Længe siden

[Neilan af Viksø]

Roanna af Gyldensø

Det nærmede sig at være mere end en måned siden, at Neilan havde set Roanna. Eller bare generelt have hørt et pip fra hende. Og det var ikke ligefrem fordi hun havde været hjemme i Gyldensø-slægtens palæ. Der havde han været, op til flere gange endda, for at tale med hende.

Og nu var han træt af det. At hun hele tiden smuttede mellem hans fingre.

I fuld ridderuniform, for han var egentlig på vej til Caynn, standsede han ved Det Kongelige Universitet, og lod en tjener tage sig af hans hest. Med støvler der slog klik hver gang de rørte gulvet når han tog et skridt, bevægede han sig gennem gangene. Ved sin side havde han en vejviser, der havde været villig til at vise ham Roannas værelse.

Da de nåede den, viftede han drengen væk, og bankede på døren. Hans hånd var behandsket, og under sin anden arm holdt han sin hjelm. "Roanna?"

[Roanna af Gyldensø]

Roanna havde uforvarende vendt hele sit liv på hovedet og resultatet af det, havde været at hun havde holdt sig endnu mere for sig selv end ellers. Der var især én hun havde undgået, på trods af at hun havde fået besked om at han flere gange havde forsøgt at opsøge hende i familiehuset. Hun burde måske have vidst, at hun ikke ville kunne gemme sig på universitetet for evigt, men da det bankede på og en velkendt stemme lød på den anden side af døren, stivnede hun let.

I nogle øjeblikke overvejede hun at lade som om at hun ikke var der. Til sidst endte hun dog med at rejse sig, glatte den simple, brune kjole let og åbnede døren. Synet der mødte hende på den anden side, var ikke ligefrem det hun havde forventet. Mørke øjne spærrede sig vidt op i tydelig overraskelse og han udgjorde både en imponerende og svagt intimiderende figur som han stod der i al sin magt og vælde.

"Neilan," fik hun til sidst frem. "Hvad gør du her?"

[Neilan af Viksø]

Neilan kunne høre hende derinde. Måske ikke ligefrem hende, men han kunne høre nogen på den anden side af døren. Og han håbede i hvert fald, at det var hende.

Da hun endelig åbnede døren, og stod foran ham, løftede han det ene øjenbryn ved hendes spørgsmål. "Leder efter dig," svarede han, som om det var ganske naturligt. Ellers havde han trods alt ikke stået foran hendes dør og banket på den. "Og nu fandt jeg dig."

[Roanna af Gyldensø]

Roanna vidste godt, hvem der ville vente på den anden side af døren. Det overraskede hende dog at se ham stå der i fuld uniform, som om nogen var ved at storme universitetet og han var der for at redde hende. "Hvorfor?" røg det ud af hende, før hun kunne nå at tænke sig om.

"Jeg mener..." rettede hun sig selv og mærkede øjenbrynene trække sig sammen. Hendes hjerte hamrede lidt bare over det at se ham igen, men hun ville ønske at det ville lade være. Hun kunne tydeligvis ikke stole på sin dømmekraft. "Hvorfor ligner du en, der skal til at forsvare riget?"

[Neilan af Viksø]

Neilan rynkede panden over hendes lidt afvisende spørgsmål. Hans øjne granskede hende, men fandt ingen forklaring på hendes udstråling. Om der måske var noget galt. Så godt kendte de jo ikke hinanden.

"Jeg er på vej til Caynn," svarede han med et skuldertræk. "Jeg skal ledsage en karavane med varer til Kobberøerne," uddybede han. Og grundet den seneste aktivitet af banditter og udødelige på vejen, så havde man valgt at stille riddere til rådighed.

[Roanna af Gyldensø]

Roanna havde undgået Neilan helt bevidst. Måske var det forudindtaget at tro, at der havde været noget mellem dem, men hun havde ikke følt at hun kunne risikere det. Og på samme tid havde hun en lille smule dårlig samvittighed overfor ham, selvom hun i virkeligheden ikke skyldte ham noget...

"Åh," sagde hun dog og mærkede en lille, splittet følelse vokse i hendes mave ved tanken om, at han skulle rejse væk. "Hvor længe skal du være væk?" spurgte hun derfor, da informationen var sunket ind og hun kunne ikke helt skjule sine tanker. En del af hende havde mere lyst til at spørge: Hvorfor kom du for at se mig lige inden?

