningsfuldt? Han havde ikke haft tid eller to til at finde ud af, hvad grundene måtte være til at tage sådan en beslutning hen over hovedet på ham. Vidste hun noget? Han kendte allerede svaret, da han så hende komme tidende imod sig.

Lidt for længe ventede han med at afsløre sig selv, men da det ikke længere kunne forsvares gjorde han sig til kende. Hans blik var stift fikseret ned i jorden som gjaldt det hans liv.

[Jemima af Cavall]

Kulden var mere end velkommen. Den fik hendes slanke krop til at skælve og i et kort øjeblik lukkede hun øjnene, mens hun samlede sig selv op. Tog sig sammen. Hun havde sine pligter. Både her og i fremtiden. Det vidste hun, sådan havde det været fra hendes fødsel. Ansvar og pligt kom altid i første række, når det gjaldt Cavall. Det havde hendes farfar været så venlig at minde hende om.

Da hun hørte Benedicts vejrtrækning, åbnede hun øjnene og så hen på ham. Skumringen var begyndt at falde på, og kastede der lange skygger henover ridderen foran hende. Hun så retningen af hans blik. Det faldt mod jorden. Han vidste det. Han havde selv fået samme besked. "Du ved det," konstaterede hun med en reserveret stemme, den brugte hun altid, når hun følelsesmæssigt tog afstand til noget. Det var som oftes ting, hun ikke selv havde indflydelse på. "Hvor længe?" Krævede hun at få besked.

[Benedict af Meagmarsk]

Benedict så op, da han hørte hendes stemme og mødte hendes anklagende blik. Han så sammenbidt ud, men lod hesten gå frem, så de kom tættere på hinanden. Luften mellem dem slog gnister af anspændt stemning. Hele hans slægt så ham over skulderen og hviskede i hans ører. Hans krop føltes tung af ansvaret, selvom han indtil i dag havde forstået sine pligter i livet og levet efter dem. Nu føltes de snærende. Hvorfor var han ikke blevet involveret i beslutningen? Det var spørgsmålet, der løb igennem hans sind. Han følte sig mere og mere vred, men han holdt følelserne fast med en jernnæve.

"Nogenlunde lige så længe som du, vil jeg tro," svarede han tørt. Han kendte hende efterhånden godt, så han forstod, at hun var oprørt. Hendes reserverede attitude narrede måske de fleste, men ikke ham. Brevet brændte sig igennem brystlommen. "Jeg fik beskeden, da jeg kom tilbage til mit kammer... Vidste du noget?" spurgte han ind. Det betød noget, om hun var en del af dette... arrangement.

[Jemima af Cavall]

Hun fnøs forarget over hans spørgsmål. Han burde vide bedre, end at spørg hende om sådan noget. "Naturligvis ikke," svarede hun vredt, stødt over han overhovedet havde tænkt tanken. Hun holdte tøjlerne i et jerngreb, da hendes hingst begyndte at stampe utålmodigt i jorden.

Men havde han vidst det lige så længe som hun havde. De havde endda læst brevet på nogenlunde samme tid, kunne hun udlede af hans ord. Hele dagen havde de tilbragt sammen, og det var meningen, at de nu også skulle tilbringe natten sammen. På patrulje. I fremtiden som hustru og husbond. Det gav hende næsten koldsved på panden, at tænke på det. "Greven af Cavall skrev og fortalte det," fortalte hun. Hendes farfar kaldte hun altid for Greve, så nære var de i hendes familie. Pligt og ansvar frem for alt, selv ens egne følelser.

[Benedict af Meagmarsk]

Benedict bed tænderne sammen, da han så hendes grimasse. Han fortrød, at han havde sagt det, i det øjeblik ordene fløj over hans læber. Det lignede ham ikke at sige sådan, og Jemima fortjente ikke den slags spørgsmål oven i det hele. Alting var kaotisk nok i forvejen. "Tilgiv mig," sagde han stille. "Selvfølgelig vidste du ingenting, det siger sig selv. Jeg skulle ikke have spurgt." Hoppen rørte uroligt på sig, påvirket af stemningen.

Han så længe på hende, da hun talte. Så åndede han ud og nikkede. For begges vedkommende var det kommet fra familiens overhoveder. Var de blevet trætte af at vente? Trætte af at blive holdt hen? Der var ingen tvivl om, at ingen af dem havde gået med den slags intentioner sommeren over. Begge havde hengivet sig til deres pligter - som de altid gjorde. Hans stemme var lavmælt, da han endelig talte. "Jeg fik beskeden hjemmefra... Jeg..." han ville sige noget mere - hvad som helst der kunne få denne akavede stemning væk - men han var helt tom for ord. Han så ned i jorden.

[Jemima af Cavall]

Hun var stadigvæk misfornøjet over hans så lave forventninger til hende. De havde været et partnerskab i flere måneder, og så var dette udfaldet? Absurd og bizart. Alt ved situationen var ganske enkelt forkert. "Nej, det skulle du ikke," konstaterede hun køligt og vendte sin hingst om, så hun sad med siden til ham.

