Svaret af Zamid Vandrer on Aug 22, 2014 20:30:57 GMT
Zamid Vandrer
FØDSELSDATO 22-12-499 M.T.
ALDER 25 år.
NATIONALITET Carthaki. Galla. (og sikkert også et miskmask af andre gener han ikke ved af)
RANG Borgerlig.
DRAGKISTEN
VÅBEN Et par knive. Bruges mest til praktisk brug. Udmærker sig brilliant indenfor knivkast.
DYR Det er ikke sådan ligetil at have dyr med et liv som Zamids. Han har dog altid haft en forkærlighed for fugle, og kunne ikke dy sig fra at købe sin egen jagtfalk, på en af sine mange vandringer.
MAGISKE EJENDELE -
UDSEENDE
FACECLAIM Luke Pasqualino.
KROPSBYGNING Zamid var slank som barn. At han altid har været en aktiv knægt, og at han har udført meget fysisk, hårdt arbejde, har med tiden fået sat sit præg.
ANSIGT Zamids hudfarve er klar gyldenbrun. Det lange hår er sort, og når til hans skuldre, og han er ikke bleg for at sætte håret op i en lav hestehale, når han udfører hårdt arbejde. Hans øjne er store og mørke - som sin mors. Hans læber er buttede, hans kindben markerede, og om begge pynter veltrimmet skægstubbe.
SÆRLIGE KENDETEGN -
PERSONLIGHED
INTERESSER At se solen gå op og ned, lyden når havet slår mod kysten, stilhed, andre kulturer, at rejse, fortællinger (mest at høre, ikke at fortælle), et godt spil, underholdning, åbne steder.
ERHVERV Han lever af at vandre fra by til by, og tage imod de jobs der lige er ledige.
GAVEN -
FREMTIDSPLANER Det er her nemmere at beskrive hvor han ikke ser sig selv. Han ser sig ikke med kone og børn. Han ser sig ikke slået ned et fast sted. Han foretrækker livet som vandrer, og har det som plan at forsætte sådan, indtil han fysisk ikke er i stand til det mere.
PERSONLIGHED
Zamid er en mand der er opmærksom på sine omgivelser. Han har et trænet øre, der kan få ham til at vende sig ved de mindste lyde. Zamid udstråler selvsikkerhed. Han møder folk med en beslutsom holdning, og han taler fast til folk med sit blik fastlåst i deres, i stedet for at flytte det ned i gulvet.
Zamid er blevet god til at tilpasse sig nye omgivelser, og har lært sig selv at vikle sig ud af forhindringer, der er stødt på ham gennem livet. Han er til dels en hemmelighedsfuld mand der ikke deler meget ud af sig selv. Han gør sig meget i retfærdighed, og alt fornuft fordufter, hvis han ser nogen blive uretfærdigt behandlet.
Ærlighed er et af hans største karakterfejl. Han siger gerne til folk hvad han mener uden at lægge låg på noget. Han ved hvornår han skal tie, og gør det også, men hvis folk kræver sandheden af ham, så er det sandheden de får. En anden fejl er hans stolthed. Han har svært ved folk der føler sig højere hævet, og nægter at gøre sig mindre, selv ikke overfor folk der har større autoritet end ham selv. (hvilket har fået ham i problemer før)
En del af det at være vandrer gør at han ikke knytter sig. Det kan ikke betale sig når han alligevel rejser en uge efter. Efter Carthak er han blevet enig med sig selv om at han ikke skal have en familie eller en kone. Det gør han også klart for de kvinder han "hygger" sig med.
Han er bedst på egen hånd, foretrækker egentlig mest sit eget selskab, og har aldrig været god til at samarbejde med folk, da han ofte vil mene at han har en smartere måde at gøre tingene på. Han har ingen sociale handikap, men han kan for nogen virke arrogant og bedrevidende, da det aldrig har bekymret ham hvad folk tænker om ham, og dermed mangler han lidt et filter. Han er dog en rar og venlig mand, der på bunden er god og følsom, han når bare sjældent at opholde sig et sted længe nok ad gangen til at folk får de sider at se af ham.
