Fornemt Penneværk

[Orimilius Skriver]

Til Katherine af Stenbjerg

Solen skinnede ned fra oven og Orimilius gik i et adstadigt tempo ad de brolagte gader, mens han nød solens stråler som spillede hen over hans ansigt. To store skuldertasker indeholdt alle hans blækhuse, pennehoveder og skaft, sand, papir og pergament, farver og pensler, samt hvad en veludrustet skriver nu ellers kunne tænkes at få brug for. Med sådan en last var der ingen grund til at skynde sig og da slet ikke når vejret var så godt. Med glade toner gav Orimilius sig til at fløjte en lille improviseret melodi, mens han tænkte på den opgave han havde fået. Flere folk vendte sig om for at kigge efter den ældre herre, som kom spaserende fløjtende forbi i sine grå rober, men Orimilius lod sig ikke mærke hermed. "Sort blæk ville nok være det bedste nu det var en slægtsbog, der skulle kopieres. Men forhåbentligt blev der plads til nogle stiliserede forbogstaver, eller måske ville Hertug Stenbjerg lade ham indføre det..." Således tænkte Orimilius over den opgave der var blevet ham stillet, indtil han stod foran et prængende byhus. En tjener var kommet til skrædderhjemmet i Fabeldistriktet dagen før og meddelt at Hertug Stenbjerg ønskede at Orimilius skulle kopiere en gammel slægtsbog, men ønskede at bogen ikke forlod hans hjem. Derfor stod Orimilius nu foran døren, skimtede en ekstra gang mod solen for at sikre sig at han ikke kom for tidligt, og greb så om dørhammeren; Klonk, Klonk, klonk.

[Katherine af Stenbjerg]

Det var ganske givet en del af husstaben, der åbnede døren for skriveren udenfor og bød ham ind. Samme tjener fortalte, at Herren ikke var vendt tilbage fra sit ærinde endnu, men ville være der inden længe og henviste Orimilius til Williams arbejdsværelse.

Katherine af Stenbjerg forlod knapt sit sovekammer disse dage. Graviditeten tog hårdt på hendes helbred og vægten gjorde, at hun kun sjældent var på benene. De fleste tilbragte hun i sengen, og i dag ville have været endnu en af dem, havde hun ikke hørt om Williams gæst. Det var ikke første gang hun hørte navnet nævnt, og det var nysgerrigheden, der trak hende på benene og lettere besværet bragte hende til døren til sin husbonds arbejdsværelse.

Hun bankede kun på en enkelt gang, før hun listede døren på klem og stak hovedet ind. "Mester Orimilius? Forstyrrer jeg?"

[Orimilius Skriver]

Orimilius nikkede imødekommende til manden, der åbnede døren, tydeligt en del af staben, og fulgte ham gennem huset. Det var et smukt hus og Orimilius beundrede det mens han lyttede til sin vejvisers forklaring om at Herren var forsinket. "Nåh ja, en hertug måtte også have rigeligt at se til." Gulvene var dækkede af tykke tæpper og med mellemrum hang på væggene malerier og gobeliner. Efter et maleri forestillende en kronhjort springende gennem skoven stoppede de op og Orimilius blev vist ind i et rum, der tydeligvis tjente som arbejdsværelse med nydelige stabler af papirer, lak, pen og blæk, bogreoler langs væggene og hvad der ellers hører sig til. "De kan vente her indtil Herren ankommer." sagde manden, der ikke var trådt ind i rummet, inden døren blev lukket i. Orimilius åndede duften af bøger ind og lagde nu mærke til en skrivepult, der var sat op i hjørnet. Det lod til at denne Hertug havde styr på tingene og da der ikke var så meget andet at foretage sig, gav Orimilius sig til at stille sine remedier frem herpå. Han havde dog kun fundet et par blækflasker frem før en forsigtig banken lød på døren. Et øjeblik efter kom et ansigt til syne. Kvinden, for ansigtet var tydeligt feminint, havde en bleg kulør som om hun sjældent kom ud og Orimilius vidste ikke om det var maleriet fra gangen, men hendes mørkebrune øjne mindede ham om et dådyr. "Det er mig. Og ingenlunde, jeg var såmænd blot ved at finde mine redskaber frem." En udbredt arm, ført i en bue, indikerede blækflaskerne på pulten og i taskerne. "Hvis De vil holde en gammel mand med selskab indtil Hertugen dukker op, er de velkommen til at komme ind frøken. Eller der er måske noget jeg kan gøre for Dem, mens jeg venter på Hertugen?" Orimilius sendte et forsigtigt smil.

[Katherine af Stenbjerg]

Hertugindens krop protesterede over at være på benene, men den stædige, unge kvinde forsøgte at ignorere det. Hun var udmærket klar over, at William ikke ville være tilfreds, men udsigten til endnu en dag bundet til sit leje, havde været helt uoverkommelig. Nysgerrigt betragtede Katherine den ældre herre, der havde taget plads ved skrivepulten og ved hans invitation, spredte et varmt, lille smil sig over hendes ansigt.

