Tag fem mere

[Jonathan af Condia]

Jamie af Linshart

”Når du kan vippe mig af hesten, så er vi færdige med træningen, knægt.”

Jonathan skjulte et smil, som han slog visiret op på hjelmen og så sin væbner an fra hesteryg. Han havde grund til at være tilfreds. Knægten forbedrede sig konstant og endte sikkert med at være lige så god som sin ridderherre en dag. Slå ham af hesten ville han dog næppe. ”Er du ved at være træt?” Et drillende blik blev tildelt den unge hertugarving og kronprinsens læber krusede sig i et næsten ondskabsfuldt smil.

[Jamie af Linshart]

Jamie var langt fra tilfreds med sin præstation, men trætheden var så småt ved at indhendte ham, selvom han stædigt nægtede at anerkende det. Han var blevet bedre, men stadig ikke god nok, hvis han pressede sig selv lidt mere ville han nok få bedre resultater. Alligevel var en del af ham lettet over at de stoppede lidt. Han rystede dog på hovedet over ridderens spørgsmål, selvom det næsten var ubemærkelig under den beskyttende rustning.

"Nej Prins Jonathan" Svarede han modvilligt, fordi hans stemme stadig var i overgang og den denne gang havde valgt en lys barnlig tone, som han ville have fundet morsom hvis det ikke havde været hans egen.
"De ved godt at jeg aldrig bliver træt, det er jeg alt for stædig til" Tilføjede han med et skævt smil og var glad for at hans stemme denne gang undlod at svinge ukontrollerbar i tonerne.

[Jonathan af Condia]

Jonathan hævede et enkelt øjenbryn og betragtede sin væbner med mild skepsis. Hans mundvige sitrede dog svagt. ”Ikke flere flabetheder, væbner. Ned med visiret. Vi tager endnu en omgang. Sigt lavere denne gang.”

Og med det, vendte han Fira rundt og red imod banens start. Han slog sit visir ned, tog en dyb indånding og sporede hesten an, før han sænkede lansen og red direkte imod sin unge væbner, sigende på hans skjold og klar til at afvige hans lanse.

[Jamie af Linshart]

Jamie var klar over at han havde været lige på grænsen til det næsvise, men hans stolthed fik ham nogle gange til at nærme sig det upassende selvom han virkelig burde vide bedre. Han var dog alligevel glad for at han ikke havde gjort sin ridder vred.
Jamie førte hesten tilbage på plads. Lansen var tung, men han forsøgte alligevel at rette ind efter ridderens råd, mens den sorte hoppe bevægede sig hurtigt mod midten.

Desværre for den unge væbner lykkedes det ham kun akkurat at strejfe kronprinsens skjold, men ud over dette blev slaget på hans skjold så kraftigt at han endte med at blive skubbet til siden i sadlen. Det blandet med lansens tyngde gjorde at han gled endnu mere til den ene side og mens hesten sagtnede farten faldt Jamie det sidste stykke ned på jorden. Det var et fald, men et mere harmløst et af slagsen da hoppen ikke red særlig hurtigt. 

[Jonathan af Condia]

Jonathan græmmede sig en anelse, da det sidste dumpe bump lød og hans væbner lå og rodede rundt på jorden. I det mindste var der ikke mudret. Det gjorde måske slaget hårdere, men det var en fordel for værdigheden.

Han slog visiret op og vendte Fira, der red tilbage imod den unge dreng. ”Ikke så lavt,” konstaterede han tørt, men med et glimt i de mørke øjne, som han strakte sig i sadlen og indfangede sin væbners hests tøjler. ”Op igen, Jamie. Du slipper ikke ved at spille død.”

[Jamie af Linshart]

Jamie mistede heldigvis ikke modet særlig let og havde allerede sat sig op på albuerne, da hans ridder nåede op til den sorte hoppe. Knægten havde ikke troet at han ville slippe bare fordi han faldt af hesten, så han var hurtigt oppe at stå da prinsen bad ham om det. Han følte sig en smule svimmel, men ville på ingen måder lade det være en undskyldning for ikke at forsøge igen. Hvorfor var han så dårlig til dystløb? Tænkte han irriteret, egentlig vidste han det godt, han ville bare ikke indrømme at lansen og skjoldet var svært for ham at håndtere på en gang. Dumme dystløb, tænkte han irriteret.
"Tak" Mumlede han med sin nye dybe stemme og førte derefter hesten tilbage til den ende han var kommet fra.

