Lad os kæmpe for "sjov".

[Tamina af Marmist]

Jamie af Linshart

Tamina havde placeret sin bagdel i græsset, og havde ryggen lænet op af en tyk stamme, i skygge under et af de store træer. Trods skyggen var det muligt at se op og det var et fantastisk syn. Himlen var smuk lysblå, skyerne klar hvid, og det var længe siden at solens stråler havde været så skarpe. Fint vejr at gå lange vandreturer i. Knap så fint vejr at træne i. Tamina ville til hver en tid foretrække regnvejr. Regndråberne kølede hende ned, når hun fik kørt sig selv op, ved at bevæge sig frem og tilbage. Solen havde den modsatte effekt.

Hun så søgende rundt. Jamie var sent på den. Hvis Tamina fulgte Jamies eksempel ville Domitan slå hende til plukfisk. Han gik meget op i at overholde tiden. Til dels en fordel for Tamina, der førhen i sin pagetid havde været kendt for at være en smule distræt. Hun lænede hovedet tilbage, og tillod sig selv et hurtigt hvil, ved kort at lukke øjnene i.

[Jamie af Linshart]

Jamie gik med rolige skridt ned mod træningspladsen, for at mødes med Hertugen af Naxens væbner Tamina. Hun var en del ældre end ham, men han var alligevel for ambitiøs til at sige nej til at træne med hende. Hun var en kvinde, men det så han hverken som en fordel eller en ulempe. Han havde aldrig haft nogle specifikke fordomme på det punkt, i stedet satte han en ære i aldrig at undervurdere sin modstander. 

Han var dog imidlertid meget bevidst om sin stemme i øjeblikket, så han sagde ikke noget, men nøjedes med at gå hen til hende og regne med at hun ville bemærke at han skyggede for solen. Han undrede sig dog over hvorfor hun ikke allerede var gået igang med træningen, han ville ikke vente på at hun fik sig en lur, han havde øvelser han kunne udføre alene hvis det var.

[Tamina af Marmist]

Tamina var helt uden intentionerne om det faldet hen, dog ikke nok til at hun ikke sprang op, da hun mærkede lyset ændre sig for sit indre blik, i en kombination med at hun hørte nærmende skridt. Hun så på personen med store øjne, og spidsede så irriteret læberne, da hun så at det var Jamie. Hun skammede sig allerede over at han havde set hende sådan, og hun satte for engangsskyld pris på den brændende sol, hvis skyld hun ville give for de svagrøde kinder, skulle Jamie være så fræk at kommentere på det.

”Du bør være bedre til at møde op til tiden.”, belærte hun ham, og bevægede sig hen mod den bunke af ting hun havde medbragt, for at gribe ud efter sit sværd. ”Du er en god træningspartner, men ikke så god, at jeg gider vente på dig hele dagen.”, tilføjede hun. Med et fast greb fiskede hun sit sværd op, og vendte sig rundt med sit blik rettet mod Jamie, med et let drillende smil om læberne, som forhenværende sætning havde fremkaldt.

[Jamie af Linshart]

Jamie glemte alt om sin problematiske stemme, da Tamina provokerede ham og han betragtede hende skulende mens hun hentede sit sværd.
"Jeg var her til tiden, det er dig der ikke kan holde styr på den" Bemærkede han med sin nye, dybere stemme, irriteret over hun påstod han ikke kunne finde ud af noget. Han var bedre end hende til mange ting og det ville han bevise hvis hun skulle være så flabet.
Han strammede grebet om håndtaget på sit sværd og så afventende på hende, uden at gøre nogen tegn på at angribe hende. Han spændte dog instinktivt sine muskler, i tilfælde af hun ville gå på ham med det samme.
"Og jeg er bedre end dig" Sagde han og smilede til den unge kvinde med håret af flammer.

[Tamina af Marmist]

Tamina så i et kort øjeblik helt himmelfalden ud. Så rømmede hun sig, og skubbede den forvirring hans mærkelige, nye stemme havde skabt hos hende til side, for i stedet at vende opmærksomheden mod hans ord. ”Jamie, ingen bryder sig om folk der finder på undskyldninger.”, tilføjede hun, stadig helt overbevidst om at det var ham der var forkert på den.

