Brød til fruen

[Edwin Bager]

Filippa Almsted

Det glædede ham at solen var på vej tilbage igen. Vinteren var så småt ved at slippe sit tag, og luften var ved at blive mildere. Foråret var endelig for alvor på vej tilbage. Sine gamle skader værkede heller ikke så meget mere. Han glædede sig også kun til sommer. Desuden var det også på tide at få adgang til mere korn. Det ville blive godt at få friske forsyninger.

I dag var han så taget på sin runde i Galopdistriktet, med det brød som han havde bagt for dem. Det var en god tung kurv han bar rundt på. Hans svend og nogle af sine piger var gået i andre dele af distriktet for at udlevere det brød som var blevet bestilt hos ham. Han hilste muntert på de mennesker han passerede, og hver gang han afleverede lidt brød, så fik han snakket lidt med husmødrene om hvordan alt stod til. Kunne man lade være med andet?

Det sidste hus han skulle besøge var tømrer familien Almsteds. Tre fruer der alle skulle have noget brød. Der ville ikke gå længe før der ville blive flere munde at mætte, regnede han med. Han glædede sig på deres vegne. Der var intet bedre i hans verden, end sine smukke døtre. Det var med en let fjedren i skridtene at han nåede op til Almsteds. Selvom han var ved at være gammel, så var det stadigvæk en del energi i ham endnu.

[Filippa Almsted]

Rund. Det var vel egentlig det ord, man ville beskrive om Filippa nu. Kuglerund. Det var efterhånden noget tid siden, hun havde været i stand til at tage på arbejde og havde fulgt Eriks insisterende krav om at hun blev hjemma. Elva havde ganske vidst også opfordret til at hun forholdt sig i ro, men det var da altså ikke noget, der hed, når man underviste en flok stædige, dejlige, kærlige og sprælske unger.

En anelse utilfreds havde hun lagt strikketøjet fra sig og var smuttet ud i den lille gård for at trække noget frisk luft. Det var blevet lidt sværere at bevæge sig og det var med en hånd på det lille håndtag, Erik havde sat på bænke for hende, at hun uendeligt langsomt kom ned at sidde. Hænderne blev foldet over maven, mens hun tilfreds trak den friske luft ind gennem næsen. Nu ville det vel heller ikke vare så længe, for Edwin ville kigge forbi med brød, som han havde lovet.

[Edwin Bager]

Det tog ham ikke lang tid at få øje på Filippa sidde på en bænk og nyde forårssolen. Han havde et stort smil plastret på ansigtet, og de små smilerynker ved øjnene blev tydelige. "God dag, Filippa!", sagde han muntert som han nærmede sig med sine varer. "Ude at nyde solen?" Som han kom over til hende, tog han kurvens remme af skulderen og satte den mod jorden, så han kunne slappe lidt af i ryggen og skuldrene. Det var langt at bære så meget brød. Som han så den højgravide unge dame mindedes han om hvordan det var, den gang Theresa var gravid. Det var nok nogle af de største oplevelser i hans tid. Og så se sine små guldklumper vokse op til smukke unge piger.

[Filippa Almsted]

Som altid, når hun sad ude i solen, havde hun lukket øjnene i og lænet hovedet tilbage, så hun blot kunne nyde solens stråler mod sit ansigt. Det var præcis sådan hun havde siddet for ikke mere end et par år siden, da Erik var vendt tilbage fra Maren. Det havde været en af de lykkeligste dage i hendes liv, mindedes hun, mens den lille hånd strøg over maven.

En stemme kaldte hendes navn og hun så op med et varmt, imødekommende smil og vinkede ham hen. ”Det ville næsten være hybris andet, ikke sandt, Edwin?” Som altid var hun hurtigt klar med et drilsk svar. Normalt ville hun være kommet op og givet ham et klem, men maven kom i vejen for både den hurtige opstigning og krammet, så hun blev siddende for nu. ”Går det godt?”

