Nye forsyninger

[Otelia Bager]

Zamid Vandrer

Havnen var som altid et travlt sted og Otelia havde da også taget sine forholdsregler for at befinde sig der hvor hun var. Hun var klædt i en kjole i lysebrun, så hun ikke vakte opsigt og hendes hår var gemt under et tørklæde. Deres forhandler af ler lå hernede da det langt fra var en vare folk købte ofte nok til det kunne betale sig at slæbe det op til markedspladsen.
Derfor var Otelia blevet sendt ned med en kærre for at hente mere ler. Det var en tung opgave, men Lia var stædig nok til at tage imod den og det var først da hun havde læsset på kærren at hun indså hvor meget det ville kræve af hende at trække den hele vejen til værkstedet. Beslutsomt tog hun dog fat i kærrens håndtag og formåede at trække den hen over de grove brosten. Tempoet var ikke langsomt, men man kunne se at hun brugte alle de kræfter hun havde.

[Zamid Vandrer]

Zamids blik fastslog sig på en gruppe sømænd der hoppede af en båd, og løb hen mod en bygning, en bygning Zamid af gode grunde ikke vidste hvad gemte på. I forbifarten overså de en lyshåret pige der kom gående med en kærre, selv gjorde Zamid det i første omgang da hans opmærksomhed stadig lå hos sømændene, men da pigen begyndte at vakle fik han hurtig sat i bevægelse, og var i løbet af få skridt henne ved hende. Han tøvede ikke med at tage fat i vognen, og han placerede støttende en hånd på hendes skulder, som hjælp til at hun kunne genfinde balancen. ”Er du okay?”, spurgte han helt seriøst, og løftede let hendes hage med sin pegefinger, mens han selv undersøgende ledte efter svaret i hendes blik.

[Otelia Bager]

Otelia havde ellers fået et godt tag på kærren da en gruppe sømænd pludselig besluttede sig for at ødelægge hendes balance. Hun ville have løbet efter dem og skældt dem ud, men hun var for travlt beskæftiget med at genfinde balancen til at gøre andet end at råbe: "Søn af en gedehyrde!" Mændene tog sig desværre ikke af hende, i stedet blev hun overrasket af en anden mand, der hjalp hende med at stå stille. Hun var dog ikke enormt overbevist om hans gode karakter og selvom han var yderst tiltrækkende, havde hun arbejde at lave og havde ikke i sinde at lade en charmerende ung mand forstyrre sig.

Slet ikke når han oven i købet tillod sig at røre ved hende! Otelia gav modvilligt slip på det ene håndtag, tog fat om hans håndled og kneb øjnene sammen.
"Hold dine fingre for dig selv" Snerrede hun og tog fat i kærren igen og forsøgte at gå videre, men den unge mand stod åbenlyst i vejen.
"Vil du være sød at flytte dig? Jeg skal forbi" Bemærkede hun med et påtaget smil. Havnen var da også fyldt med de mest lurvede mennesker, tænkte hun og var glad for hendes pung var sikker gemt væk i et stykke stof under hendes kraveben.

[Zamid Vandrer]

Zamid der havde været optaget af sin egen logik, og som ikke havde andre tanker end på at sikre sig at pigen var okay, kunne ikke andet end at sende hende en forbavset grimasse, da hun begyndte at snerre af ham. Lige så roligt trak han sin hånd væk fra hende, og så på hende med øjne, der ikke var blevet flov over hendes direkte ord. Derimod var de mere undrende.

”Jeg beklager hvis min bekymring for dit helbred fornærmede dig. Jeg kommer langvejs fra og kan vist være meget ligetil.”, sagde han i et venligt smil, og trådte et skridt tilbage, da han tænkte at hun kunne bruge afstanden. Hans hånd fjernede sig ikke fra kærren selvom hun tog fat om den. Den var meget tung – for tung for en pige af hendes størrelse til at bære, mente han. ”Hør. Lad mig hjælpe dig lidt på vej med den her. Til gengæld lover jeg dig at jeg vil arbejde på mine manerer.”, tilbød han hende, og hævede afventende et bryn. "Mit navn er Zamid.", tilføjede han hurtigt efter, for lidt at understrege sin sidste sætning, og sendte hende et af sine blottede smil, der kendetegnede det gode humør Zamid ofte befandt sig i. 

[Otelia Bager]

Otelia sukkede dybt over den unge mand og opgav at forsøge at få ham til at gå. Desuden havde hun brug for hjælp, men havde dog ikke tænkt sig at indrømme det. Hun forsøgte dog stadig at se afvisende ud, selvom det tydeligvist ikke påvirkede ham.
"Fint" Svarede hun og skævede mod ham, mens hun begyndte at gå med kærren. Hun strøg derefter en lok af sit hår væk fra sine læber og vendte blikket ligeud.
"Jeg hedder Otelia Bager" Svarede hun og forsøgte at virke så ligeglad med ham som muligt, selvom det var svært når han var så kær.
"Jeg er i lære som pottemager.. Det er en ny forsyning af ler på kærren.. " Forklarede hun og smilede forsigtig til ham.

[Zamid Vandrer]

”Du viser vej.” svarede han hende tilbage, mens et smil krusede frem på hans læber, et smil der ubesværet nåede de mørke øjne. Zamid var hurtig efter hende da hun begyndte at gå, og sørgede for at have et godt tag i kærren, på en måde så han sikrede sig at han tog det meste af læsset. Zamid, der godt havde regnet ud hvad hun bar på kærren, lyttede stadig interesseret til hendes forklaring. Det slog ham kort hvad hendes Mester eller Mesterinde havde tænkt på, da de sendte hende af sted efter alt det ler. ”Jeg reparerede engang en pottermagers drejebænk i Scanra.”, startede han, og kunne ikke lade vær med samtidig at betragte de nye omgivelser, inden han forsatte. ”Jeg kan huske jeg observerede hvor stor koncentration, tålmodighed og kreativitet de arbejdende måtte besidde.”, nu vendte han blikket mod hende. ”Hvornår slutter din oplæring?”, spurgte han, mest for at holde samtalen kørende, men også fordi han kunne se hun endnu var meget ung.

[Otelia Bager]

Otelia lyttede til Zams ord mens hun trak kærren hen over gadens brosten. Hun var glad for at han hjalp hende, selvom hun ville have været mere stolt af sig selv hvis hun havde kunnet klare det alene.
"Scanra?" Hun så forbløffet på ham, hun mødte sjældent folk der havde været så langt væk - andet end sømændene, men dem talte hun ikke så meget med.
"Om laaaaang tid..." Hun sukkede opgivende og trak på skuldrene. "Ja, det kræver koncentration, men mest af alt skal man blive ved indtil det sidder i fingrene og man ikke tænker over det" Hun så undersøgende på den unge mand og spurgte derefter: "Hvad bringer dig til Corus?"