Lang vinter

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg

Han var taget til Stenbjerg for at finde en eller anden form for ro blandt godsets isolerende mure. I stedet havde han nu brugt det meste af vinteren på at være irritabel og frustreret. Han tog herop for at komme væk fra Myrilla, men nu hang han på hende igen. Stenbjergs vejr gjorde det for risikabelt bare at proppe hende i en vogn og sende hende tilbage til Corus. Hun var allerede blevet angrebet af røvere på vej herop, så han havde ikke lyst til at tage den chance.
Det betød dog, at hun blev i Stenbjerg, og at de begge måtte vente på, at sneen begyndte at tø, så vejene blev mere fremkommelig. I det mindste havde han rigeligt at se til, så han kunne undgå hende. Vintrene krævede altid en nøje overvågning af Stenbjergs kornlagrer og andre forrådslagrer, samt ekstra opmærksomhed på røverbanderne.
Denne aften blev han opsøgt af et par soldater, der fortalte, at de havde fanget den gruppe af røvere som havde angrebet Myrillas følge. ”Godt.” Han satte sig til at underskrive en dom for gruppen. Halshugning virkede som en ganske passende straf. ”Efterlad hovederne på et par pinde i området omkring deres lejr. Bare i tilfælde af at nogen slap væk og forsøger at vende tilbage dertil,” instruerede han så, imens han fulgte vagterne ned til den store hall. ”Det vil tjene som en god advarsel.” Soldaterne bukkede og gik ud for at ride af sted igen.
For en stund blev han stående og iagttog den mørke himmel. Det var overskyet, og der faldt et par enkelte snefnug. I det mindste lod der ikke til at være nogen snestorm på vej.

[Myrilla af Stenbjerg]

Dagene var blevet til uger og ugerne til måneder. Midvinteren var kommet, men havde ikke bragt samme glæde og magi med sig, som den havde i Myrillas barndom, og nu var et nyt år også skudt godt i gang, mens hun havde levet sin isolerede tilværelse i Stenbjergs kulde.

Timerne havde hertuginden fået til at gå ved at begrave sig i bøger, som hun havde gjort det i sin barndom, og de kringlede tegn i alkymiens verden havde givet hende et hårdt tiltrængt pusterum midt i ensomheden. Heldigvis havde hun fundet lidt af tvillingens nærvær i bøgernes støvede sider.

Med en bog i hånden søgte hun derfor ned fra det værelse, hun havde fået til at fordybe sig i studierne. Synet af Larkin fik hende til at standse ved trappens fod. Siden deres skænderi ved hendes ankomst, havde de knapt talt sammen. Hun tøvede, mens sekunderne syntes at snegle sig forbi.

"Larkin," hilste hun så, lavmælt og roligt. Distancen mellem dem manifesterede sig i den flade klang, hans navn havde fået, når hun stemte det.

[Larkin af Stenbjerg]

Ved lyden af den lavmælte stemme, drejede han ansigtet et anelse for at møde Myrillas blik. ”Myrilla,” hilste han med et høfligt smil. Den positive mine hjalp ham dog ikke meget for tiden. Tjenestestaben havde for længst opfanget, at hertugen og hertuginden ikke kom godt overens, så nu hvor de var i samme rum igen, fik alle tjenestefolk i deres nærhed travlt med at skynde sig videre, så de kunne komme ud af hallen og undgå den dårlige stemning. ”Jeg har lige fået besked om, at røverne, der angreb dit følge, er blevet fanget,” fortalte han og lukkede endelig døren i, så al varmen ikke nåede at sive ud i vintermørket.

[Myrilla af Stenbjerg]

De grønne øjne flakkede let, som tjenerne noget forfjamsket, ja, næsten panisk, flygtede fra hallen. Blikket fandt Larkin igen, da hans stemme formede hendes navn. Der var ingen ømhed eller varme at spore i den, men forventningen om det havde hun også for længst vænnet sig af med.

Myrilla spidsede dog ører, da han rent faktisk talte til hende. Et lille, afmålt skridt trådte hun tættere på ham. ”Jaså?” Hun lagde hovedet let på skrå og det brune hår bølgede ned over udskæringen på den yndigt dekorerede kjole. ”Har du besluttet deres skæbne?”

[Larkin af Stenbjerg]

Han gjorde et vift med hånden som tegn til, at de skulle forlade hallen. Det var bedre at snakke i en stue end at stå og blomstre herude. Det var også varmere. De gik ind i den nærmeste stue, og han satte sig i en af lænestolene. Om Myrilla ville sætte sig, var han halvt ligeglad med. ”Halshugning,” svarede han roligt og uden større bekymring. ”Det er sådan, vi ofte håndterer røverbander her i Stenbjerg – medmindre der er en nytte i at holde dem i live.” Det var nu sjældent, at han stødte på en røver, der var værd at spilde taletid på. ”Hvordan går det med barnet?” spurgte han så for at få en opdatering om, hvordan graviditeten skred frem ad. Selvom hun vel muligvis ville lyve om det. Måske skulle han bare have spurgt Stenbjergs helbreder direkte.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det lille vift med hånden mindede hende om, hvordan Larkin var omkring Stenbjergs hunde, men Myrilla så ingen grund til at kommentere på det. Deres ægteskab havde efterladt hende udmattet, og graviditeten hjalp ikke ligefrem på det.

"Udmærket." Hun fulgte ham ind i stuen og tog plads i sofaen, støttede sig på armlænet, da hun satte sig. Deres tilstedeværelse havde også fået ryddet det nye rum for tjenestefolk. En spydig bemærkning om, at han måske burde få lidt mere styr på sine ansatte, bed hun i sig.

Myrilla trak på skuldrene. "Han eller hun sparker. Helbrederen siger, at alt går, som det burde."

