Så er det altså os to

[Tristen af Piratklippen]

Jemima af Cavall

10. december år 523

Det var stadig svært for Tristen, at han skulle være væbner for en kvindelig ridder. Ikke fordi han troede kvinde gjorde arbejdet dårligere, simpelthen fordi han havde så svært ved at omgås dem. Skønt der ikke var meget kvinde over Jemima, havde Tristen stadig ikke helt vendet sig til det endnu. Hvilket kun gjorde livet som væbner hårdere.

Nu havde de fået besked på at det skulle udstationeres og Tristen havde pakket sine ting sammen. han var hoppet i sit ridetøj og rejsestøvler og med Caspian efter sig, gik han mod Jemima for at høre, hvad han skulle gøre for hende.
Da han nærmede sig, tøvede han kort før han rømmede sig og forsøgte at tale. Hans stemme lød en smule spinkel "Ridder Jemima.." han tøvede lidt og prøvede sig igen "Klar til afgang. Brug for hjælp?" Hans sætninger var kort, så var der ikke så mange ord han kunne kludre i.

[Jemima af Cavall]

Jemima var ved at gøre stigbøjlen klar til opsidning, da hun hørte sin første væbners stemme bag ved sig. Den dreng lød konstant som om, at han havde en tudse siddende i halsen, og det gav et indtryk af, at hans stemme ikke var gået i overgang. Forhåbentlig kunne denne tur gøre noget ved det. "Nej, ikke lige nu. Men du skal sidde op. Vi ridder om et øjeblik," sagde hun og sad selv op. Hendes uniform var sort, fuldkommen som Cavalls slægtsfarver. Det var mærkeligt at se Tristen klædt i de samme farver. Men det ville hun jo nok vænne sig til.

[Tristen af Piratklippen]

Hun klarede sig selv som altid, selvfølgelig gjorde hun det. "Javel Ridder Jemima" Han sad op på sin hest og klappede den over halsen. Det var tydeligt at de to nærede et tæt forhold til hinanden. Han rømmede sig lidt igen og kiggede så usikkert over på Jemima for at se, hvad næste skridt måtte være.
Han var simpelthen nød til snart at blive mere rolig omkring hende. Hvis han skulle være hendes væbner gik det ikke at han end ikke kunne tale til hende. Det ville volde dem begge store problemer. "såøh..." Han prøvede virkelig, men hvad skulle han dog sige eller gøre?

[Jemima af Cavall]

Hun holdt øje med ham, da han selv steg op og nikkede så, da han var oppe. Hun tøj fat i tøjlerne på Nat og ventede til Tristen var oppe ved siden af hende. "Husk at hold dig ved min side hele tiden. Turen til Frølund er uden problemer," sagde hun med en lille panderynken. De havde ikke været afsted før, og det var hendes ansvar at sørge for, at Tristen kom hjem i et stykke. Det skulle han gerne. "Klar?" Spurgte hun, men ventede ikke på et svar, før hun satte hælene i Nat, der straks begyndte at bevæge sig sammen med resten af ridderne og væbnerne.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen gjorde sit for at holde sig på siden af Jemima. Han skulle ikke være den der ikke kunne følge ordre. Det var første gang de skulle afsted sammen og det gjorde kun hans nervøsitet større. "forstået Ridder Jemima" Han rankede ryggen en anelse og tænkte rejsen igennem "..Klar.." igen en uklar stemme knap hørlig. Hun rømmede sig og prøvede forfra "Klar ridder Jemima" Sådan, det lød meget bedre.

De red afsted i stilhed. Tristens hoved kørte på fuldtryk for at se om han kunne finde på noget at sige, men hvad sagde man til kvinder? han vidste det ikke og det gjorde det ikke nemmere for ham lige nu.

[Jemima af Cavall]

Hun vidste af erfaring, at den første del af turen ud af Corus ville blive noget af den letteste. Det var når de kom ud på landevejen, og ikke var i nærheden af hverken hovedstad eller lensborg, at de var mest udsatte. Men, hun tvivlede på, at røvere ville angribe dem. Det var nok mere andre væsner, de skulle være opmærksomme på.

Det var først herude på landevejen, hvor der ikke var andre udover dem og så rejsende bønder, at hun drejede hovedet og så over på Tristen. "Vi slår lejr ved solnedgang. Først sørger vi for at få teltet op, mens der er nogenlunde dagslys til det, bagefter tager vi os af hestene," det var svært at slå telt op i bælgragende mørke.

[Tristen af Piratklippen]

De red ud af byen. Tristens eventyrlyst voksede som de kom længere og længere væk fra hovedstadens sikre murer. det åbne landskab lå foran dem og med det en masse eventyr og spænding. Jemima snakkede igen til ham og fortalte om dagens program. han kiggede på hende da hun havde fortalt "Javel Ridder Jemima. Teltet først, så heste" Han indprintede sig rækkefølgen i hovedet, ikke at det var svært at huske, men så var han sikker. "Hvad med et bål Ridder Jemima?"

