En snak om følelser

[Emmett af Gyldensø]

Tag: Conal af Tirrsmont

Hertugen af Gyldensø gik langsomt frem imellem de indhegnede område med kæmpende mennesker, mens han bevægede sig hen imod Conal af Tirrsmont, uden at gøre opmærksom på sig selv. Han havde fået at vide, at kommandanten snart ville være færdig med dagens træning og han ønskede at fange ham til en samtale bagefter.

Han havde brugt flere dage på diskret at skifte hoffets fokus væk fra sin datters indiskretion og derfor ønskede han heller ikke, at der var for mange, der skulle lægge mærke til deres samtale. Han var nu nået igennem træningsområdet og stod ud for den træningsplads, hvor Conal befandt sig, da han - ligesom tilfældigt - stoppede op og kiggede på et øjeblik. Han ventede, til Conal havde set ham og gjorde et diskret kast med hovedet hen imod de to heste, som stod henne ved staldende og som han havde fået sadlet op til lejligheden. Han begyndte selv at bevæge sig i den retning, uden på noget tidspunkt at se sig tilbage, hvorefter han svang sig i sadlen på sin egen hest og roligt red ind i den omkringliggende skov.

[Conal af Tirrsmont]

Træningen var i fuld gang, og dette var en af de dage, hvor Conal selv aktivt tog del i træningen. Han var en aktiv mand som nød at holde sig i form og sine færdigheder ved lige. De skulle snart tænke på at skaffe nye folk til Livgarden, grundet de store tab der havde været under krigen. Hen mod slutningen på træningen så han hertug Emmett af Gyldensø give ham et diskret tegn til at følge med ham. Da Conal så sin egen hest og hertugens hest sadlet oppe ved stalden, gav han sin væbner besked på at hente ham en ren og tør skjorte, så han ikke kom til at fryse på den ridetur han kunne se der var ham i vente. Det overraskede ham ikke at hertugen dukkede diskret op for at tage en snak med ham, Francine havde været meget underligt inden hun tog til Drotvig. Conal overlod kommandoen til kaptajnen for det pågældende kompagni trak den våde skjorte af, tørrede sig let med den og trak den tørre på. Derefter gik han op til hestene, svingede sig i sadlen og red efter hertugen. Da de nåede skovkanten var Conal kommet op på siden af hertugen.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett var godt tilfreds med, at Conal uden videre havde sluttet sig til ham. Han havde ikke rigtigt forventet andet, men på den anden side, så kunne den unge grevesøn have reageret på en snes andre måder, som ikke ville have behaget hertugen. At Conal tog ansvar for sine handlinger og derfor turde være alene med ham, bevidste over for Emmett, at knægten havde en stærk karakter, hvilket han var ganske tilfreds med.

De red i skridtgang omkring tyve meter side om side, inden Emmett sagde noget. "Jeg beklager denne lidt lyssky mødeform, men jeg forventer, De ved, hvorfor jeg ønsker en samtale med Dem under fire øjne?" Han var ikke i tvivl om, at Conal vidste hvorfor, men det var nu engang den høflige måde at starte samtalen på.

[Conal af Tirrsmont]

Tiden der gik før Hertugen brød tavsheden var nervepirende for Conal. Man kunne ikke se det på ham, han havde lært at styre sine følelser. Inde i ham steg nervøsiteten stilhed var ikke altid et godt tegn. Conal nikkede let og så hen på Hertugen. "Ridder Francine nåede at give mig et indtryk af et muligt fremtidigt møde inden hun tog til Drotvig, ja." Francine havde nok aldrig direkte sagt at der ville komme et møde. Men den samtale de havde haft inden hun tog af sted var nok til at han vidste at et møde måtte der næsten komme. Selv lyttede han ikke til paladssladeren og var også lige glad med den. Eller var blevet det, ellers ville han ikke kunne leve med at bo på paladset, og det var af selv samme grund at Danne fortet havde passet så godt til ham.