Tamina vejede tænkende sværdet i sin hånd, men så op på ham med sine grønne øjne, da han sagde de seks ord, der sekundet efter fik et morende smil frem på hendes læber. ”Kom bare an, lille væbner.”, en drillende kommentar, som hun altid forsøgte at få ind, bare for at huske ham på at hun var ældre end ham. Så stillede hun sig klar i position. Stod sådan i få sekunder, inden hun lavede sit første angreb, med sigte mod hans højre skulder.

[Jamie af Linshart]

Jamie var stadig for bevidst om sin stemme til at tale frit, så han lod hende provokere ham uden at svare igen. Desuden havde han ikke i sinde at lade hende gøre ham vred, det var ikke sådan han vandt alle sine kampe (fordi ja selvfølgelig Jamie vandt alt). Han angreb hende heller ikke som den første, men nøjedes med at undvige hendes sværd der havde retning mod hans skulder. Han kunne ikke holde et lille drillende smil tilbage fra sine læber, da han svarede "Hellere lille og hurtig end stor og doven" Sagde han med den samme nye stemme, som han stadig fandt så akavet.

[Tamina af Marmist]

Tamina havde altid været konkurrencepræget af natur. Især med sig selv, en motivation der fik hende til at presse sig selv til det ypperste. Hun havde lært at pigerne ikke blev set lige med drengene, et faktum der i starten havde naget hende sådan, men som hun hen ad vejen havde lært var til det bedre - det gjorde det nemlig så meget federe at vinde. Da Jamie nåede at undvige, var hun hurtig til at trække sværdet til sig igen, og træde et skridt bagud, mens hun samlede sig et overblik. Hendes opmærksomhed var skarpt rettet mod Jamies bevægelser, men stadig havde hun overskud nok til at sende ham et kækt smil retur. ”Men hvilken fordel giver det dig her?”, spurgte hun ham drillende igen, og bevægede sig et par skridt til siden, stadig med et vågent blik på ham. Hun var ikke lav, men hun hørte bestemt heller ikke til sidste kategori. Hun var hurtig, hvilket hun vidste Jamie også var, og alligevel kunne han ikke tage fra hende at hun stadig følte at det var hende der lå med fordelen.

[Jamie af Linshart]

Det var sjældent det var den yngste der vandt når de to væbnere kæmpede imod hinanden, men idag var det altså Jamie der havde vundet den nervepirrende kamp. Han kunne ikke lade være med at smile selvtilfreds da hun lå i støvet og han hjalp hende op at stå, uden at anerkende hendes svar hvis hun ikke ville have hjælp.
"Tak for kampen Tamina.. Bedre held næste gang.. " Sagde han og priste sig lykkelig over at han altså havde fået noget ud af al den træning med fodarbejdet han havde lavet på det sidste. Det havde været godt at fylde sit 16. år, han følte sig allerede stærkere. Han var så glad for at have vundet dysten at han nærmest strålede.

[Tamina af Marmist]

Det var sjældent Tamina tabte i noget. Ikke fordi hun var fejlfri, men fordi hun ofte kun konkurrerede der, hvor hendes største styrker lå. Jamie havde dog vundet i dag, til stor ærgrelse overfor Tamina. Der var stadig bitre rynker i den rødhåredes ansigt da han tog fat i hendes hånd, og af ren stædighed tog hun ikke rigtig et fast greb, i det han rev hende op. Dette resulterede i at hun kort vaklede, men fik dog hurtig fundet fodfæstet igen. Hun fnøs let af hans svar, og lagde sit svær fra sig på jorden, hvorefter hun børstede hår væk fra sine læber. Hun så op på ham, bestemt på ikke at lade ham tirre hendes dårlige taber-gen, men da hun så hvordan han strålede, blev læberne hurtig spidset. ”Du bevægede dig fint, Jamie. Men du bør passe på med at sigte for lavt. Der var tidspunkter hvor du var alt for gennemskuelig.”, belærte hun ham.

