Minder fra midvinter

[Teodorie af Nørland]

Midvinter 528 M.T. med Skylar af Kystskov

Det var kun et par dage siden Teo havde set Skylar sidst, men hun havde nået at tænke meget på sin kæreste siden da. Faktisk var det kun fordi hun havde umanerligt travlt med pakning til rejsen efter midvinterfestlighederne, at hun ikke tænkte på hende hele tiden.

Da først midvinter oprandt var hun optaget af sine pligter til festen, men da hun spottede en rød hårpragt under fejringen dvælede hun alligevel et øjeblik med hamrende hjerte. Hun havde fortalt hvilket kammer, der var hendes, men alligevel var hun nervøs for, om Skylar ikke skulle kunne finde det eller skulle blive forhindret.

Da først hun havde fået fri, gik hun dog alligevel direkte op til gangen. Hun havde ikke set Skylar en tid og var usikker på om hun var blevet nødt til at gå. Da hun åbnede døren til sit kammer var det derfor helst sikkert ikke med forventningen om, at der sad en rødtop på hendes sengekant og ventede.

[Skylar af Kystskov]

Der var noget magisk over midvinter i Corus, hvor sneen lå fint og florlet over alle hustagene. I Kystskov blev der aldrig så koldt, selv ikke når vinteren stod på sit højeste. Alligevel var det en helt anden følelse af magi, der havde taget hendes opmærksomhed.

Det var hendes sidste aften med Teo, før væbneren ville tage af sted mod norden og kun Guderne vidste, hvornår de ville se hinanden igen. Hun fugtede sine læber med tungespidsen, som hun søgte mod væbnerfløjen. Fuldkommen nyt land. Hendes fingre rystede, men det var mere af spænding end frygt. Eller måske var det stadig rester af den følelse, det havde givet hende, da deres øjne mødtes på tværs af salen.

Skylar tog en dyb indånding, før hun trådte ind på det værelse, Teodorie havde beskrevet som sit. Det var omtrent samme størrelse som hendes eget. Med et skævt smil om læberne gik hun i gang med at pakke de fire tykke stearinlys frem, hun havde taget med. De blev omhyggeligt tændt og så var det bare at vente.

Hun havde nået at trave rastløst frem og tilbage, slukke og tænde lysene og hun havde netop rejst sig for at slukke dem igen og bare afblæse planen, da der lød skridt på den anden side af døren. Netop som hun vendte sig mod den, åbnede den og Teo kom til syne.

Roen bredte sig fra maven og ud i kroppen som med et trylleslag, der også havde givet liv til et smil. "Hej," hoppede det over hendes læber, men det lød roligt og mildt som den følelse, væbneren gav hende.

[Teodorie af Nørland]

Teodories kæbe faldt til gulvet, da hun åbnede døren. Et øjeblik stod hun bare og så fra Skylar til de tændte lys, før hun skyndte sig at få døren lukket og endte med at stå og læne sig op af den med et lille, dumt smil, der blev gemt under tænderne, som gnavede på underlæben.

"Hej," faldt det stille svar, uden at blikket forlod rødtoppen. "Jeg har allerede en lygte stående," informerede hun unødvendigt, imens hendes mellemgulv tumlede lidt over at være alene med hende, som hun havde tænkt på det meste af de sidste par dage.

[Skylar af Kystskov]

Det var et dejligt, langt og alligevel alt for kort øjeblik, hvor Teodorie bare stod og måbede i døråbningen, før den endelig blev lukket bag hende. Smilet voksede en anelse, da hun svarede.

"Jeg så den." Skylar tilbagelagde afstanden mellem dem i rolige skridt, før hun fejede en lys lok væk fra væbnerens ansigt. Efter det fandt hånden Teos. "Jeg håber ikke, at det er for meget?"