En omgang træning

[Tristen af Piratklippen]

Jemima af Cavall

Der var gået nogle dage sidden turneringerne var blevet afholdt. Tristen havde ikke klaret sig syndelig godt, hvilket han ellers havde håbet på, og oven i det gik det ikke ligefrem godt mellem ham og Cierra. Han var mildest talt ramt ind i en rigtig æv tid. Han var lidt ved at give op på tingene, og så alligevel havde hans familie opdraget ham til altid at holde humøret oppe og finde en løsning på problemerne.

Det var hvad ha nu forsøgte på. Han tog sit træningssværd og gik ud på træningspladsen, for at slå lidt af tankerne ud af kroppen. Der var ikke så mange på pladsen og det blev derfor nemt at se at Jemima i dag stod og trænede. Han stilede mod hende og da han kom derhen hilste han høfligt efter reglerne "Goddag Ridder Jemima, Skal vi tage en kamp sammen?" Det kunne godt være Jemima var lidt sær, men Tristen havde lært at holde af hende på sin helt egen måde, og ved synet af hende i dag, gik det op for ham, at han mest bare havde brug for lidt træning sammen med hende.

[Jemima af Cavall]

Ridderturneringerne havde været en kærkommen undskyldning for at more sig, og bruge nogle færdigheder, der normalt ikke blev brugt til hverdag. Hun var måske ikke kommet særlig langt, men det lod hun sig ikke gå på af. Hendes fremtid afhang ikke af resultaterne som ridder, da det ikke var noget hun i fremtiden skulle blive ved med at være.

Men den daglige træning skulle vedligeholdes. Selvom dagene ville være fyldt med festlige arrangementer, var ridderne nu lidt mere oppe på tæerne, end de havde været før. Og hun var absolut ikke den eneste på træningspladsen, selvom januarkulden stadigvæk bed i kinderne. da hun hørte en velkendt stemme, så hun op, og rystede på hovedet af Tristen. "Hvorfor så formel Tristen? Jeg troede ærlig talt, at med fire år sammen med mig i et telt havde gjort, vi doppede de formaliteter," det var jo ikke meget mere end et par uger siden, at han var stoppet med at være hendes væbner.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen grinede og trak let på skuldrene, før han så slappede mere af. Jemima var altid rar at være i nærheden af, når hun altså ikke lige så ting, eller rettere sagt folk, der ikke var der."Du har ret. Jeg har vidst haft lidt for meget at tænke på det sidste stykke tid." Han begyndte at lave nogle opvarmende bevægelser, så han kunne komme rigtig igang med træningen.

"Det var da nogle spændende turneringer, må jeg sige" smilede nåede ikke helt øjnene, men det havde også været træls for ham at tabe. Det havde dog ikke som sådan været et hårdt tab, og han var sikker på at den trykkendes stemning sart vil drive over.

[Jemima af Cavall]

Hun løftede det ene øjenbryn, men borede ikke videre ned i hans udtalelse. De havde aldrig været typen, der borede. Hvis man ville fortælle noget, så sagde man det. Så hun lod det ligge, ind til han selv bragte op, hvad der styrede hans tanker for tiden.

Hun nikkede til hans udsagn. "Bestemt. Det var god træning, og læring," sagde hun med et sigende blik. Hun kendte sin egen væbner, og kunne se, han absolut ikke var tilfreds. "Det var din første som ridder. Du klarede dig bedre end nogle af de andre," igen et sigende blik, som betød, at hun ikke ville siges imod på det område. Ikke når han vidste, at hun havde ret.

[Tristen af Piratklippen]

Somme tider kendte Jemima Tristen simpelthen for godt! Det var han slet ikke i tvivl om. Selvfølgelig kunne han ikke skjule noget for hende, og som altid gik der ikke længe før han fortalte, hvad der egentlig nagede ham, også uden, at det var nødvendigt at spørge. Jeg ved godt, jeg ikke klarede mig dårligt. Jeg ville bare gerne have klaret mig bedre" Tristen sukkede lidt. ikke for at lyde sølle eller elendig, men bare fordi det nagede ham "Jeg ville bare gerne have vist Cierra, at jeg kunne vinde og jeg ikke er sådan en slattenpind som hun altid gør mig til." han bøjede sig ned for at strække ryggen ved at forsøge at rører fødderne med sine fingerspidser. "Hun er efter mig hele tiden og forsøger konstant på at ændre mig til en jeg ikke er. Hun er ved at kvæle mig i henlovs-farver og hendes "Jeg ved bedst fordi jeg er opdraget korrekt" Det sidste sagde han med en vrængen i stemmen.