[Neilan af Viksø]

Neilan skiftede vægt fra den ene fod til den anden, mens hans blik hvilede på den mørkhårede nådigfrøken. Han afventede hendes reaktion. Da han fik den, måtte han endnu en gang trække øjenbrynene sammen og rynke panden i undren over hendes opførsel. Så trak han på skuldrene. Måske var hun stresset. De havde sikkert også prøver, som de skulle igennem.

"Ikke mere end et par dage," svarede han med et skævt smil. "Vil du da savne mig?" Spurgte han så i et drillende toneleje.

[Roanna af Gyldensø]

Roanna havde haft en fornemmelse af, at han ville være væk i længere tid. Måske havde hun kun forstået det som om at han skulle rejse med til kobberøerne, fordi han stod der i fuld uniform - som om de ikke ville få en mulighed for at se hinanden igen. Det var selvfølgelig ikke nemt i det hele taget, sådan som hun havde undgået ham.

"Vil du gerne have at jeg savner dig?" hørte hun sig selv spørge og det trak modvilligt lidt i hendes ene mundvige, på trods af at hun virkelig burde holde sig væk fra ham. Ham og alle andre mænd.

[Neilan af Viksø]

Neilans læber bredte sig i et smil der afslørede hans tænder ved hendes spørgsmål. "Det ville glæde mig, hvis det gjorde," svarede han, og flyttede hjelmen over i den anden hånd. "Det vil også give mig noget at se frem til," her blinkede han drillende til hende, og var overbevist om, at Roanna var ved at bløde op. Hun opførte sig i hvert fald lidt som de gange, han havde mødtes med hende.

[Roanna af Gyldensø]

Det var ikke fordi, at Roanna ikke fandt ridderen charmerende. Det var snarere det modsatte, der var tilfældet. Hun kom da også modvilligt til at smile lidt over hans ord og hun fik ikke stoppet det, før han helt klart havde haft en mulighed for at se det.

"Skal det forstås som, at du også ville savne mig?" spurgte hun og forsøgte at få det til at lyde rent teoretisk, selvom hun var lidt mere investeret i svaret end hun måske burde være.

[Neilan af Viksø]

Neilans smil blev mere skævt og drillende, da han så hendes læber i et ganske hurtigt smil. Jo, hun var skam ved at bløde lidt op. "Det var meningen, ja," svarede han ærligt. "Men hvis du ikke vil have det..." Fortsatte han, og kørte en hånd igennem sit halvlange hår. "Jeg havde ellers planer om at varme mig ved tanken om dine mørke øjne og dit skæve smil."

[Roanna af Gyldensø]

Roanna havde mere eller mindre besluttet sig for at afsværge mænd, men det var alligevel svært ikke at trække en smule på smilebåndet over de temmelig platte, men dog tiltalende, ord. Hun drejede hovedet til siden, men smilet var afslørende. Da hun så tilbage på ham, var det dog med et underholdt og svagt skeptisk blik.

"Du slår mig ellers ikke som den store romantiker," konstaterede hun tørt, men alligevel med en smule farve i kinderne. "Men hvis du gerne vil have det, så går jeg ud fra at jeg godt kunne savne dig..."

[Neilan af Viksø]

Neilan trak underholdt på skuldrene over hendes lidt skarpe og ret korrekte antagelse af hans holdning til romantik. "Normalt ikke, nej," bekræftede han med en lille latter og et undskyldende smil.

"Se, Roanna," hans mundvige trak op ad i et lidt bredere smil. "Det kan jeg lide at høre," lød det fra ham. "Og når jeg kommer hjem, så står der et glas med dit navn på ved siden af mit, på Kronhjorten."

[Roanna af Gyldensø]

Neilans latter fik et mere reelt smil frem på hendes læber og det var ikke svært at blive bekræftet i, hvorfor det var hun havde syntes godt om ham fra starten. Det var ubelejligt, men hun opgav dog også at kæmpe imod.

"Så må du jo hellere se at komme afsted - så du kan komme hurtigere tilbage," konstaterede hun og hævede øjenbrynene lidt af ham med en lille glød i de mørke øjne.