En gåtur i haven

[Christina af Gyldensø]

Til: Emmett af Gyldensø

Christi fandt sin mand siddende på kontoret. Hun havde et stykke tid gerne ville snakke med ham. Han havde virket oprevet og urolig uden rigtig at ville fortælle hende noget først. Nu hvor Francine var i Drotvig og Kathrine var taget tilbage til Stenbjerg, så kun den mellemste datter var tilbage i Corus, tænkte hun at hun kunne snakke lidt med Emmett.

Efter hun havde givet ham tilladelse til at komme ind gik hun hen til hans stol og omfavnede ham bagfra. "Kunne du ikke tænke dig at gå en tur med mig i haven?" Hun smilede stort til ham og kiggede på de papirer han netop sad og læste. "Du trænger til noget frisk tåget luft."

[Emmett af Gyldensø]

Arbejdsværelset var efterhånden Hertugens faste tilholdssted og han pressede fingrene hårdt imod sine tindinger for at forsøge at lette på den hovedpine, som havde gnavet sig fast i hans pande. Der blev han også glædeligt overrasket, da Christi kom ind af døren og gav ham et knus. Hendes omfavnelse fik kærligheden til hende til at svulme op i hans bryst og han havde det allerede lidt bedre. "Det vil jeg rigtigt gerne, min elskede." Han rejste sig op og tog hendes hånd, og han flettede sine fingre ind i hendes.

De gik sammen ud igennem døren og hen af gangen. Da de trådte ud i haven, tog han en dyb indånding og mærkede, den kolde aftenluft fylde sine lunger og hans ånd løftede sig en smule ved det alene. De gik lidt rundt derude i tavshed og han havde egentlig ikke lyst til at bryde den. I dette øjeblik kunne han glemme alle sine bekymringer.

[Christina af Gyldensø]

Christi havde stukket armen godt ind under Emmetts, da de gik ude i haven. Det kunne straks fornemmes at at han slappede af med det samme. Barnlig som hun kunne være en gang i mellem plukkede hun en blomst snuste godt til den og åndede ud igen. Derefter stak hun den op i Emmetts næse. "Dufter den ikke bare godt?" Et stort gavtyveagtigt smil bredte sig på hendes løber og hendes øjne spillede af fryd. Det var tydeligt at se at han havde brug for opmuntring. Hun ville bare ønske at han ville dele sine bekymringer med hende.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett så smilende til, mens hans skønne kone duftede til blomsten og han lo, da hun tvang den hen til hans næsebor, så han også kunne påskønne duften. Han indfangede hendes hånd og holdt den i sin, mens han duftede til blomsten. "Jo, det gør den virkelig." Han trådte endnu tættere på hende og lagde sin kind imod hendes, mens han indsnusede duften fra hendes hals. "Men intet kan konkurrere med dig, min elskede." 

Han gav hende et hurtigt kys og trak sig derefter lidt tilbage igen, mens hans øjne fandt hendes. Jeg er ked af, jeg har været så fraværende på det sidste." Han håbede, hun vidste, det ikke havde noget med hende at gøre. Han følte lidt, han havde forsømt hende på det sidste. "Hvad siger du til, at imorgen aften, laver vi noget, kun du og jeg?"

[Christina af Gyldensø]

Christi smilede smigret over hans kommentar og for den fik han et sødt lille kys på kinden. "Jeg takker, selvom det nu er fra planterne at jeg har fået min duft."

Hun nikkede forstående. Der skulle være plads til andet, og hun havde i mellemtiden haft tid til at besøge sine veninder og få taget mål til en ny kjole. Og mange andre praktiske ting, hvor det ville være upraktisk at have Emmett på slæb. Hun tænkte sig lidt om før hun svarede. "Jeg vil heller at du fortæller mig hvad der går dig på." Hun prøvede at blinke smigret til ham. Derefter så hun alvorligt på ham. "Jeg vil ikke have at du lovet noget, som du ender med ikke at kunne holde. Vi får hele vinteren for os selv sammen når der kommer så meget sne at vi ingen steder kan komme." Et stor smil bredte sig igen på hendes læber inden hun svansede let videre og plukkede endnu en blomst.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett smilede af hendes kommentar og undlod at bemærke, at hun kunne få enhver duft til at blomstre op. Han blev dog en anelse trist, da hun ikke øjeblikkeligt gav sit samtykke til hans idé. Han havde brug for en distraktion, men han kunne heller ikke løbe fra sine forpligtelser. Og én af disse var nu engang at indlemme sin kone i sit liv. På alle måder.