[Edwin Bager]

Han elskede at se når de unge var forelskede, gifte og skulle til at have børn. Det eventyr der stod foran dem var nok det skønneste, men også nogen gange et af de hårdeste. De små munde der skulle mættes var ikke altid lige medgørlige. "Det går glimrende! Det bliver godt med noget varmere vejr. Tvillingerne elsker det i hvert fald" sagde han med sit naturligt muntre væsen. "Hvornår regner i med at jeres familie bliver udvidet?", spurgte han nysgerrigt. Det var efterhånden længe siden at hans piger havde været så små, og de var efterhånden ud over det hele. Elisa skulle han også til at passe lidt på med. Hun ville komme til at tiltrække mange bejlere, og kun det bedste var godt nok for hende. Gudernes nåde trøste den der ville knuse hendes hjerte.

[Filippa Almsted]

Pippa havde altid elsket Edwins varme væsen. Han havde allerede været en ung voksen, så langt hun huskede tilbage og havde altid været munter og smilende at finde i bageren. Smilet blev kun større, da han begyndte at tale om sin familie og hun klappede lidt på bænken ved sin side som en tavs invitation. Vejret var så godt, at han da endelig kunne blive og tale, hvis ikke han da skulle videre. ”Om tre ugers tid,” informerede hun begejstret og nussede igen den store mave.

[Edwin Bager]

Han satte sig da Filippa bød ham det. Han ville ikke takke nej til det tilbud. Det var den sidste leverence inden han skulle tilbage, og så var det bare om at tage sig af Profosdistriktets brød. Det ville være mange timer for ham foran ovnen. En lille pause gjorde ikke noget. Så længe dejene fik tid nok til at hæve. Så blev de bedst.

"Jeg håber at dig og Erik er klar på den udfordring. De er ikke altid lige nemme sådanne størrelser," sagde han med et glimt i øjet. Han foldede sine hænder oven på sin mave, som dog ikke var lige så rund som Filippas, men stadigvæk ganske velholdt. Han virkede temmelig stor ved siden af den lille Filippa. Heldigvis var han dog en godmodig kæmpe.

[Filippa Almsted]

En varm latter forlod hende, mens smilet også tog plads i hendes hasselfarvede øjne. ”Vi ser i hvert fald frem til at tage den på os med alt, vi har,” betroede hun ham og trak på skuldrene. Selv mente hun, de var så forberedte som det nu kunne lade sig gøre. Elva og Aldis var begge kommet med en masse gode råd og vejledning og hun selv havde strikket tøj i hele regnbuens farver – sådan næsten. ”Vil du have noget saft? Så kan du også fortælle, hvordan dine dejlige piger har det,” kvidrede hun fornøjet og satte allerede nu hånden på armlænet for at gøre klar til den mindre kamp det alligevel var at komme på benene.

[Edwin Bager]

"Bliv du hellere siddende. Spar dine kræfter. Det kommer til at gå lang tid inden du finder dem igen. Det er hvert fald det Teresa siger," sagde han og lagde en hånd på hendes skulder, så hun blev siddende. Hun skulle ikke kæmpe så meget, bare for at skænke ham et glas saft. Han havde syntes det var udmattende når han havde en lille unge, og han måtte give det til sin elskede hustru. Hun måtte værre så stærk for at kunne blive stående efter en dag med alle de piger hun havde skænket ham.

"Pigerne har det godt. Tvillingerne hjælper så godt de kan, hvor de kan. Ylva har snakket om at hun måske gerne vil lære noget andet end bagerfaget." Man kunne godt høre på ham at han var lidt ærgerlig over at hun ikke ville være bager, men han skulle nok klare det. "Elisa er jo også ved at være en voksen kvinde." Han sukkede lidt. Det var så mærkeligt at hun allerede var voksen. "Hvem end der skal have hende til hustru, har bare at behandle hende ordentligt."

[Filippa Almsted]

”Pjat, kære,” kvidrede hun insisterende og kom under nogen besvær på benene. For hende var der ikke noget bedre end at kunne servere noget for sine gæster. Selv lå halvdelen af glæden i en fuld mave og et godt blodsukker. Med spidsede ører vraltede hun ind i køkkenet og hentede lerkanden med saft og to krus. Stadig med det venlige smil om læberne trådte hun ud i haven igen.

”Det kan jeg ikke se, hvorfor den heldige ikke skulle,” beroligede hun ham med et rundt sving med hånden og satte kande og krus ned på bordet ved bænke, før hun satte hånden tilbage på armlænet og kom ned at sidde igen med en prusten. ”Dine døtre har altid været skønne piger, så de tiltrækker utvivlsomt skønne mænd.”

