Kort møde

[Jamie af Linshart]

Evenna Blåklokke

31.juli 525 MT

Jamie var tilfreds med at vejret var godt denne dag, han havde fri og havde derfor valgt at smutte ned til markedspladsen for at bruge nogle af sine lommepenge på noget han ville finde fristende. Som altid var der ikke noget der manglede på markedspladsen, men alligevel fandt han ikke noget han rent faktisk havde lyst til at købe. Kagerne virkede mest fristende for knægten, eller måske en indbagt kødtærte, der var mange forslag men lækkerierne havde ikke samme virkning på ham nu som de havde haft da han var page. I stedet tog han sig selv i at være mere interesseret i at kigge på de unge kvinder der passerede ham på markedet og først da et venindepar så fnisende væk, gik det op for ham hvor tydeligt det var at han gloede. Derfor blev han meget optaget af at kigge på nogle høner i et bur, da hans ører pludselig var blevet helt røde.

[Evenna Blåklokke]

Evennas hår var sat op som en dames og hun passede nøje på, at den mørke kjole ikke blev udsat for noget, der senere ville kræve, at hun eller Evangeline skulle sy den eller skrubbe den ren. Hun var lykkelig for sin tid i frisk luft, i hvad der momentært kunne føles som frihed, selvom det selvfølgelig ikke var det. Hun var aldrig helt alene og der var aldrig et vågent øje for langt væk, men hun kunne lade som om at hun slet ikke var en Lilje, når hun gik og så på smykker, der kunne pryde og sæber, der kunne dufte.

En smukt udskåret benkam havde fanget hendes opmærksomhed og selvom hun aldrig ville have pengene til at betale for sådant håndværk, kunne hun alligevel beundre det. Hun sukkede dæmpet og gik videre, kun for at blive rendt over ende af en ung mand. ”Åh,” udbrød hun, som hun klamrede sig til ham for ikke at vælte i efterårets blanding af sten, jord og mudder.

[Jamie af Linshart]

Jamie nedstirrede hønerne ret beslutsomt og blev derfor overrasket da han pludselig stødte ind i nogen mens han gik. Det fik man ud af ikke at se sig for, tænkte han. Da den unge væbner forsøgte at finde årsagen til denne kollision, fandt han to kønne øjne der tilhørte en ung kvinde og da hun så ud til at være tæt på at falde, tog han instinktivt fat om hendes talje. Den klodsede knægt gav slip så snart han var sikker på at hun havde genfundet sin balance.
"Det er jeg ked af.. frøken.. Jeg så mig ikke for.. " Sagde han med sin dybe stemme der heldigvis ikke fandt hen til andre tonelejer i løbet af sætningen.
"Jeg håber ikke du kom til skade?" Spurgte han med oprigtig bekymring, der blev en smule komisk da hans stemme lavede et udsving til sidst. 

[Evenna Blåklokke]

Evenna genfandt balancen og lyste op i et klædeligt smil, som hendes blik faldt på en ung mand i nydeligt tøj. Hun nejede let og rettede sig op, før hun sænkede blikket lidt. ”Slet ikke, Nådigherre,” forsikrede hun ham. ”Det skal De ikke tænke på.”

Hun ikke så meget som veg en mine over hans stemmes overgang. Der var en del unge mænd, der blev tildelt hende efterhånden. Måske fordi hun var mild og sød og mindede om en kæreste de kunne have, måske blot fordi hun var samme alder som de knægte, der fik en time på Liljen i fødselsdagsgave eller manddomsprøve.

[Jamie af Linshart]

Jamie forsøgte uden held at skjule sin nervøsitet over det uventede møde imens han prøvede at finde frem til hvad der villle være det rigtige at gøre. På trods af hendes ord havde han alligevel behov for at rette op på sit klodsede fejltrin, så han gik ikke videre med det samme men betragtede hende i stedet med et spørgende blik.
"Tillad mig at købe en lille pose med dadler til dig, hvis ikke der er noget andet dit hjerte begærer" Foreslog han med et akavet smil. "Eller er du mere til figner? Eller måske vindruer?" Tilføjede han og følte sig som en ko på glatis, mens hans blik flakkede hen over den kønne piges ansigt.