Han tog en indånding og holdt den lidt, inden han pustede ud og smilede svagt til Christi. "Francine har forelsket sig. Tror jeg da." Hans datter var ikke helt sikker endnu, og derfor kunne han heller ikke være det, men han havde en helt distinkt følelse af, at han havde ret alligevel. "Hvilket i sig selv, er en god ting." Han drejede sig væk fra sin kone igen, tog hendes arm og begyndte at gå videre, mens han talte. "Det er oven i købet et udmærket parti. Conal af Tirrsmont er grevesøn, og selvom han ikke er arving, så kan vi nok ikke forvente meget bedre, på grund af hendes alder og ..hmhm.. tidligere fejltagelser."

[Christina af Gyldensø]

Christi elskede forelskelser og historier om forelskede par. Der var ikke noget bedre i hendes verden. Det næste skulle lige være folk som fik børn efter de havde forelsket sig. Egentlig var hun ikke overrasket da Emmett fortalte hende det. Hun var van til paladssladderen og havde lyttet til den da hun selv boede på paladset. Hun smilede stort til Emmett. "Det lyder til at det ikke rigtig huer dig, min kære?" et spørgende udtryk kom frem, hun forstod ikke rigtig hvorfor. Det var heller ikke gået hendes næseforbi at Emmett havde kaldt Francine ind på kontoret for at tale med hende, og at der var kommet så venlige toner du fra rummet. Da han nævnte tidligere fejltagelser hævede hun det ene øjenbryn. "Så vidt jeg husker er der flere sider af den gamle sag, og flere forskellige rygter. Og ingen ved hvilke der er sande." Hun så lidt frem for sig og grinede bag den hånd hun tog op foran munden. "Mindes at nogen af dem var vældig underholdende."

[Emmett af Gyldensø]

Emmett rystede på hovedet, da hans hustru spurgte ind til hans følelser omkring forelskelsen. Men han lod hende tale færdig, inden han forklarede sig yderligere. "Jeg kender den sande historie. Og selvom jeg forstår hendes handlinger og det forlængst er en tilgivet sag fra min side, så må man alligevel forvente, at potentielle bejlere vil se på sagen med skepsis." Han forsøgte at smile, men det blev blot til en grimasse, som sendte tankerne hen imod tandpine. 

"Grunden til, at jeg ikke er fuldstændig glad for deres forelskelse, er at Francine har fuldbyrdet deres forhold, uden overhovedet at skænke slægten en tanke. Hun har ikke engang tænkt på ægteskab, inden hun har gjort det og hun er ved Mithros ikke engang sikker på, at hun elsker knægten, siger hun!" Emmett kunne mærke irritationen skylle ind over sig igen og tog en dyb indånding, for at falde til ro igen. 

[Christina af Gyldensø]

Christi så til mens hendes mand udtrykte alle sine bekymringer. Stillede strøg hun sin hånd over hans arm for at få ham til at falde lidt mere til ro. Hun lod ham helt tale ud før hun kom med sine egne indput. "Tror du at en fremtidig bejler tænker på hvad hun har lavet? Og tror du virkelig at denne Conal tænker på hendes fortid. Det tror jeg ikke han gør. Ellers var de jo ikke sammen." Hun havde et bestemt og fast udtryk i ansigtet. Set fra Christis side Emmett tænkte lige så meget på rygter og sladder som en anden adelsfrøken. Og et sted syntes Christi at det var yderst komisk.

"Og hvis jeg skal være ærlig, tror jeg at ægteskab kan have skræmt hende." Hun havde selv gået med tanken. Skulle giftes med Hertugen af Naxen og hele den tur hun havde været igennem. Snakken bagefter, hendes bekymrede far som tænkte på slægt og rygter. En vis nervøsitet omkring ægteskab kunne vel sagtens opbygge sig, kunne det ikke. "Måske, er hun bare for at lukke op igen? Det ville heller ikke være unaturligt. Og så er det måske en meget fin måde, at åbne stille og roligt op på." Det var ikke hver dag at hun talte Francines sag. Men lige denne gang lå der måske andre ting bag end hvad der lige mødte øjet og ørerene.

