Kædedans (åben)

[Elias Taranis]

Højtider var ikke en høj prioritet når der var sårede at tage sig af og det var derfor ikke så underligt, at der var mange der havde glemt alt om årstiden midt i al smerten og fortvivlelsen. Dagene havde passeret hurtigt efter patruljen var kommet tilbage og stemningen havde ikke umiddelbart været til festligheder. Det var derfor at der først var nu der var en ung soldat der var begyndt at tale med de andre om, at de burde tage en pause fra krigen og more sig, i hvert fald en aften. Han formåede derfor at få samlet de mænd, der havde musikalsk blod i årerne, placeret dem i nærheden af lazarettet, så de sengeliggende kunne sove, men stadig lytte til musikken hvis de ønskede det.

Derefter fik han med hjælp fra nogle andre soldater, ryddet en lille plads, hvor folk begyndte at danse med hinanden. Det startede først ud som en kædedans, størstedelen var mænd, men de enkelte damer der var blandt de dansende gjorde det i høj grad det værd selvom man var hurtigt videre til den næste i kæden. Efterhånden var der flere der deltog i dansen og andre der stillede sig op rundt om de dansende og klappede i takt.

Elias, som var den unge soldat der havde startet det hele, rakte ud efter en af de unge helbredere og trak hende med ind i kædedansen, indtil kæden havde gået de fem runder den skulle og dem der tilfældigt var endt foran hinanden, havde et øjeblik hvor de kunne danse sammen, indtil folk ville starte på kædedansen igen. Elias endte foran sin veninde, som han havde hevet med tidligere, smilede glad til hende og førte hende videre i dansen. Hans ryg var kun en smule påvirket af de hurtige bevægelser, men helbrederen der havde taget sig af ham havde også gjort et godt stykke arbejde.

OOC
Det her er en åben tråd med musik og kædedans, hvis i vil forsætte når jeres karakterer er færdige med at danse, tænker jeg det er bedst hvis i laver en anden tråd.
Deltagerne bliver skrevet op her, så i nemt kan se hvem der er med og hvem der danser sammen.
Lynn - Elias
Dina - 
Gal -
Rhea - Emry
Eda -

[Demadina Brygger]

Til at starte med havde Dina ikke været interesseret i at deltage i festlighederne, men så havde hun hørt musikken der spredte sig og minder fra hendes hjemby vældede pludselig op. Hun huskede hvordan folkene i Skovhøj havde danset, sunget og leet, skønt landsbyen ikke havde meget. Beltane blev altid fejret og Dina havde været der med sin morfar. Hun kunne stadig huske, hvordan pigerne havde smilet sødt til drengene og hvordan der altid, ni måneder senere, var nogen der havde behov for hendes morfars hjælp. Det var alle sammen positive minder, og af samme grund havde den unge kvinde besluttet sig for at deltage.

Hun sprang dog ikke ind i kæden, men fandt sig et sted at sidde, hvor hun kunne se på den. Dina havde aldrig selv deltaget i dansen, men hun kunne godt lide at se på den og uden hun helt var klar over det, trak synet et smil frem på hendes læber.

Modsat mange af de få kvinder i rækken, havde Dina ikke kjole på. Hun var iført sit sædvanlige arbejdstøj, bestående af et par tykke bukser og i en skjorte af tyndtvævet uld. Modsat sit sædvanlige udseende, havde hun dog flettet et par blomster ind i fletningen, der hvilede mod hendes højre skulder. Hun havde set pigerne i sin hjemby gøre det samme og de små, hvide blomster, der havde stået enligt nær en husmur, havde været lokkende.

Dina fulgte optaget med i dansen og hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet eller endda slippe en underholdt lyd, når nogen fjollede rundt. Det var en helt anden stemning, end den der havde været i Rodlund hidtil og hun fandt, at hun godt kunne lide den.

[Eda Fuglehvisker]

Eda nærmede sig festlighederne varsomt, hun havde haft andre pligter da det startede, men var nu blevet færdig med dem og var alligevel for nysgerrig efter at se hvad folk lavede, til at kunne holde sig væk. Derhjemme holdt hun sig helst på afstand af disse ting, hun havde aldrig været en særlig eftertragtet dansepartner og havde ingen grund til at dette skulle ændres nu. Hendes underlige tendens til at tale med fugle, havde det med at skræmme de fleste væk.
Hun havde hverken pæne klæder på, eller flot opsat hår, det eneste var den fletning til den ene side af hendes ansigt. De få kvinder der var havde flot tøj på og hun bed sig i underlæben, mens hun overvejede hvordan hun ville se ud i sådanne klæder. Højst sandsynligt som en høne i en ørns fjerdragt. Klodset.