"Det hjælper ikke at bore i det," sagde hun så efter flere sekunders stilhed. "Beslutningen er taget," det var endnu en konstatering. Hvis de ikke talte om det, hvis hun fik det på afstand, så blev det måske bedre. Eller i det mindste lettere at forholde sig til. Men bare tanken om at skulle være nogens hustru, det gav hende en knude i maven.

[Benedict af Meagmarsk]

Benedict kunne godt se, at hans bestræbelser på at mildne hende var spildte kræfter. Hun havde besluttet sig for, at han var urimelig, og så kunne de diskutere herfra og til verdens ende. Lige meget hjalp det. Hun havde brug for at afreagere, og han var ligefor. Han sukkede igen. Det passede ham ikke at være skydeskive for hendes vrede. Han havde sine egne følelser at få på plads. At hun blev hysterisk var noget nær katastrofekurs for resten af natten, hvor de havde så rigeligt med tid til samtale og hinandens selskab. Han forblev tavs, da hun blev ved. Det var bedst lige nu.

Han så på hende, da de sad ansigt til ansigt. "Det hjælper ikke at benægte, at det er der," svarede han. "Beslutningen er nok taget, men det stopper jo ikke der, Jemima," sagde han og krummede tæer. Realiteterne kom dansende imod ham og hånede ham for hans uvidenhed. Hun skulle være hans, og han skulle være hendes. Han havde aldrig næret nogen romantiske følelser for ægteskabet, men som han sad her og hele sin arvs byrde vågnede op i hans sind, så forstod han, at det var slut med at være kammerater. Pludselig var hele den nærhed, de delte, gledet ud mellem deres hænder, og han var ikke klar over, hvad de stod tilbage med. Hendes reaktion lovede ikke godt, men han skulle heller ikke forherlige sig selv med sin larmende tavshed og mange prust og støn, der ikke lagde op til dialog.

[Jemima af Cavall]

Hun var lige ved at himle med øjnene af ham. Regnede han hende virkelig for at være så ignorant når det kom til ægteskaber. Hun vidste ret meget om ægteskaber, og især de arrangerede. Det var en stolt tradition i hendes familie at gifte sig med en person, der kunne sikre formue og social avancement i samfundet. Hvilket hun ikke var i tvivl om, at Meagmarsk kunne give Cavall. Det var sikkert derfor, at hendes farfar havde valgt Benedict. Hans niece skulle være dronning, og hans nevø skulle være hertug.

"Jeg benægter ingenting," sagde hun, denne gang var hendes stemme fattet, men med et strejf af kølighed. "Men vi har stadigvæk en opgave at løse her i Frølund," lød det fra hende. "Hvis jeg samtidig skal tage stilling til denne nye situation, kan jeg ikke holde mit fokus på at beskytte dig." Hun mødte uden tøven hans blik. Dette her var så uvelkomment, som noget kunne være. Hun skulle leve resten af sit liv med Benedict.

[Benedict af Meagmarsk]

Benedict sagde ikke mere. Jemima var tydeligt optændt af selvretfærdighed og glemte, at det ikke var ham, hun skulle være vred på. Han trak sig længere ind i sig selv og hans panderynke blev dybere i eftertænksomhed. Han kunne ikke finde svarene, han ledte sig heftigt efter, og lige nu var det tydeligt for ham, at han heller ikke ville kunne finde dem i samråd med Jemima... Hans forlovede... Han rystede på hovedet, som for at ryste tanken væk, men den blev drilsk hængende i hans sind. De skulle giftes, hun skulle være hans hustru, og her stod de i hvert sin forskansning.

Han nikkede bekræftende af hendes ord. De gav god mening for ham. "Lad os komme afsted," svarede han mere venligt, uberørt af hendes fjendtlighed. Han nærede ingen forhåbninger om, at hun ville køle ned foreløbig, men han havde ikke tænkt sig at give hende mere at gribe efter i sin harme. Han kunne alligevel ikke sige noget rigtigt. Det hele blev smidt tilbage i en form, han ikke kunne genkende. Det var som om, hun havde glemt, hvem han var. Hans værdier og ærekære tilgang til tingene. Havde han måske gjort hende uret på noget som helst tidspunkt? Nej, han havde respekteret hende og værdsat hendes evner, og de var blevet kammerater. Nu var hun stejl og utilnærmelig. Han trak sig og satte hesten i gang. Hele hans slægt hvilede tungt på hans skuldrer.

[Jemima af Cavall]

Hun kunne ikke forstå hans trang til at tale om det på nuværende tidspunkt. Det var dårligt koordineret, og kunne garanteret sagtens havde ventet til, de begge vendte hjem til Corus. Men som altid var der ingen i hendes familie, der tog særlig hensyn til private følelser.

