Mere under overfladen

[Jemima af Cavall]

Tristen af Piratklippen
5. mart 524 M. T.

Frølund havde forandret sig, siden Jemima var kommet til byen. Hendes families hus var ikke lige så tomt, som det plejede at være. Hun boede der ikke længere alene. I stedet havde hun sin væbner under samme tag.

Vinteren var overstået, men deres udstationering var ikke. Der havde ikke været meget at lave. Vinteren havde været hårdere ned året før, og antallet af bander havde næsten været halveret. Men nu var vejene så småt ved at åbnes op, sammen med forårets komme.

I Cavall-huset var der et rum, som var malet sort fra top til tå. Magiske tegn var overalt på væggene, som også var dækket af reoler med forskellige bøger. Det var Jemimas eget private rum. Ingen familie-medlemmer vovede sig derind. Heller ikke tjenestefolkene. Det havde stået uberørt siden de var kommet til Frølund, fordi hun skulle lære Tristen om byen.

Hun stod udenfor døren med Tristen lige bag ved. Med en lav mumlen sørgede hun for at låse den magiske lås op, så døren gik op ad sig selv. Og afslørede intet andet end ren mørke. Kun lyset i Jemimas hånd kastede lys ind i det mørke rum.

[Tristen af Piratklippen]

Det føltes stort at skulle bo under Cavalls tag. Tristen sørgede for at være meget omhyggelig med at begå sig rigtigt og ikke gøre skam over noget. Det tog ham tid bare at slappe nok af til ikke helt at gå på listefødder.

Så var det noget lettere når de var rundt og se byen. Her havde han til gengæld nysgerrigt spurgt ind til alle mulige ting for at sikre sig han kendte byen godt og kendte dens forsvar.

Nu var de så igen noget hjem til Cavall-huset. denne gang stod de foran en dør Tristen endnu ikke havde været inde bag. Han så på Jemima, som kom med en mumlen før døren gik op. Dette måtte være et særligt rum. Da døren gik op ad sig selv, kunne Tristen ikke lade være med at måbe en smule af overraskelse. Hvad var dette for et rum? Han kiggede ind da døren var åbnet helt op, men det så bare mørkt ud. Uden at fjerne øjnene fra rummet spurgte ham Jemima. "Jemima... Hvad er dette for et rum?" i samme nu kastede hun et lys ud af hånden, det havde han stadig ikke vendet sig til. Det blev lettere at se rummets indretning, det gav dog ikke meget svar på hans spørgsmål og han kiggede derfor på Jemima i håb om at hun ville fortælle det.

[Jemima af Cavall]

Det var flere måneder siden, hun havde set rummet sidst. At hun havde et lignende rum derhjemme i Corus og i borgen i Cavall, det sagde hun ikke noget om. Det ville Tristen tids nok opdage.

Hun trådte ind i rummet, mens hun tog en dyb indånding. Det føltes som at komme hjem, når hun trådte ind i det magiske rum. Hun drejede hovedet for at se på Tristen. Mørket omsluttede hende, og kun hendes ansigt var oplyst af lyset fra hendes hånd. "Dette er et rum, min farfar fik bygget til mig, da jeg opdagede mit speciale," forklarede hun og trådte længere ind i rummet. Et par gnister fløj fra hendes hånd og over i nogle skåle, som hang op ad væggene. De endte med at lyse rummet op. Men det var stadigvæk en dunkel belysning.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen stod måbende og så til mens Jemima Gik ind i rummet og kort efter tændte nogle skåle, så rummet blev en smule lettere at se. Han kiggede rundt om sig selv. Der virkede til at være så meget at se, skønt rummet ikke var så stort igen. på en måde var rummet uhyggeligt, men samtidig fascinerende. Der gik længe med, at Tristen blot stod og stirrede.