Det var derfor utroligt dejligt at hun fandt et kendt ansigt i tilskuerrækkerne og hun bevægede sig derefter over til den unge kvinde, der var en af dem hun delte hus med. Hun smilede let til hende og satte sig ned ved siden af hende, mens hun gav sig til at betragte de dansende. Det var ikke rigtig muligt for hende at sige noget, musikken var høj og folk lo og klappede og hendes ord ville drukne i al larmen, der var en naturlig del af at holde fester. 

[Galeron af Ravntoft]

Udsigten til at fejre Beltane en uge efter højtiden reelt set havde været, var underlig. Den fik Galerons skepsis til at vågne til dåd, eller måske nærmere hans glæde ved traditioner og faste rutiner. Men da først musikken og lyden af glade stemmer lige udenfor trængte ind gennem det åbne vindue, kunne han ikke helt koncentrere sig om det brev han var i færd med at skrive. Han prøvede dog, ihærdigt, kun for at give op med et irriteret udbrud da han kom til at skrive det samme ord to gange lige efter hinanden. Han smed pennefjeren fra sig på bordet og lukkede blækhuset, sad så flere minutter og så ud i luften, lyttende, før han rejste sig langsomt og greb sin røde vams. Såret i hans side så måske nok fint ud, men selv med Gavens hjælp, var det endnu ikke helet helt.

Han tog vamsen på mens han forlod huset og stoppede for at betragte de dansende. Vidste man ikke bedre, kunne man næsten glemme hvor man var, eller i det mindste at den første dag i maj var kommet og gået allerede. Hans blik gled videre og standsede igen ved en genkendelig skikkelse på en bænk lidt derfra. Han rynkede brynene lidt, men på samme tid trak det lidt i hans ene mundvig. Hvorfor egentligt ikke give sig selv lov til bare en enkelt aften uden at gruble over krigen, Jessa og hendes ridder, lenet derhjemme.. Han stoppede sin allerede vandrende tankerække og tog en dyb indånding. Beslutningen havde taget sig selv.

Han gik nærmere bænken, kun for at stoppe da noget mellem to huse fangede hans blik. Et hurtigt svinkeærinde senere var han igen på vej mod kvinden, nej, nu var det kvinderne, på bænken og stoppede foran den uden dog at sætte sig med det samme "Må jeg sætte mig?" han smilede prøvende til dem begge, men hans opdragelse slog heller ikke fejl denne gang.

[Catherea Guldblomme]

Der havde været for travlt på lazarettet til at Catherea havde fået fejret Beltane, som ellers var en af hendes ynglings højtider. Derefter havde hun været for træt, hun var stadig en del træt efter de mange og lange dage. Hun sad fordybet i sine egne tanker, en meget mere frisk og meget glad Elias kom ind på hendes kontor. Der skulle ikke meget overtalelse til før Catherea var ude af døren og ude på den plads der blev ryddet.

Lystigt dansede hun med, og i takt med at musikken gik blev hun gladere og gladere og gladere... På vej ind i  kæden havde hun fået hevet en ung ridder med sig, som hun havde behandlet dage efter det store slag. Hun elskede selv at danse og var efter hendes egen mening også ret god til det. Og ofte var hun ligeglad med at hendes partner var knap så god. Det tog hun med et stort smil. Det var sjældent at nogen kunne ødelægge hendes gode humør når hun dansede. Da de endte over for hinanden efter de første 5 runder kunne hun ikke lade være med at smile stort til sin partner.

[Emry af Masbo]

Emry kunne godt lide festligheder, og Beltane var ingen undtagelse. Han var blevet draget af musikken, og havde fået assosiationer hjemtil. Han savnede Corus, han savnede sin familie, han savnede... Gwyneth... Dog var han i godt humør, og det kunne vel ikke skade at more sig - bare lidt.

Han havde til at starte med blot stået og betragtet de dansende, selvom han havde lært at danse i sin pagetid, var det længe siden han sidst havde danset, og bange for at han var lidt rusten. 

Hans lureri tog dog en brat ende da den helbreder der havde set på hans arm nogle dage forinden, hev man med ind i kæden. Det kom en smule bag på ridderen, men han var smigret og lod sig rive med af stemningen. Ganske som forventet, var han en smule rusten, men da han havde varmet op, gik det faktisk meget god for ham. I en sjælden stund var hans alvorlighed forsvundet som dug for solen, og han smilede bredt til alle han fik øjenkontakt med, især til Frøken Guldblomme. Han følte sig som en lille dreng igen - måske skulle han danse lidt oftere?

[Demadina Brygger]

Dina var godt optaget af dansen, og registrerede ikke Edas tilstedeværelse før den unge kvinde satte sig ved siden af hende. Tyraboen drejede hovedet og hvor hun på andre tidspunkter, ville have været skeptisk over pigens nærvær (som hun flere gange havde det, når hun trådte ind i huset de delte) sendte hun i dette tilfælde hende blot et venligt smil, før blikket var tilbage på kæden, der snoede sig frem og tilbage.

