Pagestart

[Roald af Condia]

Tag: Illunie af Condia

31. august 525 M.T.

Roald var netop blevet færdig med den daglige træning, som han havde gennemgået de seneste to måneder, for at være klar til pagetræningen. Sveden drev ham ned af ryggen og de sorte lokker var tunge af regnvand, da han gik ind af dørene til hans families gemakker på paladset. Han havde ikke lagt mærke til, at hans støvler stadig afsatte mørke pletter af mudder på de gulve han gik på, da han bevægede sig hen imod baderummet for at blive ren igen. Sjældent havde han følt sig så beskidt. Hans træner havde presset ham hårdere og hårdere op til dagene, hvor han skulle starte som page og i morgen var dagen. Han kunne næsten ikke vente.

Han kom forbi døren ind til sit eget værelse på vejen, hvor han så sin mor stå inde. Overrasket gik han hen til døren, nysgerrig efter, hvad hun mon lavede derinde. "Godmorgen mor. Hvad laver du?"

[Illunie af Condia]

Tiden var fløjet afsted. Det føltes som i går, at Illunie havde stået med baby Roald på sin arm. Der var sket meget siden dengang. Tiden gik alt for stærkt. Den lille Roald var skudt i vejret som ukrudt, og nu.. Nu skulle han starte som page. Kronprinsessen følte en sær nostalgi, også selvom hun var bevidst om, at Roald ikke ville forlade paladsets murer.
Hun var vågnet tidligt den morgen, og før hun vidste af det, fandt hun sig selv inde på sit ældste barns værelse. Hvor længe hun havde stået dér var ikke til at sige, men Roalds stemme bragte hende tilbage til virkeligheden.
Pinligt bevidst om sig selv, stod hun et øjeblik helt tavst og betragtede ham. Hun blev enig med sig selv om, at hun ikke var helt sig selv her til morgen, og brød så stilheden; "Jeg søgte efter dig" kvækkede hun, og rakte en hånd frem mod ham, som for at lokke ham hen til sig.

[Roald af Condia]

Roald smilede stort til sin mor og han mærkede pludselig et jag af savn gå igennem ham, selvom han stod lige foran hende. Det ville blive rigtigt hårdt for ham at undvære sin mor, for selvom hun ikke var langt væk, så ville han ikke kunne se hende hver dag eller søge ind til hende, hvis han blev ked af det. Lige pludselig gik det op for ham, at det var på tide, at han skulle blive voksen og han kunne næsten ikke bære det. 

Han trak sig op i nakkehårene og blinkede et par tårer tilbage, inden han svarede hende. "Er der noget, du vil have mig til at gøre? Pakke noget selv måske?" Det sidste var mest en morsomhed. Han var blevet drillet igen og igen de sidste par dage, fordi hans mor havde nægtet ham at pakke selv. Det var nok også godt det samme, for han havde ingen som helst idé om, hvad han dog skulle have med.

[Illunie af Condia]

Illunie rystede på hovedet og lod armen falde ned langs siden "Det næste stykke tid får du massere at bestille, så nyd du hellere den frihed du har" sagde hun med et smil der ikke nåede op til ørerene. Hun var dog stolt af ham. Han ville helt sikkert blive en fantastisk ridder (mon ikke alle mødre mente det om deres børn). "Nej, sæt du dig i stedet ned sammen med mig et øjeblik" hun trak sig tilbage i rummet, og fandt hurtigt en stol hun kunne sidde på. Hun vidste det var en vigtig tid. At det var nødvendigt og fornuftigt - hun havde ikke én eneste gang tænkt på at stoppe det eller ønsket at det ville være anderledes. Illunie var i bund og grund en fornuftens kvinde. Det skulle dog ikke stoppe hende fra at nyde den sidste tid af hans barndom sammen med ham. Fremover ville tingene ikke længere være så simple.

[Roald af Condia]

Roald nikkede og hans midlertidige mismod prellede af ham igen som vand på en gås. Han var simpelthen alt for spændt på det ting, der skulle ske fra imorgen, at han ikke kunne fastholde anden følelse end sin nervøse forventning ret længe af gangen. "Jeg vil meget hellere igang med det samme, mor." Han sjokkede glad hen imod hende og satte sig på én af de andre stole. Et kort øjeblik fik han dårlig samvittighed over at side på den pæne stol i sit gennemsvedte tøj - han kendte i hvert fald et par stykker af tjenestepigerne, som ville blive trætte af ham over det - men han skød det fra sig. 

Han fortsatte sin talestrøm hele vejen igennem rummet og hen til stolen. "Prøv bare at tænke på alle de eventyr, jeg kommer til at opleve. Jeg kommer til at kæmpe mod sagnvæsener og stormvinger og Tortalls fjender, præcis ligesom tipoldefar Jonathan gjorde, da han var ung." Hans øjne skinnede af glæde og eventyrlyst.