[Edwin Bager]

Han så på hende med et hævet øjenbryn og et slagent smil da hun alligevel på trods af besværet kæmpede sig op at stå. Så kunne han lige så godt hjælpe hende med et lille skub. Det var det mindste han kunne gøre når hun absolut skulle bruge alle sine kræfter på at forpleje ham.

Han kunne kun nikke bekræftende at han havde nogle skønne piger. Hans fem små solstråler. Han kan godt stadigvæk huske overraskelsen da tvillingerne kom. Han havde ikke forventet to piger mere. Han kunne ikke benægte at han gerne ville have haft en søn, men han elskede alle sine piger meget højt alligevel. "Desværre også de knap så skønne mænd," sagde han med et sigende udtryk. Der var utvivlsomt nogen der kun var ude efter hendes kvindelighed, og ville ikke andet med hende. Nogen skælme der helst skulle ende i en kennel, men desværre ikke noget han kunne få til at ske.

[Filippa Almsted]

Hun lo varmt og nikkede. ”Utvivlsomt, men de er også nogle fornuftige piger,” forsikrede hun ham og gav hans arm et klem og fik pustet færdig efter turen i køkkenet. Hurtigt blev der hældt op i de to glas og hun tog ivrigt en tår af sit eget. Det var dejlig sødt og godt i solen og lige præcis det, hun havde haft lyst til hele dagen. Især nu hun havde en at dele det med. ”Vi fornuftige piger ved, hvem vi skal smile tilbage til.” Hun blinkede til ham. Selv havde hun også haft udmærket med tilbud, men da først hun fra sin plads på en stol på Tågelygten havde stået og givet en sang og fanget Eriks blik, havde hun vidst, at han var den rette.

[Edwin Bager]

Han takkede da hun skænkede op og rakte selv ud efter et krus. Det var ganske behageligt at nyde forårssolen på den her måde. Stille og roligt i godt selskab. Det var en god sødme saften havde. Ikke for sød, ikke for sur. Lige som han kunne lide den.

Han vidste godt at pigerne var fornuftige nok. Ellers var det kun ham selv der var skyld i det. Han håbede at han havde opdraget dem til at kunne tage en fornuftig beslutning. Ellers ville han være meget skuffet over sig selv. Der er mange ting han er skuffet over sig selv ved, men pigerne er ikke en af tingene. "Du har hvert fald gjort dig et godt parti. Oden og hans drenge har altid været nogle gæve mænd. Meget venlige da vi først kom til Corus. Det var Oden der hjalp mig med at bygge mit bageri." Han kunne godt lide gamle Oden. Erik var den gang lærling hos sin egen far. Det var sjovt at se hvordan han var blevet en rigtig mand nu. En væsentlig ældre far, end han selv havde været, men det var måske meget fornuftigt.

[Filippa Almsted]

Edwins ord var venlige og varme og Pippa lyttede nysgerrigt. Selvom hun efterhånden kendte Almsted-familien ganske godt, var der altid mere at lære. ”Virkelig?” spurgte hun, selvom det egentlig ikke kom det mindste bag på hende, at Oden selvfølgelig også havde været inde over bageriet. Han var nu en dygtig tømrer, selv på sine ældre dage og hun vidste, at Erik virkelig havde arvet hans talent. Også selvom hun ikke forstod sig så godt på hele tømrerarbejdet. ”Det er også godt at hjælpe hinanden og du og Teresa er bestemt mennesker, man gerne giver en hånd,” erklærede hun og nippede igen til saften.

[Edwin Bager]

Han brummede muntert for sig selv. Han var glad for at hun syntes at de var værd at hjælpe. De havde været meget unge den gang de flyttede her til. Han havde selv ikke været i bedste stand den gang, og de havde en lille pige de også skulle tage sig af. Hjælp havde de hvert fald haft brug for, og heldigvis havde de også fået den. "Vi bliver nød til at hjælpe hinanden hvor vi kan. Bare tænk på den gang Bryggerne mistede Salma. Det var... uhyggeligt," sagde han uden at uddybe hvad han egentlig mente med det. Det var skræmmende hvad der lurede i Corus den gang. Han havde været bekymret for alle sine piger ind til den galning var blevet fanget. "Men hvordan går det ellers? Vinteren er forløbet problemfri?", spurgte han for at skifte emne fra noget der var så grusomt som Madam Salmas mord.