Tamina vendte ryggen til ham, og fugtede sine læber med tungen, som var blevet ufattelig tørre. Hun bevægede sig hen mod sin vandbeholder, og børstede et par røde totter væk fra den fugtige pande. Efter et par tårer begyndte en dårlig samvittighed over at fryse ham ude endelig at vælte ind, og hun drejede kroppen halvt mod ham, med armen strakt ud med dunken, for at tilbyde ham en tår. ”Hvordan går din træning egentlig med Prins Jonathan?”, spurgte hun så, i en tone der var knap så fjendtlig som før.

[Jamie af Linshart]

Jamie sukkede irriteret over Taminas ord og svingede lidt med sit sværd, mens hun vendte ryggen til ham. Han gættede at hun nok var sur over at have tabt, det kendte han alt til, selvom minderne om hans tabte kampe var uklare nu han kunne nyde sejrens rus.
"Åbenbart ikke alt for gennemskuelig" Kommenterede han tørt og smilede en anelse. Han tog imod dunken med vand og trak på skuldrene, hvorefter han drak af flasken.
"Det går fint, han fokuserer på dystløb i øjeblikket." Sagde han og tog endnu en tår vand, inden han rakte den tilbage.
"Hvad med dig?" Spurgte han og satte sværdet tilbage i bæltet. "Er Hertugen af Naxen en god ridder?" Han så op og smilede lidt.

[Tamina af Marmist]

Tamina fnøs af hans ord, og satte sig dumt i græsset, men havde dog beherskelse nok i sig til at modstå trangen til at rulle barnligt med øjnene. I stedet plantede hun blikket ligeud på noget lettere ligegyldigt, og lagde de ømme hænder solidt i græsset, mens hun langsomt vendte tilbage til normal åndedræt. Hun drejede først hovedet da hun kunne mærke at han rakte hende vanddunken tilbage. Hun var netop i færd med at tage en tår vand, da han igen talte, og ordene fremkaldte et ufrivilligt grin, der grundet forhindringen med vand i munden, nær gjorde at hun var ved at kløjes i det.

Bestemt placerede hun dunken i græsset, og fik hostet et par gange, inden hun igen fik samlet sig. Hun hostede en enkelt gang mere, inden hun så op, og sendte ham et halvt akavet smil. Hun åbnede munden for at tale, men havde ikke lyst til at fortælle ham at grinet var blevet fremkaldt af et mentalt billede af ham og Jonathan, da hun tilfældigvis havde hørt hvor godt hans ridder udmærkede sig indenfor den disciplin. Gudskelov kom han hende i forkøbet, og stillede hende et spørgsmål, der var nemt at besvare. ”Han er en hård ridder med høje forventninger, men det har været en god motivation for mig. Jeg skal ikke klage.”, startede hun. ”Han har været en god ridder.”, forsatte hun, og vedhæftede sig først bagefter ved, at hun var begyndt at tale i datid. Prøvelsen nærmede sig. Og det kunne mærkes. Hun bed sig let i underlæben ved tanken. ”Men, dystløb? Jeg synes at føle at jeg er den eneste der bryder sig om den disciplin. Har du væltet din ridder af hesten endnu?”, spurgte hun, og endte alligevel med at spørge ind til det, hun for lidt siden havde lovet at holde for sig selv.

[Jamie af Linshart]

Jamie lyttede til hendes ord og satte sig i græsset ved siden af hende. Han havde ikke rigtig forestillet sig andet om hertugen af Naxen end det hun fortalte om ham. Han virkede ikke ligefrem som den afslappede type der ville lade sin væbner slippe let.
"Nej - og jeg har intet imod det eller noget.. Det er bare ikke min foretrukne disciplin" Bemærkede han og trak på skuldrene. 
"Er du nervøs for prøvelsen?" Spurgte han og så undersøgende på hende. Han tænkte sjældent på sin egen, selvom den altid virkede tættere på når midvinter nærmede sig. Han havde dog stadig en del tid at trække på.