BAGGRUND
FAR Alamid Vandrer, død i en alder af 42.
MOR Varissa Krodatter, 41 år, psykisk syg.
SØSKENDE Ingen af hvad han ved af.
CIVILSTATUS Alene.
BØRN -
BOPÆL Han bor vidt omkring og har ingen fast bopæl.
HISTORIE
“We wanderers, ever seeking the lonelier way,
begin no day where we have ended another day;
and no sunrise finds us where sunset left us.”
Alamid Vandrer forelskede sig i den lattermilde kropige fra Carthak en sen regnvejrsdag, men var allerede halvvejs ude af byen, da vejret begyndte at klare op. I fire år sejlede faren rundt, opholdte sig i Corus et stykke tid, før han igen vendte hjem til Carthak, hvor han ikke kunne undlade at aflægge et besøg hos kropigen, hvis store, mørke øjne stadig hjemsøgte hans drømme.
Et drenget smil var prangende malet i ansigtet på den unge vandrer, da kromanden åbnede døren, kun for at få den hamret lige i hovedet igen. Trods utallige bank blev døren ikke åbnet igen. Det var først senere på aftenen, da han dovent hængende over et krus øl halvt overhørte en samtale, at han fik svar på sine spørgsmål.
"Varissa Krodatter, hvad blev der nogensinde af hende?"
"Jeg hører barnet næsten tog livet af hende. Hun blev aldrig sig selv efter."
"Det var ikke barnets skyld. Det var ham skarnsknægten der knuste hendes hjerte. Jeg siger jer, jeg har set slaver få blidere behandling end det."
"Så hvad blev der af hende?"
"Ingen ved det. En dag var hun bare væk. Nu bor sønnen alene hos kromanden og vi ved alle hvad han tænker om børn."
"Stakkels dreng."
Dagen efter krævede Alamid at se sin søn. Han fandt ham vandre rundt i haven, hvor han stoppede op ved hver plante, for at snuse alle indtryk ind til sig. Zamid havde kromanden kaldt drengen. Det ramte ham at Varissa havde valgt at opkalde ham efter sin egen far. Alamid der altid havde været sit eget individ, en enspænder, opvokset i en familie hvor det aldrig havde været meningen at han skulle eksistere, havde aldrig haft det i sine planer at starte sin egen familie. Han kunne knap nok tage sig af sig selv. Men da drengen pludselig vendte sig om, og med sine store, mørke øjne så ind i hans blik, vidste han at det var et par nye øjne der ville hjemsøge hans drømme. Det var ikke et valg. Man kunne ikke fravælge sit eget spejlbillede.
Mangel på omsorg og kærlighed i oralfasen gjorde at Zamid hurtigt knyttede sig til faderen. Zamid og Alamid blev uadskillige, og Zamid der så sin far som en Gud, begyndte at kopiere alle hans træk. De opholdte sig aldrig et sted længere end et par måneder. Rejste vidt omkring, sejlede, og Zamid blev præsenteret for en masse fremmede lande.
"Hvad arbejder du egentlig med, far?", spurgte han Alamid en dag, hvortil han svarede; "Vi vandrere tager imod alt der bliver budt os, og når arbejdet er færdigt, så er det tid for os at komme videre. Det er sådan vi arbejder."
I starten stod Zamid på sidelinjen, og så sin far i aktion, mens han sørgede for at notere hver bevægelse i baghovedet. Senere kom han selv i arbejde, og blev hurtig ganske god til at håndtere sit værktøj, og sætte ting sammen.
Alt var dog ikke fryd og harmoni. Det var som Zamid blev ældre at han lærte at sin far var en tikkende bombe. Der var dage hvor han var glad, og hvor han slæbte Zamid med ud i naturen for at lære ham planternes vigtighed, og hvor de flere timer ville sidde under et træ, mens Zamid fascineret ville lytte til sin fars historier om de mange vandringer fra hans unge dage. Det var de gode dage. Så var der de dårlige dage. De dage hvor Alamid ville gå ind i sig selv, og somme tider ville han forsvinde som dug fra solen i flere timer uden at Zamid vidste hvor han var, kun for at finde ham beruset i en eller anden vejkant. Alkohol. Farens store kærlighed. Det var næsten hver aften de dage at Alamid ville slæbe sin søn med på kro, hvor Alamid ville hælde den ene øl i sig efter den anden, mens Zamid ville slå sig ned på en vejkant udenfor.