Hun brummede lavmælt, da han indvilligede i, at de kom afsted. Det var det hun trængte mest til. "Vi skal i aften patruljere den nordvestlige grænse," sagde hun, og var langt bedre tilfreds, når de nu skulle arbejde. Hun drejede sin hingst i den retning, som de skulle. "Ridder Melvin sagde under aftensmaden, at der har været særlig stor aktivitet i dag," nu var hendes stemme bekymret i stedet for. "Men vi krydser Ridder James og Ridder Johan undervejs på grænsen."

[Benedict af Meagmarsk]

Benedict undlod at ryste på hovedet, men så i stedet lige frem for sig. Det var en umulig situation, og han havde mere brug for at tale med sin fader end med Jemima lige nu. Det var bare med at komme igennem vagten uden konflikter. Det virkede Jemima heldigvis indstillet på, og hun gled hurtigt tilbage i rollen, de kunne finde ro i. Samhørighed, næppe, men det passede ham glimrende på stående fod. Han ville gerne have talt om det, men det ændrede ingenting at vente. Tværtimod kunne det tænkes, at hun var mere rimelig at føre en samtale med. Han bed tænderne sammen og nikkede.

"Ja, det hørte jeg også," svarede han med tanke på aktiviteten. Han følte sig lettet over, at de ville få selskab og mere end klar på at drukne sig i arbejde. "Vi må hellere være beredt."

[Jemima af Cavall]

Det var altid foruroligende, når man var blevet sat i sigte, at det ville blive en aktiv nattevagt. Men Jemima bød fornemmelsen velkommen, frem for den vrede, der var begyndt at ulme i hendes krop. Hun var langt fra vred på Benedict, bare på det faktum at de havde valgt ham, og ikke en anden ukendt mand. Det ville hun nemmere have været i stand til at håndtere. Men hun kunne rent faktisk lide den ældre ridder.

Hun nikkede til hans ord. "Ja," sagde hun og holdt sin hingst i en kort tøjle. "Når vi kommer frem, sender jeg en sporing afsted," fortalte hun. Det var sådan de plejede at gøre. Det havde heldigvis ikke noget at gøre med at fremkalde en afdød ånd. Det var blot at kaste en besværgelse for en fugl, og så lade den lyse i en speciel farve, hvis der var fjender i nærheden. Med mindre deres fjender var beskyttet af en magisk mur.

[Benedict af Meagmarsk]

Benedict betragtede Jemima et langt øjeblik og tolkede på alt han fandt. Hendes ansigts fokuserede furer, hendes krops anspændthed. Det var det eneste, han havde i manglen på ord. Vreden stod malet på hende, som havde hun stukket ham en lige højre, og det fik ham til at være mere blid i sin tilgang til hende. Han fandt en vis fred i arbejdet og overgav sig til det, men tavsheden mellem dem var pinefuld, for han så hende med nye øjne og kunne ikke lade være med at glide over i tanker om tyngden af ægteskabets pligter. De var svære at ignorere, selvom han var pligtskyldig nok til at fokusere på deres opgave.

Han nikkede for guderne måtte vide hvilken gang. "Godt," sagde han anerkendende. "Gør det," Det var efterhånden ikke nødvendigt at aftale nærmere. De kendte hinanden godt og havde følt hinanden tilstrækkeligt an til at glide ind i en arbejdsfordeling, som de ikke længere behøvede at italesætte. "Jeg er klar, når du er," Han var ualmindeligt fåmælt her til aften, men han behøvede heller ikke andet end et tegn fra hende for at vide, om han skulle gribe ind. På den måde havde de været et eksemplarisk match - på slagmarken om ikke andet. Han rømmede sig lavmælt.

[Jemima af Cavall]

Hendes ansigt lå i alvorlige folder, som de nærmede sig det sted, hvor deres patrulje skulle starte. Hun nikkede, da han bekendtgjorde, at han var klar. Hun standsede sin hingst, og holdte tøjlerne i den ene hånd, mens hun langsomt løftede det anden. Omkring hendes sorte læderhandske dannede der sig en mørkegrå tåge med små isblå prikker i. Hun mumlede lavmælt, det var en ganske nem besværgelse, og den blev kastet mod den nærmeste fugl.

Den sorte krage fløj op fra sin plads i træet og strøg henover himlen. Heldigvis lyste fuldmånen området op, så Jemima kunne følge kragen med øjnene, indtil den vendte om og kom tilbage. Da den satte sig på en gren i træet, fjernede hun besværgelsen fra kragen og så over på Benedict. "Ingenting," sagde hun med et svagt nik. "Ingen fjender mod nord," fortsatte hun. Faktummet fik en rynke frem på hendes pande og hun drejede hovedet for at se hen på den robuste ridder. "Så meget aktivitet om dagen, men næsten ingen ved nattetide? Lyder det kun besynderligt i mine ører?" Spurgte hun og tog igen fat i tøjlerne med begge hænder, da hingsten under hende, rørte uroligt på sig.