[Jemima af Cavall]

Hun var slet ikke i tvivl om, at det egentlig samtaleemne snart kom på bordet. Og ganske rigtig. Hele grunden til hans dårlige humør blev fremlagt, og hun kunne ærlig talt ikke lade være med at smile underholdt af det. Åh, lykken ved en forlovelse. Eller nok nærmere helvedet. Noget hun heldigvis ikke selv havde været ude for endnu. "Tristen dog, du har vist fået din sag for," drillede hun, og hvilede sig op ad sit sværd. "Nu kender jeg ikke din forlovede, men når man tænker på, hvem hendes veninder måske bliver forlovet med, så kan man ikke fortænke hende i det. Du er en af de yngste riddere. Hendes veninder bliver forlovet med mænd der har været riddere længe," forklarede hun med et skuldertræk. "Hun vil gerne forsøge at vise dig frem, og sige at hun fik den bedste. Det vil alle komtesser. Det er en intern konkurrence," og Jemimas egen lillesøster var ikke spor anderledes. "Cierra er vokset op i en streng kasse. Langt strengere end den jeg jog ned over hovedet på dig. Hun bliver bedømt for hvert skridt hun tager. Kvinder kan være ubehagelige overfor hinanden, Tristen, det burde du altså vide."

[Tristen af Piratklippen]

Af alle mennesker, var Jemima nok en af de få der godt måtte gøre grin og drille Tristen. Det havde ligesom været en uskreven regel mellem dem, at det var sådan det var. Også selvom det var hårdt i øjeblikket, hvor han åbnede sit hjerte og så hun bare grindede. Men det var samtidig det Jemima netop kunne. Se lyst på tingene og få det til at virke mere overskueligt. "Jeg har virkelig fået min sag for. Jeg tog hellere til Frølund i den koldeste vinterkulde end snakkede med pigen" Han stillede sig klar med sit sværd "Jeg prøver virkelig at komplimentere hende, men selv det gør jeg forkert. Hun er bare opsat på at gøre mig til en jeg slet ikke er. Jeg forsøgte at slå en handel af med hende, så vi kunne mødes midtvejs, men det ville hun ikke høre tale om. " Tristen forstod virkelig ikke komtesser, hvordan kunne de nyde at være så modbydelige og ondskabsfulde. "Jeg kan ikke kommes ned i en eller anden kasse, ikke den der hvert fald. Hvis jeg skal ændre mig fuldstændig, hvad er så overhovedet ideen i at være mig?" Tristen var gået en smule i selvsving, men det trukkede ham at han ikke kunne få lov at være hans frie eventyrlystne væsen, som han var så glad for. "Hvad kan jeg gøre for at rette op på det og glæde hende?" Han regnede egentlig ikke med at Jemima svarede, nok var hun en kvinde, men hun var inden komtesse jo.

[Jemima af Cavall]

Hun tvivlede på, at de fik trænet meget, nu hvor Tristen næsten så helt opgivende ud. Hun fik trukket ham hen til en af bænkene, og plantet ham på den. Stadigvæk mens munden gik på ham. Han var ustoppelig, når han først startede. "Hvad er det der gør, at du tror hun vil ændre på dig? Har hun sagt, hvem du må mødes med, hvordan du skal gå klædt, hvordan du skal sættes dit hår, eller noget i den retning?" Spurgte hun med et løftet øjenbryn. Hun var ikke sikker på, at Tristen helt vidste, hvad det var komtessen havde gang i.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen fulgte med over til bænken, lidt ærgerlig over ikke at få lov til at træne med hende. Han satte sig med et bump og tænkte så over alle de gange Cierra havde forsøgt at tvinge tingene ned over hovedet på ham. "Hun mener jeg skal gå i hendes lensfarver,og jeg ikke har noget at sige i brylluppet, og det jeg gør og kan ikke er godt nok og at jeg er en dårlig ridder uden opdragelse" Det var vidst det, men det var sådan set også længe rigeligt. Så måske var det ikke direkte tøj og hår, men det var tæt ved. Det var det altså, forsikrede Tristen sig selv i sine tanker.