Hun kunne godt lide musikken. Det mindede hende om noget af det, hendes morfar havde spillet for hende og havde opfordret Dina selv til at lære. Dina var arbejdsom, fordi hun altid havde været nødt til at være det, men i øjeblikke som dette, forstod hun også at værdsætte muligheden for at lægge bekymringerne og alvoren fra sig.


Dansen var netop begyndt igen, da endnu en person dukkede op, denne gang på hendes anden side. Hun kendte endnu ikke navnet på den lyshårede ridder, men hun var ikke i det mindste i tvivl om, hvem han var. Påvirket af den atypiske stemning i lejren, sendte hun ham et overraskende varmt smil og rykkede sig en anelse, for at gøre plads. "Gerne for min skyld."

[Galeron af Ravntoft]

Galerons eget smil voksede helt af sig selv over det han fik fra den unge helbreder mens hun gjorde plads til endnu en på bænken. Han satte sig langsomt og så et øjeblik på hende som om han overvejede noget. Så ud på de dansende par, så tilbage på hende før han rømmede sig og drejede sig lidt på bænken for bedre at kunne se hende "Jeg tror aldrig jeg fik takket dig ordenligt for omsorgen tidligere på ugen." begyndte han og skyndte sig at fortsætte før han fik overbevist sig selv om, at han lød tåbelig og burde stoppe "Så, tak." han løftede hånden og holdt en undseelig, blå blomst frem mod hende, den selvsamme han havde fået øje på mellem to huse og plukket mens han nærmede sig bænken. Det var en ukarakteristisk, spontan gestus fra hans side, men han argumenterede med sig selv, at det ville se mere underligt ud hvis han trak hånden til sig igen nu han havde tilbud hende blomsten.

[Eda Fuglehvisker]

Eda kendte ikke ridderen der henvendte sig til dem, nok mest til  hendes sambo, så hun lod den anden unge kvinde svare og rykkede sig også lidt da han satte sig. Hun forsøgte at give dem lidt privatliv og skævede derfor kun lidt hen mod dem og følte sig en smule forladt, nu da den kønne pige havde fået en bejler. Hun havde mest af alt lyst til at kalde på Ildnæb, men selv ikke den smukke solsort kunne give hende hvad hendes hjerte savnede.
Eda kunne dog ikke lade være med at se på Gal da han rakte Dina en blomst og åbnede munden en anelse i forbløffelse. Hendes blik flakkede hen på den anden unge kvinde og hun overvejede om hun overhovedet ville være i stand til at afvise ham nu. Det ville hun selv ikke kunne. Derefter blev hun bevidst om sig selv igen og hun skyndte sig at se på de dansende par, mens hun overvejede om hun bare skulle stikke af i mængden. Hun kunne ikke overskue at sidde her alene.

[Demadina Brygger]

Dina drejede hovedet for at se på ridderen, da han talte igen. Hun havde halvt åbent munden, for at forsikre ham om, at det var ingenting, da en lille, blå blomst, fandt vejen ind i hendes synsfelt. Gestussen var så uventet, at Dina i et øjeblik var fuldkommen paf. Så, før hun vidste af det, trængte det igennem og fik et overrasket, bredt smil frem på hendes læber. Dina havde en tendens til at fremstå lettere utilnærmelig og brysk, men i det øjeblik, var hun nøjagtig som enhver anden ung kvinde, der rødmede over at modtage en blomst fra en mand. Måske havde det noget at gøre med, at det var første gang, det var sket for hende.

Uden megen tøven rakte hun frem for at tage imod den. "Den er smuk. Tak." Hun løftede blikket fra blomsten, for at finde de lyse, blå øjne igen og hun fandt, at hun stadig ikke helt kunne lade være med at smile. "Jeg... Tror ikke jeg nogensinde fik fat i dit navn?"

[Anders af Piratklippen]

Anders betragtede festlighederne med et smil på læberne. Han havde altid holdt af Beltane, og at se højtiden fejret selv i de mørkeste tider, kunne intet andet end at fylde ham med glæde. Livet i Rodlund var ikke det han drømte om, og han måtte indrømme overfor sig selv, at han savnede hoffet i Corus og alt, hvad der hørte til. Denne verden var mørk og trist, og han var allerede nu klar over, at det ikke var i sådan en verden, han ønskede at tilbringe resten af sit liv.

For nu var de tanker dog drevet på flugt og han kunne ikke undse sig at vippe med til musikkens takt, mens hans blik vandrede over den mindre folkemængde. Han fandt sin ridder med blikket og nysgerrigt også kvinden, han tilsyneladende holdt med selskab. Smilet voksede lidt på Anders' læber, før blikket vandrede videre og fæstnede sig ved den ensomme skikkelse på den anden side af Galerons samtalepartner.