Det var de aftener hvor ensomheden ramte hårdest. Det var der hvor han ville huske på de få bekendtskaber han ind i mellem tillod sig at knytte i forskellige byer, se de andre børn lege og have det sjovt, og smerten når han skulle sige farvel. Det var tidspunkter som her hvor han ville længtes efter et stabilt hjem, et genkendeligt hus, og velkendte rammer.
En aften tog Zamid det valg at han ville befri sin far fra hans dæmoner, og forsøgte dermed at forhindre faren i at købe en øl, og igen at hive den ud af hænderne på ham, da han første gang afslog. Dette resulterede i en slyngende lussing der fik Zamid til at sidde og stirre ud i luften i et par lange sekunder. Et par sekunder efter lod Alamid sin hånd tilse den ophævede kind.
"Du græder ikke.", en konstatering. Zamid svarede ham ikke. Faren rømmede sig.
"Det er godt. Man skal ikke blotte sig. Man skal aldrig vise sine følelser. På den måde vil folk ikke vide hvordan de skal få dig ned. Husk det, min søn."
Alamid var svag da de et år efter fandt hans lig i havet. Druknet, mente man. Sikke et fordrukkent fjols. Zamid var 17 år gammel. Han valgte i en periode et liv på gaden, en periode hvor han begik samme fejl som sin far at drikke sine sorger væk, og spille de fleste af sine penge op. Da han begyndte at løbe tør startede han en knivkastkonkurrence på den lokale kro. Et spil Zamid var fænomenal god til og han fik hurtig skrabet penge ind til sig. En dag tog han en dyst op mod den forkerte, hvilket resulterede i en mands såret stolthed, og for ham en masse blå og gule mærker.
Det var da han en tidlig morgen vaklede fordrukken og forslået rundt i gaden, at han fik glimtet af et par brune, forvirrede øjne, inden han faldt om. Da han vågnede igen lå han placeret i en varm seng, med en våd svamp mod hans fugtige pande, og et par milde øjne rettet mod ham. Zolaika, hed hun. Mere strålende end solen. Mere fortryllende end månen. En måned efter havde han friet til hende. På det tidspunkt var hun hans livs store kærlighed. Han så et liv med hende som han aldrig troede ville være muligt for ham at få. Han så pludselig sig selv med hus, børn og et fast arbejde. Det skræmte og fyldte ham med glæde på samme tid.
Glæden skulle vise sig at være kortvarig, da han en aften kom hjem, og fandt hende i armene på en anden mand. Det knuste ham noget så forfærdeligt. Han så hende ikke i tre dage. Da han vendte tilbage til hende havde han tænkt sig at tilgive hende, men i stedet fandt han et brev hvor der stod at hun var rejst væk for et stykke tid, og at han ikke skulle vente på hende. Forlovelsen var brudt.
Den nat forlod han Carthak for at overtale sig til en plads på en sejlbåd. Han tilbød gratis arbejde, til gengæld fik han gratis kost og logi. Det var den bedste periode i hans liv. Da han steg af i Caynn var han stadig arret af sorg, men samtidig følte han sig som et nyt menneske. De næste 3 år vandrede han rundt i Tortall, før han endelig nåede Corus, hvor han nu vil befinde sig.
OUT OF CHARACTER
C-BOX NAVN Mira
ALDER 18 år gammel.
KONTAKT PM, boxen, skype.
HVORDAN FANDT DU OS? Jeg vil ikke ødelægge det for nogen. Spoilers kan dog læses hos Mira, Adalia, Tamina, Georgiana og Kevan.
HAR DU LÆST OG FORSTÅET REGLERNE? Ja da!