Efter noget tid blev han dog opmærksom på det, og egentlig en smule flov, det var ikke pænt sådan at stirre. "Undskyld Jemima... det er bare... Altså.. jeg ved det ikke. Fascinerende"

[Jemima af Cavall]

Fascinerende var ikke lige det ord, hun selv ville bruge omkring rummet. Det var nok nærmere en nødvendighed for hende, at have sådan et sted. På gulvet var der også mærkelige tegn. Men de var langt mere struktureret, og i forhold til Jemimas evne, tjente de rent faktisk et formål. "Dette rum er hemmelighed Tristen. Kun min farfar, far, jeg og tjenestefolkene kender til det," sagde hun og gik hen til et skrivebord, der var næsten var helt ryddet. I midten lå en enkelt bog, som hun slog op i.

[Tristen af Piratklippen]

Hvis det var en hemmelig, dette rum, så var det da meget at fortælle det til ham? Tristen blev opmærksom på, hvad han faktisk i så fald nu var vidne til. "Jeg fortæller ikke noget til nogen!" lovede han bestemt. Ikke at han rigtig vidste hvad han helt reelt kunne sige udover det var et mørkt rum med nogle tegn.
"Hvis jeg må spørge Jemima, Hvad er det her så for et rum?" Det så uhyggeligt ud på en eller anden måde. Koldt og ensomt, hvis et rum da kunne være det.

[Jemima af Cavall]

Det trak i hendes mundvige over hans udbrud. Hun havde så sandelig heller ikke forventet andet af ham. Han stillede igen samme spørgsmål som før, og hun vendte sig rundt mod ham, og med en håndbevægelse lukkede hun døren efter ham. "Det er her, jeg øver mig," svarede hun og med en håndbevægelse gav tegn til, at han skulle sætte sig på en stol. "Har du nogensinde set et spøgelse?"

[Tristen af Piratklippen]

Hvis han skulle være ærlig, var hans hoved et virvar af følelser lige nu, og samtidig gav det så meget mening at Jemima da havde et sort rum med underlige tegn.
Han satte sig i den anviste stol, spændt på, hvad der nu ville komme til at ske. Spørgelser? han overvejede det lidt. indtil for ganske nyligt havde han været sikker på, at spøgelser kun var noget man fortalte om til børn og folk man ikke kunne lide. Men Jemima havde jo trods alt vist ham at virkeligheden var en lidt anden. Han kiggede derfor bare op på hende og svarede. "Nej aldrig. Jeg troede ikke de fandtes"

[Jemima af Cavall]

Nogle mennesker påstod at de havde, og så var der dem, der påstod de ikke havde. Jemima var hjemsøgt af dem. Hver dag og hver nat. Lidt af en forbandelse. "Så bliver dette din første gang," sagde hun, inden hun vendte sig rundt og så ned i bogen. En lav remse strømmede over hendes læber, mens en lille cirkel på gulvet begyndte at lyse med et skær i den samme farve, som Jemimas Gave tog. Den mørkegrå farve virkede kold og fjern. Et efter et, blev der stillet et lys ned på cirklen som ved en usynlig kraft.

"Sid helt stille," sagde hun alvorligt, mens hun vendte sig rundt og så intenst på lyset i cirklen. Hun satte sig selv på gulvet lige foran cirklen. En lang række af ukendte ord gled over hendes læber igen. Det grå lys flimrede, og steg i styrke, for blot igen at svinde i styrke. Sådan blev det ved, indtil det pludselig lyste hele rummet op i et kort øjeblik, og forsvandt, blot for at efterlade en grå person foran dem.

[Tristen af Piratklippen]

I samme nu som Tristen skulle til at sætte sig bedre til rette, fik han besked på at sidde helt stille. Det var jo bare typisk, men han gjorde som Jemima sagde og holdt så øje med hvad hun lavede med tilbageholdt åndedræt. En masse lys dansede ind og ud mellem hinanden, flimrede lidt og svandt i styrke. Var dette spøgelser? så pludselig stod der en grå person i cirklen. Nej. Dét var et spøgelse! Tristen strammede sit greb i stolen. Der stod et spøgelse foran ham. Hvad pokker gjorde man lige, når der stod et spøgelse lige foran en? Hans hjerte bankede og han mærkede hvordan det løb ham koldt ned ad ryggen. Han havde sikkert også mistet lidt farve i ansigtet. Øjnene stirrede bare fremefter på det spøgelse der nu var dukket op. Han anede ikke, hvad han ellers skulle gøre og han turde bestemt ikke at spørge.

