Vejen går og går

[Orimilius Skriver]

Maj 525 M.T.
Et sted på vejen mellem Corus og Mindelan

Det var startet ud som en smuk morgen med en let tåge hængende over græsset, der langsomt blev brændt bort som solen stod. Nu, derimod, traskede Orimilius og Morgenbrise gennem et tyndt slør af regn, der tilsyneladende ikke havde tænkt sig at stoppe. Orimilius havde trukket kappen tæt om sig, men der var ikke så meget han kunne gøre for sit æsel og det var hun tydeligvis ikke tilfreds med. I hvert fald var det som om hun så bebrejdende på ham gennem sine lange vipper, hver gang han skævede ud under hætten. "Nu ikke så trist min lille Morgenbrise, din pels ser altid så fin ud efter et bad og der skulle ikke være mere end fem kilometer til en varm stald."sagde han til æslet, der blot blinkede og traskede videre. Således uvillige til at lade sig stoppe af så man to skikkelser, en tobenet, en firbenet, gå gennem regnen, stride sig op af en stor høj, hvor vejen mere lignede et åløb og stoppe op foran et lille tolænget hus. En tyk ring af graner gav ly til huset, men regnen silede stadigt ned, så Orimilius spildte ikke mange øjeblikke, men førte hjemmevandt Morgenbrise over til den ene længe, hvor stalden var lokeret. Med lidt frisk halm gned han den værste vand ud af hendes pels og gav hende et velfortjent omend rynket æble. Hun havde trods alt kun nægtet at flytte sig én gang. Da det var gjort, greb Orimilius saddeltaskerne og sjokkede over til hovedbygningen. Her blev han varmt modtaget af Sam Krofatter med ordene: "Jeg tænkte nok det ikke ville vare så længe inden vi så dig, selvom jeg må sige at det er lidt senere end forventet? Orimilius smilede venligt, men lidt træt "Ja, de kan jo knap undvære mig i Corus og den her gang holdt de søren mig godt fast. sagde han efterfulgt af en lille kluklatter. Orimilius havde været forbi denne vej mange gange og Sam var altid klar til at give husly og et godt måltid for en historie og lidt nyhedder. Selvom kroen lå ved en større handelsvej lod det til at regnen havde opholdt folk og det var derfor et lille publikum, der lyttede til Orimiliuses fortælling, halvdelen af dem Sam og hans familie. Orimilius gav fortællingen om æbletyven, der fandt dronningen halskæde i en skades rede og blev fyrsteligt belønnet, selvfølgeligt efter en masse misforståelser.
Da Orimilius lå på en sivmadras på en lille hems under taget, godt mæt på en tyk stuvning og med regnen trommende over sig, kunne han ikke lade være med at tænke. Han havde tilbragt mere tid i Corus og det var som om der bare skete mere i byen. Mindelan len ville nok altid være hans hjem, men han kunne ikke lade være at tænke på alle de folk han havde lært at kende det sidste halve år og om det gik dem vel. Men så var det som han hørte brusen fra havet og et smil bredte sig på læberne, da han genkaldte sig de lettere uvorne unger, som konspiratorisk pegede på ham og hviske "Mester Havgus". Nej, han var ikke færdig med Mindelan.