Mellem reolerne

[Nathaniel af Halleburn]

Calla af Stenbjerg

Nathaniel havde hurtigt fundet sig tilrette på universitetet, der, selvom det ikke kunne måle sig med Gudernes By i anseelse, havde sine klare fordele. Mest at dets beliggenhed ved hovedstaden, der gjorde det muligt for ham både at studere, gøre forretninger og pleje sine bekendtskaber - og sørge for søsteren blev passende præsenteret for hoffet og dets muligheder.

Det var dog ingen af delene der tog præcedens i hans tanker mens han gik ned mellem reolerne med et søgende blik over de mange slidte bogrygge, men den opgave han manglede kilder til.

[Calla af Stenbjerg]

Calla havde uden tvivl meget at se til i sine studier, men hendes opmærksomhed var sjældent så fokuseret, at den ikke tog hende på nogle lange omveje. Lyden af lette fodtrin hørtes, som hun halvt svævede rundt mellem reolerne og lyse øjne gled ned over rækker af bøger. Hun havde startet med at lede efter en specifik bog, men nysgerrigheden havde drevet hende videre og hun trak hun den tiende bog ud for at studere de første sider.

Som alle de foregående gange, blev den dog ikke det endelige valg og hun gik videre, indtil blikket fæstnede sig ved en bog, der stod højere end hun kunne nå den. I nogle øjeblikke stod hun og så op på den med et ansigtsudtryk, som forsøgte hun at løse en gåde, før hun så sig om og fik øje på en mørkhåret mand i nærheden.

Uden megen tøven krydsede hun afstanden til ham og så op på ham med store, blå øjne og et ansigtsudtryk, der fik det til at se ud som om at hun aldrig havde haft en bekymring i verden. "Der er en bog, jeg ikke kan nå. Vil De hjælpe?"

[Nathaniel af Halleburn]

Der gik et øjeblik før det gik op for ham, at den lyse stemme talte til ham og han sukkede svagt over forstyrrelsen, før han drejede hovedet, med alle intentioner om at fortælle vedkommende, at han havde bedre ting at bruge sin tid på, end at agere tyende for et pigebarn, der ikke selv kunne tage en bog ned fra en hylde.

De arrogante bemærkninger blev dog ved tanken da først hans blik faldt på den mørkhårede skikkelse og et langt øjeblik hvilede det vurderende på hende. Så nikkede han en enkelt gang og slog ud med den frie hånd "Hvilken bog.. Nådigfrøken?" spurgte han med en følelse af, at der var noget bekendt ved hende, uden at han kunne placere det, men med en klar antagelse af, at hun var adel.

[Calla af Stenbjerg]

Calla så afventende op på den fremmede mand, men da han svarede, bredte hendes læber sig i et reel, hjerteligt smil.

“Herovre,” konstaterede hun lyst og drejede rundt, så skørtet hvirvlede let. Hun ledte ham et kort stykke og pegede så op på en bog, blikket fikseret. “Den lille.”

[Nathaniel af Halleburn]

Han stod et sekund eller to og så efter hende, før han fulgte efter med et ulæseligt udtryk. Han hjalp aldrig nogen uden at forvente noget igen. Hvorfor skulle man? Det gav ingen mening.

Alligevel lod han nu blikket vandre op mod bogen hun udpegede og med en nonchelant håndbevægelse, og et glimt af magisk glød omkring sin hånd, gled bogen ud fra hylden og faldt roligt ned i hans udstrakte hånd. Han rakte den ikke videre til hende, men tog sig tid til at åbne den og skimme de første sider "Interessant læsning.." blikket fandt hendes igen "Må jeg spørge hvad De skal bruge den til?" fortsatte han, reelt nysgerrig.

[Calla af Stenbjerg]

Callas øjne udvidede sig lidt, da magi fik bogen til at svæve gennem luften. Fascinationen var helt åbenlys og den forblev der, lysende klar, da hun drejede sig helt mod den fremmede mand igen. Blikket gled kort til bogen, men kun i et sekund, før hendes blik var fiskeret på ham igen.

"Det ved jeg ikke," svarede hun, som om svaret var det mest åbenlyse i verden. Et let smil vendte tilbage til hendes læber. "Hvordan skulle man dog vide, hvad man skal bruge en bog til, før man har læst den?"

[Nathaniel af Halleburn]

Et splitsekund gled et overrumplet udtryk over hans ansigt. Så fnøs han underholdt og lukkede bogen sammen igen med et smæld før han rakte den til hende "Jeg antager man har en idé om indholdet og derfor en grund til at søge netop det emne." han hævede et øjenbryn og så afventende på hende, mens han nu endelig rakte den frem mod hende.

[Calla af Stenbjerg]

Callas øjne blev lidt større, lysende af interesse som hun så op på den mørkhårede adelsmand. Antydningen af et smil trak hendes læber op og hovedet gled let til den ene side, men udtrykket i hendes øjne bar samtidig et præg af uforståenhed.

"Hvis man altid kendte til indholdet, hvordan skulle man så nogensinde lære noget nyt?" spurgte hun med en selvfølgelighed i stemmen, som om det var det naturligste ræssonnement i verden.

[Nathaniel af Halleburn]

Han hævede et øjenbryn og et halvt underholdt, halvt overbærende fnys forlod ham ”At kende til indholdet, betyder ikke man ved alt om emnet.” pointerede han belærende og samlede hænderne på ryggen mens han et langt øjeblik, betragtede hende vurderende ”Har jeg ret?” fortsatte han retorisk og fortsatte uden at forvente hun ville være uenig ”Men De foretrækker måske at vide en smule om meget, og ikke fordybe Dem i et enkelt emne?”

[Calla af Stenbjerg]

Store, lyse øjne rettede sig mod den mørkhårede mand og der var klar fascination at finde. Emnet fangede hendes interesse og mere end bare som høflig konversation, hvilket hun i forvejen ikke var noget stort talent udi.

"Det har De," konstaterede hun, ubevidst om at han måske ikke havde. "Men jeg ville ikke kunne vælge mellem enten eller. Jeg tror ikke, at man altid fuldt kan vide alt om noget og jeg ved, at der altid er mere at lære - men nogle gange er det også det flygtige øjeblik, det ukendte, der kan fylde ens verden og optage alle sanserne. Som om det eneste verden centrerer sig om er denne ene nye ting..."

Hun sukkede og smilede, uvidende om at det måske mest gav mening for hende selv. "Kender De ikke det?"