[Evenna Blåklokke]

Evenna så med store øjne på den unge mand, før hun atter slog blikket ned. ”Det behøver De virkelig ikke,” sagde hun dæmpet. Hun skævede forsigtigt op på ham. Han lignede en pæn ung mand, tydeligvis adelig. En af dem, der troede bryster skulle behandles som bolledej og som kun holdt længe nok til lige at få den ind.

”Hvad er dadler, Nådigherre?” Hendes uskyldige uvidenhed blev understreget af de blafrende øjenbryn, som hun så lige dele nervøst og spørgende på den glade giver. Hun sagde ikke nej til en lille gave. Det var hvad et kønt ansigt og et sødt smil gav en nu og da.

[Jamie af Linshart]

Jamie var så langt ude på dybt vand at han knapt nok følte han kunne bunde. Hvorfor var det nemmere for ham at slås med sværd end at tale med en ung kvinde? Det gav ingen mening i hans hoved. Han var næsten en voksen mand og kunne ikke engang føre en samtale uden at føle sig akavet. Han var utroligt glad for at Jonathan var langt væk.
"En frugt fra Carthark, den er sød og krydret i smagen." Sagde han og smilede en anelse, han havde egentlig selv lyst til dem nu de talte om dem. Han ventede dog ikke på hendes svar, men gik hen til en frugtbod, købte fire dadler der blev pakket ind i to stykker stof.
"Værsgo, hvis du ikke kan lide dem så giv dem til mig. Jeg elsker dem" Sagde han og kunne knapt nok forstå at hun aldrig havde smagt dem. Det gjorde det bare endnu vigtigere for ham at hun gjorde.

[Evenna Blåklokke]

Evenna så forundret efter adelsmanden, der forlod hende. Hun skævede til siden, overvejede at forsvinde i mængden, men endte med at blive stående og vente, imens hun glattede sin kjole lidt med hænderne. Da han dukkede op igen, tog hun tøvende imod pakken. Hun åbnede den lille stofindpakning og løftede en af dadlerne. Blikket hvilede på den unge mand, som hun tog en forsigtig bid, tyggede og sank.

Hun lyste op i et lille smil og fugtede sine læber. ”Det smager dejligt,” udbrød hun, svagt overrasket. ”Fra Carthak?”

[Jamie af Linshart]

Jamie tog selv en bid af en af dadlerne, mens han betragtede den unge kvinde. Han nikkede mens han tyggede på den søde frugt og smilede en anelse. "Ja, jeg er glad for at du kan lide dem." Sagde han og så oprigtig ud til at være stolt af at have introduceret hende for en ny frugt som hun syntes om.
"Sig mig.. Hvad hedder du?" Spurgte han inden han havde overvejet om det var klogt at spørge, men han kunne ikke få sig selv til at gå før han havde fået hendes navn at vide. Hun var alt for yndig til at han bare kunne gå sin vej uden at lære hende lidt bedre at kende.

[Evenna Blåklokke]

Evenna forstod ikke rigtig hvorfor hun fik sød, tørret frugt af denne unge mand, men det var måske en del af hans ritual. I hvert fald var der ingen tvivl om, at han var interesseret i hende. Det eneste spørgsmål var, om hun burde udnytte det til andet end at få gratis mad eller ej. Hans spørgsmål besvarede mere eller mindre hendes tvivl og et forsigtigt smil trak i hendes mundvige.

”Blåklokke,” svarede hun uskyldigt, før hun tog endnu en lille bid af den søde, tørrede frugt. ”Hvorfor spørger De, Nådigherre?”

[Jamie af Linshart]

Jamie så undrende på hende, han havde aldrig hørt om nogen der hed Blåklokke før, det var et ret besynderligt navn som han ikke helt kunne placere. Hendes spørgsmål gjorde dog hans forvirring total og han endte med at smide den ene dadel i mund, tygge på den for at vinde lidt tid indtil han til sidst så beslutsomt på den unge kvinde.
"Ikke for noget.. Men jeg må videre.. Hav en forsat god dag frøken Blåklokke" Derefter vendte han sig om og var tæt på at gå ind i en ældre dame, undskyldte flygtigt og skyndte sig væk som om han havde set et spøgelse. Først da han var kommet lidt på afstand fortrød han at han var gået sin vej, men han havde ikke mod på at gå tilbage.

Forlader tråd