[Emmett af Gyldensø]

Hertugen nikkede billigende over, at Francine havde taget sig sammen til at fortælle Conal om deres samtale. Han ville være blevet skuffet over hende, hvis hun var rejst uden at have gjort det. "I har altså diskuteret vores samtale." Dette var en konstatering og ikke et spørgsmål. "Må jeg driste mig til at spørge, om I har diskuteret en løsning på problemet også?" Dette var en utrolig akavet samtale - også for Emmett, som ikke brød sig om at skulle agere mellemmand for de to unge og deres interne problemer. Men det var slægtens fremtid, her var tale om og derfor kunne det ikke være anderledes.

[Conal af Tirrsmont]

Han så let vurderende på Hertug Emmett, hvor godt kendte denne mand sin datters tendenser til at være sky og tale så lidt direkte om tingene som muligt. Hvilket passede fortrinneligt til Conales egen måde at være på. "Ridder Francine informerede mig om at, det var uhensigtmæssigt at vi såes ved aftentide. Eftersom hun er taget til Drotvig, giver det sig selv at det ikke kan lade sig gøre længere, og vil ikke komme til at ske igen." Han svar var hverken en bekræftelse af at de havde snakket om samtalen ej heller at de havde snakket om hvad de ville gøre. Det var en kort og præcis udmelding. Han vidste ikke hvad han ellers skulle svare denne mand, som han ville komme til at se ofte ved rådsmøder og ligende i fremtiden såfremt han beholdte sin post som kommandant. Han skottede over til hertugen. "Nej, hun har ikke indvilget mig i jeres samtale." Conal så stift frem for sig. Egentlig syntes han også at det var en samtale mellem datter og far og ikke noget der umiddelbart vedkom ham.

[Emmett af Gyldensø]

Hertugens øjenbryn trak sig misbilligende sammen. Han var for så vidt fint tilfreds med, at Francine havde afbrudt den upassende del af deres forhold, men at hun ikke havde stolet nok på den unge mand til at indvie ham i hendes kvaler, var et problem. Dette betød, at hertugen ikke selv kunne tillade sig at være helt så åbenhjertig med Conal, som han havde håbet. 

"Det glæder mig, at I i det mindste er blevet enige om dét." Han kunne ligeså godt sige tingene, som de var. "Francine er arving til Gyldensø og den slags rygter skader hendes ry og fremtid." Han ventede et kort øjeblik mere, inden han talte igen. "Dette betyder dog ikke, at en forbindelse imellem De selv og min datter er umulig, hvis det er sådan I ønsker det." Så meget kunne han i hvert fald tillade sig at sige, uden at forråde Francines fortrolighed.

[Conal af Tirrsmont]

Første indtryk som gik igennem Conal var en følelse af indvendig at hæve det ene øjenbryn og se skeptisk på hertugen udad til ville han havde været en god yamaniner. Den næste var som et snøre hans hals sammen ordet forbindelse kombineret med ham selv og Francine gjorde noget ved ham. Han havde været bundet før, og det gik ikke godt. Rygterne havde været der, han var taget af sted til Danne og rygterne var døet hen. Han vidste ikke hvad han skulle sige og svare, på en måde havde han lyst til at være næsvis og henvise til at hendes rygte var allerede spoleret og på den anden side ville det ikke være et klogt træk. Ikke en trækning viste sig i Conals ansigt. Hans forhold til ægteskabelige aftaler var ikke det bedste. "Jeg er glad for, at vi har Deres samtykke hvis det er en sådanne forbindelse vi ønsker." Bare det at sige ordet vi om ham selv og Francine var en underlighed han ikke havde oplevet længe. Han holdte af hende, oprigtigt meget. Og hun havde også været en god støtte i opstarten, en man kunne spare med.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett havde holdt godt øje med Conal, da han sagde de sidste ord. Og det han så, mindede ham om Francine i en sådan grad, at det næsten var komisk. Stenansigtet, som skulle skjule de følelser, som de ikke ønskede andre skulle se. Og fordi han kendte sin datter så godt, som han gjorde, kunne han også gætte på, hvilke følelser Conal sloges med. Og pludselig dukkede Christi's ord fra deres tur i haven op i hans bevidsthed. Måske var det virkelig en dårlig idé at presse de to imod ægteskab. Måske var der større chance for, at de ville kunne vælge kærligheden, hvis han gav dem en anden udvej.