[Emmett af Gyldensø]

Hertugen smilede lidt af sin kones ungdommelige naivitet. Han havde selv haft den engang, men den var forlængst blevet skubbet i baggrunden af realisme. "Hvis bejleren er virkelig forelsket i hende, vil han sikkert se til den anden side i den sag. Men som du ved, er ikke alle adelige ægteskaber baseret på kærlighed og i sådan et tilfælde, vil bejleren bestemt tænke sig om både én og to gange, inden de satte efter Francine - på trods af Hertug-titlen, der ville følge med." Han gav det et øjeblik til at synke ind. "Men nej, jeg tror ikke, at Conal tænker sådan. Han virker som en reel knægt, som kunne gøre Francine en masse godt, hvis ellers hun ville tage imod det." 

Han lyttede igen til sin kones ord og var en smule overrasket over, i hvilket omfang hun tog hans ældste datter i forsvar. Det var ingen hemmelighed at de to havde haft deres vanskeligheder, og hvis Christi gik i brechen for hende på denne måde, burde han måske se med lidt mildere øjne på sin datters eskapader. Det var trods alt muligt, at der var nogle kvindelige følelser i denne sag, som han ikke var i stand til at sætte sig ind i. "Det er derfor, jeg har giftet mig med dig, min skat. Du forstår altid at se flere sider af en sag. Jeg vil tænke over, hvad du har sagt." Han gav ikke flere indrømmelser end dette, men han genovervejede pludselig, hvordan han skulle gribe sagen an, når han kontaktede Conal, som han forventede at gøre én af de nærmeste dage.

[Christina af Gyldensø]

Hun tænkte sig lidt om mens hun lyttede til sin mands ord. ”Jeg tror aldrig, at din datter ville gifte sig igen hvis det ikke var for kærlighed. Det er en ting som ligger til familien.” Hun blinkede let til ham og gav ham et kys på kinden. ”Har du tænkt dig at tage en snak med denne Conal?” Christi syntes mere og mere at det lød som en rolig mand der passede til Francines viltre temperament og tænkte at det lige var sådan en mand hun skulle have.

Et stort smil brød frem på Christis læber. Hun nikkede stille og gik stille videre hen til den næste blomst i haven. ”Jeg er blot glad hver gang du vil prøve din unge uerfarne kone til råds. Det er skam ikke alle mænd som har så stor tiltro til deres koner.” Dette var i sandhed en af de største kvaliteter hun satte pris på hos ham. Trods han havde været alene så længe, havde han alligevel mod på at dele problemerne med hende uanset af hvilken karakter de var af.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett kunne ikke lade være med at smile lidt af Christi's ord, som nok engang tydeligt viste, hvor ung hun i virkeligheden var, men han holdt sin mund. Selv ønskede han også helst, at Francine skulle gifte sig af kærlighed, men de levede trods alt ikke i en verden, hvor en hertugarving selv kunne bestemme, hvorvidt man skulle giftes. Slægtslinjen skulle føres videre og dét skulle man nu engang være gift for at gøre. En dag ville Francine have været nødt til at tage sig en mand, kærlighed eller ej, for at føre slægten videre.

I stedet valgte han at svare på hendes spørgsmål. "Jeg har planer om det, ja. Hvis de to virkelig holder af hinanden, ønsker jeg ikke, at han skal tro, jeg er helt håbløs som svigerfar." Emmett grinede stille. "Selvom jeg har visse krav til deres opførsel, når de repræsenterer Gyldensø." 

Han trak sin kone ind til et kort kys på kinden. "Jeg forelskede mig jo i dig, fordi du havde din egen mening om tingene. Hvorfor skulle jeg så ikke lytte til den, når jeg er i tvivl?"

[Christina af Gyldensø]

Christi nikkede stille. Nogle gange var former og sladder noget der var til at brække sig over. Det var i nok i bund og grund meget fornuftigt at de to fik snakket sammen.

Et varmt smil blev sendt til Emmett fra Christi. "Der var ikke andet som genere dig?" Da hun gik et afkræftende svar udlevede hun til fulde sin grønne ungdom ved at hinke og hoppe igennem haven og plukke smukke blomster. Hvis andre adelige så hende, ville de tro at hun var tosset og have låst hende inde i et rum. Men Christi nød livet og den have hun ikke så så tit.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett rystede på hovedet af Christi's spørgsmål og så hende derefter tumle igennem haven, som en anden skolepige. Det var dette, han især elskede ved hende. Hun fik ham til at føle sig ung og han løb efter hende med et stort smil på læben, greb hende om livet og formelig kastede hende op i luften, mens de begge lo overstadigt.

*Tråd lukket*