[Larkin af Stenbjerg]

”Det lyder bestemt som et godt tegn,” sagde han, selvom han stadig var i tvivl om, hvorvidt hun løj for ham. Men mon ikke hun vidste, at han ville følge op på den slags nu? At lyve ville være spild af tid. ”Nåede det så langt de forrige gange? Mærkede du spark der?” spurgte han, halvt nysgerrig efter faktisk at vide det. Det var trods alt hans arving, og han havde ikke hørt Myrilla tale om spark i maven før. ”Jeg har stadigvæk ikke tænkt meget over eventuelle navne,” indrømmede han så med et suk. Han så det lidt som værende spild af tid, hvis nu det hele endte i endnu en abort, men Myrilla var nået langt i graviditeten efterhånden. Måske burde han begynde at overveje det. ”Har du?”

[Myrilla af Stenbjerg]

En ganske lille trækning skød over hendes ansigt, men før den nåede at blive til mere end det, forsvandt den igen. Det var længe siden, Larkin havde talt til hende og denne form for interesse, om den var til barnet eller ej, havde overrasket hende. Hun rystede på hovedet. "Nej, det er første gang."

Endnu en lille fold nåede lige at dukke op, før den igen efterlod hendes pande glat. Myrilla rystede på hovedet igen. "Nej, ikke endnu." Selvfølgelig havde hun det, men et pigenavn ville nok ikke glæde ham. De burde have et stærkt navn til den søn, hun forhåbentlig ventede.

"Jeg vidste ikke, om min mening var relevant i den sag," indrømmede hun nøgternt.

[Larkin af Stenbjerg]

Han trak på skuldrene. ”Jeg forestiller mig, at du går mere op i det end mig.” Navne betød ikke så meget for ham, men måske var det vigtigt for hende. Hun havde altid gået mere op i barnet end ham. Selvfølgelig kunne han altid bestemme sig for ikke at lytte til hendes ideer, men siden han ikke selv havde nogen, kunne han vel lige så godt høre hendes.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla trak på skuldrene. Det var ikke just fordi hun havde mere at miste. "I det tilfælde, at det blev en pige, ville jeg kalde hende Lianne." Hendes mor havde været en respekteret og smuk kvinde. Ligesom en datter af Stenbjerg og Naxen ville blive, uanset Larkin og hendes forhold.

"Vi ville kunne kalde en søn Kieran, hvis det ville glæde dig?" Ikke at hun burde have nogen interesse i det længere.

[Larkin af Stenbjerg]

Det burde han måske have kunnet forudse. ”Det lyder fint,” svarede han dog blot. Lianne var et populært navn, så han kunne ikke se noget problem i at navngive et eventuel datter det. Han havde trods alt ingen interesse i at navngive sine børn efter hans egne forældre, så at navngive dem efter Myrillas gjorde vel ingen skade. ”Kieran?” Han grinede for sig selv ved tanken. ”Det ville hyle ham noget ud af den,” vurderede han med et skævt smil. Kieran ville sikkert ikke ane, hvad han skulle stille op med en nevø, der var navngivet efter ham selv. Eller ... ”Men så er der nok risiko for at knægten ender med at bruge al sin tid på Liljen,” grinede han.

[Myrilla af Stenbjerg]

Endnu engang trak hun på skuldrene. Hun og Kieran havde kun brugt begrænsede øjeblikke sammen, hvor de rent faktisk havde haft andet end overfladiske ting at dele med hinanden, men hun kendte godt brødrenes bånd.

"Det er ganske vist rigtigt," svarede hun med et lille smil tittende frem i mundvigen. "Men med de rette ord fra sin far.." De grønne øjne søgte ham.

[Larkin af Stenbjerg]

Han smilede for sig selv. ”Pff, Kieran den første ville sikkert finde en måde at snige Kieran den anden ud alligevel.” Selv hvis Larkin ikke ville have sin søn rendende rundt i usle dele af byen. Men Liljen var selvfølgelig ikke det værste sted at finde sin underholdning. ”Jeg tror, at forbud mod den slags besøg, blot gør dem endnu mere fristende. Forbudt frugt og sådan.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Selvom Larkin ikke ville have sin eventuelle arving til at rende rundt i den ende af byen, lod han nu alligevel stadig til at kunne se det morsomme i det. Hvordan det var morsomt, at der var et marked, hvor kvinder kunne sælge deres kroppe til rige, vamle herrer, kunne hun ikke helt se.

"Så er det godt, Kieran den anden stadig ville have et godt forbillede at kunne se op til." Myrilla forsøgte at smile mildt i sin husbonds retning.

[Larkin af Stenbjerg]

”Det må være dig selv, du taler om nu,” bemærkede han med et underholdt fnys. Myrilla ville i hvert fald ikke kalde ham et godt forbillede. Så meget vidste han trods alt om hustruens holdning til ham og hans måde at gøre tingene på. Smilet svandt atter ind, og han sukkede for sig selv. ”Angående vores tidligere ... samtale, kom jeg muligvis til at sige nogle lettere forhastede ting,” startede han. Han kunne vel ikke undgå at tale om emnet for evigt. ”Da jeg sagde, jeg ville have en skilsmisse, havde jeg ikke helt tænkt omfanget af sådan en beslutning i gennem. Især nu hvor du er gravid.” Havde hun ikke gået rundt med hans barn i maven, havde han kylet hende ud kort efter det skænderi, men nu hvor han var faldet lidt ned, kunne han trods alt godt se, at det ikke var hensigtsmæssigt at skille sig fra en gravid kvinde. ”Jeg mente det, da jeg sagde det, men jeg har valgt at lade være med at gøre det. Det ville utvivlsomt skabe en masse besværlige komplikationer.”