[Jemima af Cavall]

Det var aldrig let at fremkalde et spøgelse. Det kostede langt mere energi end en hel dags træning med sværd. Da hun kiggede op, stod personen foran hende. Et skævt smil lagde sig på hendes læber, og hun satte sig i en langt mere behagelig stilling. "God aften Grevinde Eiralys," sagde hun, og kvinden i cirklen rystede på hovedet. "Jemima! Igen? Hvad tror du, at din farfar ville sige til dette her?" Jemima rømmede sig og kiggede over på Tristen. "Det her, er så min oldemor," sagde hun med en hæs stemme.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen stirrede fra spøgelset til Jemima. Hvad var det meningen han skulle gøre i alt dette her? Han havde ikke fået nogen instrukser andet end at sætte sig. Da han så Jemima rette på sig, forsøgte han forsigtigt at gøre det samme, så han sad bedre. Han kiggede nærmere på kvinden, som altså var Jemimas oldemor. Hvorfor skulle han se hendes oldemor? Forsigtigt tog han en beslutning om at sige noget. "God.. Godaften" Han rømmede sig lidt for at få styr på stemmen "Godaften Grevinde" Han kendte hende ikke, hørte bare at Jemima havde kaldt hende grevinde og gjorde nok klogt i at gøre det samme selv.

[Jemima af Cavall]

Grevinde Eiralys drejede hovedet for at se på Tristen, da han hilste på hende. "God aften Væbner Tristen," hilste hun med en stemme, der tydeligvis var behersket og udviste autoritet. "Ved Gudinden Jemima," hun himlede med øjnene af sit oldebarn, og Jemima slog blot ud med armene. "Han skulle jo se det før eller siden. Og jeg har altså fået lov af farfar," sagde hun med en indigneret stemme. "Han vil være med hver gang, så du må hellere vænne dig til ham."

[Tristen af Piratklippen]

Tristen kiggede lavmeldt fra den ene til den anden. Det virkede ikke som om Grevinden var enig i Jemimas valg om at indvie ham i alt dette. Han bukkede høfligt med hovedet for grevinden "Grevinde Eiralys. Jeg vil give Dem, såvel som Jemima, at jeg ikke fortæller om dette her til nogen" Måske det ville hjælpe lidt på stemningen.
Men hvad var det for noget med at være med hver gang? Han skulle vel ikke overvære dette alt for tit? Gad vide egentlig om de kunne komme i kontakt med nogen fra hans familie? Det kunne da være ganske spændende. Sådan begyndte tankerne at flyve ind og ud mellem hinanden.

[Jemima af Cavall]

Det grå spøgelse satte den ene hånd på sin hofte og løftede en pegefinger mod Jemima. "Du er et uopdragent barn. Akkurat ligesom din farfar var," lød det fra Grevinde Eiralys. Jemima grinede bare. "Det tager jeg som et kompliment," sagde hun og rejste sig op igen. At Tristen igen lovede, ikke at sige dette til nogen, kommenterede igen af dem på. Der lød et suk fra Grevinden. "Javel ja. Det lader til, at vi skal ses igen Væbner Tristen. Men indtil da; hold øje med hende. Farvel," spøgelset nejede for dem begge, og med en håndbevægelse, som om Jemima viskede noget af en tavle, forsvandt Grevinden.

Det var først nu, da spøgelset var forsvundet, at sveden blev tydelig i Jemimas ansigt. At fremkalde et spøgelse var aldrig nemt, og det kostede lige så mange kræfter at sende dem bort igen. "Jeg kontakter den gamle hver gang, jeg kommer herop," fortalte hun og gik hen for at lukke bogen, der stod på skrivebordet.