"Hvis det ikke er til besvær." Katherine skubbede døren op, med den ene arm støttet mod den store mave, der syntes at gøre hendes sædvanligvis lette og svævende bevægelser, tunge og umedgørlige. Hun trak kåben lidt tættere sammen omkring sig, kold på trods af varmen i huset. "Det bliver så forfærdeligt kedeligt, at være inde hele dagen, uden at vide, hvad der sker i resten af verden og kun de samme, gamle historier fra tjenestefolkene. Jeg er klar over, at det muligvis er upassende, men hvis ikke det forstyrrer for meget, tænkte jeg på... Om De måske havde noget spændende at fortælle, til at gøre en dag lidt mindre grå? Kun indtil min husbond dukker op, så skal jeg straks lade Dem arbejde i fred." Hertuginden sendte manden et håbefuldt blik.

[Orimilius Skriver]

Orimiliuses smil blev lige en tand bredere da han så det besvaret og skyndte sig så at forsikre hende: "De kunne aldrig være til besvær, kom ind, kom ind." Det sidste blev efterfulgt af en inviterende gestus. Øjenbrynene røg let i vejret, da Orimilius så at kvinden var gravid og i hvert fald i sjette måned. Men så skyndte han sig hen for at trække stolen, den eneste i rummet, ud fra skrivebordet. Ud af øjenkrogen så han kvinden skutte sig, så da hun havde sat sig, gik han hen til den lille kakkelovn og tændte op , på trods af at der allerede løb en sveddråbe ned over Orimiliuses pande. Mens han gjorde dette, lyttede han intenst til kvinden og så op nu og da, for at vise at han lyttede. Da hun havde talt færdigt så Orimilius hende i øjnene og svarede: "Det må være frustrerende at tilbringe dagen indesluttet af fire vægge, selv i et hjem så smukt som dette." Her gik det op for Orimilius at kvinden over for ham måtte være hertugens kone, men han holdt kun et halvt sekunds pause før han fortsatte: "Hvis De ikke finder det upassende, skal det være mig en glæde at fortælle dem hvad jeg kan, Hertuginde Stenbjerg. Men jeg må sige at det der høres fra resten af verdenen ikke just er opmuntrende. Måske ville en dag som denne mere egne sig til en fortælling om Moderen?" Orimilius lavede kort sit ansigt seriøst, som en præstinde, der skulle til at prædike og sendte så hertuginden et af sine gavtyvesmil.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine smilede og tog taknemmeligt plads, da skriveren tilbød hende en stol. Det var lettende at sidde. Hendes blik hvilede håbefuldt, som hun talte og nysgerrigt betragtede den fremmede, der fyrede op i kakkelovnen. Katherine nåede kun halvt at nikke til hans konstatering, før flere ord fyldte luften i mellem dem.

Hendes ansigt faldt en smule, velvidende om, hvad der foregik i Tyra i øjeblikket og at der i norden, evigt var uroligheder. Hendes skuffelse varede dog ikke længe. Tværtimod lyste hendes ansigt mere op end før, ved udsigten til en fortælling. Hertuginden blottede tænderne i et bredt smil, der afspejlede hendes unge alder. "Det lyder helt fantastisk, Mester...?"

[Orimilius Skriver]

"Skriver" besvarede Orimilius hertugindens stiltiende spørgsmål. Hun havde tiltalt ham ved fornavn tidligere, hvilket Orimilius reflekterede nok også havde været med til at han i starten ikke havde opfanget hvem han snakkede til. Men det var nok bedst at holde på formerne. Der var dog ingen tvivl om at det smil hertuginden sendte den gamle skriver, kaldte på en historie. Med rolige bevægelser trådte Orimilius lidt væk fra kakkelovnen, foldede hænderne foran sig og begyndte sin fortælling, fokus på sin tilhører: "Tortall er et smukt land, med kyster hvor bølgerne bruser, skove hvor vinden rasler bladende og det åbne land, hvor solen skinner frit. I dette landskab ligger byer store, landsbyer små og smukkest af alle byer Corus. Smukkest for Gudinden, hvor moder, er dog de folk som lever deres liv i byerne og denne dag hvilede hendes øjne på Corus." Her holdt Orimilius en kunstpause, scenen var sat, og så fortsatte han: "I Corus var der meget der glædede Gudinden: folk der holdt af og var gode til deres håndværk, glade familier, drabanter der passede på dem og adelen der med visdom styrede landet. Men midt i glæden hørte Gudinden en hjerteskærende bøn og hendes hjerte gik ud til kvinden hun nu så sidde med sit dødeligt syge barn. Med sin magt rakte Gudinden ud og stod så i mudderet på en gade i Coruses nedre by. Kvinden med barnet så op og så en kvinde i en lys grøn kjole komme mod sig. Hun havde langt brunt hår som faldt i krøller ned ad ryggen og brune øjne, der udstrålede ro og varme som hun rakte hånden frem. "Frygt ej" sagde Gudinden, for det var hende i menneskelig skikkelse, inden hun lagde hånden på barnets hoved og kort efter trak barnet vejret roligt, uplaget af sygdom." Her stoppede Orimilius endnu en gang for at se hvordan historien blev modtaget.