Han gav Conal et nik, der tilkendegav, at han havde hørt, hvad denne - på en lettere anstrengt måde - fik sagt. Hvorefter han smilede venligt til ham. "Der er dog heller intet i vejen for, at De og Francine kan ses i mere passende sammenhænge. I er jo da begge voksne og ansvarlige mennesker. Sværmerier og hvad dertil hører har trods alt eksisteret siden tidernes morgen." Han var ikke helt sikker på, om han ville gøre Conal endnu mere utilpas med den bemærkning, men han følte, at han var nødt til at understrege, at han ikke var imod deres forhold. At han måske tilmeld tilskyndede det, så længe de opførte sig passende for deres stand.

[Conal af Tirrsmont]

Conal så let på Hertug Emmett efter han var kommet med hans kommentar. ”Hvis det er rygterne de er mest bekymret for, vil almindelige sværmerier og hvad der dertil hører give anledning til stor omtale. En direkte omtale som hverken jeg eller ridder Francine ville have glæde af. ” Han betragtede den gamle hertug et stykke tid endnu før han atter kiggede ligefrem for sig. ”Desuden kunne jeg ikke forstille mig at offentlig kurtisering er noget som tiltaler ridder Francine, ej heller er det noget som tiltaler mig.” Inde i hans hoved var det meget tydeligt at det var direkte noget han aldrig kunne finde på. De var begge i en position hvor en offentlig tilkendegivelse af at de holdte af hinanden kunne være en ren katestrofe og ikke mindst kunne de udsættes for adskillige drillerier og rygter. Conal havde ikke storhedsvandvid eller var meget optaget af sig selv. Han kiggede et sekund ned på sine hænder før han igen tog ordet. ”Jeg..” Han gik let i stå før han igen tog ordet. ”Til tider har jeg været i tvivl om hvad jeg følte for din datter. Men jeg holder meget af hende og jeg ønsker ikke at miste hende. Jeg lover dem at vi er yderst diskrete hvad end vi finder frem til.” Hans blik var fast besluttede og han så på hertugen med et fastblik. Et blik som sagde at han var glad for at hertugen havde sagt sin mening, men den endelige beslutning lå hos ham selv og Francine og ingen andre.

[Emmett af Gyldensø]

Hertugen nikkede til ridderens ord og han forstod også godt, hvad der blev sagt imellem linjerne. I sidste ende, var det jo selvfølgelig deres egen beslutning. Men han håbede alligevel, at de vidste, hvor stor skade, de kunne gøre Gyldensø, hvis den slags rygter begyndte at florere igen. Han havde dog sagt, hvad han var kommet for og hans faderlige bekymringer omkring Conals fremtidsplaner for hans datter var blevet lagt lidt til ro også. 

"Det glæder mig at høre, Ridder Conal." De var netop nået til en befærdet vej igen og han skulle lige til at dreje af - ingen af de to virkede særligt forhippede på at fortsætte denne akavede samtale - men han stoppede dog op et kort øjeblik. "Jeg håber, at I kan finde ud af at gøre hinanden lykkelige." Dernæst vendte han hesten og satte i galop tilbage mod staldene.

[Conal af Tirrsmont]

Conal havde en følelse af at være blevet forladt da Emmett vendte hesten og red af sted. Og hvad havde alt dette medført. At hertug Emmett var skuffet over sin datters og Conals opførsel. I dette øjeblik tænkte Conal at den bedste løsning var at stikke af sammen med Francine, så kunne de da være i fred for sladder og sure blikke og skæld ud. Gøre præcis det hans forhenværende forlovede havde gjort. Men på den anden side var det nok heller ikke den bedste løsning. Conal sukkede og tænkte at det nok var det perfekte tidspunkt at tage en tur i skoven. Med en masse blandede følelser i kroppen var det måske netop godt med skoven, ensomheden og roen. Måske han skulle sove uden for i skoven i nat, det ville være en behagelig afveksling. Aidan var også ved at blive for doven og van til sin seng.

Tråd afsluttet