Anders tøvede kun få øjeblikke, før han skubbede sig fri af husmuren og satte kursen mod bænken nær den lange, bevægelige kæde. Han nikkede anerkendende i retning af Galeron, men søgte ikke yderligere kontakt. I stedet fæstnede hans blik sig på kvinden, med det mørke hår. "Min Frøken." Anders bukkede let. "Hvis ikke De har andre forpligtigelser, må jeg da byde Dem op til en dans?"

[Eda Fuglehvisker]

Eda sendte et sidste blik til ridderen og Dina og rankede sig en anelse, mens hun spejdede efter nogen hun kendte. De andre piger fra huset dansede dog allerede og resten af de bekendte ansigter hun spottede, var hun ikke helt tryg ved at gå hen til. Hun løftede dog hagen en anelse og forsatte med at se rundt, indtil hendes blik blev fanget af en ung væbner der stoppede op foran hende. Hun blottede tænderne i et lille smil og så undrende på ham, hvorefter hun nikkede og rakte ham sin hånd.
”Det må De..” Som altid blev hun en anelse forbløffet over den høflige tiltale og hun undrede sig over, hvorfor alle blev ved med at være så venlige overfor hende. 
Pludselig blev hun utrolig nervøs over om hun overhovedet kunne huske hvordan man dansede denne dans, men forhåbentligt kom det til hende når de begyndte. Hun forsøgte dog på ikke at vise det og løftede i stedet sit blik op til den unge mands øjne og smilede en anelse, mens hun placerede sin anden hånd på hans skulder. Hun var en smule anspændt over den uvante situation, men hendes dansepartners venlige ansigt gjorde hende en del tryggere.

[Catherea Guldblomme]

Catherea gengældte sin dansepartners smil når de med jævne mellemrum mødte hinanden igen. Positivt overrasket var den følelse som bedte sig hos Catherea. Ikke at hun altid var overrasket når hun mødte en af modsatte køn hun mødte. Dem havde hun mødt en del af, dem som var ganske gode til at danse, og derfor var det også lidt underligt at hun kunne blive overrasket og begejstret når hun fandt nogen som ikke faldt over sine ben. "Det er De da danske glimrende til. Ridder Masbo?" Det sidste blev sagt med et let spørgende udtryk. Det var ikke altid hun var lige heldig med at huske hendes patienters navne, selvom hun øvede sig meget på at huske folk navne når hun havde fået dem at vide.

Dansen gik i lystige sving, og som altid nød Catherea det mere end nogen sinde. Det var behageligt og især i denne tid hvor der havde været så meget sorg, var det rart at kunne slappe lidt af og danse.

[Anders af Piratklippen]

Anders smilede varmt og imødekommende, da den unge kvinde accepterede. Han bøjede nakken let og tilbød hende sin hånd, med den anden hvilende over sin egen lænd. Anders' manerer fejlede intet og det var af og til tydeligt, at han hørte bedre til i Corus end han nogensinde ville komme til i Rodlund. I øjeblikket måtte man dog sige, at han fik det bedste ud af situationen, som han førte den unge kvinde ud mod kæden.

Der gik ikke længe, før der også kunne blive plads til dem i den, og han slap først hendes hånd, da de stod overfor hinanden og han endnu engang måtte bukke. "Tør man også driste sig til at bede om Deres navn, Frøken?"

[Galeron af Ravntoft]

Galeron åndede mentalt lettet op da hun smilede. Ganske bredt og mere end klædeligt før hun tog blomsten fra hans hånd og han sænkede den igen "Ingen årsag." konstaterede han, af indgroet vane, selvom der bestemt var en årsag til han havde givet hende en blomst. Han rømmede sig, uden at det eliminerede det smil der insisterede i at blive siddende på hans læber.

Han så væk et øjeblik, men så hurtigt tilbage for at give hende sit navn med et halvt undskyldende, halvt underholdt blik. Før han fik svaret fik han øje på sin væbner og så spørgende på ham indtil det gik op for ham, at det slet ikke var ham han havde et spørgsmål til. Det ene øjenbryn gled en lille smule op over et skævt smil mens han gengældte nikket uden at behøve sige noget. Et øjeblik betragtede han væbneren slutte sig til kæden før han igen så på kvinden ved siden af sig selv og endelig kom videre i teksten "Nej, det undskylder jeg." han rakte en hånd frem mod hende "Galeron." han gjorde en lille pause og tilføjede "Galeron af Ravntoft." ikke at han regnede med hun kendte det mindste til det tortallanske len, men det føltes mest høfligt at give hele sit navn når man nu blev bedt om det.