[Jemima af Cavall]

Hun kunne ikke lade være med at more sig over, hvor meget han hidsede sig op over det. Men på den anden side kunne hun også godt forstå denne Cierra. At få sig en forlovede, som skulle blive en del af hendes egen slægt, Jemima selv ville også have, at han gik i Cavalls farver. "Tristen, prøv lige at træk vejret en gang," sagde hun og lænede sig tilbage på bænken, mens hun stillede sit sværd ved siden af sig. "At du skal bære hendes lensfarver, der kan jeg godt følge hende. Hvis jeg blev forlovet med en, så skulle han også bære mine slægtsfarver, for at ære den aftale, der er indgået mellem slægterne," forklarede hun med et skuldertræk. "Det ville have været det samme omvendt. Hvis du havde været arving, så skulle hun have båret dine slægtsfarver," hun var ikke i tvivl om, at hans forældre ville have fundet det respektløs, hvis hun havde gjort anderledes. "Med hensyn til brylluppet, det interesserer mig ikke selv. Men jeg ved da, at min egen lillesøster har planlagt sit bryllup ned til mindste detalje. Og hun vil garanteret blive helt hysterisk, hvis det ikke kommer til at gå, som hun vil," hun grinede lidt igen. "Du tager tingene alt for tungt Tristen. I skal først giftes om mange år garanteret. Lige nu skal hun markere sit territorium, som du er igang med at invadere," hun rakte frem og rodede lidt rundt i hans mørkebrune hår.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen rettede på det nu uglet hår ved at kører fingrene igennem det. Selvfølgelig havde Jemima ret, han ville bare ikke underkastes sådan lille mokker. Hvis nu hun behandlede ham godt så var det noget andet. "Så jeg skal bare underkaste mig ligegyldigt hvad hun siger? Hun..ler ad mig uden grund og mener jeg er tabt bag en hest. Jeg prøver virkelig efter at jeg jokkede i såinaten ved vores første møde" han sank lidt sammen, men samtidig med var han lettet.

[Jemima af Cavall]

Igen måtte Jemima ty til at le ad den lille hidsige ridder, der sad ved siden af hende. "Tristen, du er faktisk blevet tabt bag en hest. Jeg husker tydeligt en nattevagt i Frølund, der ikke helt gik din vej," drillede hun, men nævnte ikke noget om, at det nok havde været hendes fremmaning af ånder, der nok havde skræmt hesten. "Hvis du nu viste hende, at du er villig til at være en del af hendes familie, så kunne det måske være, at hun også vil give sig? Men det nytter altså ikke noget, hvis du gør det på sådan en: Jeg overgiver mig-måde," det kendte hun da trods alt kvinder nok til, at det ville de gennemskue.

[Tristen af Piratklippen]

Det var utroligt, som Jemima var efter ham. Omvendt var det også noget af det han godt kunne lide ved hende. Det er hun også viste tid til dril og den slags. Det gjorde det hele noget nemmere. "Det var én gang! og du ved lige så godt som jeg, at den hest blev skræmt." Nogen gange var det træls, hun skulle have så god en hukommelse.
"Jeg prøvede altså virkelig at være sød mod hende. Jeg inviterede hende over og så snakkede vi omkring musik. Jeg havde netop brugt ugen på en melodi der fik mig til at tænke på hende, men allerede da jeg havde sagt, at jeg havde spiller klaver, grinede hun, fordi hun kan spille på syv forskellige instrumenter." Han havde jo egentlig bare villet snakke med hende, men det var hurtigt løbet helt af sporet "Og før jeg vidste af det var vi tilbage i hende "Jeg forventer dit og dat"Hvorfor kan hun ikke bare sige det pænt i stedet for?" Nu lød han bare som et lille pattebarn. ih hvor var det træls. "Næste gang siger jeg bare ja, uanset hvad det er." Så måtte hun vel blive glad.

[Jemima af Cavall]

Hun blev ved med at smile. Hun vidste godt, at han talte sandt, men hvis hun afslørede hvad der var sket, ville han også vide, at det var hendes skyld. Men det havde nu set ganske underholdt ud. "Så siger vi det," sagde hun og skød emnet væk. Det var dog en historie hun havde tænkt at fortælle til sin nye væbner.

"Du lyder som en forelsket knøs Tristen, og et forkælet barn," sagde og trak på skuldrene. "Har du overhovedet tænkt på, om hun egentlig vil lære dig at kende? På mig lyder det som om, at hun forsøger at blive ved med at opretholde en distance mellem jer. Måske aner hun ikke, hvad hun skal stille op med dig? Hun kommer jo trods alt lige fra klosterskolen," igen slyngede hun bare forslag ud. Hun anede jo ikke noget om pigebarnet.

[Tristen af Piratklippen]

Der opstod strakt et behov for at modsige hende i sine konklusioner. "Jeg er ikke forelsket, eller forkælet.... Er jeg? Synes du virkelig jeg er det?" Det var slet ikke sådan han opfattede sig selv, men hvis Jemima gjorde, så kunne der være noget om det. Det næste hun sagde, forstod han ikke. Hvorfor ville man ikke lærer personen man skulle tilbringe resten af sit liv med at kende. "Men hvorfor opretholde en distance? hvad får hun ud af det?" Det forstod han ikke, men så igen, han forstod sig slet ikke på komtesser.