[Jemima af Cavall]

Hun drejede hovedet og så på ham ved hans spørgsmål. "Det er der en anden gruppe, som sørger for. Når vi er afsted, så løfter vi i flok. Vi skal på turen op til Frølund stå for teltene. Og når vi er færdige med dem, så skal vi hjælpe til med hestene. De skal nå at blive lige så udhvilede som os, så vores fart ikke sagtnes i løbet af turen," det var altid afgørende, at de nåede hurtigt frem og dermed kunne afløse de riddere og væbnere, som allerede var på borgen i Frølund. "Der vil også blive sørget for varm mad til os ved lejren. Indtil da, så er din sadeltaske fyldt med vand og brød til turen."

[Tristen af Piratklippen]

Han kiggede på hende, flov over at have misforstået situationen. "Javel Ridder Jemima. Jeg undskylder" Det var ikke nemt at have fået en ridder at høre under og slet ikke nå denne ridder var en kvinde.
Hvorfor kunne han ikke have fået en mand som Niklaus af Legan eller Gavin af Trebond? En han kunne snakke med uden at det skulle trække sig sammen i maven hver gang. Turen til Frølund føltes lang hvis ikke engang han havde en ridder han kunne betro sig til. "Jeg sparer på maden så" var alt han sagde til hendes oplysning om hvornår de ville få varmt mad igen.

[Jemima af Cavall]

Hun himlede opgivende med øjnene af ham. Det var noget af en rimelig blød opførsel, som han havde. Den måtte hun se at banke ud af ham. Hun huskede ikke et eneste øjeblik, hvor hun havde siddet med nakken bøjet, når hun havde talt med sin ridderherre.

Der var ikke noget at sige mellem dem. Generelt blev der ikke talt meget. Og hun var ikke et sludrechatol. Alle var i gang med at forberede sig mentalt til den lange ridetur, som de var ude på, mens kulden hev og flåede i deres kroppe. Når de kom frem til Frølund, så ville der være langt koldere, end i Corus. Hun håbede bare ikke, at vejene ville være for ufremkommelige. Det ville sænke deres ankomst betydeligt.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen hadede stilheden mellem dem. Det var modbydeligt bare at sidde der og gøre ingenting. Han fandt en lille gren som han sad og fingerede ved, men så knækkede den, og han måtte lægge den væk. Ridder Jemima sagde ikke meget, og der var ikke flere pligter at udføre den dag.

Efter at have siddet stille i larmende tavshed et godt stykke tid forsøgte han sig alligevel. "Har de været i Frølund før Ridder Jemima?" Det var et fjollet spørgsmål, men hvad skulle han ellers stille op. Et eller andet måtte vel fungere?

[Jemima af Cavall]

Som altid havde hun ikke noget imod stilheden. Den var god til at tænke i, og hun havde en hel del at tænke over. Når man red gennem skove, og på forladte landeveje, så lurede der ting i baggrunden ingen andre kunne se. Hun rynkede panden, mens hun forsøgte at se så meget lige frem som muligt.

Da Tristen talte, drejede hun langsomt hovedet og nikkede. Hendes fokus lå på en åbning i skovbrynet. "Jeg har været deroppe to gange før. Som væbner. Dette er min første tur som ridder," svarede hun og holdt pludselig sin hest an. "Stop," sagde hun lavmælt og holdt en hånd ud.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen gjorde øjeblikkeligt som han fik besked på, og kiggede så rundt for at se om der var fare på færde. Med meget lille stemme viskede han til Jemima "er her nogen?" han vidste ikke helt om han håbede det eller ej, men uanset var det da en smule spændende.

[Jemima af Cavall]

Det var sjældent, at hun kunne mærke nogen - eller noget - bryde gennem sit skjold. Men det her var stærkt. Og absolut ikke særlig rart. "Ikke nogen... Noget," mumlede hun sammenbidt og strammede tøjlerne. Hestene var begyndt at røre uroligt på sig.

Hun drejede hovedet og så ind i mørket mellem træerne. Meget mod sin vilje, lod hun sit skjolde falde, så hun kunne se, hvad der gemte sig bag mørket. Det gjorde hende hvid i ansigtet, og hun rettede det straks op igen. "Rid videre Tristen. Rid!" Hun klappede Tristens hest på røven, inden hun selv satte hælene i siden på Nat.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen kiggede rundt, måske kunne han se, hvad end der var på vej mod dem. Han så dog intet. Han hørte Jemima stemme. Noget.. Ikke nogen. Det var altså et væsen, måske et dyr. I samme øjeblik som han rakte ud efter sit sværd, klappede Jemina Caspiam på ryggen, og hesten satte afsted. Hvad var det dog der var bag dem? Jemima havde reageret helt voldsomt, men han havde intet set. Han fulgte ordre og red, der gik ikke længe før Jemima var oppe på siden af ham.