[Jonathan af Condia]

Jonathan smilede lidt for sig selv over den smågnavne væbner. Han ignorerede surmuleriet og fortsatte lektionen et godt stykke tid endnu. Da regnen begyndte at falde, sad han dog af og erklærede, at det var på tide at holde inde. Han tog Firas tøjler og førte an imod stalden.

”Hvis du tager dig af Storm, sørger jeg selv for Fira denne gang,” lovede han, imens hans mundvige sitrede. ”Rustningerne regner jeg med at du efterser senest i morgen.”

[Jamie af Linshart]

Jamie var så udmattet at han nær faldt af hesten da han skulle ned, men han var lettet da han igen mærkede den faste grund under sine fødder. Han tog sin hjelm af og nikkede da hans ridder talte.
"Ja Prins Jonathan" Sagde han og førte Storm videre ind i båsen ved siden af kronprinsens, hvorefter han så afventende på ridderen.
"Har De brug for hjælp med rustningen?" Spurgte han og bandt den sorte hoppe fast, hvorefter han placerede sin hjelm på en taburet ved siden af båsen.

[Jonathan af Condia]

Jonathan smilede lidt for sig selv over væbneren. Han nikkede simpelt som svar og hang hjelmen fra sig, før han vendte sig imod Jamie og signalerede, at han kunne gå i gang med at løsne rustningen. ”Det har du også,” konstaterede han med et enkelt, hævet øjenbryn. Ingen af deres tjenere var til stede. Sådan gik det med impulsive beslutninger. Han kunne selvfølgelig bare sende bud, men der var intet galt for at en ridder og en væbner var i stand til at klare sig selv også.

Lige i dag havde han ganske god tid. ”Hvordan går det med de ældre væbnere, ved du det? Er de ved at være klar til midvinter?”

[Jamie af Linshart]

Jamie gik hen bag ved kronprinsen for at begynde at binde hans rustning op.
"Ja, det har jeg vel" Svarede han med et lille smil, mens han hjalp Jonathan af med de store beskyttende metalplader. Han tænkte sig om inden han svarede på ridderens spørgsmål, men så trak han på skuldrene og blottede tænderne i et smil.
"Det virker som om det er ved at gå op for dem at det skal ske, jeg synes jeg overhører et par nervøse kommentarer engang imellem.. Selvom en del påstår de ikke er bange hvis man spørger dem." Sagde han og forsøgte at ignorere sin stemme, der valgte at lave et par underlige tonesvingninger i løbet af sætningen.
"Er der nogen der har spurgt Dem om De ville være en af de riddere der skal tale om ridderskabets love?" Spurgte han og så undersøgende på kronprinsen, uden at være sikker på om det rent faktisk var muligt at bede ham om det, når han nu var kongelig.

[Jonathan af Condia]

Jonathan smilede antydningsvist. Han forstod udmærket de unge væbnere. Det var det samme hvert år og hvert år kom der en flok ganske duelige mænd og kvinder ud på den anden side. Sådan skulle det også nok gå i år. Det var han egentlig ikke i tvivl om.

Spørgsmålet fik ham til at hæve et øjenbryn, før han nikkede. ”Såmænd, ja. Men det er naturligvis fortroligt. Hertugen af Naxen har bedt mig bisidde den unge Marmists prøvelse.” Hans ansigtsudtryk var ulæseligt. ”Det skal nok gå glimrende alt sammen. Er de dine venner, nogen af de ældre væbnere?”

[Jamie af Linshart]

Jamie nikkede som bekræftelse for at han ikke ville sige det videre og lyttede til ridderens ord, mens han tog de sidste dele af rustningen af.
"Marmist og jeg træner sammen engang i mellem, hun er dygtig, hun skal nok klare sig." Sagde han og tilføjede derefter: "Selvom hun er en dårlig taber" Han blottede sine tænder i et skævt smil, men det forsvandt hurtigt igen.
"Undskyld, det var ikke pænt sagt" Han så tøvende på kronprinsen og stillede sig an så Jonathan kunne hjælpe ham af med rustningen.

[Jonathan af Condia]

Jonathan hævede et øjenbryn, før han smilede af væbneren og rystede lidt på hovedet. ”Der er ikke noget ved at være en god taber,” belærte han, imens han gav sig til at løsne rustningen og lægge de enkelte dele fra sig.

”At være en god vinder, derimod, det vinder man respekt for, Jamie.”

Tråd afsluttet